Plader

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 02 - side 97-97

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

PER NØRGÅRD

Works for Guitar, 1973-1985
ERLING MØLDRUP, guitar
(Paula Prod. no. 41)
Returns (1976); In Memory of..(1978); Papalagi (1981), minute music f or guitar and second hand (Frans Hansen, temple block); Libra (1973), version for solo guitar; Mating Dance (1977), f or flute and guitar (Karl Lewkovitch, flute); Suite -In the Mood of Spades (1985) from ""Picture Cards"", progressive pieces for solo guitar in four suites, I The King of Spades, II The Queen of Spades, HI The Ace of Spades.

Af Erik Fæster Olesen

En meget stor del af de væsentligste værker for guitar, som danske komponister i de sidste 10-15 år har frembragt, er blevet fremført af, om ikke ligefrem skrevet direkte til guitaristen Erling Møldrup; det er derfor ingen overraskelse at han her dokumenterer sit dybe engagement i nutidig musik med denne Nørgård-plade - bortset fra Libra har Møldrup stået for uropførelsen af alle pladens værker. Det er næppe nogen fejlbedømmelse at Nørgårds interesse for guitaren har nær sammenhæng med Møldrups dybe forståelse for hans ideer. Guitaristen har således også her i bladet redegjort vidt og bredt for sit tætte samarbejde med komponisten under værkernes tilblivelse. Der er sikkert også en hel del om sagen, når Jørgen L Jensen i pladens ""liner-notes"" siger: ""Det er som om Nørgård har måttet skrive et nyt guitarværk, hver gang han er nået til en ny forståelse"", hvorved disse, som det fremhæves, har fået en enestående position i Nørgårds produktion - hvilket jeg da kun kan bejae. Erling Møldrup præsenterer lytteren for Nørgårds univers ved at lægge ud med det næsten guitar-ideomatiske ""Genkomster"", der i kraft af sin organiske struktur, høje himmel og åndedræt, illustrerer Nørgårds fundamentale ideer meget klart; ""gyldne rytmer"" og hierakisk struktur - om ikke ligefrem let tilgængeligt så dog med pædagogisk ""verve"", hertil hjælper også den guddommeligt klingende Friederich-guitar - eller er det her den japanske Masaru Kohno-guitar? - som betjenes med en spillestil og følelse, der bedst beskrives ved en eufemisme fra Ikebana, der normalt oversættes til det engelske ""gorgeous"". Overgangen til det beslægtede værk ""Til minde om..."" ag-glutinerer fint ved bevarelsen af efeme-risk meditativ karakter, der aldrig får stykkerne til at krænge, endskønt begge er udprægede mood-værker med ægte følelse (fed øjenkontakt og det hele...).

""Papalagi"" - et stykke som fordrer en formidabel teknisk beherskelse og indlevelsesevne af sin formidler - driver med en næsten jazzy ""intro"" og en til tider spansk farvning over i den dybere klanglige alkymi, hvor musikken får ligefrem improvisatorisk karakter, også fordi Erling Møldrup her spiller utroligt sejt, for nu at bruge et udtryk fra sort musik. Jeg kan ihvertfald ikke komme i tanke om nogen anden guitarist, der ville være i stand til at give dette værk netop en sådan elán, for ikke at sige swing - udover at være Møldrups varemærke, tror jeg, at han heri klart opfylder en af Nørgårds væsentligste intensioner om at naturalisere sin musik; ""Wolfli-enzymet"" og hvad det har ført med sig... Således synes jeg ikke at ""Libra"", der er fra før dette tiltag i Nørgårds udvikling, og som af mange betragtes som lidt af en guitar-klassiker, har samme spændende kvaliteter som de senere værker. Jeg mener også, at der ikke er tvivl om at Per Nørgård har udviklet sig betydeligt som guitar-komponist, en opgave han selv fandt var en stor intellektuel udfordring, instrumentets relativt snævre udtryksram-me taget i betragtning.

""Mating Dance"", hvis tematik stammer fra ""Genkomster""s - ja, guitarstemmen er faktisk identisk, blot er der 'tilkomponeret"" en fløjte, uendeligt virtuost spillet af Karl Lewkovitch, realiserer den hierarkiske strukturs immanente muligheder. Gentagne aflytninger af begge værker kan overbevise om at der stadig findes mere på dybet, der kunne få sin tilsynekomst, om komponisten ville føje endnu en stemme eller fier til, dog udarte til noget af et orgie hvis coitus-ideen fastholdes. Dette stykke ville selv min gamle mor kunne elske for dets Carl Nielsenske og Giro 413-agtige lyd med den der skæve ""American Patrol""

Nogle mennesker mener at Nørgårds virksomhed er tynget af metafysikk, ontologiske spørgsmål og det nye paradigmes teologi - ja, newtonianske stivstikkere vil mene at han lider af ""the Californian decease"", han fornægter da heller ikke sin romantiske sjæl i den afsluttende suite ""In the Mood of Spades"" -lige så lidt sine dybdepsykologiske tilbøjeligheder. Deter spillekortenes arketyper der her illustreres; Konge, Dame, Es. Værket er skrevet samtidig med den store cello-koncert, og man fornemmer tydeligt at suiten har været om ikke afslapning eller terapi, så en form for leg, der er lidt i slægt med ""hvilken farve har mandag, tirsdag,..."" Jeg vil springe let hen over den dybdepsykologiske fundamentalisme på indholdssiden og nøjes med at sige, at jeg glæder mig til Nørgård når til Ruder, hvis der inden da ikke er gået for megen Tarok i den. Det er en flot plade (med et mirakuløst velvalgt cover-billede af Teddy Sørensen) i en produktion, der balancerer fint mellem saglighed og gængs international gloss - så måske har den muligheder udenlands. Under alle omstændigheder er den en begivenhed al den stund det ikke er hver dag et sådant produkt foreligger - end ikke globalt set

Årgang 61/1986-1987, nr. 02