Introduktion til Blochs musikfilosofi

Ernst Block - del 1

AF HENNING GOLDBÆK

I kølvandet på Karl Åge Rasmussens anmeldelse her i bladet af Adornos Den ny musiks filosofi, da den udkom på dansk i 1983, efterlyste Ulrik Skouenborg en præsentation af Ernst Blochs musikfilosofi. Dette ønske opfyldes nu, i dette og det følgende nummer af DMT. Her introduceres Bloch (1885-1977) selv som musikfilosof med sit essay Om det matematiske og dialektiske væsen i musikken fra 1925.1 næste nummer følger så orienteringen om hans musikfilosofiske side. Til essayet i dette nummer så meget:

1. Det kan læses som et indlæg om musik-tendenser i 1920'erne. I den forstand betyder det matematiske væsen den ny sagligheds antisubjektivisme og ornament-løse »objektivitet« for eksempel hos Stravinsky. I sin kritiske vurdering af Stravinsky overfor Schönberg ligger Bloch tæt op af Adorno, når han skelner mellem den antiorganiske Stravinsky og den organiske Schönberg i Den ny musiks filosofi, hvor han refererer til Blochs essay om musikkens matematiske og dialektiske væsen.

2. Essayet er et forsvar for det musikalske udtryk, ikke det romantiske, eller et endnu ældre. Bloch er først og fremmest ekspressionist. Han skriver sig ind i Nietzsches civilisationskritik, ved at modstille kristendom og antikken. Det samme gjorde også Blochs samtidige, Georg Lukács i Sjælen og formerne fra 1908 og Romanens teori fra 1916. Men hvor den i begyndelsen moderne Lukács tenderer til at vælge fortiden, det klassiske imod den moderne tids spilittelse og dilettantisme, så tænker Bloch altid hen mod det kommende, til tider næsten fra det kommende. Antikken er for ham matematik, naturtvang, og kristendommen (Kristi fødsel, død, forventede genkomst) er for ham allerhøjst et før-skin, et forvarsel om fremtiden, ligesom renaissancen, den polyfone musik og sonaten hos Beethoven. For den ekspressionistiske Bloch kan der kun eksistere åbne, dilettantiske former for det der skal komme: det nye menneske. 3. I denne sammenhæng får musikken hos Bloch en eminent funktion som forvarsel om menneskets kommende frihed fra formtvang. Som den yngste af kunstarterne viser musikken klarest i sin udvikling en stigende tendens til vekselvirkning mellem subjekt og objekt, dialektikkens væsen. Musik er formidler af en kommende social-utopisk praksis, en ukendt ontologi, som det hedder i essayets slutning, snarere end den er kunstværker som hos Lukács og hos Adorno. Som avantgardeteoretiker tilhører Bloch en lang tradition for at se kunst som uindløst praksis. Den går tilbage til den tyske romantiks kunstmytologi, til Fourier, dukker op i ekspressionismen og surrealismen, og er altså ikke kun et flower power fænomen. Den genfindes for eksempel hos Roland Barthes, der blev introduceret som musikfilosofi DMT 1984/85 nr. l af Peter Larsen med artiklen om Musica practica.

4. Essayets titel peger tilbage på Kants Kritik af den æstetiske dømmekraft og hans skelnen der mellem det matematisk ophøjede og det dynamisk ophøjede, også omskrevet som henholdsvis trommen som det matematiske og lyren som det dynamiske. Ligesom kun dialektikken er musikkens organon hos Bloch, lader Kant kun lyren gælde, som udtryk for musik.