Plader

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 02 - side 98-98

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

JAN MAEGAARD

Kammerkoncert nr. 2, Op. 38, 1961 for fløjte, obo, fagot og strygeorkester med klaver ad libitum Radiosymfoniorkestret under ledelse af Jan Latham Koenig
Octomeri, Op. 40, 1962 for violin og klaver, Anton Kontra og Bohumila Jedlickova Musica riservata nr. l, Op. 52, 1970 for strygekvartet Kontra Kvartetten med Anton Kontra & Boris Samsing, violiner, Peter Fabricius, brastsch, Morten Zeuthen, cello (Point PLP 5063)

Af Erik Fæster Olesen

Her på en semiotisk bølgetop og al palaveren om det postmodernes beskaffenhed er det sjovt at få stukket en plade som Maegaards ud Dette er essensen af en parantes i dansk musikhistorie, der blev umådelig kort, mest på grund af det tungvindte optræk i miljøet, men også fordi alle nu står på nakken af hinanden for at afslutte epoken. På baggrund af de foreliggende indspilninger gribes man af bekymring for hvordan dansk postmodernisme vil forme sig - er modernismens erfaringer og indsigter tilstrækkeligt bundfældede, er dens diskurs med fortiden helt indoptaget, vil der ikke stadigvæk være lige langt mellem snapsene - forsigtighed og mangel på radikalitet råde? Det her er skole-Darmstadt, Webern-ag-tigt i sin klarhed og præcision og Bergsk i sin kompleksitet, knastørt og med en spontanitet som et stykke brænde i ilden - der ryger jo altid et par knaster! Tonalt er det mere konsonant end hinsidan og ikke nær så skingert som syd for Ejderen uden dog på nogen måde at være særlig dansk. Når den skabende ånd ikke brænder mere vildt end det er tilfældet her, er den serielle teknik ikke at kimse af, for Bohrs alea-toriske Gud er jo med i processen. ""It at large"", for nu ikke at blive for metafysisk, midt i alt det konstruerede. ""Det"" i ""det regner"" ved nok hvad det laver, og for halvdelens vedkommende med 25 år på bagen, men såmænd også for det lidt nyere værk må man sige, at musikken - med Guds hjælp - i dag lyder næsten som en klassisk kunst Kammerkoncertens instrumentarium er klangligt vidtspændende, ikke mindst i kraft af det frie klaver, der med en dynamik som ligner følelser, giver gennemspilningen af de 18 angivne, obligate ""blade"", afvekslende med et tilsvarende antal ikke-obligate, ikke-serielle varianter lagt ind mellem de andre ""at random"", så megen højde og dybde, for nu ikke at kalde det tekstur, at det bliver et hørværdigt stykke musik. Man fornemmer at Koenig evner at få noget ud af værket, skønt hans sikkert vanlige sprællemandsdirektion ikke ligefrem får orkesteret til at sprudle -men sådan er det jo næsten altid når de folk spiller musik efter Mahler. Orkester eller dirigent... Maegaard er jo heller ingen Xenakis - det hverken brøler eller skriger, klager eller sukker så dødeligt og oprivende, som værket sine steder godt kan give anledning til at ønske at det faktisk gjorde, men som Pelle Gudmundsen-Holmgren engang sagde: ""Der er ikke så megen tortur og så mange maskingeværer i dansk musik"", og hvis ikke det er godt for kunsten, så er det i det mindste godt i sig selv!

Første gang jeg hørte disse værker var på min datters Walkman på en balkon på lyrens ø, Kalymnos, ud for Talendos-strædet, og jeg er ikke i tvivl om at bevidstheden om det Krakatau-agtige brag i det 6. århundrede, suget fra havbundens fortabte højkultur og månens mærkelige lys over bjergranden var den perfekte setting - når tonerne ikke distraherer en fra at se, som Cage siger. Hjemme i stuen her bagefter virker ra-diosymfonikeme knapt så intense. Sådan er det jo med oplevelser og receptorers labilitet, jeg må imidlertid påpege, at jeg ikke havde det på samme måde med Octomeri, hvis kompositoriske struktur følger kammerkoncertens nærmest som en langstrakt coda, og langt mindre med Kontra Kvartettens følte indsats i det spændende ""persienne""-værk Musica riservata, der markerer komponistens bestræbelser for at komme bort fra den rene dodekafoni. Maegaard arbejder ikke her med en egentlig åben form, men anvender et 10-tone system som basis for kvartettens bundne og improvisatoriske udviklinger. De to satser er båret af en klar tonalitet og en vis metrik, tydeligst i l.-satsen, mens 2.-satsen lader alt opløse sig ved kontrasterende temposkift, utydelighed og til sidst regulær annihilering af både tematik og tonalitet. Satserne omgives af hvad Maegaard kalder en ""non-action music"", hvor værkets ide præciseres. Det drejer sig om kun an tydnings vist at lade den essentielle tematik komme til syne - det er lidt japansk voyeuristisk og ret amerikansk - på god afstand af Darmstadt.

Det er interessant at konstatere at denne formalistiske hypermodernisme, selv i så svag en profil, har sådanne universelle kvaliteter, at den ligefrem kan virke forfriskende oven på en overdosis Nørgård!

Synd - eller er det selvforskyldt? - at pladens ferske cover (fremstillet af Ole Schwalbe) skal give potientielle lyttere associationer til ""professorkunst""!

Årgang 61/1986-1987, nr. 02