Med Henning Christiansen som eksempel

I

Først er man moderne, og så bliver man umoderne. Og dem der aldrig var moderne har det godt. Og får priser og opførelser, og bliver glade for sig selv. Jeg tror på, at der er kunstnere der skaber betydelig kunst, og andre der bare er der. Dem der skaber det betydelige gør det i deres umoderne udvikling. Når de der var moderne bliver umoderne, er der nogen der misforstår det og tror, at de er blevet som dem der aldrig var moderne.

Det er naturligvis at jonglere med nogle udtryk på grænsen til det intetsigende. Det tror jeg ikke det er, men det er selvfølgelig postulater. Det er noget jeg tror.

II

Da de umoderne var moderne blev der diskuteret og gået på tynd is. Dem der ikke ville være moderne, mente det var godt og måske interessant men ikke kunst.

Med Henning som eksempel taler vi om ""Minimalismen"" som det der var det moderne. Når jeg sætter det i anførselstegn er det fordi jeg forsøger at henvise til en Ånd eller Holdning, som ikke har udelukkende at gøre med rette linier eller få elementer, eller blot og bart formelle strukturer. Hvad er det så? Det er det afgørende (for vores generationer) som skete i tresserne. Goddag mand økseskaft. Men sådan lyder de fleste gode svar i kunstens verden. Men alligevel: det var en slags åndelig renselsesproces, som var nødvendig for at komme til at sige noget. Ikke på den måde at først skulle der tælles ned til tabula rasa, til ingenting, for så frisk og jomfrueligt at kunne begynde på de evige formuleringer igen - Nej, ""Minimalismen"" var i sig selv at sige noget, klart og tydeligt, og frem for alt omfattende. Det kunne man nemlig ikke med alt vraggodset flydende rundt i kunsten. Det er ikke et spørgsmål om det ""historisk"" set er rigtigt eller forkert, det kan ikke afgøres af nogen. Andre end dem der var stillet overfor valget.

For det er måske det mest mærkelige, at sådanne eksistentielle kriser og tilbud optræder som store kollektive bølger. Og er man i den rette alder er det liv og død om man slår til eller træder tilbage. Henning slog til med den store galosche.

III

Nægter man at være moderne på det tidspunkt hvor man skal være det, er man fortabt. Man har ikke en chance for at blive umoderne. Dem af Hennings generation som ikke blev ""minimalister"" er ude af spillet. Hvilket ikke betyder at de ikke bliver spillet, for det er netop det de bliver. Henning er jo umoderne nu. De der ikke var moderne er jo netop derfor ovenpå. Og hvor den tidligere moderne er blevet mundlam på sin kunsts vegne (selv om han snakker løs om alt muligt), så kan de der aldrig var moderne rigtigt udtale deres kunst: der er ingen grænser for alle de gode grunde: regelmæssighed og kosmos, fysikkens tao, kunstens intethed, osv. Det er næsten minimalt, det handler om kunsten og kosmos, ingen hammer og segl argumenter mere. Og der sidder den umoderne med sine fuglefløjt og havegrus og mener at musikkens lyde siger alt, at der ikke er nogen grund til at bedyre at kunsten er kunst, og som mener (efter en kort udflugt med mønsk socialisme) at musikken både kan frelse verden eller ej. På med galoscherne.

IV

Med at være umoderne mener jeg, at man bare gør det. Bare at gøre det betyder blandt andet en form for ube-kymrethed angående omstændighederne: instrumenter eller musikere eller ej, en rive i havegrus er godt nok. Hvad der naturligvis også forklarer hvorfor ""musikken"" er så glade for dem der aldrig var moderne. De udstråler i hvert fald ikke denne ligegladhed med ""institutionen"" (Dette betyder langt fra at ""musikken"" ikke både er brugbar og til stor glæde, blot at ""musikken"" ikke i sig selv er kunsten. Det er det Henning mener - tror jeg - når han altmodisch bander over ""koncertsalen"", den angiveligt ""borgerlige"").

Jeg husker med den der særlige glasklare tydelighed et stykke som Henning komponerede omkring det berømte år i tresserne, til et digt af Marcel Broodthaers. En mærkelig figur og stor kunstner fra den eksotiske by Bruxelles, en figur som hører med til det at have været moderne den gang. Nu er han for længst død. Henning lavede en levende og naturlig musik, på bånd med haverive i grus. Det var der bare, ligetil og brugbart. De minimalistiske lyde og støjen (Cage) var ikke længere blot i sig selv, rent programmatisk noget. Det var også Henvisning.

Og sådan er det gået derudaf med galoscherne på fødderne, for Henning.