Om at skrive for børn, amatører - og professionelle

Mit virke som pædagog, administrator, komponist, dirigent og udøvende musiker har ført mig ind på livet af så mange områder inden for det danske musikliv, at en helhedsvision trænger sig på.

Det er noget med en masse menneskers aktive musikudfoldelse i alle genrer og på alle niveauer, og musikskolen får en central placering i denne helhed. Her møder vi fremtidens professionelle musikere, amatører og musiklyttere.

Der er flere af de større musikskoler, der bringer noget af visionen inden for rækkevidde. De har bl.a. satset så meget på undervisning i orkesterinstrumenter, at de har kunnet etablere ikke alene stryge- og blæseorkestre, men også symfoniske ensembler. En udvikling af disse ensembler og et samarbejde med kor (inden for eller uden for musikskolen) åbner mulighed for et udbygget lokalt musikliv, der involverer virkelig mange mennesker. Hvordan placerer komponisten sig inden for denne helhed? Jeg forudsætter to ting: at komponisten er interesseret i at skrive for brugere på alle (eller mange) niveauer -og at brugerne er interesseret i at beskæftige sig med ny musik. Det er ikke altid disse forudsætninger er til stede.

Men er de det, åbner der sig en vældig arbejdsmark for komponisten: musik for børn, for voksne amatører, for musikstuderende og for professionelle musikere.

Lad mig prøve at konkretisere visionen lidt mere, idet jeg understreger, at det er det sociale aspekt, der først og fremmest optager mig. Vi starter med musikskolens instrumentalundervisning, og her etableres sammenspils-gruppersåtidligt som muligt, ligesom samarbejde med kor praktiseres. Allerede her må komponisten/arrangøren ind i billedet og skrive musik, derappellerertil spille- og synge-glæde, men også være med til at nedbryde fordomme om, hvordan musik skal lyde.

I den videre udvikling er der brug for nyskrevet musik for alle mulige besætninger på mange forskellige niveauer. En blanding af vanskelighedsgraderne inden for samme kompositioneret ofte fremført ønske. Nogle stemmerskal være lette, andre sværere, så både begyndere og viderekomne kan være med. Desuden kan samarbejdet gøres bredere, stadig flere klangvirkninger stilles sammen. Komponisten f år chancen for at afprøve sammenstillinger, han/hun måske aldrig selv ville have fundet på, men som nu kommer som et ønske udefra. Samtidig - også tidligst muligt - må derskabes musikteaterforestillinger, så samarbejde med andre kunstarter etableres. På ungdoms- og voksenplan vil der være mulighed for at deltage i eller lytte til alle former for ensembler. Værker for kor og orkester og musikteaterforestillinger vil skabe samhørighed mellem mange mennesker. Der samarbejdes nu også med musikstuderende og professionelle musikere og sangere. Her er et stort repertoire at øse af, men dels vil der stadig være problemer omkring vanske-lighedsgraderog besætningsmuligheder, dels skulle der gerne være skabt et behov for at arbejde med nyskrevne værker.

Mange af de nævnte ting findes nogle steder og er på vej andre steder, og som eksempler på komponistens arbejdsopgaver herindenfor kan jeg nævne nogle af dem, der er blevet stillet mig. Først ganske kort: Jeg begyndte at komponere som knap 9-årig, skrev en del i årene, mens jeg gik i skole og derefter studerede på konservatoriet i København, l 50'erne skrev jeg musik i de genrer, der dengang optog mig mest (musik for professionelle: orkesterværker, koncerter, kammermusik) og prøvede så bagefter at få værkerne opført, hvilket lykkedes ganske godt. l årene 1951-59 komponeredes 14 værker for professionelle, hvoraf kun et ikke blev opført, mens de andre fordelte sig med 4 i radioen, 3 i Dut, 4 med Århus Symfoniorkester og 2 på kirke- og musikforeningskoncerter. Fra 60'erne ser det anderledes ud: samtlige kompositioner (med en enkelt undtagelse) opstår ved påvirkning udefra: opfordringer, konkurrencer, aftaler med forlag og regulære bestillinger (med komponisthonorar), l årene 1974-85 skrives 25 bestillingsværker, 3 værker på opfordring og 1 konkurrenceværk. 6 af bestillingsværker-ne og 1 af værkerne skrevet på opfordring er skrevet til professionelle musikere (evt. studerende). Således befinder jeg mig i den helt gammeldags komponistrolle: som den, der skriver, hvad der er brug for. Og det kan være meget forskelligt.

Nu til eksemplerne:
Den bagvendte vise (tekst fra Benny Andersen: Lille Peter Dille og andre udenlandske børnerim og remser), skrevet til Rødovre kommunale Musikskole. For kor, blokfløjter, violiner og guitarer. Her var ønsket forskellige vanske-lighedsgrader. Det blev til et 3-stemmingt kor med ""udfordringer"" og et 1=stemmingt omkvædskor. Både blok-fløjte- og violinsatsen var 3=stemmig, således at 1. stemme var den vanskeligste og 3. stemme den letteste. Da der var mange guitarer, blev det til en 10-stemmig guitarsats, hvor den letteste stemme kun havde 4 forskellige toner, medens den vanskeligste krævede en del teknisk kunnen, l midten af værket var et afsnit, hvor fire af de dygtigste spillere viste, hvad de duede til.

En bestilling fra Ringkøbing kommunale Musikskole blev til Så og så mange lærker (tekst: Per Højholt). 2 blandede kor med ialt 120 medlemmer blev udganspunktet for kompositionen. Mindst lige så mange instrumentalister bragte den samlede besætning op på ca. 250 medvirkende. Det var et problem, at musikskolen faktisk ikke havde nogen elever, der spillede et basinstrument. Der blev lånt en cellospiller udefra, og ellers måtte klaverer og el-basser stå for basfundamentet. Umiddelbart efter Ringkøbing-værket skrev jeg Pip lille fugl (tekst: danske folkeeventyr) til Årslev kommunale Musikskole. Også her var ca. 250 medvirkende, l modsætning til Så og så mange lærker er Pip lille fugl primært et instrumentalt værk, og de medvirkende kor havde en mere tilbagetrukket rolle.

De nævnte værker og flere andre er komponeret sådan, at næsten hele indstuderingen kan foregå i grupper. To ret korte fællesprøver skal være tilstrækkeligt - og har været tilstrækkeligt - til at sikre et tilfredsstillende koncertforløb, hvis grupperne iøvrigt kunne hvad de skulle. Musikskolerne i Ringkøbing og Årslev havde bedt om, at så mange som muligt af deres elever kunne være med. Kolding kommunale Musikskole ønskede et værk, hvor alle skolens elever kunne være med. Det blev en opførelse med ca. 900 medvirkende, deraf over 800 instrumentalister (inkluderende et symfoniorkester). Solosanger og kor sang en bearbejdelse af en gammel folkevise, Hedebys genganger, nedskrevet i Kolding af Evald Tang Kristensen. Efter at grupperne havde gjort deres arbejde færdigt, var jeg i Kolding en lørdag og hørte alle grupperne. Søndag formiddag var en samlet prøve, om eftermiddagen generalprøve og koncert. Samtlige gruppeledere (ialt 17) dirigerede deres grupper, mens jeg som en anden Berlioz stod højt hævet over alle og dirigerede hele forløbet. En utrolig oplevelse!

De medvirkende var i alderen 6-18 år. Også i andre værker har jeg haft børn med, der ikke kunne noder. De har lært deres stemme udenad og har fungeret udmærket i deres gruppe.

Vildering Kongesøn og Miseri Mø (tekst: Erik H. Madsen efter et dansk folkeeventyr) blev skrevet til Esbjerg Festuge. Medvirkende var 2 sangere (konservatoriestuderende), en del amatørskuespillere, et stort børnekor (fra forskellige kommuneskoler) og et ret fyldigt besat symfoniorkester (konservatoriestuderende, musikskolens ungdomssymfoniorkester og amatører), ialt omkring 200.

Dengang i Bethlehem (tekst: Johannes Møllehave) for fortæller, børnekor og lille symfoniorkester. Foruden flere opførelser med Århus Symfoniorkester (som havde bestilt værket) og børnekorfraÅrhusog Herning er værket blevet opført i Årslev kommune med orkester f rå musikskolen, kor fra kommunens 7 skoler og (hvad der manglede i Århus og Herning) samtidig fremførelse af krybbespil.

PIKKUTIKKA for børnegruppe og symfoniorkester er skrevet til brug for skolekoncerter. Et aspekt her er, at børnene både spiller og syngerog underforløbet bevæger sig fra spillested til syngested og tilbage igen, medens det konventionelle symfoniorkesters medlemmer pænt må blive siddende på deres pladser.

Men hvordan lyder musikken da? Allerede i tidligt skrevne værker for børn satte jeg mig for at undersøge, hvad de kunne klare, når de ikke vidste det var svært (efter traditionel målestok). Det gik fint, en musiklærer sagde til mig : De eneste, der har svært ved det, er os lærere. Så både i børne- og amatørmusikken er traditionelle elementerog virkemidlerblandet op med bi- og polytonal-itet; karakteristiske toner, der skiller sig ud fra en fast tonalitet - skæve og skiftende taktarter; forskellige taktarter samtidig; frie rytmer - dissonant stil som følge af logiske"" stemmer (også i kor a capella satser); clusters; 12-toneagtige afsnit; talekor og blanding mellem sang og tale; fade out-virkninger; grafisk notation; variabel form; sammenstilling af forskellige stilarter (i Pip lille fugl medvirker en renaissancegruppe, enspillemandsgruppe og en beatgruppe samtidig).

Ind imellem arbejdet med de store brogede besætninger kan det være ganske spændende at skrive værker for ens instrumenter. En lille suite for 5 celloer, jeg skrev for mange år siden, benyttes flittigt på amatørorkesterstævner. Men også i den halv- til helprofessionelle ende har der været bud, og det er blevet til et værk for 10 horn og et andetfor 12 celli.

I det hele taget er jeg glad for engang imellem også at få lejlighed til at skrive for professionelle musikere, at give dem noget at flå i, så de kan vise, hvad de duer til. Også her (i hvert fald for dem, der er på vej) kan spø rgsmålet om vanskelighedsgrad dukke op: en bestilling fra Stavanger på et værk for solo-violing og strygere, hvor solostemmen skulle udføres af en dygtig studerende - ""skriv en solostemme af vanskelighedsgrad som Mendelssohns violinkoncert"".

Jeg har haft den glæde at modtage bestillinger mange forskellige steder fra, og listen over uropførelsessteder fører vidt omkring i det danske land. Jeg remser op fra listen: Esbjerg, Ribe, Tønder, Vojens, Kolding, Fredericia, Vejle, Odder, Århus, Ry, Skive, Thisted, Ringkøbing, Nørre Nebel, Nørre Lyndelse, Odense, Rønne, Greve og - jo, da også København, men siden 1950'erne harder nu ikke været mange uropførelser dér. Og et par udenlandske: Norge, Vesttyskland, Ungarn.

Jeg blev for nylig ringet op af Bernhard Lewkovitch: hvorfor hørte man aldrig noget til mig? Jeg kunne fortælle, at det gjorde man også - somme tider - rundt omkring. Men ikke meget i radioen. Et hjertesuk: mon man i Danmarks Radio gør sig klart, hvilket kæmpeansvar man har over for Danmarks musiklyttere med hensyn til, hvad lytterne får lov til at høre, og hvad de ikke får lov til at høre. Jeg mener at kunne huske, at da DUT engang i 40'erne fyldte 25 år, afholdt man en række koncerter, hvor samtlige medlemmer af komponistforeningen blev præsenteret med hver et værk. Kunne noget lignende ske i dag?

Billedtekst:

Begyndelsen af Nocturne for orkester (1979), skrevet til Sønderjysk Amatør Symfoniorkester (wienerklassisk besætning).

3. sats af 4 sange for blandet kor til tekst af J.P. Jacobsen. Peder Holm (1984)