Om den oplevelse det er at møde Tycho Brahe

Når man skal skabe scenerier omkring hans figur, inviteres man til en herlig rejse tilbage i tiden ved hjælp af litteratur og billedmateriale som inspirerende rejsekammerater - og hvilken herlig rejse.

Renæssance - hvor angsten ikke æder sjæle,
hvor det indre kommer til udtryk i det ydre,
hvor man ikke skammer sig,
- eller har skyldfølelse,
men dyrker skønhedens inderste i rigdom,
- både åndeligt og materielt

Det er svært at forstå den anderledes tankeverden, disse mennesker levede i, sammenlignet med vor teknokratiske pengemagt-tid. Man vidste, hvad som var kostbart; det forstår kun få i dag, hvor ""noget kostbart"" er en Ferrari eller raketter, som sendes ud i rummet. Hvis sjælen er kostbar, bliver man bange, fordi det forstår man ikke i vor ud. Renæssancens umådelige pragt var ikke bare et tomt ydre, men et udtryk for ophøjede sanser, hvor mennesket er lille og i taknemmelighed til det store, uforklarlige - det guddommelige - skabte det bedst mulige som udtryk for det ophøjede menneskes rejse mod gud.

Det er altså ikke den materialisme, som vi kender den i dag, hvor kun pengene har magt Men penge skulle der også til, når Tycho byggede sine observatorier på Hven, og hvor han havde flere hundrede folk i sit brød, og hvor han selv som hofmand besad Uranienborg Slot og godser. Men den magt og ære, som han søgte, var ikke denne ydre rigdom, men den, som ikke kan købes for penge; magten over altet - foreningen med Kosmos.

Ordet holisme eksisterede ikke i Renæssancen. Videnskaben er nået utroligt langt siden (Capra), men man kendte begrebets betydning, at alt hænger sammen i en helhed - de evige taoistiske ord.

Tycho har måske vidst, at vi bærer dette inde i os selv som en flig af et ituslået holografi, hvor fligen stadig indeholder hele billedet. Figuren Tycho Brahe er en fængslende og dragende personlighed, som netop er interessant i vor tid, hvor vi i stigende grad beskæftiger os med det metafysiske. Renæssancen havde også en stor interesse i dette, og mænd som Tycho og Kepler fremkom med målinger og teorier, som sidenhen har udviklet sig, og som den dag i dag stadig anvendes. Tycho var målingernes mand og var med sin Augsburg-kvadret i stand til at opdele himmelrummet og måle afstandene imellem de forskellige planeter - han opdagede også stjernen Stella Nova.

Dette var kun én side af denne spændende renæssancepersonlighed, som også beskæftigede sig med alkymi samt dyrkede lægeurter og skabte medicin. Han var medlem af et hemmeligt broderskab, ""de sorte brødre"", hvor han måske gik for vidt i sin trang til at overgå disse; Kong Christian IV, som var ven af og mæcen for Tycho, var måske også medlem af dette hemmelige broderskab og landsforviste ham, som søgte til Prag i landflygtighed, hvor han blev modtaget ved hoffet hos kejser Rudolf II.

Operaen starter på det tidspunkt, hvor Tycho er gammel, træt og døende. Dette mærkelige dødsøjeblik, hvor vigtige scener og kampe fra livet passerer forbi ens indre blik på ganske få minutter, gennemlever han nogle faser af sig liv. Jeg har valgt at skabe scenerier og kostumer i en opløsningstilstand, hvor vi befinder os i et univers, i hvilket drøm og virkelighed deformeres.

Vi genfinder de genstande og figurer, $om omgiver os, men de fremtoner i et surrealistisk og uforklarligt lys. Dette surrealistiske, uforklarlige lys skabes ved hjælp af transparenter belyst med spejle og danner universet omkring hans dødsseng - som gennem forestillingen forvandler sig til festbord - elskovsseng - trone - sarkofag. Draperierne over denne hans himmelseng udgøres af Gudinden Urania's gevandter; hun våger over hans dødsleje for at følge ham på hans sidste færd.

Tychos inderste hemmelighed kender vi ikke - den er en del af vor verdens mystik; dette gådefulde, som inspirerer mig så meget, og som også ligger i Poul Ruder's utrolige musik og Bjelkes fascinerende tekst-poesi.