Adorno som djævel - En introduktion

Af
| DMT Årgang 61 (1986-1987) nr. 05 - side 229-229

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Når den franske filosof Jean-Francois Lyotard (f. 1924) i artiklen om ""Adorno som djævel"" fra 1973 stiller krav om en ""Intensitets-musik, en lydmaskine uden finalitet. Som Morton Feldman så udmærket siger det: en overflademusik, uden dybde, som stikker en kæp i repræsentationens hjul"", giver det mindelser om Friedrich Nietzsches krav et hundrede år tidligere i Tragediens fødsel af musikkens ånd"" om en dionysisk musik, som ville være selve ur-viljens udstrømning og betyde endegyldig forløsning fra principium individuationis, dvs. det moderne faste subjekt, erkendelsens enhedsstiftende princip. At ""stikke en kæp i repræsentationens hjul"" vil for Lyotard sige at lukke munden på den abstrakte fornuft, som altid har set stort på forskellene og tvunget det unikke og levende ind under de stive almenbegreber. Subjektet er et produkt af en sådan repræsentationsmaskine og vil forsvinde sammen med denne, l den dionysiske musik erfarer mennesket med ""uhyre skræk"" og i ""salig ekstase"" ødelæggelsen af rationaliteten. Den feje, livstrætte Sokrates var for Nietzsche selve den personificerede fornuft. Da Wagner havde afsløret sig som en formummet Sokrates, måtte Bizets i sandhed overfladiske musik overtage opgaven som livsviljens medium. Wagners forbrydelse bestod ikke mindst i at han havde ladet musikken repræsentere, være tegn for noget andet. ""Som musiker vedblev han at være taler"", skrev Nietzsche om ham. Musikken var for Wagner kun et middel. Det var Wagners forstillelse, hans ""skuespilleri"", hans sprogliggørelse af musikken, Nietzsche rasede mod.

Nietzsches opgør med Wagner minder således slående om de postmodernes opgør med de Moderne, her repræsenteret ved Marx, Freud og Adorno. ""Postmoderne"" kalder man i dag snart sagt alt, hvad der på mindste måde ytrer sig kritisk mod den vesterlandske fornuft og dens vidensinstitutioner. Skalaen går lige fra den bevidste, gennem-artikulerede fornuftskritik til diverse former for obskurantisme, orientalsk mystik og nyreligiøsitet. Okkulte strømninger har altid fulgt fornuftsdyrkel-sen som dens skygge, eller måske snarere som det fortrængtes tilbagevenden, og fortjener ikke større opmærksomhed i dag end tidligere. Derimod skal man være særdeles forbenet og nonchalant for at negligere den radikale, måske totale fornuftskritik, som en flok Nietzsche-inspirerede franske filosoffer påbegyndte efter maj-68. Ikke bare ville disse filosoffer bryde med hele den filosofiske arv fra Platon til Hegel, den såkaldte ""logocentrisme"", men de vendte sig også kritisk mod marxismen og freudianismen, som de anklagede for at viderebefordre den vestlige fornuftstradition, dens ""herretænkning"" og ""magtens diskurs"".

Når Lyotard derfor i ""Adorno som djævel"" afviser den Kritiske teori, er grunden den, at den lider af samme fatale svaghed som ateismen: den er tvunget til at tage modpartens postition på sig. For at anklage må den Kritiske teori først indtage en plads, hvorfra der kan kritiseres, og da den tager ophold indenfor sit objekts territorium, er den ude af stand til at sprænge de rammer som objektet sætter for kritikken, l Adornos tilfælde viser dette sig i æstetikken, når han må fastholde udtrykket og dermed subjektkategorien. Subjektivitet forudsætter refleksion, en repræsentation af erfaring som et erfarende Selvs repræsentation. Men igennem en sådan repræsentation, som afhænger af begrebers syntetiserende funktion, tabes anskuelsens oprindelige flydende karakter. Bevidstheden bliver selvopholdende teater, delt mellem scene og auditorium: energi transformeres til tanke-energi, intensitet til intentionalitet, l sin filosofi stiller Adorno sig på ""principium individuationis"" side, på samme måde som Freud havde gjort det i målsætningen: ""Hvor Detet er, skal Jeg'et være"". Psykoanalysen afslører sig som en beherskelsesteknik til at kanalisere og indfange det ubevidstes nomadiske e-nergier. Men for Lyotard følger det ubevidste sine egne love og synteseprincipper, som er før-individuelle. Libidoen er u-middelbar social, da den overskrider alle grænser. Den libidinøse krop er en u-organiseret krop, en ""krops-maskine"". Begæret er en spontan og frigørende kraft i mennesket. Alle menneskelige udtryk er begær. Kroppen er ikke andet end ""et libidinalt bånd, der gennemstrømmes af forskellige intensiteter. Hovedpåstanden i bogen Libidinal økonomi fra 1974 er, at selve tænkningen er libido, dvs. udspringer af begær, er begær, forstået som spændinger mellem kropslige energier - intensiteter. Overfor Adornos ""udtryksæstetik"" eller sandheds-æstetik sætter Lyotard sin ""følelsesæstetik"", sin energetik. For Lyotard er kunstens formål udtømt med dens emotionelle virkning. Efter ""negationen af repræsentationen"" skal kunst ikke længere forstås. Musikken er ikke en ""skrift"", en ""kode"", men en strøm, et frit, herreløst udtryk, som befinder sig hinsides tænkningen. Den er en konstellation af intensiteter. Repræsentationen eller identrtetslogikken udsletter forskellene. Forskel skal imidlertid ikke tænkes som et begreb, men skal opleves og sanses som intensitet. Selv individdet er opbygget af sådanne intensitetsforskelle.

Når kulturelle udtryk frigøres fra værdiernes, sandhedernes og betydningernes verden kan de få en anden tilknytning: de ender så i hemmelighedens, forførelsens og indvielsens grænseområde, og udtrykker energi, fascination og intensitet. Overfor det overrationeliserede og stivnede i den moderne verden sætter de postmoderne vitaliteten, livsviljen, det frit flydende begær. Motoren i verden er de menneskelige drifter, som findes hinsides fornuften, hinsides sproget, og som Lyotard kalder intensiteter.

I 1980'erne har Lyotard videreudviklet sin filosofi og æstetik, læs f.eks. Viden og det postmoderne samfund og adskillige artikler om Det sublimes æstetik - findes på dansk, men han har ikke principielt brudt med sin begærsfibsofi. Kritikken af Adorno er dog blevet mere afdæmpet i erkendelsen af at Adornos ""negation af mening"" nok i det store og hele svarer til Lyotards ""negation af repræsentationen"". Og nu definerer Lyotard selv postmoderniteten som ""modernisme uden nostalgi"", uden melankoli, uden længsel. Den postmoderne æstetik er ""affirmativ"", et ja til livet.

Årgang 61/1986-1987, nr. 05