Gruppebillede med fiksstjerner

Ungarsk Musiknytår i Odense med få men store lyspunkter

Af Jakob Levinsen

Hvad man ikke har hjemme, må man skaffe sig ude. Det gælder i mange af livets forhold, også med hensyn til det fynske Musiknytårs ungarske tematik. Karakteristisk for dette års Musiknytår var nemlig, at det, der var tænkt som en bred præsentation af tendenser i ungarsk musik af i dag, blev til noget nær det modsatte. Hovedparten af den væsentlige partiturmusik, der fra den 9. til den 11. januar kunne høres i Odense, var ikke den del af koncertprogrammerne, som var skrevet af yngre, dagsaktuelle komponister, men den, som var skrevet af en i over 40 år afdød, Belå Bartok, en udlandsungarer igennem over 30 år, György Ligeti - og så af en enkelt, omend 60-årig indfødt, György Kurtag. De yngre komponister, der blev præsenteret, forekom i markant grad at sidde fast i et Bartók-traume, der ytrer sig i fritonal, moderat kontrapunktisk musik, som den er skrevet i metermål i det meste af Europa de sidste 50 år. Hvis de da ikke, som Musiknytårets ""composer in residence"", Zoltán Jeney, samt flere af hans kolleger, har vendt sig mod en udtryksform, der har som hovedpointe at være indtil provokation begivenhedsløs, ikke ulig hvad man herhjemme kunne opleve for et par årtier siden. Men i den ungarske version som oftest så stift og uopfindsomt formuleret, i den grad som provokation af og for traditionen alene, at man sendte venlige tanker til en Gudmundsen-Holmgreens sarte ømhed og en Henning Christiansens frygtløse glæde ved banaliteter.

Det var de tre fiksstjerner i ungarsk musik, der ved denne lejlighed lyste op i det fynske. Og det var isoleret betragtet ikke ilde, men nok utilfredsstillende, sammenlignet med hvordan FUT de foregående år har haft held til at sætte koncentrerende nutids-pejlemærker i henholdsvis amerikansk og sovjetisk musik i 1985 og i engelsk musik sidste år. Problemet er ikke utænkeligt derved, at man ved planlægningen af Musiknytåret 1987 i for høj grad har betjent sig af de officielle kanaler, og dermed fået et udvalg af den officielle musik med partiavantgardisten Zoltán Jeney som gal-lionsfigur - i stedet for, som man i Danmarks Radio var skarptseende nok til at gøre, da man for tre år siden dér fokuserede på ny DDR-musik, at alliere sig med en uafhængig indfødt kender. Måske findes der ikke i Ungarn en chefideolog for den avancerede musik af Frank Schneiders format, men dog formodentlig noget der ligner. Under alle omstændigheder var det påfaldende, at mange af de ifølge programnoterne nyskabende unge komponister, der, med Peter Eöotvös som det mest slående eksempel, glimrede ved deres fravær i koncertprogrammerne, til fordel for det ene tungsindige kommisær-værk efter det andet At der er grobund i ungarsk musikkultur for fantasi og vovemod, er både Ligeti og Kurtag eklatante ældre eksempler på. Folk af det format skyder ikke bare op af ingenting. Og når man tager i betragtning hvor politisk, etisk og strukturel væsentlig musik, der de sidste årtier er kommet fra både Polen og DDR, virker det helt usandsynligt, at tilsvarende strømninger ikke skulle gøre sig gældende i et både geografisk og åndeligt så nærliggende land som Ungarn. At der findes nytænkende strømninger i Ungarn i dag, blev der dog også givet ét enkelt belæg for i Odense, omend hentet lidt uden for partiturmusikkens alfarvej, nemlig Robert Mandel og hans gruppe. Hos Mandel selv på drejelire, István Martha, cembalo og synthesizer, Gábor Kállai, blokfløjter og sang, Lász-16 Jákobi, cello, og Zoltán Rácz, slagtøj, mødte man en usædvanlig og usædvanlig flot fusion af barokinstrumentarium, rødglødende folkemusikalsk nerve og minimalsitisk enkelhed - Musiknytårets bedste bud på nytænkning i ungarsk musik. En flok herlige, lynende professionelle spillemænd, der fik vist, hvor levende og medrivende gammel musik kan spilles, når den rykkes ud af de åndelige museumslokaler, og hvor fascinerende minimalistisk forenklet musik kan være, når dens udgangspunkt flyttes fra navlen til kroppen.

Herudover forblev det de store gamles Musiknytår, hvad værker angik. Bar-tóks knap så meget som planlagt, da Kontra-kvartettens koncert med bl.a. den 2. og den 4. kvartet blev aflyst Men dog med fire værker: den første og den sidste strygekvartet, som Carl Nielsen kvartetten stred en brav kamp med, de en del mindre væsentlige, men ofte sungne fire slovakiske sange for kor og klaver, som Radiokammerkoret, Kaare Hansen og Finn de Roepstorff opførte, og så Musiknytårets usædvanlige Bartók-valg: de fire orkesterstykker fra 1912, hvor Bartóks idealer stadig hed Debussy og Richard Strauss, men hvor wienerskolens univers ikke er langt borte - meget stærk og alt for sjældent hørt musik. At stykkerne både besætnings- og spillemæssigt ligger i overkanten af, hvad Odense Byorkester kan klare, blev mindre væsentligt, i kraft af hvor meget nerve Tarnas Veto fik frem i denne Bartóks parallel til ""De fire Temperamenter"".

For Ligetis vedkommende blev det med Jens E. Christensen som mellemmand demonstreret, at ""Volumina"" ikke har sat noget til med hensyn til frapperende orgel-nytænkning, og radiokammerko-ret sang ""Lux Aeterna"" smukt, omend noget flosset - iøvrigt kunne det have været nok så spændende at høre ét af hans nyeste korværker, enten Holderlin-sangene eller de ungarske korsange. Til gengæld måtte det undre, at man havde engageret Yvar Mikashoff til at spille Ligetis mest omtalte værk fra de senere år, de seks klaveretuder. For det første fordi det - fuldstændig som ved Mikashoffs radiokoncert sidste efterår - viste sig, at han kun har to af dem på repertoiret. For det andet, fordi Mikashoffs udprægede al fresco-klaverstil - for nu at kalde den noget pænt - ikke står specielt godt til Ligetis minutiøst artikulerede, linietætte musik.

Derimod havde de spillede Kurtagværker fine opførelsesbetingelser, der spændte fra det sympatiske i Carl Nielsen-kvartettens udførelse af de 12mikro-ludier for strygekvartet over Radiokammerkorets gedigne og meget genhørværdig arbejde i Omaggio à Luigi Nono til det optimale: Kurtag-sopranen par excellence, den formidable Adrienne Csengery i de tre sangcykler Syv sange, Attila József-fragmenter og Scener fra en roman. Og hun havde i de første og de sidste følgeskab af cimbalomfæno-menet Marta Fabian, der med enorm kunnen og musikerautoritet fik vist, hvor mange klanglige muligheder dét instrument rummer (hvad iøvrigt også Boulez har haft øre for - det indgår i en solorolle i Répons).

Alligevel var det svært at opfatte Kurtag som helt den gigant, han fra tid til anden gøres til. Hvad han kan, er først og fremmest, som en videreførelse af ekspressionistisk sangstil at skabe et enormt tæt og komprimeret musikalsk underlag for en tekst. Men at han skulle have andet og mere end dét at byde på, har jeg endnu til gode at høre - det enlige instrumentalværk, de 12 mikrolu-dier, har mere dygtigt satsarbejde og udnyttelse af kvartetmediet at byde på, end de har noget selvstændigt at sige.

Ingen dansk festival for ny musik uden danske bidrag. Ejheller her, men for to af de tre værkers vedkommende ganske meningsfuldt, nemlig Poul Rovsing Olsens 2. strygekvartet og strygetrio ""A dream in violet"". Der er en god pointe i at sætte Rovsing Olsen sammen med Bartók, i og med at Rovsing Olsen som én af meget få Bartok-påvirkede ikke kun har overtaget den slaviske lokalkolorit, men også har taget Bartóks egentlige idé til sig: at indarbejde folkemusikalske vendinger i et kunstmusikalsk sprog. Der er meget lidt eksotisme hos Rovsing Olsen, men derimod, uagtet at træerne ikke vokser ind i himlen, en Bartok'sk tæthed og et nærvær, som næppe havde været mulig uden den etniske inspiration.

Det sidste danske værk var lokalt, Svend Erik Werners kammeropera ""Forvandlingsbilleder"" for alt (Yvonne Larsen), klarinet (Ulla Østergaard) og slagtøj (Bo Petersen) til tekst af Dorrit Wil-lumsen, og det var i sig selv problematisk. Ordrig, betydningsladet lyrik er sjældent det stof, hvoraf musikdramatik er gjort, ej heller ved denne lejlighed -resultatet blev for stillestående. Men det hænger tillige sammen med, at teksternes karakter af psykoseismografi ikke fik musikalsk eller scenisk modspil. Musikken fremstår som en sikkert sindrigt udtænkt collage, solopartiet inddrager ikke mange nye udtryksteknikker, scenografien er ironisk-hverdagsag-tig, men der er ikke mange antydninger af ekstremer eller neuroser udover den almindelige trivialitet. Og det er ikke til at blive klog på, om operaen, i kraft af sin mere eller mindre udtalte (og ufrivillige?) distance til hovedpersonen både i scenebillede og musik, i virkeligheden kommer til at udlevere hende i steder for -som tekstforlægget - at solidarisere sig med hende og antyde baggrundene for og sammenhængene bag hendes handlinger.

Til næste år forventes Musiknytåret at blive nordisk centreret, og chancerne for et fejlgreb i lykkeposen, som det til en vis grad var tilfældet med den ungarske musik, turde være væsentligt mindre. Vi er stadigvæk nærmere Norden end Centraleuropa - og man kan håbe og forvente, at arrangørerne har lært noget af det skete med hensyn til at sige fra overfor uvæsentlig musik; ikke mindst Zol-tán Jeneys værker var ren erfaringspædagogik i så henseende. Det fynske Musiknytår har de foregående år været eksemplarisk med hensyn til at lave en meningsfyldt koncertrække med ny musik på kort tid og for begrænsede midler, og det burde kunne vedblive med at være.