To play To day - Et tilbageblik på i morgen

Et tilbageblik på i morgen

Af Bjørn Nørgaard

Henning er ikke medlem af FLUXUS. Henning er FLUXUS. Hennings radikalitet er ikke teoretisk, udspekuleret eller tilegnet, men en del af hans personlighed, hvad han end var her i livet, skomager, direktør, ingeniør hvadsomhelst ville hans indre radikalitet sprænge de normer og grænser, som kunne sprænges. Henning er et skabende menneske.

Midt i dette kaos en inderste drøm en klarhed som ikke kan
anfægtes.
Midt i dette kaos en inderste drøm en klarhed som ikke kan
anfægtes.
Midt i dette kaos en inderste drøm en klarhed som ikke kan
anfægtes.
Jeg gentager: En klarhed som ikke kan anfægtes.
to PLAY to DAY, 1964.

Det ene skal passes det andet må ikke forsømmes. Børst dine tænder og giv afkald på dine drømme. Det er morgen, og dog, der er intet så prisværdigt som en lille mand der har store drømme, hedder det i et af mine notater. Livet og kunsten som dialektisk balanceakt.
to PLAY to DAY, 1964.

Henning er grøn, ikke af alder eller i hovedet, men i tanken og i hjertet. Henning bor på landet, han har hund, kaniner, geder, høns, grøntsager, et hus, en kone og børn. Han boede engang i Dagmarsgade med sin kone, der havde de fisk, men det varede ikke så længe.

Jeg mødte denne grønne radikalitet første gang i 1965, da Eks-skolen opførte ""Kantate for Kunstfonden"" i et sideskib til Nikolay Kirke, det var en temmeligt ""malerisk"" happening, den var det vi kaldte stoflig, det, der skulle ""give ""struktur"" i forestillingen, var et jernstillads, som stort set fyldte hele rummet, i dette stillads foregik aktionerne, bl.a. kunne man sidde i toppen og hælde ting i hovedet på publikum. Henning sad under hele forestillingen og opførte: / am number one - I am number two - I am number three - / am number four - / am number... Det gav forestillingen et rum, et rum som det hele kunne være elementer i, den simpelst mulige orden i tid, som Pouls striber, eller når man på skolen lavede en stoflig bund og slog et kryds over, orden og kaos.

12345678910
dersom altid er evig nærværende
2345678910
er al tid uigenløselig
345678910
hvad der kunne have været er en abstraktion
45678910
som forbliver en bestandig mulighed
5678910
men kun i en spekulationens verden
678910
at vide
78910
er at leve i tid
8910
at handle
910
er at nedbryde tiden
10
to PLAY to DAY, 1964.

21 år efter i 1986 i Rom på Teatro Olimpico var jeg med i forestillingen ""Tiefland"", en aktion Beuys og Henning havde diskuteret inden Beuys1 død. René Block havde nu arrangeret det, som en del af ""Rosenfesten"" en række forestillinger tilrettelagt af ""La Zattera di Babile"", medvirkende var Emmett Williams, Philip Corner, Walther Marchetti, Terry Fox, Henning Christiansen, Kretzer og jeg selv. Det var en simultanforestilling dvs. en række indbyrdes uafhængige forløb der foregår i samme tidsrum. Forestillingen foregik i to planer, et var selve scenen, som var bygget udover orkestergraven, på scenen stod tre flygler, på det ene sad Phillip Corner og mediterede, på det andet stod en telefon, ved den stod Emmett Williams og fik opringninger fra hele verden med instrukser til aktioner han udførte, ved det tredie sad Walter Marchetti med hele flygelet dækket med et bjerg af flere hundrede kilo frugter, en karaffel vin og spillede en dæmpet enkel melodi. Terry Fox havde spændt en klaverstreng fra scenekanten ud over publikum til balkonkanten, den spillede han på med scenen som resonans. Under scenen i orkestergraven var Henning, Kretzer, jeg og 30 høns - Henning siger, han vil hellere have høns end musikere i orkestergraven - vi havde bundet de forreste stolerækker ind i tovværk, gulvet i orkestergraven lå en meter under salens gulvplan og scenen en meter over salen, stykket fra forkant af scenen ned til salens gulv havde vi afdækket i hele scenens bredde, så der var åbent ned til orkestergraven, derefter havde vi spærret af med hønsenet så publikum kun kunne kigge ned, på selve scenen var almindeligt hvidt lys, nede i orkestergraven var lyset rødt, grønt eller blåt i rækkefølge og kombinationer. Henning sad ved et bord, lavede lyde, og i løbet af forestillingen malede han 5 skilte på karton B - E - U - Y - S, under bordet modellerede han et fundament af fedt som han til sidst sad med fødderne i, mens et par høns sad og sov på bordet. Jeg byggede sammen med hønsenet et landskab i 1er, gibs, grus, vand, sirup, glas, spejl, og en projekter viste billeder af landskabets arkitektur, tilsidst lå jeg i landskabet, som Gulliver i lilleputternes land, mens hønsene jokkede rundt på mig. Kretzer sad i hjørnet med båndudstyr og spillede Hennings musik. Et videokamera rapporterede om tilstanden i Tiefland til en monitor på scenekanten, vi havde hver en mikrofon så alle lyde fra Henning og jeg blev sendt ud med musikken, l hver side havde vi lavet et hul i scenegulvet, her ragede en wienerstige op fra orkestergrav op over scenen, den ene var dækket af et blåt klæde den anden af et grønt klæde, her steg Henning og jeg op fra Tiefland hvert 20. minut i 3 minutter, hver anden gang udførte vi en enkel handling med en genstand, hver anden gang viste Henning et skilt og jeg en tegning. Vi stod med en bold i tre minutter og kastede den så, tog hatten af, spiste æblet, drak kaffen, knuste ægget, bar bjælken ... Det hele varede i fire timer. Hennings lydmusik, bestod af flere bånd med forskellige lyd karakterer, der var grundtonen, dybe toner fra et klaver, der var bånd med reallyde, og lyde frembragt på andre simple måder, det fik hele forestillingen til at svæve i sit eget univers. Musikken i dag er: i sit udtryk meget forskellig fra den til ""Kantate til Kunstfonden"", men alligevel bygget op af enkle simple karakterer, med et klart opdelt tidsforløb. Det er at bygge et rum op i tid og lydkarakterer. Et tids rum. Hennings musik er arkitektonisk.

Når jeg tænker tilbage tænker jeg ofte på hvor dejligt det er at jeg har bevæget mig gennem tider og steder. Alt har forandret sig så hurtigt. Jeg har opdaget så mange muligheder og i min bevidsthed arbejder alle disse uanselige men alligevel nærværende og undertiden væsentlige indtryk stadigt. Det gør mig glad fordi det er mig der har opdaget mig der har tænkt. Jeg er nr. 1 - jeg er nr. 2 - jeg er nr. 3 ...
to PLAY to DAY, 1964.

Musikken er arkitektonisk fordi den består af klare tydlige lyd karakterer i et forløb, forløbet er en form, herfra dertil, men det kunne også være derfra og hertil, eller derhenne fra og der over, det er svært at beskrive hvor en tid går fra og til, som form altså, men måske også i al almindelighed, og når Hennings musik holder op, begynder den måske netop, hanen der drypper, bilen der kører forbi, telefonen der ringer... eller måske det der foregik ved siden af lydene. Selvom Henning anvender mange lyde, fødder på en grusvej, bølgeskvulp, en tuba, kanariefuglesang, et klaver, bilen ... er det ikke collagen, men netop ikke collagens totale determinering af de enkelte elementer til en total malerisk form. Den enkelte lyd er sig selv, bevarer sin identitet, sin karakter, de er elementer i et hus af lyd og tid, betydningerne eller fravær af betydning opstår mellem trommehinderne.

HVOR og KOBBER og HVAD og FRAKKE og NÅR og FEM og MEN og BLØD og HØJST og MEN og REPETERE og MEN og NÅR og KAVALEREN og GYNÆKOLOGEN og HVOR og CARLT og SÅ og MUSVÅGE og HVAD og HOMER og SÅ og BABYLON og NÅR og BEMÆRKELSESVÆRDIG og MEN og HVOR og INDHØSTER og NÅR og GYNGEHEST og HVAD og MORGEN og HVOR og TRAKTOR og NÅR og TØMTHED.
to PLAY to DAY, 1964.

Det at Hennings lyde forholder sig til hinanden, som vores materialer og genstande forholder sig til hinanden under aktionen og det at vi i vores billede, aktion, arbejder med et tidsforløb som form, som Henning i sin musik. Gør og gjorde at det var muligt at identificere de to parallelle indbyrdes uafhængige forløb med hinanden. Første gang jeg oplevede det direkte var under forestillingen ""Manresa"" som Beuys havde inviteret Henning og jeg til at deltage i i Galerie Schmela i Düsseldorf 1966. Men især under opførelsen af ""Eurasienstab - Nordisk version"" i Nikolaj Kirke 1968, med Henning, Hans-Jørgen Nielsen, Ole Stig Andersen og jeg, hvor musik (Fluxorum Organum) aktion (jeg) skreven tekst (Hans-Jørgen) og tale (Ole Stig) dannede en stor form, det betød ikke at der ikke er konflikter, men at konflikten er et element, og opstod der harmoni, var det ikke tilstræbt, men en ud af mange kombinationer.

Dagbogen januar 1963. Hvis man siger A kan man lige så godt sige B. Hvis man siger B kan man lige så godt sige C. Hvis man siger C kan man lige så godt sige D. Hvis man siger D kan man lige så godt sige E. I hvert enkelt tilfælde kan man lige så godt gå ind for det modsatte. Man må leve med modsigelserne men samtidig flår de os levende. Og således er musik umulig i øjeblikket eller kun mulig som en række elementer der bekæmper hinanden. Men er det musik?
to PLAY to DAY 1964.

Det var det der gjorde kammeroperaen ""Dejligt vejr idag -N'est pas Ibsen"" af Henning, Hans Jørgen Nielsen og jeg selv fra 1968 til en så koncentreret forestilling. Radio Slump og Musik Als Grün fra 1969, hvor Henning begynder med disse elementære reallyde optaget på de mest simple måder, og den grønne violin hvor musikken fra at være farve også bliver objekt, den grønne violin vandrede rundt fra orkestret Tender Bottons i Farvergade 10 til Festival 200 på Charlottenborg og til Le Sacre du Printemps i Düsseldorf videre til Hesteofringen ved Kirke Hyllinge ... det blev hen ad vejen til flere grønne musik objekter. Musik som objekt, musik som billede To Jumb 1964, partituret er symmetrisk tegnede buer, fra punkt til punkt på en vandret linie, linien er klaviaturet, punkterne tangenter, og buerne håndens bevægelser, billed, handling og lyd i en enhed. Den grønne musik blev til det grønne øre, på krukker, og øreblomster til Vejles huse og et kæmpe grønt øre i en grusgrav ved Horsens, som havde en tuba spiller i øregangen. Telefonen er også et øre, ""I am Alone with my Phone"" udstilling på Eks-skolen 1985, der var en grøn træstamme, som havde fået hovedtelefoner på, stikkene var stykket ind i den ene ende, det var virkelig die Sprache der splatze, en forestilling i Berlin 1986, ""Als die Sprache platze und die Musik abfuhr und der Mond erscheint"". Sproget som lyd befriet fra de betydninger, vi ikke længere tror det har, så vi af princip kan misforstå hinanden, det skabende kaos.

Nu har vi været gennem Hulemåned og Sulemåned og Kong Frost og går nu ind i Maskemåned, så hvad nu med det erweiterte Kunstbegriff som Beuys kaldte det og som vi har forestillet os siden jeg ved ikke hvornår, eller er det nu det begrænsede kunstbegreb? er vi blevet trætte af at frelse verden dag ud og dag ind? laver vi rastløse utålmodige billeder? Eller er det tid for eftertanke og undersøgelse af egne billeder? Eller er det post-modernismens hængerøve, nye akademikere og gamle tanker, der har erobret kunsten? l hverttilfælde er vi enige om, at den nuværende kommercialisme er et for begrænset kunstbegreb.

Jeg sidder i Berlin og tænker på, at du sidder i Askeby hos dine høns og geder, i fredags var du her, og i næste uge er du i Hamborg, hvor du er professor og underviser i at nedlægge sproget og sende musikken ad helvedes til, eller gør du, måske sidder du bare og vokser dig grøn. Green ear Year- Goodday Mr. Christiansen 1987.

Henning Christiansen's To PLAY to DAY"" er udgivet på SAMFUNDET til udgivelse af DANSK MUSIK.

Jeg kan godt lide en fløjte. Jeg kan godt lide en klarinet. Jeg kan godt lide en trompet. Jeg kan godt lide en violin. Jeg kan godt lide et klaver. Sådan er det. Derimod bryder jeg mig ikke om trommer.
to PLAY to DAY, 1964.

Billedtekster

TIEFLAND (Beuyspit) En 4 timers aktion på Teatro Olympico i Rom den 9.11.1986. Medvirkende er: i orkestergraven Henning Christiansen, Bjørn Nørgaard, Ernst Kretzer og 25 høns; på scenen Emmett Williams, Walter Marchetti, Philip Corner og Terry Fox (Foto: René Block).

TIEFLAND - som det stiger frem - er der mulighed for at opleve i en version med Henning Christiansen, Bjørn Nørgaard, Ernst Kretzer og 3 geder på Henie-Onstad Kunstsenter ved Oslo lørdag den 28. marts som led i Nordlyd festivalen.