Den rytmiske udfordring - Bernhard Christensen -80 år

Streger til et portræt

AF PEDER KAJ PEDERSEN

Den 9. marts fyldte komponisten, organisten og musikpædagogen Bernhard Christensen 80 år. Der kan være grund til i den anledning at tegne et par streger til et portræt af denne stadig aktive og vitale ildsjæl, hvis indsats i dansk musikliv er enestående. Der kan være særlig grund til at gøre det her i dette tidsskrift, hvori Bernhard Christensen debuterede som skribent i 1930. Bernhard Christensen og Dansk Musiktidsskrift hørte til samme miljø dengang. De har gjort det i meget mindre omfang siden, men han er lejlighedsvis dukket op i spalterne som bidragyder, og så sent som i 1975 bragte tidsskriftet som »Månedens Albumblad« hans »Dimensioner«, en sang med egen tekst for tre vokalstemmer og rytmegruppe i latin-amerikanske rytmer. (DMTm. 7, april 1975).

Der stod sensation omkring Bernhard Christensen i 30-erne, da han trådte frem med rækken af jazz-oratorier, med Danmarksfilmens musik, med musik til PH-revyerne og - i samarbejde med Herman D. Koppel - Melodien der blev væk. Fra omkring midten af fyrrerne har offentlighed dog ikke været hans livret, og det har været forbeholdt en snævrere kreds at følge hans virksomhed som komponist og musikpædagog. Men i de allerseneste år er den stigende interesse blandt pædagoger og studerende for at arbejde med rytmisk musik i musikpædagogikken og dermed også den stigende interesse for Bernhard Christensens musikpædagogik blevet imødekommet af en række udgivelser, der giver den interesserede et bredere og præcisere billede af denne side af hans virksomhed, end det var muligt at få i alle de år, hvor det eneste offentliggjorte stort set var 30-ernes jazzoratorier. I sit otium fra ansættelserne som organist ved Vangede Kirke og som lærer ved Den lille skole på Gammelmosevej har Bernhard Christensen selv fået tid til at imødekomme opfordringer fra stadig større kredse af elever og interesserede til at redegøre for sine synspunkter, udgive musik osv. Først og fremmest giver bogen Mit motiv (1983) et bredt billede af musikpædagogikkens grundlag, dens fremvækst og dens indhold i dag. En større og karakteristisk del af materialet fra de senere år er udgivet i de to seneste bind af Politikens Forlags Lystige viser for børn (bd. 4 og 5, 1982 og 1984). Bogen og noderne kompletteres af eksempelbånd, der kan rekvireres hos Bernhard Christensen, og selv uden den personlige formidling, som Bernhard Christensen anser for uundværlig, er den der ønsker at sætte sig ind i pædagogikken bedre hjulpet end tidligere. Nævnes skal det også, at en gruppe af tidligere elever, musik- og dramatikgruppen BATIDA, har indspillet en række ældre og nyere sange i nye arrangementer, som er blevet til i samarbejde mellem komponisten og gruppen (LP-en Nathimlen 1984). Her findes bl.a. en udgave af det ovenfor nævnte Albumblad, »Dimensioner«.

Også en anden side af Bernhard Christensens virke, den forening af jazzprægede musikalske idiomer og dansk sprog, som han i alle årene siden begyndelsen af 30-erne og til Poul Henningsens død i 1967 arbejdede sammen med denne om, lader det sig i dag gøre at få et fyldigt billede af, i kraft af Sven Møller Kristensens udgave af P. H. viser (1980), hvori der findes visemelodier fra alle årene af de komponister, som PH arbejdede sammen med. BC er her repræsenteret med 45 visemelodier. Nævnes må det også, at adskillige indspilninger fra 30-erne og 40-erne af forskellige af BCs viser, jazz-numre osv. er blevet tilgængelige på forskellige opsamlingsplader o.l, således f.eks. den lidt ældre antologi Dansk guldalder jazz Vol.l (1968), eksempelbåndet til Erik Wiedemanns jazzhistoriske doktorafhandling Jazz i Danmark (1982), en bog der vier Bernhard Christensens mangesidede indsats inden for jazzen stor og positiv opmærksomhed, og The Schiøtz Collection Vol.1 (1982), der bl.a. rummer optagelser med forskellige vokalensembler, som Bernhard Christensen var medlem af og arrangør for i 30-ernes begyndelse. Også på forskellige opsamlingsplader med revy- og underhold-ningsmusik kan man støde på viser fra den gang, f.eks. Liva Weels udgave af »Ta' og kys det hele fra mig« og »Naa« og Lulu Zieglers af »Jeg har min chance i maj«, der har tekst af en anden samarbejdspartner gennem alle årene, Sven Møller Kristensen. »Sangen om Larsen« fra Kjell Abells Melodien der blev væk kunne også nævnes her. Den er en af de oftest indspillede viser overhovedet - fra Helge Rungwald til Osten Warnerbring (akkompagneret af Niels Henning Ørsted Petersen på LP-en Östen på dansk (1977)) - og melodien til den er medtaget i et utal af sangbøger, visesamlinger o.l. Melodien skyldes dog væsentligst Herman D. Koppel, selv om både tekstforfatteren Sven Møller Kristensen, og Bernhard Christensen, der stod for andre af melodierne til dette stykkes viser, - herunder selve den, der blev væk (»Ud ad landevejen, der sku' man gå«) -spillede en rolle for melodiens endelige skikkelse. Men tonefaldet er ikke rigtig Bernhards.

Efter studentereksamen i 1925 begyndte Bernhard Christensen at studere musikvidenskab ved Københavns Universitet. Han blev hurtigt optaget af de resultater, som den navnlig i Berlin ganske velfunderede musiketnologi allerede havde fremskaffet i slutningen af tyverne. Han havde gerne specialiseret sine studier inden for »den primitive musik«, men en sådan specialisering lå udenfor, hvad der under professor Erik Abrahamsen kunne tilbydes vejledning i, og at tage udenlands for at studere, lå uden for det økonomisk mulige. Jævnsides med universitetsstudierne søgte Bernhard Christensen privat uddannelse som organist hos Hakon Godske Nielsen (orgel) og Jens Peter Larsen (teori), og i 1929 bestod han som privatist organisteksamen. Han høstede ved den lejlighed anerkendelse fra Carl Nielsen for sine evner som improvisator, og hurtigt blev han Mogens Wöldi-kes assistent i Christiansborg Slotskirke. Han har været kirkemusiker gennem alle årene. I Slotskirken blev han, til han i 1945 efter Jens Peter Larsen fik stillingen i Vangede Kirke, hvor han har fungeret, til han i 1976 blev pensioneret. Men samtidig med, at BC voksede ind i et livslangt virke som kirkemusiker, mødte han jazzen. For den improvisatorisk usædvanlig begavede og den musiketnologisk velorienterede unge musikstuderende må jazzen have været en åbenbaring. Christensen engagerede sig i den, trængte ind i den, skrev om den, holdt foredrag om den, lærte at beherske den praktisk, kompositorisk og teoretisk. Mødet med Poul Henningsen lærte ham at se mulighederne for en forening af jazzen og et moderne dansk sprog til en musik, der kunne sige tidens (unge) storbymennesker noget, og grunden var lagt både til en livslang beskæftigelse med visen, og til den musikpædagogiske indsats, der begyndte med jazz-pædagogikken, jazz-oratorierne, og som i årene siden udviklede og afklarede sig, sådan som BC har fortalt om det i Mit motiv. Musikpædagogikken fandt sin form i forbindelse med undervisning, i begyndelsen selvorganiseret, i tredivernes anden halvdel under Københavns Kommunes Fortsættelseskurser, senere på Kursus for småbørnspædagoger og Frøbelseminariet, og fra 1950 til 1976 på Den lille skole på Gammelmosevej, hvor BC i begyndelsen selv havde børn gående. I trediverne var der blæst og sensation omkring den unge jazz-mand. I de allerførste år måtte han udgive viser under pseudonymer (Bob Willtown og Leonard), fordi det ikke var foreneligt med virksomheden som kirkemusiker at beskæftige sig med de mere verdslige og jordnære sfærer. Men dobbeltlivet kom hurtigt frem i lyset. Da De 24 Timer fra begyndelsen af 1933 spredtes ud over landet, afslørede det sig, at jazzmanden og slotskirke-kantoren var en og samme person, og offentligheden har siden måttet leve med det.

Efter de første PH-revyer Pæn og Høflig (1931), På Halen (1932), og Aristofanes-moderniseringen Kvindernes oprør (1931), rækken af jazzoratorier fra De24 timer (1933) og til Livet er en drøm (1936), musikken til Danmarks filmen (1935), musikken til Kjeld Abell-balletten Enken i spejlet (1934), til Abell Melodien der blev væk (1935) og til Abells Eva aftjener sin barnepligt (1936) var resten af 30-erne præget af det praktiske pædagogiske arbejde, herunder et udvidet arbejde med børn og med pædagoger under uddannelse. Indtægterne fra musikken til Melodien der blev væk muliggjorde en rejse til New York med mulighed for jazz-studier i marken i Harlem, en PH-revy mere kom til (Op og ned med Jeppe (1937) med flotte og slidstærke viser som »Byens lys« og »Ånd og elskov«), og til endnu et Kjeld Abell-stykke (Mars på weekend (1937)) kom endnu en af de mest slidstærke viser -igen med tekst af Poul Henningsen -»Naa!«. Gennem godt et år - fra maj 1938 til juli 1939 - var Bernhard Christensen fast radiojazzmedarbejder ved Berlingske Tidendes ugentlige radiotillæg Radiolytteren, hvor han forsøgte at lære publikum at skelne og prioritere i, hvad radioen opfattede som jazz, og lære radioens musikchef, at tilstedeværelsen af saxofoner ikke var ensbetydende med tilstedeværelsen af jazz. Også dette agitationsarbejde i offentligheden, der havde forløbere i en række tidsskriftartikler efter den allerede nævnte serie i DMT 1930, i tidsskrifter som Aandehullet (1933) og navnlig HOT (1934-35), veg i slutningen af 30-erne for erkendelsen af, at en musikpædagogik, der ville satse på at genudvikle det rytmisk-improvisatoriske i europæisk musik måtte gribes an meget dybere og mere grundlæggende end først antaget.. Projektet var mere omfattende, end man havde troet.

Under besættelsens år var Bernhard Christensen stærkt optaget af den vej, han så frisk og originalt havde betrådt med musikken til Danmarks filmen. Han skrev musik til en række af de kortfilm, der blev et resultat af de særlige forhold for dansk film under besættelsen, og han skrev musik til flere spillefilm, Tante Cramers testamente (1941), Kjeld Abell-filmen Regnen holdt op (1942) og Et skud før midnat (1942). Filmmusikken fortsatte ind i 50-erne, på spillefilmområdet med Lyn-fotografen (1950) og Kærlig-hedsdoktoren (1952). Som disse sidste årstal antyder, forlod Bernhard Christensen hastigt filmmusikgebetet i det øjeblik dansk film trådte ind i Morten Korch-æraen, men gjorde det altså med et par film, der faldt ind i de folkekomedietraditioner, der blev formlen for succes i 50'erne.

I 1945 kom som nævnt ansættelsen i Vangede Kirke og i 1950 tilknytningen til Den lille skole, og Bernhard Christensens virke kom i en række år til at foregå i forhold til disse virkefelter og uden den store offentlige opmærksomhed. 50-ernes klima var anderledes end 30-ernes. Det med jazzen blev glemt eller fortrængt af den store offentlighed. Da Bernhard Christensen i 1956 fyldte 50 kunne PH således i en fødselsdagsartikel i Social-Demokraten under rubrikken »Undskyld, Bernhard Christensen« konstatere, at det var »En for den store offentlighed nogenlunde ukendt mand«, der var fødselar, og PH antog, at det passede BC dårligt at blive trukket frem i lyset i nogen som helst anledning. Men PH konstaterede, at »vi andre har vores pligter som vender mod offentligheden, så han kan ikke skånes.« Hvad PH ikke skånede BC for at fremhæve var, at der for PH ikke var tvivl om, at BC havde »gjort det mest intense, umiddelbare og metodiske arbejde for opbygningen af en ny folkelig kultur herhjemme«, og han viste, hvilken indsats Bernhard Christensen havde gjort for at få musikken ind i barnets hverdag og derigennem »genindføre rytmen i hverdagslivet, den uløselige forbindelse mellem ord, bevægelse og musik, som så sørgelig er gået tabt i det moderne liv«. Det er et utal af sange og større værker i Jazzoratorietraditionen Bernhard Christensen har komponeret i alle årene, hvor han har virket på lilleskolen, for en stor del og i stigende omfang med egne tekster. Af udgivelser kan nævnes Mette Syng-Sang (1951), og De syv porte (1955), begge sammenhængende historier, hvori der indgår sange/sanglege, samt 5 sanglege (1955), alt sammen med tekster af Møller Kristensen. Jazzorato-riet Henry (1952) og skolesangspillet Prinsessen, der ikke kunne le (1956) samt fra 60'erne det ikke udgivne Eldora og En skolepiges dagbog er blandt de større sammenhængende værker opstået i den pædagogiske praksis. Et stort stof har Bernhard Christensen udgivet i sine fire hæfter Arbejdsbog til brug ved musikundervisningen Hæfte 3-6 (1970-1971) og som nævnt på det allersidste i Lystige viser for børn bd. 4 og 5. Meget uudgivet stof er sikkert stadig i Bernhard Christensens besiddelse.

Også sit andet virkefelt - organistjobbet - har Bernhard Christensen forsynet med musik i meget stort omfang. Han mener selv, at han har komponeret »omkring 1000« motetter til Vangede Kirke, de allerfleste blevet til ekstemporalt og ikke nedskrevet, som »head arrangements«. I Vangede Kirke er o. 85 sådanne motetter - der altså er nedskrevne - arkiveret. Ganske få satser af denne type er udgivet, mens et bredere udsnit af salmebearbejdelser for orgel er udgivet bl.a. i Koralbearbejdelser til gudstjenestebrug. I begyndelsen af 50-erne var Bernhard Christensen aktiv i Dansk Organist og Kantorsamfunds bestyrelse. Hans orgelværk Glæden hun er f ødt i dag fra 1932 kastede glans over samfundets 50 års jubilæum i november 1955 opført af studiekammeraten og kollegaen Finn Viderø, der også havde uropført det, og Bernhard Christensens forbindelse med kirkemusikalske kredse førte senere til, at han til et par udgivelser komponerede salmemelodier til en række af K.L. Aastrups salmetekster. Således findes otte Aastrup-melodier i harmoniseringer i H. Glahn og S. Sørensens udgave 23 gamle og nye salmemelodier (1976).

Det skal slås fast, at Bernhard Christensens liturgiske kirkemusik - motetterne, orgelkoralerne, salmemelodierne - ikke er det ringeste influeret af jazz e.l. Grundlaget er Laub'sk/Wöldike'sk, selv om visse af Aastrup-melodierne har en mindre ortodoks tone, afspejlende det tekstlige grundlag. Det rytmisk vitale, der findes i kirkemusikken, lader sig helt forklare på Laub-grundlag. Laubs teorier om skiftende rytme reagerer mod noget af det samme som Bernhard Christensens kritik af vestlig musik, og har som grundlag for en kirkemusikalsk praksis været på niveau med Bernhard Christensens opfattelse.

Ud over aktiviteterne på det pædagogiske og det kirkemusikalske felt må det fremhæves, at Bernhard Christensen fra 50-erne og fremefter udvidede sin rejseaktivitet. Som det afspejles i Mit motiv har han således efterhånden foretaget meget omfattende studier af musik i mange sammenhænge rundt på kloden.

I 30-erne og 40-erne betrådte Bernhard Christensen undertiden sfærer, der grænsede til det trivielle. Hans første offentliggjorte komposition overhovedet var en schlagervals, »Kun en melodi« med tekst af Poul Anker, udgivet i 1930 både som klavernode og i salonorkesterstemmer, under et af pseudonymerne (Bob Willtown). Under krigen udkom »i swing-arrangement af Kai Møller« stemmesæt til fox-trotten »Det ser saa tosset ud« og slow-foxen »Verden er en skrap cocktail«, den sidste med tekst af »Henning Poulsen«, et gennemskueligt pseudonym, og den første med tekst af »Knud Overgaard«, mindre gennemskueligt et pseudonym for Sven Møller Kristensen. »Overgaard« - Svens mors pigenavn - havde også skrevet teksten til slow-foxen »Kom med dine hænder«, der ligeledes udkom i stemmesæt, alt gammen i 1943. Nogle af de spillefilm, som Bernhard Christensen komponerede musik til, havde lede-melodier, der også udkom selvstændigt. I Tante Cramers testamente sang Sigfrid Johansen »Sig du, sig du!«, en foxtrot med tekst af Poul Henningsen. Den blev for øvrigt af ikke klarlagte grunde forbudt i radioen, muligvis på foranledning af pastor Gunnar Engberg, formand for KFUM og kirkelig konsulent for Statsradiofoniens programudvalg, hvilket fik PH til i et avisinterview at bemærke, at han intet havde imod, at pastor Engberg censurerede PHs viser, blot han (PH) så måtte få lov til at censurere pastor Engbergs prædikener! »Hook-line« og tekst til visen kan ses i eksempel 1. I Regnen holdt op sang Mogens Wieth »Tænk om det var verden, der gik under«, igen en foxtrot, nu med tekst af Sven Møller Kristensen. Og i Kærligheds doktor en ti år senere forekom »Kærlighedsvalsen« (eksempel 2) som ledemotiv - indtil lede! Disse filmmelodier blev udgivet i pladeindspilninger og i kla-vernoder og orkesterstemmesæt, tydeligt nok med henblik på schlager-status.

At Bernhard Christensen bl.a. i sin filmmusik har været på udflugter til det trivielle, er nu ikke det mest interessante ved filmmusikken. Faktisk er hans indsats på dette område blandt de betydeligste. Han er en af de første komponister, der interesserer sig for det nye medie, og en af dem, der har blik for dets særlige æstetik. På filmmusikkens område hører Bernhard Christensen til pionererne. Indsatsen lader sig heldigvis dokumentere i klingende musik, eftersom den største del af de film, som Bernhard Christensen har lavet musik til, er bevaret i Statens Filmcentral eller på Det danske filmmuseum. Enkelte er muligvis gået tabt, - det har således indtil videre ikke været muligt at opdrive lydsporet til spillefilmen Lynfotografen - men det meste er relativt velbevaret. Faktisk er Danmarks filmen - desværre - nok den, som misrøgt og tidens tand er gået hårdest ud over, hvilket Børge Høsts rekonstruktion fra 1964 ikke kan skjule.

Bernhard Christensen havde stiftet bekendtskab med filmmusikkens problematik på et meget tidligt tidspunkt. I forbindelse med filmforestillinger i venstrefløj ste at ergruppen Forsøgsscenens regie improviserede Bernhard Christensen ved et par lejligheder i 1931 musikunderlægning til nogle eksperimentalfilm. (Han har i øvrigt også komponeret noget af sin tidligste teatermusik til forestillinger i Forsøgsscenen, bl.a. til Georg Büchrfers Woyzeck med den unge Sam Besekow i titelrollen, »nærmest i Kurt Weill-stil, fordi det var sådan noget, de gerne ville have«, som Bernhard Christensen erindrer det.) Da samarbejdet med Poul Henningsen om Danmarksfil-men blev indledt, havde komponisten altså allerede gjort nogle erfaringer med mediet.

Musikken til Danmarks filmen forløber ubrudt hele filmen igennem. Nogle få steder er den komponerde musik afløst af real musik, Rebildgæster synger »Langt højere bjerge«, vagtparaden spiller »Riberhusmarch«, fastelavnsunger synger »Mallebrok«. Men ellers afløser det ene komponerede musiknummer det andet. I musikken indgår en del viser, som handler om det, billedsiden viser, mens rent instrumentale dele af musikken kan være illustrerende i forhold til, hvad der ses. Speakerkommentaren - læst af PH - går ind over musikken, men standser den aldrig. Alt i alt påkalder musiksiden sig mere opmærksomhed end det bliver normen for filmunderlægningsmusik. I sin funktionalitet har den nok mere tilfælles med den gammeldags underlægningsmusik til stumfilm, der heller aldrig tier. Men den udfylder på den anden side både funktionen som uddybende underlægning til billedsiden, som middel i filmens syntaks og som et vigtigt udtrykselement i sig selv i det rørlige danmarksbillede, som filmen som helhed vil give. Den er som jazz betragtet et vidnesbyrd om den højest opnåelige kvalitet i tiden, flot arrangeret og spillet af tidens bedste musikere. Enkelte improvisationer kan lyde lidt stilforvirrede, men helhedsindtrykket - så teknisk dårligt det end er bevaret - er fremragende.

Slutscenen illustrerer det hele. Dæmpet stiliseret maskinmusik (eksempel 3a) ligger under billeder af arbejdende maskiner, mens speakeren siger »Imens gør maskinerne arbejdet«. Maskinmusikken går over i introen til det arrangement af »Cykelsangen«, der ligger under hele slutsekvensen (eksempel3b). Billedsiden viser byen oplevet fra cyklen, den viser byens cykliststrøm og byens tårne, imens orkestret først spiller et instrumentalkor, og der derefter følger to vokalkor, hvor Kordt Sisters synger Poul Henningsens tekst. Sekvensens rytme er fanget i musikkens og arrangementet udnytter med stor variationsbredde et trestemmigt trompet-kor overfor et trestemmigt trombone-kor, begge lagt tættest muligt. (eksempel 3 c).

I det afsluttende kor indarbejdes Rådhustårnets klokkesang i musikken, kameraet hæver sig over landet og flyver væk.

Danmarksfilmen er det største værk inden for Bernhard Christensens filmmusikproduktion. Men rækken af kortfilm rummer mange eksempler på hans fornemmelse for filmmediet, og også på hvor bredt et udtryksregister, han formår at bringe i funktion i forhold til de forskellige filmhelheder. Bernhard Christensens tilstedeværelse som filmkomponist er slet ikke ensbetydende med jazz som underlægningsmusik. Hans musik til f.eks. Bjarne Henning Jensens to kortfilm Brunkul (1941) og Føllet (1943) rummer ikke jazzelementer. Den første - der er spændende den dag i dag ved at vise et miljø omkring brunkulsbrydning, der er helt forsvundet - stemningsunderlægger arbejdsprocesserne i et let modernistisk tonesprog præget af det gravitetiske og med fabriksfløjterne næsten medkompo-neret som interpunktioner. Den sidste har ren »klassisk« »dansk« idyl-musik som underlægning til historien om et føls liv fra fødslen til det præmieres på dyrskue. En af de sidste film, Søren Melsons Jyske Kyst (1954), blander på raffineret vis reallyd - storm og kutter-maskiner -med stiliseret stormmusik og som modsætning swingende jazz til sommerlige strandscener.

Musikken til spillefilmene trækker på en tilsvarende bredde i udtryksregistret. Typisk er den musik med syntaktisk funktion, en ouverture og en finale til at gå ud på er faste ingredienser, sceneskift kan være rammet ind af musik, malende un-derscoring kan forekomme, og som nævnt er der i nogle tilfælde indlagt en vise med schlager-ambitioner. At Bernhard Christensen overhovedet har beskæftiget sig med spillefilm hænger sammen med, at nogle af de folk, som han allerede havde samarbejdet med på andre områder (Arne Weel, som instruerede PH-revyer og var direktør for teatret Riddersalen, og Kjeld Abell), opfordrede ham til det. Da dansk film bevægede sig fra 40-ernes forholdsvis realistisk prægede spillefilm ind i 50-ernes folkekomedieformler faldt han hurtigt fra.

Alt det indtil nu nævnte har været musik til noget, brugsmusik, pædagogisk musik, musik til tekst, drama eller film og altså komponeret som »bundne opgaver». Denne kompositoriske situation har øjensynlig passet Bernhard Christensen fremragende.

»Der maa være noget forfriskende for en Komponist i at skrive Musik paa Bestilling. Forpligtelsen til at skabe det bedst mulige under de vanskeligst tænkelige ydre Vilkaar . . . skærper Sanserne paa en helt anden Maade, end naar man kan sidde ved sit Skrivebord og pusle med et Stykke Kammermusik eller en Symfoni.« Sådan tematiserede Nils Schiørring træffende situationen i anledning af musikken til balletten Den evige trio (1944) i DMT samme år. Værket var nu ikke ren entreprise, faktisk havde Bernhard Christensen og koreografen Børge Ralov udformet oplægget til balletten i samarbejde, men arbejdssituationen havde det bundne over sig, som vel kan være den egentlige baggrund for, at det improvisatoriske talent udfolder sig. Skrivebords-komponist har Bernhard Christensen aldrig været, og symfonier har han næppe nogen sinde puslet med. Men der ligger dog »absolut-musikalske« værker i Bernhard Christensens produktion. Værklister i de forskellige leksika, samt den der afslutter denne artikel, vidner om en omfattende produktion af orkesterværker og kammermusik gennem årene, mest i de tidligere årtier. Navnlig synes solokoncertgenren at være rigt repræsenteret, senest med koncerten for orgel og orkester, men også ouverturer og orkestersuiter m. m. figurerer. Produktionen omfatter endvidere kammermusik for mindre besætninger, stykker for soloklaver - fortrinsvis enkle stykker til undervisningsbrug - samt en række større værker for orgel. Hele denne side af Barn-hård Christensens komponistvirke er særdeles sparsomt dækket af udgivelser.

Af værker i større format er ud over den nævnte orgelkoncert kun netop musikken til D en evige trio repræsenteret. Én sats heraf (»Tango«) er udgivet i stemmer, mens finalen (»Karneval (Sidste billede)«) udkom i partitur i 1951. Af andre værker findes kun en række orgelværker udgivet. Det er ikke tilfældigt, at Bernhard Christensen har været tilbageholdende med at udgive orkester- og ensemblemusik inden for koncertinstitutionens traditioner og heller ikke, at tilbageholdenheden har været mindre m. h. t. solistisk orgelmusik. Bernhard Christensen har i interviews gennem årene og sidst i Mit motiv ofte fortalt om, hvor umuligt det har været for ham at få sine intentioner realiseret af de udøvende, dels på grund af deres modvilje mod musikkens tonefald, dels på grund af deres uformåenhed m. h. t. det improvisatoriske. Erfaringerne med de to balletter til Det kgl. Teater, »Enken i spejlet« og Den evige trio, har været med til at gøre B C skeptisk mht., hvad der overhovedet er muligt at realisere udførelsesmæssigt. Problemet har været mindre med de solistiske orgelværker, hvor en rytmisk præcis realisation af det noterede i sig selv imødegår de værste misforståelser.

Men hvad har det været for intentioner, som jazzmanden, den rytmisk-improvisatorisk orienterede organist og brugsmusiker har haft i forhold til koncertinstitutionens genrer?

Det får man en klar fornemmelse af allerede ved debuten i denne sammenhæng. Den fandt sted i marts 1930 i Unge Tonekunstneres Selskab med en sonate for violin og klaver, eller som den korrekte -rollefordelende - titel var, for »Piano med Violin«. Værket skal iflg. komponisten oprindelig have været for en anden -større - besætning, og det skal også i første omgang have været forkastet, men ved Gunnar Heerups mellemkomst altså alligevel antaget til opførelse. Et glimt af værket ses i nodeeksempel 4.

»Det var synd og skam for al det nodepapir og blæk, der var gået til,« hed det om værket i BT. Men én kritiker, den unge Sven Møller Kristensen i studenterbladet Studenten, havde fattet, hvad det drejede sig om:

»Komponistens tanke var ganske tydeligt at føre jazzens teknik over på skønmusikken - en idé, der har fore-svævet mange nyere komponister, og som er forsøgt virkeliggjort på forskellige måder. . . . Bernhard Christensen... behersker fuldstændig rytmikken [i jazzen] . . . benytter jazzens form (anden sats som en almindelig foxtrot med »verse« og »chorus«), men - giver fuldstændig afkald på harmonikken. Idet sonaten således er bygget op af rytmik og melodik, og det klanglige element fuldstændig er elimineret, bliver den ikke a-tonal, som de fleste moderne værker, men u-tonal og derfor så letfattelig for publikum . . . komponisten bør ikke tøve med at føre sin teknik videre og forfølge successen.«

Ærindet var en overtagelse af jazzens konstitutive træk og en formidling af dem til europæiske kpncertsalsgenrer, en »Rezeption des Jazz in der komponierten Musik«, som Heinrich Schwab kalder det i en spændende belysning af denne problematik i Dansk Årbog for Musikforskning (1979). Schwabs værkfortegnelse over udvalgte jazzkompositioner er dog skuffende tynd netop med hensyn til Bernhard Christensens indsats på dette felt.

Hvad jazzens konstitutive træk efter Bernhard Christensens opfattelse var, kan man aflæse af artiklerne i DMT1930 om »Jazzmusikkens Kompositionsteknik«.

»Det, der adskiller Jazzmusik fra en almindelig Sangmelodi, er Rytmen . . . Grundrytmen er monoton, en stadig Gentagelse af 4 Fjerdedelsnóder i hver Takt, med særlig Betoning på 1. og 3. Fjerdedel. Melodien derimod er mere fri i Rytmen, hvorved der opstaar et Spændingsforhold mellem Grundrytmen og Melodiens Rytme.« Det er dette spændingsforhold i det rytmiske, der er afgørende, og som kan genfíndes i »primitiv musik«, som man - BC inclusive - dengang kaldte det. Det rytmiske spændingsforhold mellem grundslag og underdeling, sådan som det f. eks. ytrer sig i synkopen, er »for tostemmig Rytme, hvad Intervallet er for tostemmig Melodi«. Denne form for rytmisk flerstemmighed er et gennemgående træk i Bernhard Christensens musik. Den er det naturligvis som jazzpræg i de rene jazzkompositioner og den er det i kompositioner, hvor der ud over jazzelementer også er noget andet. Eksempel på det første er Københavner-Rapsodi (indspillet 1933 af Erik Tuxens orkester, tilgængelig på Erik Wiedemanns ovenfor nævnte eksempelbånd og antydet i nodeeksempel 5) og det meste af musikken til Danmarksfilmen. Eksempel på det andet er balletmusikken, således det partiturudgivne sidste billede af Den evige trio. Denne sats er næsten Gershwin'sk i anlæg og orkestralt tonefald. Hvad der er interessant er, at Bernhard Christensen her forsøger et formalt anlæg, der når ud over det rapsodiske, som f. eks. fandtes i Københavnerrapsodien. Der er tale om et rondopræg med en cyklisk vekslen mellem ritornel-stof og episode-stof og med en vis udvikling i det motiviske stof formen igennem, noget man ikke finder i jazz-rapsodien. Det rytmisk vitale - til dels jazzprægede (blues og swing) til dels /latinprægede (rumba) - stof bliver med formale midler og i kraft af motivisk sammenknytning forsøgt integreret til en helhed, og det formmæssige ambitionsniveau, ønsket om at skabe en værkhelhed i traditionel europæisk forstand, synes at være højere end i det meste af Bernhard Christensens musik.

Ritornelstoffet har udpræget latin-karakter. Det er bygget over en rytmisk/klangligt ostinat i C-dur af en takts varighed. Det akkompagnerer det melodiske element, som er formet i firetakts-perioder, der igen formerer sig til et 16 takters AABC-tema (eksempel 6a).

Ritornelstoffet optræder i rytmiske mere eller mindre varierede og i transponerede skikkelser. Yderpunktet er en As-dur-variant i 6/8 (3. ritornel), der kommer til at stå midt mellem ritornelkarakter og episodekarakter (eksempel 6b), og som da også fungerer som overledning til dét episode-stof, som er satsens bærende kontrasterende tanke i forhold til ritor-nellets latin-præg: et blues-præget afsnit, der første gang forekommer i Es-dur som en quasi-improviseret trompetsolo over et 16-takters akkord-forløb, der som ritorneltemaet er dannet af firetaktsperio-der (eksempel 6c). Disse to tanker afløser hinanden indtil de giver plads for en swingy episode og en stretto-coda, der bringer forløbet til afslutning.

Gunnar Heerup har engang (I Raunkjærs Konversationsleksikon 1948) talt om Bernhard Christensens stil som »en ejendommelig blond, artistisk Jazzstil«. Det forekommer træffende for musik som den, der er angivet med de nævnte (og det analyserede) eksempler. Men (Jen vitalisering af det rytmiske som findes her, kan også genfindes i musik af Bernhard Christensen, der ikke overvejende har jazzpræg, og lader sig først og fremmest vise i rækken af orgelværker.

Glæden hun er født i dag (1932) er et tre-satset værk (med satserne »Fantasi«, »Cantus firmus« og »Koncert«), bygget på den førreformatoriske melodi »Dies est laetitiae«, sådan som Thomas Laub meddeler den i Dansk Kirkesang (nr. 51), dog med en »mixolydiserende« afskaffelse af ledetonen i melodiens første perioder. Værket er meget robust i sine virkemidler. Det er ikke jazzpræg men præg af »primitiv musik«, der tegner billedet. Det melodiske er ofte ført i parallelle kvinter og kvarter, i tredie sats undertiden endda i parallelle femklange (eksempel 7a)» parallelstemmer er ført igennem kanonisk og endelig ser man klare eksempler på »rytmisk flerstemmighed« - her /østemmighed - kombineret med parallelføringsteknikken (som i eksempel 7b).

Fantasi for orgel (1956) er formet som et overordnet todelt forløb med en fri første del med flere satsteknisk og rytmisk indbyrdes kontrasterende afsnit samt en mere bunden passacaglia-lignende anden del, der også rummer satsteknisk og rytmisk indbyrdes kontrasterende afsnit. Også her arbejdes med rytmisk tostemmighed. Det er udpræget forholdet mellem to- og tredeling, der er i centrum for opmærksomheden. Visse trioliserede afsnit i passacagliadelen får næsten swingende karakter (som i nodeeksempel 8), men heller ikke dette værk kan siges at være udtalt jazzpræget.

Variations fantasi over 5-6-7-delte temaer (1968) arbejder med temaer med præg af balkanmusik i 5/4 (eksempel 9a), 6/8-3/4 og 7/4 (eksempel 9b) og opdyrker meget udpræget den rytmiske flerstemmighed, nu ofte som rytmisk rrestemmighed. Temaerne (og rytmemønstrene) gennemføres ét ad gangen, og værket slutter med et fugato over 7/4-temaet.

Den polyrytmiske Toccata (1968) indledes med en frit formet del, der arbejder med rytmelagene 3/2, 6/4 og 12/8 i rytmisk trestemmighed. Herefter følger en «Ciacona«, der bygger på et tema fra Heinrich Schütz' »Freut euch des Herrn ihr Christen all«, der arbejder videre med de samme rytmelag (nodeeksempel 10), og i øvrigt på det dynamiske område arbejder med fine ekko virkninger. Værket afsluttes med en »Fantasia« med en overdådig pedalsolo, der forankrer de rytmiske elementer fast i fødderne på den organist, der spiller noderne som de står og mærker efter hvad der sker.

Også variationsrækken over Bernhard Christensens egen melodi til Aastrup-salmen »Nu ringer de klokker ved daggryets komme« arbejder med rytmiske fler-stemmighedsteknikker. Efter temaet (melodien i harmonisering, som den er udgivet i de nævnte 23 gamle og nye salmemelodier) følger seks variationer, der knytter de rytmiske ideer sammen med en meget varieret og fantasifuld udnyttelse af cantus firmus-princippet.

Det sidste udgivne orgelværk, L'église (1976) omfatter otte satser, der kan spilles enkeltvis eller i selvvalgte større eller mindre grupper. Det er ikke så entydigt, som de andre orgelværker, og rendyrker ikke enkelte aspekter, som de andre. Der findes frit formede rumligt tænkte satser uden meget momentum (med titler som f. eks. »La Grande Nef« og »La Voûte«). Der findes satser, der arbejder med rytmisk flerstemmighed som før (f. eks. »Du Fond de Ma Pensée (Ps. 130)«). Værket munder ud i en »Ciacona« over temaet B AC-bemærk, at Bernhard hedder Anders til mellemnavn! - og slutka-dencen er særdeles jazz-et (nodeeksempel 11).

Bernhard Christensen er mest kendt og mest aktuel som musikpædagog og som inspirator på dette område. Men han opfatter sikkert sig som komponist af tilbøjelighed og pædagog mere af nødvendighed.

Som komponist er han improvisatoren. Styrken ligger i den enkelte strofe og i den rytmisk-improvisatoriske vitalitet og fantasi, der gør sig gældende, når det strofiske udvides til større former. Hans evne til at gå ind i sammenhænge, hvad enten sammenhængen er den enkelte viseteksts sammenhæng eller filmhelhedens eller ballettens, er imponerende. Improvisation er aldrig helt fri. Den forholder sig til nogle rammer, og det er hvad den gør i forhold til disse rammer, der er det egentlig spændende ved den. Få komponister har illustreret dette bedre end Bernhard Christensen.

Som ung komponist savnede han det rytmisk-improvisatoriske så meget i musikken, at han satte flere og flere kræfter ind på at genskabe det. Det involverede udviklingen af en pædagogik, og det viste sig at være et langt større projekt, end man måske troede i 30-ernes begyndelse. Det er endnu ikke afsluttet, og den 80-årige står midt i det.

Bernhard Christensens musik og skrifter

Fortegnelsen de følgende sider er ikke komplet men dog mere omfattende end nogen i forvejen eksisterende. Den har til hensigt at give et fyldigt men dog overskueligt billede af Bernhard Christensens vidtspændende produktion og dens tilgængelighed gennem udgivelser. Der er ikke medtaget enkeltstående sange eller viser, som er optrykt i sangbøger o. l., ligesom enkeltudgivelser af viser og sange i tidsskrifter og enkelttryk for størstedelen heller ikke er medtaget. Forlag er angivet med følgende forkortelser:

ES: Engstrøm og Sødring Musikforlag (1938-)
JB: Jac. Boesens Musikforlag (1926-53) PF: Peder Friis Musikforlag (1902-33, 1935-37)
SBM: Skandinavisk og Borups Musikforlag (1930-45)
SM: Skandinavisk Musikforlag (1945-72)
SUDM: Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik (1936-56 Edition Dania)
UP: Unge Pædagogers Forlag
WH: Wilhelm Hansens Musikforlag

Orkestermusik

(ikke udgivet)

Koncertouverture (1928).
Koncert for fløjte og strygere (1930).
Koncert for klaver og strygere (1930).
Jazz-suite nr. l (1930). Sammen med Herman D. Koppel.
Jazz-suite nr. 2 (1931).
Koncert for saxofon o g strygere (1931).
Københavner-rapsodi nr. l og 2 (1933).
Amerika-Europa-suite (1933).
Aarhus-rapsodi (1934).
Koncert f or saxofon og orkester (1934).
Koncert f or trompet og orkester (1934).
Jylland. For strygere (1937).
Koncert for trombone og orkester (1943).
Vesterhavet. Orkesterfantasi (1945).
Musik for strygeorkester (1951).
Violinkoncert (1954).
Orkesterkoncert (1954).
Ouverture til Foråret. For strygeorkester (1956).
Concertant suite for orkester (1956).
Koncert for orgel og strygere (1982 manuskriptkopi SUDM).

Kammermusik

(ikke udgivet)

Sonate for violin og klaver (1929).
Blæserkvintet (l 930).
Corner-suite for fløjte, violin og klaver (1932).
Suite for trompet, klarinet og bassaxofon (1933).
Suite for saxofon og klaver (1934).
Suite for fløjte, violin, violoncel og klaver (1935).
Variationer for fløjte og harpe (1958).

Teatermusik

Lysistrate (Aristofanes: Kvindernes Oprør oversat og bearbejdet af Poul Henningsen og Otto Gelsted) (1931; viser udg. P F).
Pæn og høflig. PH-revyen 1931 (Poul Henningsen) (1931; viser udg. P F).
Woyzeck (Georg Büchner) (1931; ikke udg.).
Ouverture til Kivfuglen (Sven Clausen) (1931; ikke udg.).
Don Juan som ægtemand (CE Soya) (1932; ikke udg.).
På Halen. PH-revyen 1932 (Poul Henningsen) (1932; viser udg. WH).
Enken i Spejlet. Ballet (Kjeld Abell) (1934; ikke udg.).
Melodien der blev væk. (Kjeld Abell, viser v. Sven Møller Kristensen) (1935; viser udg. J B). Sammen med Herman D. Koppel.
Eva aftjener sin Barnepligt (Kjeld Abell) (1936; ikke udg.).
Op og ned med Jeppe (Poul Henningsen) (1937).
Mars på Weekend (Kjeld Abell, viser v. Poul Henningsen) (1938).
Askepot og dog (Viggo Barfoed) (1939; viser udg. WH).
Den evige trio. Ballet (Børge Ralov) (1944; delvis udg. WH 1944 og SUDM 1951).
Kom frit frem (Poul Henningsen) (1948; en vise udg. Kleinen).

Samt: viser til en lang række andre forestillinger, revy er o. l.
Et omfattende udvalg af viser til Poul Henningsen-tekster i PH-viser (1980 Thanning og Appel) (v. Sven Møller Kristensen).

Filmmusik

Danmarksfilmen (Poul Hennings en) (1936; viser udg. SBM; rekonstrueret 1964).
Tante Cramers Testamente (Instr.: Arne W eel, Palladium) (1941; en vise udg. ES).
Regnen holdt op (Instr. : Svend Methling, Palladium, manuskript Kjeld Abell) (1942; en vise udg. ES).
Et skud før midnat (Instr. : Arne W eel, Palladium) (1942).
Lyn-Fotografen (Instr.: Mogens Fønss, Palladium) (1950).
Kærlighedsdoktoren (Instr.: Asbjørn Andersen, Palladium) (1952; en vise udg. Mørk).

Samt: musik til en række kortfilm, bl. a. :
Brunkul (Instr. : Bjarne Henning-Jensen, MFU hos Nordisk) (1941).
Føllet (Instr.: Bjarne Henning-Jensen, D K hos Nordisk) (1943).
Kutter H 71 (Instr.: Søren Melson, MFU hos Nordisk) (1943).
La Larme (Søren Melson, DK hos Nordisk) (1948). Eksperimentalfilm tegnet til musikken direkte på strimmelen.
Jyske kyst (Instr.: Søren Melson, D K hos Nordisk) (1954).

MFU: Minsteriernes Filmudvalg

DK: Dansk Kulturfilm

For klaver

Musik for børn (1931 SBM). Heri to stykker af BC.
Suite for firhændig klaver (1931; ikke udgivet). Sammen med Herman D. Koppel.
Børnemusik (1935), udg. i tidsskriftet HOT). Heri to stykker af BC.

For orgel

Glæden hun er født i dag (1932; udg. 1956 ES). Fantasi (1956; udg. 1959 ES). Krk (1962; ikke udg.).
Toccata over tema af Schütz (1968, manuskriptkopi SUDM).
Variationsfantasi (1968, revideret 1978, manuskriptkopi SUDM).
L'église (1976, delvis revideret 1981, manuskriptkopi SUDM).
Variationer over »Nu ringer de klokker« (1976, manuskriptkopi SUDM).
Desuden: orgelkoraler og salmeforspil, bl. a. i Koralbearbejdelser til gudstjenestebrug (7953 ES).

For salonorkester

Kun en melodi (Poul Anker) (1930 SBM). Verden er en skrap cocktail (Henning Poulsen) (1943 ES).
Det ser saa tosset ud (Knud Overgaard) (1943 ES).
Kom med dine hænder (Knud Overgaard) (1943 ES).
Song of Peace (Sven Møller Kristensen) (1945 ES).
Begynd dagen med en sang (Poul Henningsen) (1945 ES).

Samt: de udgivne viser fra filmmusikken og enkelte revyviser.

Jazzoratorier o. l.

De 24 timer (Sven Møller Kristensen) (1932; udg. 1933 SBM). Trompetkvadet
Trymskvadet (Svend Møller Kristensen) (1934, udg. 1935 WH). Sammen med Herman D. Koppel.
Skolen på hodet (Sven Møller Kristensen) (1935, udg. 1936 SBM, revideret - lettere - udgave 1949 SM).
Livet er en drøm (Sven Møller Kristensen) (1936 SB M).
Peters saga (Sven Møller kristensen) (1939; ikke udg.).
Henry (Sven Møller kristensen) (1952; udg. 1953 SM).
Prinsessen der ikke kunne le (Sven Møller Kristensen) (1956; udg. 1958 WH). Eldora (Bernhard Christensen) (1960-erne; ikke udg.).
En skolepiges dagbog (Bernhard Christensen) (1960-erne; udg. 1984 Politiken, Lystige viser f or børn B d. 5). m.fl.
Sange for børn og voksne samt sanglege
(Tre) Sange for børn (Sven Møller Kristensen) (1939 JB).
6 sange (Poul Henningsen, Sven Møller Kristensen) (1945 ES).
5 lette børnesange / jazzstil (Bernhard Christensen, Poul Henningsen, Sven Møller Kristensen) (1948 UP).
Mette Syng Sang (Sven Møller Kristensen) (1951 Branner og Korch).
Fem sange (Kaj Munk, Erik Bertelsen, Rudolf Nielsen) i Folkehøjskolens melodibog 5. udg. (1953).
5 sanglege (Sven Møller Kristensen) (1955 UP, udvidet til 6 sanglege 1961 UP).
De syv porte (Sven Møller Kristensen) (1955 UP).
6 sange (Otto Gelsted). For sopran, fløjte, harpe og klaver (1958; ikke udg.).
Fire sange (Paul la Cour, Arnulf Øverland i Folkehøjskolens melodibog 7. udg. (1964).

Samt: en række viser publiceret bl. a. i tidsskrifter.
Et udvalg af børnesange i Lystige viser for børn Bd. 4 (1982 Politiken).

Salmer

Én salme / Den danske koralbog (1954).
Seks salmer (K. L. Aastrup) Aastrup: Udvalgte salmer. Melodibilag (1966 G.E.C. Gad).
Fem salmer (K. L. Aastrup, Grundtvig) i Glahn og Sørensen: 23 gamle og ny salmemelodier (1976 WH).

Forkor o. l.

Zweifel an die menschliche Klugheit (kirkelig tekst).
For fire solostemmer, lille orkester og orgel (1929, revideret 2932, ikke udg.).

På Golgatha (kirkelige tekster fra Jesu lidelseshistorie).
For firstemmigt kor, soli og orgel (1958, manuskriptkopi SU D M).

Reklameskibet (Otto Gelsted).
For blandet kor, trompet, klaver, bas og håndtrommer (1961 W H Gymnasiesangbogen 5. udg.).

O fred, livsaligt gyldne tid (Bakchylides).
For seksstemmigt blandet kor (1968 Egtved).

Yderligere: en række korsange fortrinsvis for lige stemmer samt et stort antal ikke udgivne motetter.

Musikpædagogiske udgivelser

Bambaskole (1937 WH). Sammen med Axel Bruel.

Sangbog til brug for Frøbelseminariet og Kursus for små børnspædagoger (1951 SM). Indeholder en række sange fra tidligere udgivelser samt sange med andre ophav. Arbejdsbog till brug ved musikundervisningen Hefte 3-6 (1970-71 UP). Indeholder både tidligere og ikke tidligere udgivne sange.

Skrifter

»Jazzmusikkens kompositionsteknik« D MTV (1930) (s. 114,138,151).

»Jazzmusik - en gren af den moderne musik?« Studium XK3(l933)(s.3).

»Bemærkninger om jazz« DMT VIII (1933) (s. 183). Sammen med Sven Møller Kristensen.

»Jazz-krise« Aandehullet l, oktober (1933) (s. 38).

»Kultiveret jazz« HOT l, april (1934) (s. 6).

»Louis Armstrong« HOT 2, maj (1934) (s. 5). Sammen med Kjeld Nørregaard.

»Jazz« linien 11 (1934) (s. 3).

»Den moderne musik i Europa« HO T 11, marts (1935) (s. 6).

»Jazz-sang« Den danske realskole XXXVIII (1936) (s. 185). Sammen med Sven Møller Kristensen. Referat af foredrag. Artikler og radioforomtaler maj 1938 - juli 1939 Radiolytteren, tillæg til Berlingske Tidende.

»Alsang og jazz« BT 16.9.1940.

»Hører jazz til den lettere musik?« Helhesten I l (1941) (s. 30).

»Jazzmusik og swing« DMT XIX (1944) (120). Anmeldelse af Panassié: Jazzmusik og swing.

»Musik uden noder« DMT XXVII (1952) (s. 222).

Mit motiv. Musikpædagogik bygget på rytme og improvisation (1983 Gyldendal).

Diskografi

PH (oprindelig PH på plade Louisiana/Gyldendal).Exlibris EXL 20.002 (LP) (1965, remixed 1975).

Dansk Guldalder Jazz Vol 1. Odeon MOCK 1006 (LP) (1968).

2 dansesange. Unge pædagoger UPG 101 (Single) (u.a.).

Aksel Schiøtz: Den maskerede tenor. Anonyme optagelser med Aksel Schøtz fra 1929-1938. The Schiøtz Collection Vol. 1. Danacord DACO 161 (LP) (1982).

Nathimlen. BATIDA spiller musik af Bernhard Christensen. OLGA 84019 (LP) (1984).

Diskografiske oplysninger findes i øvrigt i Axel Andreasens diskografier Kiva Weel og grammofonen (1973), Lulu Ziegler og grammofonen (1976) og Poul Henningsen og grammofonen (1982) samt i Erik Wiedemanns Jazz i Danmark (1982), hvortil også hører et eksempelbånd, hvori indgår nogle BC-indspilninger.

Citerede kilder

Gunnar Heerup: »Bernhard Christensen« Raunkjærs konversationsleksikon II (1948).

Poul Henningsen: »Undskyld Bernhard Christensen« Socialdemokraten 9.3.1956.

Sven Møller Kristensen: »Komponist-debut« Studenten I 24 19.3.1930.

Nils Schiørring: »Bernhard Christensens og Sven Erik Tarps musik« DMTXLX1944 (s. 51-53).

Heinrich W. Schwab: »Zur Rezeption des Jazz in der komponierten Musik« Dansk årbog for musikforskning X 1979 (s. 127-78).

Litteratur

Opslaget »Bernhard Christensens« i Musikkens Hvem Hvad Hvor.
Biografier I (1961), Jazzens Hvem Hvad Hvor (1962), Filmens Hvem Hvad Hvor. I Danske titler og biografier (1968), Sohlmans Musiklexikon II (1975) (v. Niels Martin Jensen), Dansk Biografisk Leksikon III (1979) (v. Sven Møller Kristensen), Kraks Blå Bog (div. arg.).

Jürgen Balzer: »Bernhard Christensen« DMT VIII1933 (146-47).

Bo Wallner: Vår tids musik i Norden '(1968). Erik Wiedemann: Jazz i Danmark I-III (1982).