Numus !86

Mange vil sikkert være enige i at Numus-festivalen de sidste år er blomstret op og blevet en betydningsfuld hændelse i de inderste kredse af musik og kompositionsmiljøet, dels ved et stadigt stigende opførelsesniveau, og dels ved at den efterhånden har fået international karakter, ved at repræsentere en lang række udenlandske komponister, i og uden for Europa, udover at repræsentere et stort udsnit af danske komponister. I begge tilfælde var der i år både gamle kendinge og helt unge, eller nye ukendte navne. Omend at man kan sige at publikum til en vis grad er Tordenskjolds soldater, synes jeg også at denne faktor er vokset i de få år jeg selv har deltaget. I spørgsmålet omkring publikums-begrænsningen, synes festivalen dog i høj grad stadig at fungere som et arrangement for indforståede nymusik-lyttere, både ved at være henvendt til komponister og musikere, der i forvejen er vænnet til at lytte til den ""nye"" kompositionsmusik, men også ved at være så komprimeret og voldsom i sin indtryksmængde, at selv garvede festivals deltagere begynder at blive aldeles udmattede og overmættede med indtryk, henimod de sidste koncerter.

Det ligger med andre ord lige på grænsen af hvad der er muligt at indtage af en musik, hvoraf det meste er mere eller mindre ukendte værker. Derfor er det også tvivlsomt om festivalen på nogen måde tjener til udbredelsen af forståelsen for ny musik i den danske befolkning. Spørgsmålet om hvad der egentlig ønskes i den forbindelse kunne på nuværende tidspunkt, hvor festivalen er manifesteret i musiklivet, tages op til nærmere diskussion. Med hensyn tu festivalens længde og komprimerethed må det også siges, at hvis man ønsker at dække et så stort repertoire, som det i år er gjort, bør dette spørgsmål også tages op til overvejelse. En af grundene til, at Numus i år fik en udmattende karakter, kan også være at næsten alle koncerterne var lagt i musikhusets lille sal, og at vatiabi-liteten i besætnings-karakteren, dvs. instrumentariet, de forskellige koncerter imellem, var meget lille, i og med de fleste værker var for forskellige kombinationer for større eller mindre ensembler. Det gjorde det ikke bedre, at en af koncerterne var henlagt til musikhusets cabaretscene, hvor ethvert værk, uanset kvalitet er dødsdømt, p.g.a. den totalt døde akustik i lokalet. Jeg mener også, at man i år savnede de alternative arrangementer, som f.eks. de sidste års musikpaneler, en gennemgående forelæsningsrække, eller noget andet, der i højere grad, end det her var tilfældet, kunne aktivere publikum og estimere trangen til diskussioner mellem koncerterne eller hvornår det nu måtte være. I år blev der to gange holdt forelæsning, med hhv. Oliver Knussen og Nigel Osborne, i et ""hemmeligt"" lokale i musikhuset, om morgenen skubbet ind, inden formiddagskoncer-terne kl. 11.30. Det undrer mig, at der ikke blev skabt mere opmærksomhed omkring det, da det faktisk var yderst interessante ting, der kom op på disse årle morgenstunder med kun en 5-6 mennesker.

Som før nævnt var selve det musikalske repertoire meget vidtspændende og forskelligartet, og på dette punkt synes festivalen at være meget velgennem-tænkt. En særlig rolle spillede den engelske musik i år, hvor Oliver Knussen, Nigel Osborne, Harrison Birtwistle og et par yngre engelske komponister var repræsenteret. Knussen dels med to opførelser af hans egen musik, og dels ved at dirigere den afsluttende koncert i musikhusets lille sal. Det slog mig, at der synes at være en tæt forbindelse mellem en del engelsk og dansk musik, hvilket man også kan se i, hvor megen interesse dansk musik i øjeblikket har i England. Jeg tænker i denne forbindelse ikke på slægtskab med f.eks. Brian Ferneyhough og hans ""fløj"", der snarere må siges at høre til en videre-førelse af en tysk skrive-måde, mere i familie med Darmstadt-traditionen, men netop en komponist som Knussen oplevede jeg som værende i stor musikalsk udtryks-mæssig forbindelse med en dansk komponist, som f.eks. Hans Abrahamsen. Man ved da også, at Knussen i øjeblikket gør et stort arbejde med opførelse af dansk musik. For mig at se har dette slægtskab mellem dansk og engelsk musik, hos visse komponister, meget at gøre med en art syntese mellem strengt gennemstruktureredekompositionsmetoder, og samtidig svaghed for det, i positiv forstand, enkle, naive, eller ligefrem infantile, som kan trækkes frem i stoffet. Oliver Knussen beskæftigede sig også i sit foredrag mest med denne indfaldsvinkel, dels i sin omtale af hans Peter Plys-sange, som blev opført på festivalen, og dels ved at fortælle om de to børneoperaer, han har komponeret (den sidste er vist endnu ikke færdig). Det, der optager Knussen meget i forbindelse med Peter Plyssangene, (Hums and songs of Winnie the pooh er en genoplevelse af et barns oplevelse af en figur som Peter Plys, set sådan som han selv husker det. I børneoperaerne er det på lignende måde en genoplevelse af hvordan et barn oplever f.eks. en mor med en støvsuger, for at tage et af hans egne eksempler, hvor han lever sig ind i denne verden og derefter på meget talende vis forstår at danne en imaginær oplevelse af at opfatte, som et barn gør det, gennem musikkens udtrykssfære. Det er i visse passager her, at jeg associerer til Hans Abrahamsen, f.eks. i et af hans kla-verstykker, (nr. 6), der blev spillet ved sidste års Numus-festival, i version for horntrio, og også netop hedder For the children, hvor den infantile sfære er meget udpræget i begge tilfælde. Også unge komponister som Anders Nordentoft og Bent Sørensen synes at have meget mere tilfælles med den utilslørede udtryksform end f.eks. med en meget tungere komponist som Ligeti-eleven Ditlev Müller-Siemens, der med hele to værker, (Under neon-light l og 2), henlagt til neonlysets uudgrundelige skær, skrevet med en dødbringende kontinental tyngde, der står fuldstændig i modsætning til f.eks. Anders Nordentofts opførelse, Entgegen dirigeret af Knussen, hvor der i udtrykket synes at ligge en utrolig råstyrke og fremdrift, som jeg på ingen måde oplever i den førnævnte, tunge genre, som hos f.eks. Müller-Siemens. Fra den ældre engelske generation kunne, som nævnt, høres Harrison Birt-wistles' The Triumph of Time, som blev spillet ved åbnings-koncerten med Århus symfoniorkester. Et værk som nok må betragtes som et af hovedværkerne i den moderne orkesterlitteratur, der med sin helt specielle, (altædende), processionsagtige tidsfor-nemmelse, og sin meget særegne, næsten skitseagtige, orkester-behandling, danner en stærk pol i forhold til meget andet fremstående orkesterlitteratur, som f.eks. Boulez, Xenakis og Ligeti. Igen fik man i år lejlighed til at høre fra Ligeti, ovenikøbet 6 splinternye etuder for klaver, hvoraf den ene dog måtte udgå, grundet for hårdt presset ind-studeringsarbejde, for pianisten Volker Bantfiels, der iøvrigt spillede en helt og aldeles glimrende koncert, som et meget oplivende moment på den sidste dag af festivalen. Ligesom i Ligeti's horntrio, der blev spillet ved ISCM-festivalen i Århus, er det som om Ligeti, i de seks etuder, griber tilbage i tiden, tilbage til næsten klassiske udtryksformer og figurationer, og til meget tonale udbrud, samtidigt med at han i etuderne, næsten i alle stykkerne holder den Ligetiske kølige betragtende distance til stoffet som kendes fra tidligere.

En anden østeuropæisk komponist, som kunne høres på Numus-festivalen, var den ungarske G. Kurtag, der i år fylder 60, og som der derfor var tilrettelagt en hel koncert med (bortset fra Bartoks 6. strygekvartet). En musik der på ingen måde lægger skjul på at være ungarsk, i næsten Bartoksk betydning og derfor er meget forskellig fra, hvad der ellers blev opført, f.eks. de tidligere omtalte værker. Det var en ganske forfriskende og ofte humoristisk stil, de her opførte værker af Kurtag, var skrevet i. En stil der også ofte hentyder eller direkte citerer andre komponister, men på en ganske anden måde end man hører i den så ofte omtalte, såkaldte meta-musik. Det ville være for omfattende at skulle omtale alle komponister eller værker, der blev spillet på Numus '86, og jeg har derfor forsøgt at trække nogle hovedlinjer af dagene som helhed.

Hele balladen sluttede af med en koncert med original klassisk indisk musik, ved Hariprasad Chaurasia på fløjte og Zakir Hussain på tabla, der var en utrolig stærk sammenspilsmæssig og improvisatorisk oplevelse. En musik der, med sine labile rytmer og utroligt forfinede udtryksform, nok kunne få, selv den mest komplekse komponist til at spidse øren, og samtidigt lære, hvor meget det kan afbalancere musikken når effektniveauet skrues ned på laveste blus, og alle nuancer kommer helt frem. En stor kontrast til resten af festivalen og en smuk afslutning på forløbet.