Plader

Philip Glass

Songs from Liquid Days
The Philip Glass ensemble featuring Bernard Fowler, Kronos Quartet, Janice Pendarvis, Douglas Perry, The Roches, Linda Ronstadt Lyrics by Laurie Anderson, David Byrne, Paul Simon, Suzanne
Vega. CBS FM 39564

Af Jesper Beckman

Med 60rerne fulgte idéen om grammofonpladen som concept. Ringe forståelse for de moderne medier indenfor kompositions-traditionen har på det punkt stået i vejen for et ikke ringe publikum. Ganske vist eksisterer endnu det ideal, at musik skal kunne realiseres live, men er pladen det primære medie og koncerten blot det sekundære, om overhovedet en mulighed, så må begrebet ""levende musik"" underkastes en kritik. Visse komponister har dog indset, at her er et overset medie for musikalsk udtryk. Philip Glass er en af dem, Songs from Liquid Days er et eksempel, komponeret direkte for plademediet. Og med de praktiske problemer ved at samle sangere og musikere for en turné, arbejdes nu på en video-version, så sangene også kan ""ses"". Songs from Liquid Days udkom i foråret og blev straks en succes, hvilket er velfortjent. Det er en flot plade. Den indeholder seks sange en suite, med en vis parallellitet i udtrykket mellem de 3 sange på hver side: 1-4, 2-5 ... Det musikalske sprog er umiskendeligt Philip Glass, selvom han trækker stærkt på pop'ens vokabular, men musikken er fjern fra liderlig populisme eller kvalitets-pop. Den er netop ikke upopulær. At den alligevel ikke er helt almindelig pop skyldes nok, dels teknisk fraværet af rytmegruppe; der opereres dog udpræget med melodi og akkompagnement, hvor melodien hos Glass nu begynder at få en mere selvstændig status, dels at det form-bærende element først og fremmest er den musikalske struktur og ikke sangerens karisma, selvom der i besættelsen af sang-partierne også er taget hensyn til dette aspekt. Endelig er der selvfølgelig det særlige musikalske udtryk, som ikke kunne komme i stand uden Glass varemærke: den økonomiske, stramt administrerende intensitets-maskine, der ublu jonglerer rundt med synkoper, off-beat, kadencer og sekvenser. Treklangen florerer naturligvis og som en blomst er den selvfølgelig smuk, men Glass kaster rundt med den som en sæk kartofler. CBS i New York lancerede meget passende en 3'die kategori for musik af denne slags: crossover, altså musik der får lårerne til at klistre, mens en em af lødig alkohol spreder sig mellem ørerne. Instrumentation og klang er nænsom behandlet; stor variation og mange fine detaljer, navnlig i samspillet mellem synthezi-serne og de øvrige instrumenter i det overvejdende kammermusikalske regie. Teksterne er skrevet på Philip Glass bestilling af så væsentlige og vidt forskellige sangskrivere som Paul Simon, Suzanne Vega, David Byrne og Laurie Anderson. Altså ikke noget med at plukke af en distræt indkøbt samling poetiske bolsjer fra døgn-kiosken. Glass har ikke tidligere skrevet sange på trods af, at sange måske er, som Glass skriver på coveret, vores mest basale musikalske udtryk. Derfor var det blot naturligt at henvende sig til sangskrivere, der i sit daglige arbejde sysler med at passe tekst og musik sammen. Selvom Glass havde skrevet 3 operaer, så havde han aldrig sat tekst i musik. Teksterne blev stukket sammen undervejs efter behov. Han havde heller ikke arbejdet med det engelske sprog. Det var mest blevet til matematisk, sanskrit og ægyptisk og her er forståelses-problemet ikke det mest presserende, thi tekstens udtryk står foran indholdet. Da Glass så skulle påbegynde sin 4. opera, denne gang netop til et libretto ovenikøbet på engelsk, nemlig Dorris Lessing's The Making of the Representative for Planet 8, så var det oplagt også at inddrage tekstens forståelighed. Her kommer så sangene ind som en forhaling af opera-projektet, som en lejlighed for at studere forståel-sesproblemet lidt nøjere. Og det skal nydes. Fornøjeligt i Paul Simon's Changing opinion om en ubestemmelig elektrisk summen, der måske kommer fra køleskabet, måske fra væggene, osv. Formidabelt i David Byrnes forrygende Liquid Days, sunget af pigetrioen The Roches, om Kærlighed, der føler sig hjemme, vi er gamle venner og Open the Kingdom passiona-belt foredraget af Douglas Perry. Eller ironiskt i Laurie Andersons Forgetting, der munder ud i en stor, flot anlagt coda over klassiske dyder, stilsikkert sunget af Linda Ronstadt.