Koncert med Vladimir Horowitz

En koncert med Vladimir Horowitz! Kan der for en pianist, ja for enhver musikelsker, overhovedet tænkes noget større?

Manden er en levende legende, alle har hørt om hans formidable formåen og kunstneriske storslåethed, men kun et lille fåtal har haft den eksklusive oplevelse at have overværet en koncert med vor tidsalders største klaverfænomen. Og så skulle netop dette alligevel lykkes for mig. Efter en del gange i de senere år at have befundet mig i samme by, hvor Horowitz nogle få dage før havde optrådt, men desværre aldrig på der rigtige tidspunkt til at kunne overvære koncerten, var jeg denne gang så fantastisk heldig at sikre mig billet til hans recital i Hamborg, den 11. maj 1986. Det er ikke muligt, at skrive en egentlig anmeldelse af koncerten. Dertil blev jeg alt for indfanget af den utrolige magi og udstråling, der kendetegner Horowitz1 spil.

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende i de mange år, jeg har gået til koncerter. Jeg har haft mange uforglemmeligt stærke koncert-oplevelser, der står mejslet ind i hukommelsen, men den suggestive kraft hos Horowitz virker enestående og overvældende. Hans program (som naturligvis var ændret og derfor trykt som løsblad) bestod først af tre sonater af Scarlatti.

Alle ved, han er specialist i netop dette repertoire, og en rigdom af nuancering og klanglig balance, sammen med en utrolig inderlighed og charme strålede lyst og ægte ud af disse klaverstykker. Derefter kom Schumann's ""Kreisleria-na"". Et vidunderligt værk, måske Schumann's stærkeste klaverværk overhovedet.

Horowitz spillede her med et geni's indlysende frihed, så man konstant blev revet med, blev overrasket, mistede pusten, og blev ført igennem det særlige og følsomme univers, der helt er Schumann's eget

Før pausen fik vi nu ""Soirees de Vienne, Valses caprices d'après Schubert, nr. 6"" af Liszt Her fremført med en indforstået charme og delikat klaverbehand-ling, så den wienerische atmosfære stod helt konkret i lytterens bevidsthed. Efter pausen spillede Horowitz to Præludier af Rachmaninoff fra opus 32, (G-dur og gis-mol), samt to Etyder af Skrjabin, op. 2 nr. l og den berømte op. 8 nr. 12.

Dette er musik, som Horowitz er vokset op med, og som på en måde også er vokset op med ham. Sådan som han spiller det, skal det lyde, kort sagt vi fik en total forløsning af den russiske følsomhed, der er denne musiks sjæl. Det er utroligt, hvordan Horowitz hele koncerten igennem forstod at tryllebinde sit publikum. Lige som man troede at klimaks var opnået, blev man overrasket og imponeret af, at han bare kunne blive ved og ved. Det næste værk i programmet var Liszt's Petrarca Sonet nr. 104. Her fremviste Horowitz sin utrolige beherskelse af den storslåede, romantiske gestus. Hans fantastisk cantabile og virtuose spil virker så medrivende, at man atter helt glemmer tid og sted og føler sig hensat til det drømmeunivers mellem det helt abstrakte og det helt konkrete, hvoraf musikken suger sin livskraft.

Til sidst i programmet (!), en afdeling Chopin. To mazurka'er og den berømte As-dur Polonaise. Dette var nok ikke det bedste i koncerten. Man mærkede en vis træthed, som var helt forståelig. Men sandelig, efter publikums ekstatiske begejstring, der ikke ville slippe denne geniale klaverkunstner, gav Horowitz tre ekstranumre - på een gang!

Først Schumann's Träumerei, så alle fik tårer i øjnene, derefter noget af Liszt, spillet med maximum af skønhed og inderlighed, og til sidst et lille stykke af Moszkowski, som Horowitz spillede med en fantastisk virtuos charme, som kendetegner de tidligere generationers få virkeligt store ""klaverløver"". Publikums begejstring var endeløs og Horowitz kvitterede med mange fremkaldelser, indtil han til sidst gik hen til sit eget, medbragte flygel og ligesom beskyttende lukkede låget i. Som i en rus gik man ud i de Ham-borg'ske omgivelser, der tilsyneladende så ud på samme måde som før koncerten, men dog så helt anerledes, fordi de to timer i ens liv, man netop havde gennemlevet for altid vil have forandret ens indre verden.