Tycho

Tycho er bestilt som operalibretto til musik af Poul Ruders, der anvender uddrag af teksten. Vi bringer her Henrik Bjelkes introduktion til dramaet, der er udkommet på Arena/Gyldendal.

Personerne:
(i den rækkefølge, hvori de optræder)

Tycho Brahe: dansk astronom
Henrik Rantzau: greve af Holsten
Tiden: allegorisk skikkelse med le
Christian IV: konge af Danmark
Urania: astronomiens muse
Johannes Kepler: tysk matematiker
Jeppe: Tychos dværg
Christina: Tychos kone
Rudolf II: tysk-romersk kejser

Handlingen foregår omkring år 1600 i og uden for Pragh.

Tycho Brahes opdagelse af Stella Nova i 1572 bringer ham internationalt ry og national begunstigelse i form af øen Hven med observatorium under Frederik d. II. Men efter 20 år opstår der konflikt mellem Tycho og kongehuset, og Christian d. IV er trods Tychos høje internationale status som astronom utilfreds med hans forsømmelighed som lensmand. Tycho Brahe emigrerer.

l Akt, 1. billede. På vej ud af Danmark i eksil gør Tycho Brahe 1597 ophold hos sin ven Henrik Rantzau på slottet i Wandsbeck, mens han overvejer et tilbud fra Rudolf d. II i Pragh, kejser over det hellige tysk-romerske imperium, om at blive hofastronom der. l Wandsbeck skriver han sin store afskedselegi (på latin, oversat til dansk af H. Holten-Bechtolsheim) og reciterer dele af den for Rantzau.

2. billede, l samme værelse på slottet sørger Rantzau for, at kong Christian IV under et senere ophold får elegien at se. (Rantzau kan da skifte figurtil den allegoriske skikkelse Tiden).

3. billede. Uraniborg på Hven. Det sidste af platformstårnene knejser over slottets ruiner. Astronomiens muse Urania træder frem og klager over, at hendes tjener Tycho har forladt hendes tempel, men forudsiger redning i form af Johannes Keplers forening med Tycho i Pragh.

4. billede. Flod i Tyskland. En pram læsset med astronomiske instrumenter ses ude på floden. På bredden træder samtlige rollehavende frem formummet bag masker og fremsiger madrigalen (Uvejr/Tempesta) om at man for at turde noget skal vove at træde i landflygtighed.

5. billede. Tycho Brahe byder Johannes Kepler velkommen på slottet Benátky ved Pragh. Dværgen Jeppe taler om Kong James af Skotlands besøg på Uraniborg. Tycho taler om sine frug-tesløse anstrengelser ud fra en drøm, hvori han i glimt anticiperer vort århundredes rumfart men uoverbevisende for ham selv. Kepler trøster ham ved at fremhæve Tychos egne egenskaber. Tycho og Kepler går ud. Tychos hustru, Christina synger om pesten i Pragh, og 5. billede afsluttes med en burlesk drikke- og elskovsvise sunget af Christina og dværgen Jeppe.

Foruden de til landflygtigheden almindeligt knyttede problemer, som Tycho Brahe naturligvis også lider under, plages Tycho Brahe af videnskabelige problemer, der dels er af rent praktisk art, penge, redskaber og manglen på videnskabeligt jævnbyrdige samtalepartnere, dels er af erkendelsesmæssig og forskningsmæsssig art, idet det cirka 50 år tidligere fremsatte forslag til hvorledes solsystemet er indrettet, af Kopernikus, måske nok forekommer Tycho Brahe sandsynligt (at planeterne drejer sig om Solen) men ikke hviler på empiriske observationer og derfor ikke kan ""bevises"" men foreløbig er en filosofisk spekulation fra Kopernikus1 side. Tycho Brahe har af naturen et bevægeligt, jordnært, ofte kolerisk gemyt. Han har imidlertid stiftet bekendtskab med eksistensen af en ung tysk matematiker og astronom, Johannes Kepler, hvis tidlige forskningsresultater Tycho Brahe er kommet under vejr med (forholdet mellem de fem planeters omløbstider og deres solafstande) og er nået til den overbevisning, at Kepler, der er 28 år (Tycho Brahe er 54 år gammel), ville være en god samtalepartner, ja den eneste i verden, som ville kunne være hans jævnbyrdige hvad angår forskning i solsystemets opbygning, akkurat som i Max Brods roman ""Tychos Weg zu Gott"", der har spület en igangsættende rolle for dette drama. Skæbnen vil at Kepler, der bor i Graz i Tyskland, bliver gjort landflygtig af religiøse grunde, han er protestant i et katolsk område og siger derfor ja til en indbydelse fra Tycho Brahe i Böhmen til at komme til Böhmen og blive Tycho Brahes elev.

l modsætning til Tycho Brahe er Kepler en type, der tager sig uendelig lidt af praktiske vanskeligheder, han er helt og holdent et visionært geni, en fremragende matematisk begavelse, men nærsynet, og han kan ikke se og observere med det blotte øje som Tycho Brahe (kikkerten blev først opfundet ca. 10 år efter Tycho Brahes død i 1601, af Galilei, og fik betydning for Keplers verificeringer af Tycho Brahes observationer). Johannes Kepler hviler i sig selv med en vis sårbar, naturligvis, uskyld, har foreløbig ""været heldig""og er ikke ""kommet noget til"", er gift med en stadig i Graz bosiddende ældre kvinde af højere stand, der har medfølgende børn i ægteskabet, er helt fordybet i sine spekulationer og ""verdensfjern"" hvad angår medmennesker, ven eller fjende. Han er vidende om Tycho Brahes gennem 20 år foretagne målinger, som alle findes nedskrevet (af og hos Tycho Brahe naturligvis), og er, trods det at han er tilhænger af det kopernikanske system, som Tycho Brahe ikke helt kan acceptere, stærkt interesseret i Tycho Brahes observationsresultater og beundrer også Tycho Brahe for at have kunnet foretage dem. Men han er ifølge sin natur uforstående over for Tycho Brahes mere jordnære vanskeligheder og emotionelle reaktioner herpå, ligesom han er utilbøjelig til at renoncere på troen på det kopernikanske system. Kepler går stille med dørene, når konfrontationer melder sig, om hvorvidt man er tilhænger af troen på, at Solen står stille i midten og Jorden med de andre planeter drejer rundt om den, eller troen på, som Tycho Brahe siger, at nok drejer planeterne sig om Solen, men dette system drejer rundt om Jorden, der står stille.

Tycho Brahe er den ældre pragmatiker, der slås med ""verdslige"" magter i sit eksil men ligger inde med stor empirisk viden om planeternes bevægelser og positioner, han er en stor beundrer af Kepler både fordi denne gennem sit videnskabelige arbejde forekommer ham at være den eneste, der er ham jævnbyrdig og fordi Kepler med sin næsten barnlige uskyld er uberørt af benspænd fra magthavere, intriger og sladder, ja næsten er uden særlige følelser i positiv eller negativ retning for medmennesker men alligevel er sød og venlig, han forekommer Tycho Brahe at være mærkeligt ""ren"" - han har tilsyneladende alle de egenskaber, som Tycho Brahe mangler, og heri består fascinationen.

I II Akt, 1. billede taler Tycho om venskab og Kepler svarer henholdende og ved hjælp af bl.a. et citat fra Paulus (1. korinth. 13:12). I 2. billede taler Urania om den inderste kerne i den venskabsmulighed der her foreligger mellem netop disse to mænd med deres motivation og fag, under temaet spil, bolde, kugler som matematikkens og rum-geometriens væsen, I 3. billede advarer Christina Tycho mod Kepler i en duo.

I 4. billede, der foregår i maj 1500, kan Tycho Brahe ikke længere holde ud, at Kepler ikke vil ud med sproget, hverken hvad angår de følelser, han måtte nære for Tycho Brahe, altså hvorvidt Kepler billiger eller misbilliger Tycho Brahes ""politik"" over for omverdenen eller - det som er mere prekært - hvad angår det videnskabelige grundlag for forskningen, nemlig om Kepler går ind for det tychoniske sytem eller forkaster det og slutter sig til Kopernikus. Tycho Brahe bliver klar over, at Kepler i sin korrespondance med kolleger ude omkring i Europa har taget afstand fra det tychoniske system uden dog at undlade at give udtryk for sin store beundring for Tycho Brahes empiriske observationer, som han brændende ønsker at få overladt alle papirerne på. Tycho Brahe bliver så skuffet over Kepler, at han beder ham rejse fra Benátky. Men sin vedholdende kærlighed til Kepler, der også for ham selv stedse er en kilde til stor undren, kan han ikke benægte trods bruddet med ham. I 5. billede kommenterer musen Urania bruddet mellem Tycho Brahe og Johannes Kepler.

III Akt, 1. billede. Tycho Brahe sørger over, hvordan det gik med Kepler, og desuden over stadig tilstødende praktiske problemer. Hans instrumenter fra Hven, der skulle transporteres til Pragh ad Elben efter at Tycho Brahe selv var flyttet, kommer ikke frem. Tycho Brahe skriver til kejseren og beder ham skrive til de nordtyske senater og fyrstendømmer for at få fremskyndet transporten, men disse, der ikke agter Rudolf II særlig højt, lader hånt om denne henstilling og forhaler transporten yderligere. Kejser Rudolf II hårtrukket sig mere og mere tilbage fra statsanliggender, og det får uheldig betydning for aflønning af Tycho Brahe. Tycho Brahes bevillinger bliver ikke udbetalt, og forvalteren på Benátky har vrøvl med slottets budget, anser Tycho Brahe for en snylter og stiller mange hverdagsagtige hindringer i vejen for Tycho Brahe og hans familie og studenter, som er afhængige af værtsfolkene og værtslandet; og fortsat astronomisk observation gøres i stigende grad umulig på Benátky. Tycho Brahe, der endnu ikke har set kejseren, fordi denne er i Pilsen, bliver syg, en blærelidelse, der i stigende grad har plaget ham, forværres, (et dramatisk, men ikke historisk datum).

Kejseren flytter fra Pilsen tilbage til Pragh, bøjer sig for forvalteren på Benátky og anviser Tycho Brahe et hus i Pragh. Endelig ankommet til selve Pragh i 1601 anmoder Tycho Brahe som noget af det første om en audiens hos kejseren, hvilket bevilges. Kejser Rudolf II, der er jævnaldrende med Tycho Brahe, er en ugift æstet, forfinet og kontemplativ med tendens til melankoli og verdensfjernhed, han er religiøs og har trukket sig tilbage fra den ""verdslige"" scene. Hele det Østrig-ungarske eller dengang tysk-romerske kejserdømme deles mellem hans brødre og selv beholder han kun Pragh med tilliggender (kort efter hans død i 1612 bryder trediveårskrigen ud) og han bor nu i afsondrethed på slottet Hradschin, hvor han f.eks. har fået overbygget havegangene, så han selv under ture i parken ikke kan ses af nogen. Han er modstander af det kopernikanske system men tilhænger af Tycho Brahe både som videnskabsmand og som menneske.

2. billede. Overgangen fra geocentrisk til heliocentrisk verdensopfattelse blev også et opgør med både Platon og selve Biblen, de to grundpiller, som kirken såvel som den verdslige (men gudgivne) magt havde hvilet på gennem hele middelalderen og renaissancen. Dermed kom den også til at betyde revolution inden for religiøs og filosofisk/videnskabelig tænkning - i videre perspektiv - inden for alt hvad der angik moral, etik og hvad der dengang rummedes i begrebet ""lov og orden"". Hvis det (oprindeligt aristoteliske) hierarki brød sammen, hvis ikke Jorden var skabt til mennesket (Genesis), og sat i centrum fordi mennesket var centrum, var i centrum af Guds plan og højere mening, ville der opstå kaos, totalt anarki og lovløshed i videste forstand (Jf r. Milton).

Under audiensen, der får karakter af en filosofisk samtale om større spørgsmål end alt det praktiske, som Tycho Brahe havde i sinde at klage over og søge udbedret, får Tycho Brahe kun én ting igennem, nemlig at Kepler skal komme tilbage til Pragh og ansættes ved hove således at der er en efterfølger for ham, når han en dag er død. Audiensscenen søger at antyde en pointe gående ud på, at det, der sker, i og med at det heliocentriske system afløser det geocentriske mer eller mindre sammenfaldende med at mekanismen afløser humanismen (o.år 1600), er, at mennneskets given afkald på at være verdens centrum vil afføde en ubevidst søgen erstatning for dette tab i form af en driven rovdrift på selve vor planet. Ingen er vel i dag i tvivl om at Jorden drejer sig om Solen, men alle taler stadig om at Solen ""står op"" og ""går ned"", og ser man på verden, lader det til at vi stadig tror på, at Jorden er det centrum, hvorom det hele drejer sig, og samtidig er vi, hvad vi heller aldrig før har været, ved at ødelægge den i dens geologiske og meteorologiske bestanddele med alt hvad dertil hører af flora og fauna i både mikro- og makrobiologisk forstand. Tycho Brahe tilskrives evnen til at gennemskue disse for ham år 1600 hypotetiske følger af dette afkald og til at tage afstand fra at ville give det - en ny antagelse om hans begrundelse for at holde fast på sit modificerede geocentriske univers, det såkaldt tychoniske system.

3. billede. Tycho Brahe dør 1601 i Pragh (vistnok) mellem 23. og 24. okt. og Kepler når (her) at ankomme til dødslejet, hvor Tycho Brahe, uden at Kepler fostår hans tankegang, bedyrer ham, at de i virkeligheden er enige. Tycho Brahe mener, at når Gud har lagt så megen kærlighed for Johan Kepler i hans sind, så må den omfatte selv tænkningssystemer, som er uforenelige, og når det så lykkes at få Kepler tilbage, så omfatter enigheden også divergerende opfattelser af Guds univers, som mennesker uden kærlighed kun forstår delvis men i kærlighed - ikke forstår men - tager højde for en forståelse af helt, thi der er ingen forståelse af universet uden kærlighed, og kærligheden forstår vi ikke, men hvis vi ikke adlyder den, vil menneskets nærmen sig en forståelse ophøre.

Dramaet mellem Tycho Brahe og Kepler går på om Jorden eller Solen danner solsystemets centrum. Dersom Kopernikus skulle have ret i sin antagelse at Jorden bevæger sig om Solen, hævder Tycho Brahe, måtte en linje fra Jorden til en bestemt fixstjerne, trukket ved midvinter, dan-ne en vinkel med en linje trukket fra Jorden til samme fixstjerne ved midsommer (=årlig parallakse). Målinger viser ikke sådan en vinkel. Hvis manglen på parallakse skulle tænkes at skyldes den store afstand, måtte denne, fejlmuligheden iberegnet, være så uhyre stor (hvad den også er) og stjernerne derfor så umådeligt store at det blev ganske urimeligt at antage.

""Kepler nåede til løsningen af det problem gennem et i sandhed genialt indfald, der gjorde bestemmelse af jordbanens ""sande"" skikkelse mulig: for at kunne konstruere jordbanen behøver man ved siden af Solen et andet fast punkt i det planetariske rum. Har man et sådant punkt, så kan man, idet man anvender dette og solen som fixpunkter af vinkelmålinger, bestemme jordbanens sande skikkelse efter de samme trian-gulationsberegningsmetoder, som man i almindelighed plejer at anvende ved fremstilling af landkort. Men hvorledes tage sådan et andet fixpunkt, når dog alle synlige objekter bortset fra Solen udfører ubekendte bevægelser? Keplers svar: man kender (p.g.a. Tycho Brahe) med stor nøjagtighed planeten Mars1 synlige bevægelser og dermed også tiden for dens omløb om Solen (Mars-året), hver gang et Mars-år er gået, burde Mars befinde sig på det samme sted i det planetare rum. Begrænser man sig derefter til benyttelsen af sådanne tidspunkter, så repræsenterer planeten Mars for dette et fast punkt i det planetare rum, som man kan anvende som fixpunkt ved triangulationen. Ved at benytte dette princip bestemte Kepler derpå Jordens sande bevægelser i det planetare rum. Da nu Jorden selv til enhver tid kunne anvendes til triangulationspunkt, var han også i stand til af iagttagelserne at bestemme de øvrige planeters bevægelser."" (Albert Einstein).

Efter Tycho Brahes død bliver Kepler ansat som hofmatematiker og hofastronom ved Kejser Rudolf d. ll's hof i Pragh, hvor han udgiver Tabulae Rudolphinae, hvis planettavler og vigtige bidrag til praktisk astronomi repræsenterer en ordning af hele Tycho Brahes materiale, l mere end 100 år er de rudolfínské tavler grundbog for alle astronomer, kalenderfremstillere og søfolk. Ligeledes med basis i Tycho Brahes observationer udkrystalliserer Kepler efter dennes død de 3 Keplerske love:

1. planeterne bevæger sig i elipser omkring Solen, der står i det ene brændpunkt,

2. når en planet har bevæget sig i lige lang tid på forskellige steder af sin bane (og derfor som oftest gennem ulige lange vejlængder) vil der beskrives lige store arealer af en linje der trækkes fra Solen til planeten,

3. de forskellige planeters omløbstider i 2. potens forholder sig ligesom deres middelafstande fra Solen i 3. potens.

Dramaet er lavet som et smykke til at lægge om halsen på Tycho Brahe-skikkelsen i en besyngelse fra mange sider af denne store danske banebrydende forsker og menneskeskæbne. Det er udlændighedens, venskabets, erkendelsens, reputationens og skæbnens tema, der celebreres. Tycho Brahe er en af grundlæggerne af den empiriske metode i de exacte videnskaber, hvis principper videnskaben af i dag vistnok stadig prioriterer højest. Men ved siden af dette jordnære karaktertræk i Tychos intellekt raser der en længselsfuld visionær, som vil danne sig, ikke en fantastisk vision, men en fantastisk exact vision gestaltet af verificeret lovmæssighed. Men verifikationen er mangelfuld i sin uoverkommelighed, når det gælder selv det begrænsede univers anno 1599, og skaber huller i den exacte vision, som så udfyldes af Tychos desperate håb og sluttelig fører til det tychoniske verdensbillede.

Så en hymne til Tycho bør være elskværdig, f.eks. ved at henvende sig til det organ, der betød alt for Tycho, øjet: man føler trang til at give det gaver, holde nogle sprog op for det, post mortem, vise det noget. Og jeg har ikke kunnet lade være med et par steder i min tekst at montere et par juveler til Tycho Brahes himmelglobus [Tycho Brahe lod kunstfærdigt udfærdige en kæmpetrækugle, beklædte den med ædle metaller, indtegnede himlens diagrammer og lod indfatte juvelmodeller af de opmålte fixstjerner efterhånden som deres position var fastslået.], så der - i medfør af den almindelige ånd af festivitas (og ifølge samme princip som når Goethe glad citerer Mac Phersons Ossian og Johs. V. Jensen glad parafraserer folkevisen Aage og Else i Kongens Fald) indgår få men stærke stænk i denne hommage à Tycho Brahe - fra det tysksprogede, det latinske, det fransksprogede og det spansksprogede område (Nietzsche, Properts, St. John-Perse og Borges) - i sikker forvisning om at den gamle kosmopolit ville nyde det og om at de digtere således gjort til hyldere af ham ville yde det, om de var spurgt. Dette både for i ydmyghed eller blot og bar høflighed (i dette ords etymologiske forstand) delvis at renoncere på -over for en observator af den skabte verden - at stable sig op og helt selv skabe en vision til ham, og for identifikationens skyld at operere med noget objektivt, som der så fokuseres på herfra, som en himmel af ord over et observerende øje.