Carl Nielsens forord til Det uudslukkelige

Et korrigerende og supplerende notat

Af Finn Mathiassen

I min bog om Carl Nielsen: ""Livet, Musiken og Samfundet"" (Århus 1986, Publi Mus) hedder det i note 20, s. 69f: ""'Det Uudslukkelige's forord stod trykt i programmet ved førsteopførelsen i 1916; det blev sidenhen medtaget i studiepartituret i den let forkortede skikkelse, hvori det citeres i MS II s. 115. Af den sammesteds gengivne facsimile af Carl Nielsens kladde får man et levende indtryk af hans mas med at få det på den rette form. Det lykkedes ham da heller ikke. Hans elev Knud Jeppesen har mundtligt berettet, at Carl Nielsen overlod dets endelige udformning til ham, men - velsagtens af beskedenhed eller pietetsfølelse - undladt at nævne dette i sine erindringer om Carl Nielsen i Dansk Årbog for Musikforskning 1964-65 S.137ff.""

Det er næsten altsammen rigtigt. Men på et enkelt punkt har jeg ladet mig forlede til en dum sjuskefejl: det er det uforkortede, af Jeppesen færdiggjorte forord, der gengives i Meyer og Schan-dorfs Carl Nielsen-biografi, og som altså blev trykt i programmet ved førsteopførelsen i Musikforeningen den 1. februar 1916. Det lyder således:

Komponisten har ved anvendelsen af titelen ""Det uudslukkelige"" med et enkelt ord søgt at antyde, hvad kun selve musiken har magt til fuldt at udtrykke: den elementære villie til liv. Overfor opgaver som denne: at udtrykke liv abstrakt, hvor de andre kunstarter står uformuende, tvungne til at gøre omveje, gøre udsnit, symbolisere, dér o g først dér er musiken hjemme på sit ur-område, ret i sit element, simpelthen f or di den, ved kun at være sig selv, har løst sin opgave. Thi den e r liv dér, hvor de andre kun forestiller og omskriver liv. - Livet er ukueligt og uudslukkeligt, der kæmpes, brydes, avles og fortæres idag som igår, imorgen som idag, og alting vender tilbage. Endnu engang: Musik er liv, som dette uudslukkeligt. -Derfor kunne det ord, komponisten har sat over sit værk, synes overflødigt; han har imidlertid anvendt det f or at understrege sin opgaves strengt musikalske karakter. Intet program, men en vejviser ind på musikens eget område.

I studiepartituret, der udkom samme år, er dette svundet ind til følgende:

Komponisten har ved anvendelsen af titlen ""Det Uudslukkelige"" med et enkelt ord søgt at antyde, hvad kun selve musiken har magt til fuldt at udtrykke: den elementære villie til liv. Musik e r liv, som dette uudslukkelig. Derfor kunne det ord komponisten har sat over sit værk, synes overflødig; han har imidlertid anvendt det for at understrege sin opgaves strengt musikalske karakter. Intet program, men en vejviser ind på musikens eget område.

Som man vil se, er der ikke tale om nogen gengivelse i ""let forkortet skikkelse"", men om en beskæring, der ikke blot er ret så omfattende, men også væsentlig. Den er gået ud over første versionens mellemste afsnit og dermed den passus, der udgør værkets egentlige program: ""Livet er ukueligt og uudslukkeligt, der kæmpes, brydes, avles og fortæres idag som igår, imorgen som idag, og alting vender tilbage"" - jvf. f.eks. førstesatsens livsbekræftende side tema og dets triumferende genkomst i fjerdesatsens slutning. Om amputationen er foretaget af Carl Nielsen selv eller af forlaget (Wilhelm Hansen) er jeg ikke i stand til at sige; under alle omstændigheder har han godkendt den.

Så vidt, så godt - håber jeg da. Men hermed er historien om Carl Nielsens forord til ""Det Uudslukkelige"" ikke til ende. Nogen tid efter at min bog var gået i trykken kom jeg over et stykke papir, der giver anledning til at spinde den videre: I februar 1916, altså næsten samtidig med førsteopførelsen af Carl Nielsens Fjerde Symfoni, påbegyndte den århusianske musikforfatter Gerhardt Lynge udgivelsen af en serie hefter til oplysning om ""vore dages danske komponister, deres kunst, virksomhed og levnedsløb"". Hefterne blev året efter samlet og udgivet som den tykke og for enhver, der vil studere periodens danske musikhistorie, uundværlige bog: ""Danske Komponister i det 20. Århundredes Begyndelse"" (Århus 1917; den ""2. omar

Gerhardt Lynge (1884 -1956) var født i Frederikssund som søn af en musiker. Han var uddannet som lærer ved Jonstrup Seminarium og var fra 1907 til slutningen af 1940'erne ansat ved Århus kommunale skolevæsen. Det var dog musiken der havde hans hjerte. På dette område var han autodidakt, men i besiddelse af naturlige evner og et omfattende og dybtgående kendskab til især den klassiske og romantiske musik. Det kom til udtryk gennem hans virke ved Detjydske Musikkonservatorium, hvor han var med fra starten i 1927, og ikke mindst som musikanmelder ved Aarhus Amtstidende. ""Danske Komponister i det 20. Århundredes Begyndelse"" er hans eneste publikation i bogform.

bejdede og let forkortede udgave"" udkom samme år. De følgende henvisninger gælder førsteudgaven). - Lynge må have gjort hvad han kunne for at holde sine oplysninger ajour; de fleste (og vigtigste) havde han fra komponisterne selv, og han synes at have tappet dem til det sidste. Hvad Carl Nielsen angår, så gjorde han sig ikke kostbar; formentlig har Lynges provins-foretagende for ham tegnet sig som en rimelig chance for at vinde bredere forståelse for ikke bare ""Jens Vejmand"", men hans store musik: symfonierne, operaerne m.v. Ihvertfald stillede han et efter alt at dømme ret betydeligt materiale til Lynges rådighed. Heraf bragte Lynge ordret og med kildeangivelse en kort selvbiografi (s. 91-94; jvf. Fog og Schousboes Carl Nielsen-bibliografi nr.183) og gengav et par node-autograf er, bl.a. Fjerde Symfonis første partiturside (s. 112-113). Hvad Carl Nielsen iøvrigt måtte have sendt af ""biografiske og personlige oplysninger"" (jvf. s. 91, note) synes Lynge at have gjort til genstand for egenhændig, men originaltro parafrasering. Og hvad med originalen?

Murermester Hother Lynge, Århus, har venligst oplyst at alle hans faders papirer i tidens løb er gået til grunde, og deriblandt altså originalmaterialet til ""Danske Komponister3'. Men netop for ""Det Uudslukkelige""s vedkommende stiller sagen sig så heldigt, at Lynge selv sørgede for at kilden til hans omtale af denne Carl Nielsens ""sejr som symfoniker"" (s. 109-111) blev gjort offentligt bekendt på tryk. Da Århus-hallen - glorværdig ihukommelse - i begyndelsen af 1938 stod færdig, fejrede man begivenheden ved en åbningskoncert den 1. april i Aarhus Philharmoniske Selskabs regi. Kapelmester Thomas Jensen (en

uforglemmelig Carl Nielsen-fortolker) og Aarhus By-Orkester opførte her værker af Hakon Børresen, Max Bruch, Kuhlau og Mozart, og ind imellem var der taler af borgmesteren og andre af byens spidser. Koncertens sidste og vægtigste nummer var Carl Nielsens Fjerde Symfoni, og til den havde man bedt Gerhardt Lynge, byens kyndigste musikanmelder, om en kommentar i det trykte program. Den faldt næsten ord til andet ud som det pågældende afsnit i hans bog fra 1917. Dog med en betydningsfuld undtagelse! Carl Nielsen stod i 1938 ikke længere som vort lands ""mest omstridte nutidskomponist"" (s.144), men - selvom han nok ville have vendt sig i sin grav -som en national førerskikkelse og musikalsk autoritet, hvis mindste ytring havde en trosartikels vægt. Ihvertfald fandt Lynge det ved denne lejlighed betimeligt at fortælle, at ""til orientering over for værket har komponisten efterladt sig en slags 'forklaring'"" - og nu kom den med Carl Nielsens egne ord:

Musik er liv.

Såsnart blot en eneste tone klinger i luften eller gennem rummet, er det følgen afliv og bevægelse; derfor er musiken (og dansen) det mest umiddelbare udtryk f or livsvilje. Symfonien skildrer livets oprindeligste kilder og livsfølelsens udspring, altså: det, der ligger bag ved menneske-, dyre- og plantelivet, som vi ser, opfatter eller lever det. Den er ikke en musikalsk, programmæssig skildring af en livsudvikling inden for et begrænset område i tid og rum, men et uprogrammæssigt greb helt ned i de lag af følelseslivet, som endnu er halv t-kao tiske og helt-elementære. Altså det modsatte af al programmusik, til trods f or at dette lyder som et pro gram. Symfonien er ikke et tankeindhold, udenfor så vidt som bygningen af de f or skellige afsnit og ordningen af det musikalske stof jo er frugten af en omtanke fra komponistens side på samme måde, som når en ingeniør sætter diger og sluser for vandet under en oversvømmelse. Den er på en måde et fuldkommen tankeløst udtryk f or det, der bringer f ug le ne til at skrige, dyrene til at brøle, bræge, løbe og kæmpe og menneskene til at jamre, stønne, juble og råbe uden al forklaring. Symfonien skildrer i k k e alt dette, men den grundfølelse, der ligger under alt dette. - Det kan musik netop, det er dens dybeste egenskab, dens egentlige område.. .fordi den, ved kun at være sig selv, har løst sin opgave. Thi den e r liv der, hvor de andre kunstarter kun forestiller og omskriver liv. - Livet er ukueligt og uudslukkeligt, der kæmpes, brydes, avles og fortæres i dag som i går, i morgen som i dag, og alting vender tilbage. Endnu engang: Musik e r liv, som dette uudslukkeligt. Historien om Carl Nielsens forsøg på gennem forord eller forklaringer at gøre offentligheden delagtig i meningen med ""Det Uudslukkelige"" kan herefter fortælles i sin helhed med udgangspunkt i fire dokumenter:

1. En kladde. - Den blev aldrig gjort færdig, endsige renskrevet. Det var vægtigt tankegods, der her skulle håndteres, og Carl Nielsen var i tidnød. Symfonien er slutdateret den 14. januar 1916, og koncerten, som han selv skulle dirigere, var berammet til den 1. februar. Men et par ord skulle værket altså have med på vejen, og hans elev, den 23-årige Knud Jeppesen fik kladden stukket i hånden med anmodning om at gøre den færdig. Der er ingen tvivl om at Jeppesen gik til sagen med samme begejstring som da mesteren kort før jul havde sat ham til at instrumentere begyndelsen af symfoniens fjerdesats (jvf. Dansk Årbog for Musikforskning 1964-65 s. 143).

2. En programnote ved Musikforeningens koncert nr. 658 den l. februar 1916. - Den har siden verseret som et autentisk manifest, og helt forkert er det ikke: ordlyden er nok for størstedelen Jeppesens, men tankerne er Carl Nielsens.

3. Et forord (på dansk, tysk og engelsk) i det studiepartitur, som Wilhelm Hansens musik-forlag udgav i 1916. - Carl Nielsen var bestandig i syv sind med hensyn til nytten af alle ""ideer"" og ""forklaringer"" (jvf. hans brev til Julius Röntgen af 4.5.1915), og da studiepartiturets tresprogede forord vel helst skulle rummes på én side, så røg altså programnotens midterste afsnit ud medsamt dets fristelser til alskens ""programmæssig"" misforståelse. Tilbage blev et stykke abstrakt, men for hans vedkommende derfor ikke mindre virkelighedsnær filosofi: ""Musik er liv..."".

4. En skriftlig meddelelse til musikforfatteren Gerhardt Lynge, der parafraserede den i sin bog ""Danske Komponister"" fra 1917, men siden gengav den ordret i programmet ved Århus-hallens åbningskoncert den 1.april 1938. - Der har i 1916 sikkert ikke været ret mange, der forstod ret meget af Carl Nielsens/Knud Jeppesens programnote. Lynge var næppe selv i tvivl, men som offentlig musikformidler må han have følt det nødvendigt at bede Carl Nielsen om en nærmere udredning. Han fik den, men først en snes år efter fandt han tiden inde til at offentliggøre dens originale ordlyd, og da med den påtegning: at der her var tale om ""en slags 'forklaring'"". S å kunne publikum tage den til sig eller stiltiende ryste på hovedet - den loyale og omsorgsfulde musikformidler havde gjort hvad der, som landet lå, stod i hans magt. Men hvad med komponisten? - Helt uden tanke på noget koncertpublikum og dets fatteevne havde Carl Nielsen haft, eller vel rettere: oplevet en mening med sin Fjerde Symfoni, der rakte ud over ikke blot symfonien selv, men den hele tonekunst som sådan, og det havde været ham magtpåliggende at få denne mening ud blandt folk, slet og ret. Men først måtte den ned på prent. Det lykkedes mest fuldstændigt og udførligt med det prægtige stykke dansk prosa og autentisk musikfilosofi, som han sendte Gerhardt Lynge, og som jeg via denne herved har ladet gå videre.