Bøger

Evighedens tilstedeværelse i tiden

Paul Griffiths: Olivier Messiaen and the Music of Time
Faber and Faber 1985, 274 sider.

Af Erik Christensen

Paul Griffiths er nok den flittigste britiske ny musik-skribent Han er musikkritiker ved The Times, har redigeret artiklerne om det 20. århundredes musik i The New Grove og har i løbet af få år udgivet bøger om bl.a. Bartok, Boulez og Ligeti, et oversigtsværk over moderne musik, en introduktion til elektronisk musik og et bind samtaler med britiske komponister. Bogen om Olivier Messiaen ser ud til at være hans mest ambitiøse.

Paul Griffiths går kronologisk, åndshistorisk og analystik til værks. I 14 kapitler og en indledning gennemgår han Mes-siaens værker fra den 9-årige drengs første bevarede klaver-stykke til det sidste store værk, den 4 timer lange opera om Frans af Assisi. En central formulering: ""...gennemgående i Messiaens produktion har været tendensen til utilfredshed med den europæiske fremadskridende tid og den vestlige opfattelse af musik som høflig selskabelig underholdning, bekendelse af følelser eller abstrakt intellektuel adspredelse. Meget lidt hos Messiaen er høfligt; næsten intet er abstrakt; og selvom subjektiviteten i hans musik kan diskuteres, så er den bevidste hensigt bag hans musik at være objektiv, kun optaget af at give udtryk for hellig sandhed med de bedst egnede midler eller, mere sjældent, udtryk for verdslige sandheder som igen henter sin styrke i myte og derfor i følelser som formodes at være generelle, ikke personligt bestemt"" (Kapitel 3, side 49) I et første overblik kan bogen inddeles i 4+4+3+3 kapitler: Ungdom (1908-39): 1. Childhood and Before. 2. The Conservatoire. 3. La Trinité. 4. La Jeune France. Kærlighed og Evighed (1932-49): 5. The Holy Family. 6. Technique for the End of Time. 7. Arrows and Arnens. 8. The Tristan Trilogy.

Nye teknikker (1948-64): 9. New Modes of Thought 10. Birdsong. 11. The Coulour of Time. Monumenter (1965-83): 12. Tota Trinitas Apparuit. 13.

From the Canyons to the Stars. 14. The Saint, the Sinner and the Angel.

Bogen rundes af med en kortfattet kronologi over komponistens liv og værker, et katalog over værker inddelt efter genrer og en bibliografi.

I sin indledning præciserer Griffiths hvad der er karakteristisk for Messiaens musik. Ophævelse af den fremadskridende bevægelse og udvikling; løsrivelse af det musikalske materiale fra musikhistoriens sammenhæng; åbne former uden ende; evighedens tilstedeværelse i tiden; det umådelige i det strikt udmålte; det gådefulde i det velbekendte. De 14 kapitler fører læseren gennem Messiaens liv og værker:

(1) Moderens digte til det ufødte barn som særligt udvalgt; barndommens verden af poesi, eventyr og operapartiturer; den naivt opfattede kristne mytologi som udgangspunkt for musik, kilde til forundring og ærefrygt og grundlag for meditation over tiden.

(2) Messiaen indtræder i konservatorieverdenen som 11-årig og tilegner sig gennem 12 år musikhistorie, harmonilære, kontrapunkt, spiller orgel, klaver og slagtøj og lytter til et parisisk musikliv præget af Milhaud, Stravinskij, Varese, Villa-Lobos og russiske emigranter. Han udvikler sine symmetriske modi (med ""begrænsede transpositioner"") som alternativ til den fremaddrivende funktionsharmonik og sine.""tilføjede rytmiske værdier"", der sætter den regelmæssige puls ud af funktion og erstatter den med en ""additiv"" flydende rytmefornemmelse.

(3) Han ansættes som organist i La Trinité-kirken i 1931 og spiller der hver søndag i 33 år. I 30'erne komponerer han sine store orgelværker som musikalske billeder af Kristi Himmelfart (L'Ascension), Jesu fødsel (La Nativité du Seigneur) og de genopstandne legemer (Le corps glorieuz), med udnyttelse af gregoriansk sang og indiske og græske rytmer.

(4) I en kort periode fra 1936 til krigsudbruddet deltager Messiaen i den offentlige musikdebat og danner sammen med Jolivet, Daniel-Lesur og Baudrier gruppen ""La Jeune France"" med programerklæringen ""en levende musik, båret af oprigtighed, generøsitet og kunstnerisk samvittighed"".

(5) Messiaen gifter sig og komponerer 2 cyklus'er for sang og klaver om ægteskabet og barnet (til egne surrealistiske tekster) - en hyldest til den jordiske kærlighed som afspejling af Guds kærlighed.

(6) I tysk krigsfangelejr skriver han Kvartet til tidens ende (Quatour pour la fin du temps) med langsomme satser, der lovpriser Jesu evighed og udødelighed, musik i flere uafhængige rytmiske lag, hvor mønstre gentager sig, men aldrig mødes i et punkt, og med symmetriske rytmer (non-retro-gradable), der får tiden til at løbe tilbage i sig selv. ""Lytteren involveres i den paradoksale fornøjelse at iagttage evigheden i forbigående"".

(7) Selv om Messiaen anses for en kontroversiel person, ansættes han på konservatoriet i Paris som lærer i harmoni og analyse. Han samler en klasse af stærke elever omkring sig (kaldet ""pilene""), deriblandt pianisten Yvonne Loriod og Pierre Boulez, der kalder ham ""den eneste redningsplanke i konservatorie-ørkenen"". Messiaen komponerer Visions de l* Amen for 2 klaverer om skabelse, underkastelse, (åndeligt) begær og fuldbyrdelse og opfører dem sammen med Yvonne Loriod. Opførelsen af Trois petites liturgies med sensuelle melodier og harmonier og naivt klingende korrefræner om Guds nærvær i alle ting udråbes til skandale af kritikerne.

(8) Messiaens hustru har siden krigsårene været håbløst mentalt syg; han er bundet af ægteskabet, men skriver (til Yvonne Loriod) Tristan-trilogien om den håbløse kærlighed, der ikke kan realiseres på jorden: Harawi-sangene, et kærligheds-mareridt til døden. Det surrealistiske a cappella-værk Cinq Rachants. Og Turangalíla-symfonien, der i 10 satser gennem overdådig glæde, erotisk sødme, opskruet kompleksitet og ophævelse af tid og erindring kan fremprovokere målløs undren.

(9) Messiaens modus-tænkning udvides og intensiveres i klaverværket Cantéyodjaya, som er radikalt nyskabende ved sin sammensatte form, komponeret i en ""modus af musiktyper"" og i den berømte klaver-etude ""Mode de valeurs et dintensités"", hvor materialet består af 36 helt fastlagte toner, defineret ved tonehøjde, varighed, styrkegrad og den måde tonen slås an på klaveret. I Livre dorgue når Messiaen et højdepunkt af konstruktiv musiktænkning med manipulation af talrækker og tolvtoneserier.

(10) Fuglesang bliver i nogle år komponistens foretrukne materiale, nedskrevet efter øret og ""oversat"" til noder i Messiaens musikhjerne. Arbejdet med fuglesangen er en stadig udfordring til komponistens klangfantasi og derved en uudtømmelig kilde til nye harmonier og klangfarver; fuglenes musikalske formler kan minde om den gregorianske sangs neumer; tiden ophæves, fordi fuglene synger nu som for tusinder af år siden.

(11) Den farvede klang: De komplekst sammensatte akkorder i præcist definerede instrumentationer bliver en hovedsag. I orkesterværket Chronochromie (Tids-farve, 1960) får de enkelte tids-afsnit fra den korteste staccato-varighed til de flere minutter lange fuglesangs-afsnit hver deres særegne farvelægning; i Couleurs de la Cité Celeste (Den himmelske Stads farver, 1963) omsættes ædelstensfarverne i Bibelens Apokalypse til akkorder. Gregoriansk sang, tonale centre og modi med begrænsede transpositioner genoptages i en ny kontekst: Messiaen ""baner sig en modal vej gennem et totalkromatisk univers, idet han holder alle 12 toner i spil, men foretrækker at fokusere på bestemte modi, grundtoner og treklange."" (side 206)

(12) Det monumentale værk La Transfiguration de notre Seigneur Jésus-Christ (1965-69) er komponeret til evangelieberetningen om Jesu forklarelse på bjerget - et næsten uundgåeligt emne for Messiaen med hans forkærlighed for det storslåede og det forunderlige. Beretningen om et øjebliks forbindelse mellem Gud og menneske, Himmel og Jord, Tid og Evighed. ""Hele treenigheden viser sig: Faderen i stemmen; Sønnen i mennesket, Helligånden i den lysende sky."" I orgelværket Meditations sur le Mystère de la Sainte Trinité (Meditationer over den hellige treenigheds mysterium, 1969) forbliver treenigheden til gengæld gådefuld i værkets diskontinuitet, hvor stumper af middelalderlig gregoriansk sang og tidløs fuglesang bringes sammen med Messiaens nye opfindelse ""Det kommunikable sprog"" som er en tonealfabets-modus (hvor hvert bogstav er repræsenteret af en totalt fastlagt tone), som kan indskrive ord og sætninger i musikken - uhørligt for lytteren.

(13) Des Canyons aux Etoiles (Fra Canyons til stjernerne, 1971-74) er et monumentalt panorama fra ørkener og afgrunde til himmelens stjerner og paradisets farver, med fugle som budbringere mellem himmel og jord. Tilbagevenden til treklangsharmonik forenes med udnyttelse af nye instrumentaleffekter og lyde fra vind- og sandmaskiner.

(14) Saint François d'Assise (1975-83), den 4 timer lange opera om Frans af Assisi's liv, er Messiaens store alder-domsværk, ""et monument hvis arkitektoniske detailler, dekorationer og inskriptioner først vil begynde at åbenbare sig, når en udgave af partituret er tilgængeligt."" Messiaen har valgt Frans af Assisi, fordi han er den helgen, der ligner Kristus mest, og fordi han kunne tale med fuglene. Den hellige Frans helbreder den spedalske, møder Engelen, som spiller himmelsk musik for ham, og han prædiker for fuglene (som til gengæld synger Messiaens største, længste og rytmisk frieste fuglekor), han stigmatiseres og dør. Operaen rummer materiale fra al Messiaens musik: Harmonier som først klang i de tidlige orgelværker og sære nye lyde spillet på messingblæsernes mundstykker; trøstesløse tolvtonekon-struktioner og strålende durakkorder; rytmiske processer og fuglesange, psalmodier og koraler. Alligevel er det problematisk at kalde operaen for kronen på Messiaens livsværk, mener Griffiths, for operaens sceniske realisation (efter komponistens udtrykkelige forskrifter om kostumer, dekorationer og iscenesættelse) røber tydeligt det dilemma, der altid har ligget latent i Messiaens musik: som komponist er han en stor opfinder; som katolik er han bundet til de ideer og symboler, han har overtaget fra en bestemt fromheds-tradition.

På bogens sidste sider opsummerer Griffiths: I Messiaens musik individualiseras de musikalske elementer og frigøres fra konteksten; melodi, rytme, harmoni og instrumentation behandles som uafhængige størrelser. Modus-ideen, dvs. det princip at udvælge elementer fra et fastlagt, begrænset repertoire, er basis for Messiaens musiktænkning overhovedet. En ny tidsfornemmelse: Oplevelsen af at tiden flyder, ophæves euer står stille, opstår af Messiaens meget langsomme eller meget hurtige tempi, af symmetrier, gentagelsesmønstre og uregelmæssige rytmer. En verden skabes af sjælens mønstre og billeder og åbner for bevidsthedsoplevelser hinsides det normale; Kristendommen udtrykkes i musik som den største af alle surrealistiske billedverdener; gennem kunsten bliver det irrationelle til virkelighed.

Griffiths' bog er veldisponeret, grundigt researchet og skrevet i et veloplagt, præcist og fortættet sprog. Bogen er fyldt med detaillerede analyser, og de mange referencer fra et værk til et andet dokumenterer en imponerende indsigt i hele Messiaens produktion. Bogen er på en gang en musikhistorisk monografi, en kontinuerlig musikæstetisk (og ""musikteologisk"") diskussion og et væsentligt bidrag til den europæiske sats-læres historie.

Retfærdigvis skal det siges, at fire gode bøger har givet Griffiths en solid basis at tænke videre fra: De to interviewbøgen Rencontres avec Olivier Messiaen (1960) af Antoine Goléa og Claude Samuels Entretiens avec Olivier Messiaen (1967), Robert Sherlaw Johnsons Messiaen (1975), som klart gør rede for komponistens grundlæggende teknik og formverden, og Messiaen-eleven Harry Halbreichs Olivier Messiaen (1980) - en murstens-monografi med gennemgang af alle værker sats for sats, med grundig orientering om Messiaens placering i fransk tradition og parisisk musikliv og mange personlige iagttagelser og erindringer om komponisten.

Det har derfor ikke været svært for Griffiths at placere Messiaen i den europæiske musikhistorie. Han gør rede for kilderne til så at sige alle Messiaens specialiteter. Den franske kirkemusik- og improvisationstradition. Franske kunstneres interesse for orienten; bestemte konservatorielæreres og musikforskeres studier af indiske rytmer og græsk metrik. Debussys tendens mod modalitet, Stravinskijs rytmer, Bar-toks melodik, Bergs sats, Weberns symmetrier, Schönbergs rækker, Dukas1 bevægelsesformer, instrumentation og interesse for farver og fugle, og ikke mindst det intense musikliv i Paris i tyverne og trediverne.

Messiaens teknik er altså langtfra forudsætningsløs. Men han bliver en original skikkelse i europæisk musik ved sin konsekvente beskæftigelse med den musikalske tid. Det er Griffiths' hovedanliggende: hans bog hedder Olivier Messiaen and the Music of Time.

Messiaens tidsstrukturering i rytmer og former er analyseret af flere andre forfattere. Men Griffiths er mig bekendt den første, der giver en grundig gennemgang af Messiaens tids-strukturering i melodik, harmonik og satsteknik. I detaillerede analyseeksempler vises det, hvordan Messiaens modi kan sætte funktionstonaliteten ud af kraft; hvordan Messiaen alligevel kan komponere med tonale relationer og overordnede tonale planer; hvordan modaliteten kan tjene til satsteknisk formidling mellem tonalitet og totalkromatisk atonalitet; og hvordan modaliteten kan løbe som en lysende sti gennem et dodekafont landskab. Her er stof til timelange studier med Griffiths' bog i den ene hånd og et udvalgt Messiaen-partitur i den anden. Orignal og perspektivrig er også diskussionen af forholdet mellem rytme, tempo og harmonisk kompleksitet i kapitel 6 og gennemgangen af klaverværket Cantéyodajayâ som radikalt nyskabende værk (""en modus af musik-typer"") i kapitel 9.

Griffiths' fremstilling får også perspektiv ved stadige referencer til parallelle fænomener hos andre komponister (bl.a. Farver i musikken, Fugle i musikken, Frans af Assisi i musikken, Boulez' og Stockhausens værker og deres æstetiske holdepunkter). Griffiths fremhæver mange indlysende og tankevækkende paralleller mellem Messiaen og de surrealistiske kunstnere og mange slående paralleller mellem Messiaen og John Cage! (Historieløsheden, det selvgyldige materiale, mekanisk procesmusik, afpersonalisering, omverdens-musik, automatiseret komposition frigjort fra den bevidste vilje til udtryk).

Og Griffiths' bog er velgørende kritisk over for Messiaens musik, teori og teologi. Han påpeger vellykkede og mindre vellykkede kompositorieke løsninger, fremdrager sentimen-taliteter og vulgariteter (og komponistens grunde til at afvige fra ""den gode smag""), og han diskuterer løbende forholdet mellem ""teologi"" og ""musikalsk realitet"". Jeg har kun én indvending (og advarsel) mod Paul Griffiths' bog: Den er svær at læse og kommer ikke læseren imøde (selvom den er velskrevet). Robert Sherlaw Johnsons bog forklarer Messiaens teknik for læseren, pædagogisk skridt for skridt med eksempler. Harry Halbreichs bog er en engageret Messiaen-krønike, fortalt direkte til læseren. Paul Griffiths' bog vil give en analyse-og-syntese af Messiaens musiktænkning og dens historiske, satstekniske, æstetiske og teologiske perspektiver. Og jeg tror det er lykkedes Griffiths at give den hidtil mest kvalificerede og koncentrerede sammenfatning af Messiaens livsværk og dets delagtighed i europæisk ""åndshistorie"". Til gengæld har han sprunget alle de elementære forklaringer over (de står jo i de andre bøger), og han fører mange af sine detaillerede analytiske diskussioner uden nodeeksempler. Bogen er således på én gang en sammenfattende diskussion af Messiaens værker og en studiebog med analysevejledninger. Den der vil have det fulde udbytte af bogen, må anskaffe sig Messiaens partiturer og væbne sig med en lup og tålmodighed. Og læse Robert Sherlaw Johnsons bog først, naturligvis.