Tycho - Om musikken og hvorfor

Ved premieren i Helsingør Teater, Århus den 16. maj 1987 synges de forskellige roller af følgende fra Den Jyske Opera:

TYCHO BRAHE: Carl Christian Rasmussen, bas-bariton

Henrik Rantzau, TIDEN, Jeppe, Rudolf II: Troels Kold, bas-bariton

KEPLER, Christian IV: Ole Hedegaard, tenor

CHRISTINA: Anne-Lise Rye, mezzo SOPRAN l A: Helle Hinz, sopran

Dirigent: Kåre Hansen

Forestillingen går i Århus fra 16-22. maj (undt. 17 maj), Odense (Sukkerkogeriet) fra 25-26. maj og i Hof Teatret, København fra 30. maj - 4. juni (undt. 31. maj).

MAN SER IKKE SJÆLDENT, at nykomponere-de operaer lanceres under alle mulige påhit-somme etiketter, der skal tjene til at overtyde publikken om, at der endelig ikke er tale om noget så forslidt og gammeldags som en opera. Opera, - må vi være her!

Sandheden er, at ligemeget hvad man døber ungen, så er det der foregår i al sin enkelthed, at nogle sangere kostes rundt på scenen af en instruktør, mens de synger teksten istedet for at sige den, og i ""graven"" sidder et orkester eller et ensemble og spiller noget der passer til; det kalder man opera eller operette. Jeg kunne med nogen rimelighed godt give ""TYCHO"" underskriften ""Tragisk Operette i 3 kapitler for 5 sangaktører"", men nu holder jeg mig til ""Opera i 3 akter"", for det er hvad det er. At tragedie og komik så lægger arm konstant under hele forløbet er en anden historie. Handlingen udspiller sig omkring Anno Domini 1600, præcis på det tidspunkt i musikhistorien, hvor det første dokumenterede opera/forsøg fandt sted: florentineren Jacopo Peris Euridice, og i 1607 komponerede Claudio Monteverdi den første rigtige fuldblods-opera: Orfeo, så det var nærliggende for mig at bruge en tidlig italiensk barok-pastiche som associativ ""bære-pind"" gennem hele værket.

Den anden hovedperson i ""TYCHO"" er den unge tyske matematiker Johannes Kepler, der -

for at gøre en lang historie kort - har fat i den lange ende og får ret i det dér med solen, der står stille og jorden der drejer; Kepler er den nye tid og det var indlysende for mig, at lade ham bevæge sig i et ""modernistisk"" tonesprog, altså op og ned ad luftrøret i een køre af skæve intervaller. Han bliver ikke så lidt hængt ud som en selvcentreret, verdensfjern fedterøv; hans løn må være, at han får ret. Og når jeg lader Tycho Brahe gerere sig i mere afrundede, melankolske tonale cirkler, skulle det gerne fortælle det moderne publikum, at her er det den gamle tid, der taler. Tycho er så at sige døende under hele forestillingen, så jeg har gjort ham til et syngende mausoleum, med hvad det indebærer af pomp og arkaiserende høj-spændthed. Kepler var faktisk musikalsk, en oprigtig ynder af samtidens betydeligste komponist Claudio Monteverdi og - hvad der ikke er uvæsentligt - en pladask beundrer af den gamle, berømte Mester Tycho, så når sidstnævnte synger ""al Claudio"" opstår der en dobbelthed i budskabet over rampen: Tycho Brahe er ""ny"" og ""gammel"" på samme tid, ligesom man, - vi, publikum - gerne skulle befinde os med det ene ben i det tidlige 1600tal og det andet i senfirserne.

Det ville være nærliggende at spørge sig, hvor sympatien - hos komponisten - er anbragt: musikken skulle gerne vise frem til Tycho: gammel, syg, tvunget i exil efter at han har øvet store gerninger og nu må se tidens hjul dreje over mod andre og nye sandheder; han er et ""serio""-gemyt omgivet af en stribe særprægede satelitter: dværgen Jeppe, hvem jeg har tegnet alla ""Music-hall"", Madame Brahe, - Christina - der er sentimentalt konciperet: hun introducerer sig med et lamento i tung, sukkende, ""russisk"" stil, men anbringes ellers i en let sødlig, små-liderlig melodi-verden.

Kejser Rudolf d. 2nden, der viser sig for første gang i tredie akt, er en bombastisk skrydemås med en ikke ubetydelig sans for sin tids naturvidenskabelige og kunstneriske resultater; hans ""musik"" placerer sig imellem Keplers og Tychos. Kun een gang træder Hans Majestæt ved siden af og brøler en bekymret Mazurka om, hvad der dog vil ske, hvis Keplers ""...afkald på jorden som hvilende midtpunkt bliver alles"". Da - for mig - en vægtig del af enhver musikoplevelse har noget at skaffe med ""indre billeddannelse"" og hastigt skiftende associationer, kunne der - da jeg skulle igang med arbejdet -

ikke være tale om andet end at prøve at få bygget en gigantisk, fremstrakt chokoladeæske af associative god-bidder, hvor hver stil-facet understreger stemningen i det øjeblikkelige handlingsforløb.

Når man som komponist er sat på en ""libretto"", der er så ualmindelig ""Off-Broadway"" som tilfældet er her, er det hvinende nødvendigt at få hænderne op af lommen og se til at der ""sker en del"" på nodepapiret og i ørerne nede i salen, så jeg har ladet tæppet gå for en parade af ritorneller og lamenti og ""space""-musik og salmer og music-hall og recitativer og ""cocktailstemning"" og wienervals og madrigaler og parlandi og arier og operette og ensembler og mere til.

Nu er det sådan, at jeg ikke sjældent har fået skudt i skoene en vis distanceret holdning til mit eget materiale, så jeg vil her benytte chancen til at få harpuneret en sådan eventuel opfattelse af partituret. Musikken er ganske rigtig sat på spidsen, den brede pensel er kommet frem, men det passer: Tycho Brahe er en rørstrømsk berømthed, Christina er sentimental, Jeppe er en nar og Kepler er en genial, svigagtig smiskemikkel (med masochistiske tilbøjeligheder, viser den seneste forskning). Den eneste renfærdige skikkelse er Urania -

astronomiens Muse. Hun sættes ind med bestemte mellemrum for udefra at kommentere slagets gang, som koret i en klassisk græsk tragedie.

Til sidst - efter Tycho er afleden - har jeg taget mig den frihed at spole hele historien tilbage, til ouverturen ""Hof-musik"", som leder over i Madrigalen fra 1 .akt, ihvilken alle 5 solister træder frem -

ikke som personae dramatis - men alene som ""stemmer"" og afsynger digtet Tempesta om exilets fyrster og det nødvendige mod og mandshjerte den påtvungne landflygtighed kræver af sine ofre. Således slutter ""TYCHO"" altså med en morale.

Instrumentvalget i ""TYCHO"" afspejler ligeledes dobbeltheden i tidsopfattelsen: de ""gamle"" instrumenter cembalo (med 1/4-tones afstand mellem hvert manual), harpe, guitar, violin og kontrabas som kontrast til det ""moderne band"": klarinet (forskellige slags; bl.a. sættes i Lamento Instrumentale 1. akt en b-klarinets overdel sammen med en a-klarinets underdel for at give en skæv intonation), horn, slagtøj, forstemt klaver, celeste, DX-7 synthesizer og bag kulissen står en ekstra slagtøjsmand og slår ""dødens takt"" på en stor-tromme.

I de 3 (identiske ritorneller) mellemspil Stjernemusik - Sol-musik - Ild-musik i 2. akt har jeg gået tilladelse af komponisten Ivar Frounberg til at benytte hans computer-program fra værket Embryo.

Læs videre om forårets to opera-begivenheder, Per Nørgards SiddhartapåDetkgt. Teater og TYCHOi DMTNr. 1 1987/88.