Det grønne øre har højde, bredde og dybde

I begyndelsen, da jeg kendte Henning Christiansen, havde vi heftige diskussioner om tiden eller rummet. Musikken har med tiden at gøre, påstod jeg hårdnakket. Henning Christiansen mente ikke mindre stædigt, at musikken også arbejder med rummet. Nu kan det være ligemeget med de diskussioner. Henning Christiansens musik har i hvert fald med rummet at gøre, og det er han forresten ikke ene om. Måske kan man ligefrem sige, at der er en tendens til, at komponisterne i stigende grad arbejder med rummet. Kort efter at jeg havde lært Henning Christiansen at kende, mødte jeg også den amerikanske komponist Charlie Morrow. Hans kinetiske musik er meget rumlig, for her bevæger musikken - som regel også musikerne - sig gennem rummet. En anden, meget logisk forbindelse mellem rummet og musikken mødte jeg selv i foråret 1986 på den årligt tilbagevendende festival Inventionen i Vestberlin. Her gennemførte de to amerikanske komponister Alvin Luder og John Driscoll hver sine koncerter, som udelukkende var baseret på rummets akustik.

Her vil jeg give et par personlige erindringer fra nogle af Henning Christiansens koncerter. Den første koncert, som jeg hørte, var på Århus Kunstmuseum i april 1985. Her viste Ursula Reuter Christiansen sin udstilling ""l ulvens mave"" meget inspireret af brødrene Grimm, som på det tidspunkt fyldte 200 år. De eventyr, som brødrene Grimm indsamlede, rummer nogen indsigter, og spørgsmålet er, hvordan vi skal forvalte de indsigter idag. Oskar Negt og Alexander Kluge giver for eksempel deres svar på det spørgsmål i bogen Geschichte und Eigensinn. Ursula Reuter Christiansens udstilling på Århus Kunstmuseum var meget flot og spændende, men for mig personligt er det mere Negt og Kluge end Ursula Reuter Christiansens udstilling, der har stået som en aktuel nøgle til forståelse af brødrene Grimms eventyr og deres aktualitet idag.

Måske bliver vi klogere om nogen måneder, når Ursula Reuter Christiansens film ""Den røde skov"" får premiere med musik af Henning Christiansen, l den film får vi også at se, hvordan hun arbejder med det røde, det hvide og det sorte rum, og hvad de rum betyder. Midt i udstillingen på Århus Kunstmuseum var der en læbeformet rød skov. Jeg tror, det er farligt at gå rundt i den røde skov. En søndag eftermiddag sad jeg på gulvtæppet udenfor den røde skov og hørte Hans Andersen, Henrik Heick Poulsen og Lars Holmgaard opføre Henning Christiansens komposition ""Im Bauch des Wolffs"" for tre tubaer.

Fra lydbånd kom reallyde med ulvehyl, fuglekvidder og blæst i skoven. Heri blandede de tre tubaer sig. Måske sad vi nede i ulvens mave og hørte tarmene knurre, mens ulven vrissede rundt i den røde skov.

Med den koncert mødte jeg mange af de karakteristiske elementer fra Henning Christiansens kompositioner i de senere år. Den bevidst rumlige virkning forekommer mig at være central, l modsætning til de komponister, jeg nævnte i indledningen, arbejder Henning Christiansen med rummet på en måde, der nærmer sig billedkunsten.

Henning Christiansen bygger et rum op malerisk med forgrund og baggrund. Ved hjælp af et lydbånd - som oftest med reallyde - bygges der en baggrund eller en periferi op. I forgrunden har vi den levende musik som regel med nogle få blæseinstrumenter. Hele det billedkunstneriske og rumlige præg understreges også af, at opførelsens rum som regel markeres med skulpturelle elementer. På Århus Kunstmuseum var det de tre tubaspillere siddende i den røde skov. Jeg vender tilbage til markeringen af opførelsens rum med det store orange øre og den grønne stol fra Horsens.

Nogle få måneder senere, nemlig i begyndelsen af september 1985, åbnede Henning Christiansen en udstilling af partiturer på et musikgalleri i Vestberlin, der hedder Gelbe Musik. Udstillingen hed ""Die Freiheit ist um die Ecke"". Galleriets udstillingsvindue var bygget om til et stort fuglebur med fire gule kanariefugle. Alle kanariefugle er født i fangenskab. Selvom buret blev lukket op, ville de slet ikke ud. Den store frihed er lige om hjørnet, men kanariefuglen foretrækker at blive i buret. Det var selvfølgelig et billede på, at friheden er bedst, når den er lige om hjørnet. Man skal ikke træde helt derind, for så opstår det værste kaos i ens liv. På den måde var kanariefuglen og friheden vævet sammen som udstillingens temaer. Til åbningen havde Henning Christiansen lavet en lille komposition.

Her var igen den meget karakteristiske forskel mellem et lydbånd med reallyde i baggrunden og en forgrund med blæseinstrumenter. Reallydene stammede fra stranden. Man hørte blæsten og bølgerne. Der blev spillet på forskellige blæseinstrumenter af Werner Durand. Det partitur, som Werner Durand spillede efter, var tegnet af Henning Christiansen hjemme foran hans 20 kanariefugle. Hans indtryk af fuglenes sagn og bevægelser var blevet nedfældet i små abstrakte tegninger, som Werner Durand fortolkede meget konsekvent. Henning Christiansen deltog også selv og hældte vand i en særlig krukke, så vandet rislede ud af et grønt øre midt på krukken.

Det, som interesserer mig ved Henning Christiansens komposition Perceptive Constructions fra 1964, er dens tidsperspektiv, hvor gentagelserne gør, at kompositionen kan fortsætte i det uendelige. Her er ingen helhed eller orden i mangfoldigheden. Afgrænsningen er erstattet med et tidsforløb, der principielt er uendeligt og grænseløst. Men jeg synes, det er et helt andet rum, Henning Christiansen har bygget op ved sine koncerter i de senere år. På baggrund af Perceptive Constructions kunne man forvente at finde minimalismens uendelige rum hos Henning Christiansen. Men jeg synes, hans rum har været meget velafgrænsede som en lokalitet forskellig fra andre lokaliteter. Skal jeg karakterisere dem med et enkelt ord, vil jeg sige, at hans rum er lokale. Det fik jeg endnu engang lejlighed til at konstatere sidst på foråret 1985. En aften havde Galleri Rus og Givskov lavet et større arrangement i Lovby Kirketomt lidt udenfor Horsens. Forestil Dem en slags overgroet grusgrav, så har De et billede af Lovby Kirketomt. Forestil Dem også, at Bjørn Nørgaard står i gummistøvler midt i et vandhul og laver en skulptur. Andre steder er Erik Gram-Hanssen m.fl. i fuld gang. Publikum går frem og tilbage mellem aktiviteterne bortset fra et par stykker, som står inde mellem brændenælderne og nærmest skovler vinbjergsnegle op i to bæreposer.

Henning Christiansen var der også, og han havde valgt at opføre sin koncert halvvejs oppe på en høj skrænt. Hvor rummet før hed ulven i skoven eller kanariefuglen i buret, hed rummet nu tubaspiller halvvejs oppe på en høj skrænt.

Fra Henning Christiansens side drejede det sig så at sige om en markering af stedet. Midt på skrænten var et mange meter stort orange øre sømmet fast med store træpløkke. Midt inde i øresneglen var der hul ind til skrænten og her var gravet en vandret platform i sandet. Her stod en grøn stol, og på den grønne stol sad Hans Andersen og spillede en komposition f or tuba.

Jeg var ganske vist faret vild på vej gennem Horsens. Efter at have travet byen tynd, fik jeg øje på to mystiske personer foran en pølsevogn. Langsomt cirklede jeg omkring pølsevognen og iagttog de to særlinge. Omsider tog jeg mod til mig og spurgte om vej. Det viste sig at være de to gallerister. De fik mig proppet ind i en taxa, men jeg ankom med nogen forsinkelse. Så tubaen hørte jeg ikke, men ellers så jeg det hele med mine egne ører.