Unge Nordiske Musikdage 86

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 01 - side 41-41

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Det var i år den Danske UNM-sektions tur til at arrangere UNM-festivalen. Festivalen finder sted i Århus (hovedsalig i musikhuset), fra den 4.10.-11.10.1986, og jeg vü i det følgende prøve at skrive en slags introduktion til ugen. Som så ofte før er festivalen, ud over koncerterne, bygget op omkring forskellige former for seminarer, foredrag og workshops. Årets hovednavn bliver den amerikansk fødte Frederik Rzewski. Derudover bliver der foredrag og koncerter med Joan La Barbara, Frans Hansen og Einar Nielsen. Foruden Ensemble-koncerter af forskellig kaliber, vil festivalen også indeholde to orkester-koncerter med hhv. Århus og Odense symfoniorkester.

Frederik Rzewski (f. 1938) har studeret hos bl.a. Walter Piston, Roger Sessions og Milton Babbit i USA. I 1960 flyttede han til Italien, hvor han studerede hos Dallapiccolla, og begyndte en karriere som komponist, og interpreter af moderne og nyere klavermusik, bl.a. Stockhausen, Boulez m.fl. I 1963-65 studerede han i Berlin hos E. Carter og begyndte også i disse år at arbejde med elektron-musik. Efter at han i flere år har beskæftiget sig meget med eksperimentelle og mere komplekse stilarter, er han i de senere år begyndt at bevæge sig i en mere og mere tonal udtrykssfære, hvilket nok må siges at være det mest interessante aspekt ved ham. I forbindelse med den større hang til mere tonale udtryksformer, er det centralt at han er meget optaget af socialrealisme og den globale politiske situation som sådan, hvilket er et udgangspunkt for en del af hans senere værker, og det er måske netop dette der gør ham interessant i forbindelse med en UNM-festival, da han i sin tankegang er meget divergerende fra mange andre komponister, i sit ønske om hvad han vil med sin musik. Rzewski vil på UNM, dels afholde forelæsning for komponister, dels afholde kammermusikseminar med interesserede medvirkende musikere, og dels medvirke ved åben prøve på et af hans mest centrale værker, ""El pueblo unido"", for soloklaver, der afholdes søndag d. 5. oktober fra 14.00-17.00. Værket der varer knapt en time, er en række på 36 variationer over den chilenske frihedssang, ""El pueblo unido"", og er skrevet som en hyldest til friheden, det chilenske folk, og som en kommentar til den uhyggelige politiske og sociale situation i Chile i forhold til USA's imperialistiske virksomhed i de sydamerikanske lande, hvor der i Chile, i snart 15 år har hersket et fascistisk militærdiktatur, efter at Chile i mange år havde været et af de eneste sydamerikanske lande, der havde et demokratisk styre. Titlen betyder ""The people united will never be defeated"" og er netop et af de bedste eksempler på Rzewski's musikalske holdning de senere år. Værket indeholder et væld af frit anvendte, forskellige stilarter, der tydeligt viser at det vigtige for Rzewski ikke er stilen, men hans intention om hvad musikken skal udtrykke, eller fortælle. Man kan således, ligesom man også i mange andre af hans værker finder improvisatoriske elementer, i dette værk finde elementer fra folkemusik, jazz, atonal og romantisk musik. Værket er dog alligevel ganske stramt og systematisk opbygget, men med en stor grad af sprudlende kreativitet og frodighed, og ganske svært at spille.

Peter Bastian er kendt både som klassisk og som rytmisk musiker (Bazaar), og er i de senere år begyndt at holde en del foredrag, ofte om de mere, såkaldte åndelige aspekter, i forhold til det at være musiker, hvor der også inddrages kropsorienterede teknikker, orientalske filosofier og psykologiske aspekter.

Den amerikanske eksperimentelle sangerinde, og komponist, Joan La Barbara, vil holde foredrag og koncert i løbet af ugen. Hun har arbejdet sammen med folk som Steve Reich, Phillip Glass, og her i Danmark med vokalgruppen Års Nova. Også hos Joan La Barbara er der tale om en musiker der beskæftiger sig med mange forskellige stilarter, og en ofte fusionspræget musik. Hun har desuden udviklet en del på området omkring alternative sangtekniker, som f.eks. at synge multifonics, med elektro-akkustiske effekter, og området kaldet Circular Breathing. Som en sidste medvirkende seminarist, har vi den danske Karl Aage Rasmussen, der på mange måder også må siges at være en form for stilpluralist, og har beskæftiget sig meget med begrebet meta-musik (musik om musik), i en stil der ofte er neo-barokpræget. Også her ligger der en spændende og dybtgående holdning til stoffet, bag musikken og udtrykket, en ofte meget provokerende holdning, til tonalitet og stil. Desuden er K.A. Rasmussen nok en af de mest alvidende personer, ihvertfald indenfor det danske musikliv, hvad det 20. århundredes musikhistorie angår. Til slut skal det nævnes, at vi har regnet ud, at det i år må være 40-ÅRS-JUBILÆUM for UNM, og at vi derfor håber, at det vil lykkes os at skabe en rar og underholdende UNM-festival 1986, med Danmark som værtsland.

På UNM-komiteens vegne, Karsten Fundal