Siddharta -som pligtstykke

Selvfølgelig var det i teorien dejligt, at Siddharta endelig kom op på Det kgl. Teater, så også Per Nørgårds københavnske landsmænd fik lejlighed til at få syn for sagn. Men derfra og til ubetinget at lovsynge nationalscenens tagen den fortabte opera til sin barm er der et stykke vej, og det danske bud på Siddharta rejser lige så mange spørgsmål, som det umiddelbart tilfredsstiller de nationale frustrationer over at Stockholmsoperaen fik uropførelsen.

Lad os først gå to et halvt år tilbage, til efteråret 1984, hvor Danmarks Radio foranstaltede en udmærket koncertopførelse af operaen, som der blev ofret betydelig mediedækning på; fuldt forståeligt, for her var det klart, hvor fascinerende og personlig en opera, der er tale om. I mediedækningen indgik endvidere stadige krav om at få operaen op på Det kgl., der havde fået manuskriptet tilsendt samtidig med Stockholmoperaen, men ikke havde reageret på det Ved, som det af en kommentator blev udtrykt, godt bandespil mellem radiofoni og dagspresse lykkedes det at få nationalscenen til at sætte Siddharta på programmet for indeværende sæson, og de gode glædede sig og de onde rasede som de nu plejer.

Tilsyneladende uden at nogen af parterne bemærkede, at dette hændelsesforløb kunne ses som et temmelig foruroligende udslag af Detkgl.s ledelsesproblemer: først sylter man en opera af landets mest celebre nulevende komponist, uden at angive nogen kunstnerisk årsag hertil. Derefter, når presset fra indflydelsesrige meningsdannere bliver stærkt nok, programsætter man den alligevel, stadigvæk uden nogen udtalt kunstnerisk begrundelse. Jeg mener: var operaledelsen bare stået fast på sin afvisning, havde det i det mindste været udtryk for en slags holdning. Som forholdene omkring Siddhartas kringlede vej til Kgs. Nytorv udviklede sig, blev man som iagttager derimod i stigende grad indgivet en foruroligende fornemmelse af, at der ikke engang var tale om nogen god gammeldags institutionel modvilje, det være sig mod Nørgård eller mod ny musik i almindelighed, men om en opfattelse af ny musik mestendels som et nødvendigt onde, hvilket understøttes af et par dubiøse danske bestillings værker af nyere dato - om en opfattelse af ny musik primært som en luns kød, man fra tid til anden tilkaster kritikerne, i håb om at de vil æde det så råt som muligt, og så lade tænderne hvile ved andre lejligheder.

Dog: for DMTs udsendte var Det kgl.s Siddharta ufordøjelig, en bekræftelse af alle bange anelser og af de negative erfaringer fra de nævnte lokale bestillings værker. Der er enkelte sangere, som med individuelle ydelser på højt ni veau kan bære en forestilling igennem et stykke af vejen. Men når det kommer til at lave sammenhængende musikdramatik, der følger og perspektiverer musikkens billeder, slår teatret ikke til, og det på flere niveauer. Vanetænkningen er åbenlys: er det nutidig opera, engagerer man Hans Neugebauer til at iscenesætte, han har jo lavet både Djævlenefra Loudon og Wozzeck, så han kan vel bare den slags, som man siger ude i virkeligheden. At teatersproget i Siddharta kunne tænkes at være et andet end hos Penderecki i 1960erne og Berg i 1910erne, er tilsyneladende ikke faldet nogen ind. Heller ikke Neugebauer. Allerede scenografien signalerer nøgtern, sparsomt udstyret eksistens-opera i Wieland Wagners fodspor (men ikke i hans ånd), med fyrst Suddhodanas palads reduceret til en krydsning af Nusers Fort Zinderneuf og rumskibet fra Close Encounters. Dcke et monument den opulente, rituelle luksus som er operaens hele fundament, scenisk som musikalsk, og hvis rige indre spil og mønstre er dens dynamik og bindevæv.

Tilsvarende hvad angår koret, der bevæger sig tungt, i forudsigelige figurer og lige netop så ukontrolleret asynkront, at spændingen i kropssproget forsvinder. Sammenhængen mellem Nørgårds subtile musikalske strukturer og bevægelserne på scenen er højst antydet, ikke indarbejdet. Og så kommer alt for meget af operaen ganske enkelt til at virke inderligt stillestående og uvedkommende. Uanset éns fundamentale mistro overfor at læse nogetsomhelst ud af publikumsreaktioner, bør forskellen på disse ved Wozzeck og Siddharta alligevel nævnes: i det første tilfælde udvandrede ved repremieren tidligere på sæsonen publikum i hobetal, mens de tilbageblevne var ovenud begejstrede; Siddharta kvitteres der for med kort, spredt mat og ikke lidt desorienteret konventions-klappen. Og skam få den, der fortænker et uforberedt publikum heri.

Den konventionelle, mekaniske ageren sættes yderligere i relief af de to dansepræstationer, som via Marie Lalanders indforståede koreografi spejler musikken: Annemari Vingård som Siddhartas moder Maya og Anne Marie Vessel som danserinden Amra - samt, tankevækkende nok, af opsætningens eneste genganger fra Lars Runstens Stockholm-opsætning, Agneta Lundgren, der da jeg så operaen var stand-in for Tina Kiberg i rollen Yasodhara, Siddhartas hustru.

Men Siddharta er jo netop en opera, hvor den kollektive helhed på scenen har altafgørende betydning, en opera om bevægelser i mønstre. Om det net af figurer og fortielser, der spindes omkring den unge fyrstesøn for at forhindre ham i at vende sig fra verdens ondskab. Og i musikalsk henseende om hele det delikate univers af overtoneharmonik, uendelighedsrækker og gyldne rytmer, der pludselig imploderer i en ny musik, ""kvalmemusikken"", i det øjeblik hvor Siddharta gennemskuer løgnene omkring sig. Hvor meget musikalsk selvbiografi, der er i operaen, kan de lærde altid diskutere; de tematiske forbindelser til flere andre værker (Wie ein Kind, cellokoncerten, Sarvig-korsangene) er i hvert fald påfaldende.

Under alle omstændigheder: en opera om stiliserede ritualer, hvor den mindste afvigelse fra de foreskrevne mønstre og lege i bogstavelig forstand kan blive dødelig, som det er tilfældet for budbringeren i første akt. En opera, hvor perfektioneret kropssprog, sang og orkestersats er intimt forbundne. Og symptomatisk er det på Det kgl. også, at de gode solistpræstationer står stærkt i kraft af deres fremstilleres individuelle engagement og udtryks vilje, mere end som dele af en dramatisk helhed. Men de fortjener immervæk at blive fremhævet, for det er her og i Kapellets imponerende spil under Támas Veto, at det antydes, hvor stærkt musikteater, der kan komme ud af Siddharta. Stig Fogh Andersen har jeg aldrig set mere hjertegribende og mere velanbragt end som den naive unge prins, og i den store formørkelses- og illuminationsscene til slut når han ud i sindets afkroge med en desperation, som her og nu gør forestillingen vedkommende og påtrængende. Også de tre store kvinderoller er godt besat; Agneta Lundgren er nævnt, Minna Ny hus dominerer som fortællersken Gandarva det meste af sidste akt, og med hensyn til Edith Guillaume som Siddhartas stedmoder Praj apati foretrækker jeg til hver en tid en stemmemæssigt slidt sanger med en herhjemme enestående scenisk autoritet, frem for et massivt syngende operakor, der synes at have forvekslet operaen med én af Verdis de værste.

Altså stedvis gode kræfter, heriblandt flere fremragende. Men først og fremmest en demonstration i praksis af, at Siddharta næppe blev programsat af andre årsager end momentan behagesyge. Den blev programsat som pligtstykke, i vidt omfang realiseret på rutinen og svigtes dermed. Et sådant storværk i dansk musikdramatik havde fortjent bedre.