Det Store Woop - Orkesterworkshop i Sønderborg Musikhus

Orkesterworkshop i Sønderborg Musikhus d. 28/12-5/12 1986 med Sønderjyllands Symfoniorkester dirigeret af Bo Holten

Af Svend Hvidtfelt Nielsen

I dagene d. 28/11 - 5/12 1986 skulle Sønderborg Musikhus være ramme om noget så enestående som en orkesterworkshop. Sønderjyllands Symfoniorkester stillede sig til rådighed 4 timer dagligt for seks danske komponister med det tilfælles, at ingen af dem tidligere havde fået et orkesterværk opført Her var det så tanken, at de pågældende komponister skulle få lejlighed til ikke blot at høre og forbavses over den akustiske side af de mange noder, men også, hvad der var nok så vigtigt, at afprøve alternative løsninger, høre enkelte instrumentgrupper og modtage de arbejdende musikeres kritik og eventuelle musikermæssigt bedre løsninger. Som dirigent og mediator mellem komponist og orkester havde sidstnævnte valgt Bo Holten, der udover at have god kontakt med netop dette orkester også i sin egenskab af komponist måtte have kendskab til de problemer, der dukker op ved en komponists første konfrontation med et orkester. Alt var således tilsyneladende velforberedt og gennemtænkt - SAMFUNDET til udgivelse af DANSK MUSIK tog sig af stemmeudskrivningen, og en stemmeudskriver ville være til stede under selve workshoppen - så alle kunne se frem til en gedigen og velfungerende arbejdsuge. Og spændingen ved dette blev ikke mindre ved bevidstheden om arrangementets karakter af noget ellers uhørt - et symfoniorkester bruger en uge på ny musik.

Men én ting havde man, eller ihvert fald jeg, ikke forudset, og det var det utrolige engagement og den loyalitet, som både orkestermusikerne og Bo Holten lagde for dagen, og som gjorde workshoppen til en ubetinget succes både menneskeligt og musikalsk. På trods af det ekstra arbejdspres, som det er at skulle spille en musik, hvor intet kan gøres ""på øret"", men kræver uafbrudt koncentration fire timer om dagen, forløb prøverne i en rolig og afslappet atmosfære. På intet tidspunkt gav den ikke altid lige hensigtsmæssigt noterede og instrumenterede musik anledning til andet end konstruktive løsningsforslag fra såvel musikernes som dirigentens side. Hertil kom at Bo Holten tydeligvis stadig havde sine erfaringer fra sit første orkesterstykke i erindring og således altid positivt forsøgte at realisere de intentioner, der lå skjult under noderne, fremfor skolemesteragtigt ustandselig at korrigere og belære. På den måde fik vores erfaringer fra denne workshop en ekstra vægt, da de byggede på egne oplevelser af problemerne ved musikken, istedet for på belæringer og vrantne musikere.

De seks komponister, der fik chancen for at deltage, var: John Frandsen (med første halvdel af en symfonisats), Lars Graugaard (med ""Tre studier for orkester""), Niels Marthinsen (med ""Erscheinungen""), Gudrun Lund (med ""Chase"", Jørgen Mortensen (med ""Lysninger"") og endelig deltog jeg selv med et orkesterpræludium (uden fuga eller andet) ""Sisorypce"". Alle disse værker er skrevet direkte foranlediget af workshoppen (sådan da, mit eget stykke kan takke workshoppen for sin færdiggørelse om ikke påbegyndelse), naturligvis uden af den grund at klinge ens. - Og alligevel kan en vag tendens anes. F.eks. er det betegnende (enten for juryens udvælgelsesprocedure eller den musik, der blev indsendt) at kun et værk (Chase) benyttede sig af en form for fri notation. De øvrige værkers orkesterbehandling ledte derimod ofte tanken hen mod århundredeskiftets idealer, Strauss, Schønberg, Sibelius. Hvor forskellige disse så end er indbyrdes, står de dog samlet i kontrast til f.eks. Boulez og Birtwistle (eller for at blive i en ""dansk tradition"": Ruders og Abrahamsen).

En anden tendens var en vis forkærlighed for pulsrytmik - med andre ord: sekstendedelsbevægelser. Det var ihvert fald de deltagende komponisters egen karakteris tik under workshoppen. Derudover var de fire yngre (John Frandsen, Lars Graugaard, Niels Marthinsen og undertegnede) alle faldet for ""det orkestrale woop"" (Eks. s. 208) som middel til enten at stoppe eller at etablere en overgang i musikken. På trods af disse generalisationer stod hvert værk prægnant frem, så en ""main stream""-tendens faktisk ikke lod sig aftegne. Afslutningskoncerten, hvor værkerne fik en yderst velspillet og indlevet frem-førsel, blev i øvrigt optaget af Jørgen Mortensen (og ikke af radioen !!!!), som har deponeret båndet hos MIC (som har fungeret som koordinator og fra hvem ideen udsprang), hvor det er offentligt tilgængeligt.

Som nævnt fungerede også den side af ugen, der hed kontakt mellem musikere og komponist vældig fint Flere musikere kom efter prøverne eller i pauserne hen og gav deres kritik og kommentarer.

Dette gav ideen om, at det måske var en god ide at samle al denne respons på et møde mellem musikere og komponister onsdag efter prøven (dvs. i musikernes fritid).

Og dette arrangement blev frugtbart. Her blev givet luft for undren over musikkens karakter (og samtidig afkrævedes så forklaring for samme, en forklaring som til gengæld accepteredes), instrument-beliggenheder og andre sådanne emner, som tydeligvis var essensen af flere års opsamlede frustration ved at spille ny musik, men blev afleveret undrende, spørgende med forventning om forklaring, snarere end vredt og fordømmende.

Af samme art var den efterfølgende diskussion om forholdet mellem komponist og publikum (hvis komp. vil have et publ. må han/hun skrive for dette, uden publ. ingen musik, og lign.), som af mange omveje kunne ende i en forståelse for, at komponisten ikke kan andet end skrive for sig selv som lytter.

Orkestret gav udtryk for, at de synes, at dette arrangement måtte gentages. Man fandt det endda besynderligt, at noget sådant ikke allerede var etableret som tradition, hvor de forskellige orkestre var værter på skift. Som en omgåelse af de musikere, der ikke brød sig om at spille ny musik, foresloges det, at man arrangerede weekender, hvor interesserede musikere på tværs af orkestrene kunne mødes til sådanne workshops. Hvis imidlertid Sønderjyllands Symfoniorkester virkelig formår at gentage denne workshop og have den fast hvert eller hvert andet år, vil det få musikhistorisk betydning.

I første omgang som en indlysende igangsætter for produktionen af orkestermusik. Men det er klart, at en sådan workshop-uge må udvides fra at være ""blot"" et møde mellerm musiker og komponist, til at blive en mulig indgang til såvel symfoniorkestret som den samtidige kompositionsmusik for den ikke-indforståede del af den danske befolkning.

Det vil rent praktisk i første omgang så dreje sig om skoler og aftenskoler som efter forudgående forberedelse kunne inddrages i processen på den ene eller anden måde (der var en skoleklasse tilstede i år i en enkelt time, men sikkert med begrænset udbytte). Således kunne workshoppen udvides til en konfrontation mellem musiker, komponist og publikum - dog indenfor rammer, der sikrer den oprindelige intention om at give komponisten uundværlige erfaringer (og den betalende offentlighed ville få noget for pengene).

Den næste udvidelse af projektet, der springer i øjnene, indeholder måske det eneste lille kritikpunkt overfor dette års workshop. Forholdet mellem denne unikke begivenhed og medierne. Om skylden så skal lægges på manglende PR-indsats fra MIC og orkestrets side eller de mange kilometers afstand til København forbliver uvist. Hovedsagen er, at indslaget i Musikmagasinet i radioen samt hjørnespalten i Politiken mildt sagt må betragtes som en hån mod det opbud af initiativ, engagement og arbejdsvilje, der ligger bag dette kæmpeprojekt - Og det er ikke blot en hån mod Sønderjyllæn-derne, men også mod den offentlighed, der i sidste ende står økonomisk bag, dog fuldstændig uden kontakt med den dermed støttede side af dens egen kultur. Det er en hån, på forhånd at afskrive den mulige interesse i, hvordan så relativt af sondrede fænomener som symfoniorkestre og partiturkomponister fungerer.

Summa summarum: TV må ind i billedet (eller omvendt) Ikke med den sædvanlige programtype bestående af lidt snak garneret med et kort brudstykke af musikken. Det ville være dræbende for enhver form for formidling af musik, der netop ikke eksisterer i kraft af isolerede lydtæppeglimt, men arbejder med den forløbende tid i dens egenskab af muligheds-betingelse for forandring. Altså emnet og publikum må tages seriøst og man må af tidsmæssige grunde fokusere på et egnet enkeltværk og gå forklarende i dybden med dets klangbillede, intentioner, påkrævne lyttemåder etc.. Det ville være formidling af denne side af kulturen.

Og en såsan formidling ville et andet projekt i tråd med dette også egne sig glimrende, ja, måske bedre, for. Nemlig, som fløjtenisten Ib Nielsen foreslog, en workshop for musikdramatik, der ville involvere både scenografer, skræddere og tekstforfattere (og lysfolk, m.fl.) udover komponist og musikere.

Et sådant projekt må oplagt være værdigt til støtte fra statens side på grund af sit brede spektrum. Og når først, man begynder at tænke i de baner, begynder flere og flere tilsyneladende umulige projekter, at vise sig knapt så usandsynlige. Jeg mener, ærlig talt, hvem ville have troet på en workshop med et symfoniorkester?