Syng Syng Syng - korbevægelsen - hvorfor hvorhen

BRED MUSIK l. Korbevægelsen - hvorfor hvorhen? Det er nu ca. 10 år siden Danmark fik en Musiklov. Ikke mindst Amatørmusiklivet synes at have nydt godt af dette tiltag. Har voksenamatørernes musikalske udfoldelser betydning for andre end dem selv, eller er de blot at betragte som et uundgåeligt tragisk spildprodukt ved produktionen af musikere for det professionelle musikliv? Med andre ord, hvad er betydningen af voksenamatørernes musikalske virksomhed set i et større perspektiv? l dette og følgende nummer af DMT prøver vi attegne et billede af et ""folkeligt musikmiljø"" anno 1987 set fra forskellige vinkler.

Af Gertie Sjøen

Hvorfor blomstrer amatørkorlivet i Danmark sådan i disse år?

På hvilke områder satses der fremover?

Det er blot et par af de spørgsmål, som forekommer relevante i en betragtning af amatørkorlivet i dagens Danmark. Jeg skal i det følgende forsøge at belyse disse spørgsmål samt berøre nogle problemstillinger, som jeg finder vigtige.

Amatørkorbevægelsen har i løbet af de sidste 10-15 år oplevet et veritabelt boom både kvantitativt og kvalitativt. Dermed være ikke sagt, at der ikke er nogle problemer. Men området er i udvikling, problemer viser sig oftest at kunne løses, og man lærer jo af eventuelle dårlige erfaringer.

Den store interesse for at synge i amatørkor herhjemme har selvfølgelig sine forklaringer. De kan være af samfundsmæssig art, men er ikke mindst begrundet i basale følelsesmæssige og sociale behov. Allerede de gamle grækere... Om igen: Vi skal helt tilbage til Adam og Eva, til mennesket som primitivt individ.

En forudsætning for, at mennesket overhovedet giver sig af med at synge, er jo nemlig at det er et simpelt menneskeligt behov at udtrykke sig. Barnet eksperimenterer med lyde, endnu førdet er rigtig bevidst, og dette behovfor at bruge (og udvikle) stemmen er lige så påtrængende for barnet som atoptræne motorikken ved at fægte med arme og ben. Og den sanglige udfoldelse fortsætter. På senere udviklingstrin er det således naturligt for børnene at lave spontansang, hvor ord og toner ikke er adskilte begreber; der er i lige høj grad tale om ord med toner som toner med ord. Den svenske musikpsykolog Bertil Sundin siger om dette bl.a.:

Talende sang og syngende talesprog glider ind over hinanden i hele førskolealderen, sangen indgår som et led i andre af barnets aktiviteter og beskriver dem eller består aflange fortællende sangberetninger.(1)

Og senere siger han om sine iagttagelser af spontansang i barnets leg:

Den kunne akkompagnere den øvrige aktivitet eller kommentere den. Den kunne være et rent følelsesmæssigt udtryk eller have karakter af kommunikation. Der forekom også ret ofte rene lydeksperimenter i form af frie og veloplagte manipulationer med lydene. ... (Sangen) har en flygtig karakter, og ofte e r børnene slet ikke sig selv bevidst, at de synger.(2)

Sundin opererer med fem kategorier af barnesang. Foruden den individuelle spontansang omtaler han begrebet remser, som har en funktion specielt relevant for den kollektive aktivitet korsang. Remserfinder Sundin næsten udelukkende i situationer, hvor f 1ère børn er sammen, og der er således tale om en udpræget kollektiv aktivitet med socialt formål. Remserne kanf.eks. forekomme, hvorbørn solidariserer sig med hinanden gruppevis i fælles verbalt udtryk. Her er altså faktisk tale om et forstadium til korsang.

Det skal bemærkes, at for barnet hører sangligt og kropsligt udtryk tæt sammen. Ingen musik (sang) uden bevægelse. (Det samme gælder i såkaldte primitive samfund.) Den intellektualiseringsproces, vi i det moderne teknologisamfund sætter ind med ganske tidligt, virker hæmmende, jaødelæggende på denne oprindelige forening af musik og bevægelse. Allerede hos det 5-årige barn kan konstateres en ophævelse af enheden musik/ bevægelse. Inden for amatørkorbevægelsen herhjemme er man ud fra ønsket om at tilstræbe en sådan enhed igen begyndt at gå nye veje. Men herom senere.

At udtrykke sig i sang er, som her beskrevet, et simpelt menneskeligt behov. At synge sammen med andre er en udvidelse af dette behov, nemlig et forsøg på dels at bekræfte sig selv som individ, dels at tilfredsstille behovet for kollektive oplevelser, føle sig accepteret i en gruppe. Man er på en gang solist og "tutti" sanger. Og her er man naturligvis ved den særlige fascination, netop korsang kan give: Her yder man sit helt personlige med den stemme, man nu engang har, nyder oven i købet forhåbentlig at høre sig selv (men ikke for kraftigt!) - og samtidig oplever man summen af hver enkelts indsats, den fælles klang skabt ved hjælp af de andre. Oplevelsen går således meget på det følelsesmæssige, det søde gys ved musikalske højdepunkter. Det kan være nydelsen ved at nå til den konsonans, en dissonans har lagt op til, det kan være et særlig stærkt dramatisk udtryk eller en særlig genial musikalsk iklædning af teksten, således som komponister lige fra Monteverdi har tilstræbt. Spørg en hvilken som helst kor freak om årsagen til det heftige engagement, og svaret vil være baseret på sådanne følelsesmæssige oplevelser. Men desuden oplever korsangeren også den form for erkendelse, forståelse eller hvad man vil kalde det, som al bevidst beskæftigelse med musik indebærer, en erkendelse som er vanskelig at sætte på ord, og som derfor nok også oftest vil føles at komme i anden række. Ikke desto mindre er denne oplevelse vigtig, måske vigtigere end man gør sig klart.

Der har været forsøg på at forklare al musikfremførelse under en dirigents "diktatoriske" ledelse som en aktivitet bygget på fascistiske grundholdninger. Men som tilfældet er med så mange andre fænomener, kan der også i musik fremelskes næsten hvilke som helst tendenser, og at musikken f .eks. i Hitlers Tyskland så afgjort fungerede på fascistiske præmisser og fremmede fascistiske holdninger, er langt fra ensbetydende med at selve den kollektive musicerens væsen skulle være af fascistisk art. Og de muligheder, som ubestrideligt ligger i f .eks. korsang - at dirigenten fører en flok umyndiggjorte, beundrende korsangere derhen, hvor han nu ønsker det -møder i hvert fald modstand i den måde, korsang foregår på i dag. Den traditionelle autoritære kordirigent er på vej ud. En ny type kordirigenter ønsker at arbejde med amatørkor på ganske anderledes afslappet vis, og her giver f.eks. ny musik og musik med rod i den afro-amerikanske tradition rige muligheder for individuel improvisation inden for det kollektives rammer. Det kræver ikke mindre af dirigenten (og bestemt ikke af korsangeren!), men det kræver noget andet end den traditionelle praksis.

Når aktiviteten på amatørkorområdet er øget så voldsomt de senere år, har der naturligvis også været andre årsager end de oven for omtalte iboende menneskelige behov. Der er yderligere tale om hvad man kunne kalde samfundsskabte behov, og der er tale om effekten af et øget udbud af koraktivitetertakker være en stor ulønnet indsats i de danske kororganisationer; disse har fået hjælp fra statsligt hold ved oprettelsen af Landssekretariatet for Dansk Amatørmusik, som bl.a. varetager amatørkor-området. Jeg skal i det følgende forsøge kort at gøre rede for disse faktorer.

Indledningsvis vil jeg for klarhedens skyld definere, hvad jeg i denne artikel forstår ved amatørkor. Kor kan samles om forskellige formål, politiske (som det var tilfældet i korinstitutionens barndom i 1800-tallets Europa), religiøse etc. Der kan yderligere være tale om børnekor, ung-domskor (skolekor) og voksenkor. Med betegnelsen amatørkor forstår jeg i denne artikel den store mængde af voksenkor uden specielt ideologisk præg. De andre kategorier har også stor betydning, ikke mindst naturligvis børne- og ungdomskor, men en belysning af disses specielle forhold skal ikke foretages her.

Det oven for omtalte samfundsskabte behov for at synge sammen med andre har paradoksalt nok sit udspring i, hvad man udfra en humanistisk indstilling vil kalde noget negativt, nemlig den voksende focusering på teknikkens område samt de heraf følgende tilbud om passiviserende tidsfordriv i den fritid, som er så skarpt afgrænset i vor hverdag. At beskæftige sig med korsang er blot en af utallige muligheder for at have en virkelighed uden for den TV-, video- og computerprægede u-virkelighed. Om man vælger at synge i kor, at spille fodbold eller flette de så foragtede peddigrør - der er tale om aktiviteter man selv styrer, man "får en på opleveren" i stedet for "en på tossen".

Denne markering af, at vi ikke vil gøres til inaktive underholdningsnarkomaner, skal så have et sted at gå hen. Og her kommer for korområdets vedkommende organisationerne ind i billedet. Der kan ganske vist være enkeltkor - og det er der uden tvivl - som kan byde deres medlemmer helt ekstraordinært spændende koroplevelser, men disse ekstra-ordinære oplevelser kræver simpelthen så stort et forberedende arbejde, at ikke alle og enhver vil eller kan ofre en masse tid på det. l kororganisationernes ledelse sidder folk, der har valgt at prioritere det på en gang meget besværlige og utroligt spændende arbejde med at lægge koroplevelserne til rette, praktisk såvel som kunstnerisk.

Ikke alle kor i Danmark er organiseret, men der er tale om mange. (En oversigt over organisationerne på amatørmusikområdet følger ved Musse Mathiasen fra Landssekretariatet for Dansk Amatørmusik i næste nummer af DMT - red.).Nogle af organisationerne har en lang historie, andre en kort. Organisationssnak er som regel ikke det mest spændende, men jeg finder det dog rimeligt ganske kort at orientere om de to største voksenkororganisa-tioner, idet jeg tillægger arbejdet her en stor del af æren for korsangens gode udvikling.

Danske Folkekor, hvis historie går helt tilbage til 1902, blev i 1983 sluttet sammen med Dansk Korforening. Danske Folkekor har traditionelt hentet sine medlemmer fra landområderne og betonet den folkelige bredde, medens Dansk Korforening, som har sin rod i bymiljøet, stiftedes i 1911 med det sigte at fremme specielt kirkemusikken og den klassiske kormusik. KOR 72 blev dannet i 1972 efter voksende divergenser inden for Danske Folkekors musikudvalg. Nu afdøde korleder og musikforlægger Svend-G. Asmussen, der var formand for musikudvalget, følte at kvalitetshensyn ikke blev tilstrækkeligt tilgodeset i Danske Folkekor, som omvendt frygtede en prioritering af eliten på bekostning af den folkelige bredde. Konsekvensen blev en splittelse, som skulle vise sig at blive til gavn for begge organisationer.

Svend-G. Asmussen var en mand med visioner og ideer. Hans holdning var, at for at få gode korsangere må man have gode korledere, og dette område satsedes og satses der stadig på. Mange danske korledere er i dag hentet fra musikkonservatoriernes AM- og ML-uddan-nelse, men for 15 år siden var danske korledere i langt højere grad folk uden nogen speciel korlederuddannelse. Skulle korenes standard hæves, måtte disse korledere altså have mulighed for at videreuddanne sig. Over en årrække har nu kørt de såkaldte punktkurser, et samarbejde mellem musikkonservatorierne og kororganisationernes paraplyorganisationer Danske Amatørkor (DAK) og Dansk Amatørkor Union (DAKU). På disse punktkurser tilbydes korledere undervisning af rutinerede professionelle kordirigenter. En anden årsag til udviklingen på korområdet er den inspiration, danske korsangere og -dirigenter har kunnet hente fra udlandet. Svend-G. Asmussen var medstifter af de store Europa Cantat stævner, som holdes hvert tredje år forskellige steder i Europa. Her har deltagerne kunnet opleve andre landes kormusik og bringe musikken ind i deres eget repertoire. Det er sket i vid udstrækning, og et af vidnesbyrdene er den frygtløshed, den danske amatørkorsanger lægger for dagen over for at synge værker på andre sprog. Svensk, no rsk, engelsk og tysk er nærmest en selvfølgelighed, og det er ikke usædvanligt, at vor korsanger synger satser på originalsprog så temmelig fjernt fra dansk som f.eks. ungarsk og spansk. Det var vist utænkeligt for 15 år siden.

Europa Cantat bragte et frisk pust ind over det danske korliv. Men mindst lige så stor betydning fik virkeliggørelsen af en anden af Svend-G. Asmussens ideer, nemlig en nordisk parallel til Europa Cantat. NORDKLANG afholdtes første gang i 1971 i Östersund i Sverige med ca. 300 deltagere fra Norden. Siden da har dette store nordiske amatørkorstævne været holdt hvert tredje år i forskellige nordiske byer, og interessen har været stadigt voksende. Sidste gang måtte man afvise ca. 700 sangere, som ønskede at deltage, idet arrangøren Nordiske Kör-kommittén har ønsket at holde deltager antallet på maksimum 1000 for at bevare stævnets overskuelighed og undgå det præg af mammutarrangement, som Europa Cantat med sine 3-4000 deltagere kan have. Presset på NORDKLANG kommer ikke mindst fra Danmark. Således kunne sidste års stævne med ca. 750 tilmeldte danskere næsten være fyldt op alene med danskere. (En kvotefordeling mellem de nordiske lande sikrer en rimelig balance mellem de enkelte lande.)

På NORDKLANG kan man vælge mellem en halv snes grupper med repertoire af forskellig sværhedsgrad. Grupperne ledes af de bedste nordiske kordirigenter. Der synges alt fra renæssance til nutidig musik i såvel den vesteuropæiske kunstmusiktradition som i den afro-amerikanske tradition. Og der bliver sunget væsentligt vanskeligere værker i dag end ved de første NORDKLANG stævner.

Denne dygtiggørelse af korene rører ved en problemstilling. Hvorfor skal der satses på at højne niveauet? Synger amatø rkorsangeren ikke for at få afløb for sin sangglæde, og kan dette behov ikke fuldtud dækkes, uden at man bevidst skal satse på en udvikling af korenes ydeevne? Det kan lyde besnærende, men praktisk erfaring siger noget andet. Som det er tilfældet med al anden kontinuerlig aktivitet, således også med korarbejde: simpel rutine gør, at korsangeren opnår større færdigheder. Den engagerede amatørkorsanger ønsker bestandig nye udfordringer, for intet er så dræbende for en korsanger som alt for beskedne krav. Så med større færdigheder følger et ønske om nye, større udfordringer. Jeg ser ikke noget negativt i dette, for musikoplevelsen bliver ikke mindre. Og så åbner en dygtiggørelse jo endelig for større repertoiremuligheder.

Det store organisatoriske arbejde, som her har været omtalt, er en nødvendighed, men ville slet ikke have den samme slagkraft, hvis ikke der var hjælp m.h.t. kontorhold, koordinering m.m. Danmark har som det eneste land i verden en musiklov, og den har betydet utrolig meget for amatørmusikbevægelsen: Landssekretariatet for Dansk Amatørmusik oprettedes i 1977 i Århus og beskæftiger i dag 4 medarbejdere på hel/deltid. Endvidere er den statslige musikskolekonsulent samt amatørmusikkonsulenten tilknyttet sekretariatet. Sekretariatet bistår med råd og vejledning samt med praktisk arbejde som f.eks. medlemsregistrering og kontaktformidling både inden for og uden for Danmarks grænser. Og selv om sekretariatet primært har hjælpende og rådgivende samt praktisk funktion, så udgår der også initiativer og ideer derfra.

Hvilke områder skal der satses på fremover i amatør-korbevægelsen?

Den traditionelle korsang vil naturligvis også fremover være et meget vigtigt led i aktiviteterne, l den vesteuropæiske kunstmusik og den danske folkelige sang har vi vores rod. Men samtidig vil billedet få flere facetter. Jeg vil her omtale et par af dem, som jeg finder vigtige, og som der allerede arbejdes med. Man kan have det rart med at synge den etablerede kormusik, og måske vil man mene, at det kunne være alt nok. Men der er nu noget museumsagtigt ved udelukkende at beskæftige sig med forgangne tiders musik, den være nok så dejlig. Og hvis amatørkorbevægelsen ikke vil ende som en anakronisme, må den leve med i sin egen tid, bruge det sanglige udtryk, som afspejler virkeligheden her og nu.

11983 fandt en begivenhed sted, som måske bliver starten på en betydningsfuld udvikling. Dengang mødtes 45 kordirigenter og 17 komponister til et "symposium" i etforsøg på at nå hinanden. Arrangørerne Danske Amatørkor og Dansk Komponistforening mente, at begge parter kunne have udbytte af at få etableret en kontakt. Man udvekslede tanker og meninger, og de to parter fik et indblik i hinandens meget adskilte verdener. Da man sagde farvel til hinanden, forelå der ikke færre end 17 aftaler om bestillingsværker til et lige så stort antal kor - det kunne man da kalde et resultat! Kun få af de 17 bestillingsværker fik den støtte, man i første omgang havde håbet på -kunstfonden kan jo nemlig kun yde støtte til kunstnere, der allerede har bevist deres talent og kunnen. Men kontakterne var etableret, og i en del tilfælde kunne man realisere planerne ad anden vej, bl.a. ved hjælp af kommunal støtte. En bølgeeffekt var sat i gang. Der var og er - indrømmet - stadig skepsis i både komponist- og korkredse, for ikke alle komponister finder det tilfredsstillende at komponere for amatører, og amatører på deres side står lidt usikre over for den ny musiks udtryksmidler. Men der er givet sket en opblødning. Amatørkorsangeren har oplevet, at ny musik ofte vinder ved en fordybelse og fører til en dygtiggørelse. Hvorledes komponisten ser på det, gav Bent Lorentzen et bud på i en samtale i forbindelse med denne artikel:

Jeg var uhyre skeptisk, da man fra amatørkorside i begyndelsen af 80'erne mente, at vi var på vej ind i en ny guldalder for kormusikken. Jeg er ikke så skeptisk i dag. Måske er der ikke ligefrem tale om en guldalder, men der er spændende og gode vibrationer i samarbejdet. Ingen tvivl om, at amatørkorsangere er dygtigere i dag end for 10-15 år siden, og selv om det kan være svært at måle amatørernes interesse for ny kormusik over de senere år, så er det dog min fornemmelse, at indstillingen har udviklet sig i positiv retning. Der har været spændende projekter, især bør nævnes projekt Skabelsen i 1985. Her var 7 komponister gået i samarbejde med danske og udenlandske amatørkor. Der blev lavet en komposition for hver af de 7 skabelsesdage, og kompositionerne blev opført samme dag forskellige steder i landet. Opgaven var langt fra problemfri, men meget spændende.

Bent Lorentzen, der netop med sin a cappella komposition Oluf Palme har vundet en international pris, har lavet 10-15 kompositioner for amatørkor, hoverdageligt inden for de sidste 5 år. Føler han sig hæmmet af amatørernes helt naturlige begrænsninger - må han som komponist slække på sine intentioner?

Der er altid begrænsninger, når man komponerer. Man kan ikke byde amatørerne det samme som professionelle rent teknisk, så her er altså en begrænsning. Men det gælder også, hvis man f.eks. skriver et stykke for tuba. Man må altid skrive idiomatisk for det instrument respektive kor, man har i tankerne, og jeg ser det ikke som noget stort problem at tage sådanne tekniske hensyn. Og det er jo ikke altid det mest indviklede, der fungerer bedst. Man har mulighed for at bruge nyere udtryksmidler som f.eks. tale- og råbekor, udtryksmidler der stiller krav som amatørerne kan honorere.

Et andet vigtigt område, hvor amatørkorene vil komme til at bevæge sig i større og større udstrækning, har også sammenhæng med dette at leve med i sin egen tid. Musik med rod i den afro-amerikanske tradition har siden 20'erne i stadig stigende grad præget den danske virkelighed, og det skel, som endnu eksisterer mellem denne musik og den traditionelle kunstmusik, bliver mindre og mindre udtalt. For der er godt at hente i mange slags musik, og det ene udelukker ikke det andet. Adjunkt Jens Johansen, Århus Universitet, der selv er arrangør og komponist, finder at den udbredte praksis med rytmisk sammenspil f.eks. i gymnasiernes musiktimer sker på bekostning af korsangen, l musiktidsskriftet Modspil har han formuleret det således:

... sammenspil bliver meget let for de få. Tilbage står en hel masse forsigtige elever, som ikke rigtig tør være med, men som alligevel gerne vil have et aktivt forhold til deres personlige musik. For dem er en bedre løsning koret.(3)

Men hvordan forholder det sig med netop kormusik i dette nyere tone- og ikke mindst rytmesprog. Lige fra Bernhard Christensen i 30'erne gjorde sig til fortaler for jazzmusikken, har der herhjemme været initiativer på denne front, men de har først for alvor fået gennemslagskraft i løbet af de senere år. John Høybye er en af de kordirigenter, som først satsede på at bringe musik i den afro-amerikanske tradition ud på amatørkorområdet; i dag er der vel næppe den nyuddannede AMer eller MLer, som ikke beskæftiger sig med den slags musik. Men der er helt klart et problem omkring repertoiret for kor. Arrangementer af negro spirituais, af solo hits o.lign. har udgjort og udgør stadig den største del af repertoiret, men i kredse med engagement i det afro-amerikanske musikområde erder kræfter i gang for at fremme den originalt komponerede kormusik. Jens Johansen er en af initiativtagerne til kontakt mellem arrangører og komponister med speciel interesse for det nævnte område. Han siger:

Man kunne tænke sig et initiativ i stil med det, som i 1983 bragte korfolk og komponister sammen i et forsøg på at fremme nutidig dansk kormusik. Jeg har netop færdig-redigeret en ny nodeudgivelse med satser i afro-amerikanske stilarter, og jeg fandt det meget svært at finde tilstrækkelig godt nyt materiale. Satserne /arrangementer f.eks. må e f ter min mening lavespå stilartens præmisser. En direkte overførelse af klassiske kompositionsprincip-per giver let et kunstlet resultat. En anden mulighed er f.eks. at overføre det originale nummers instrumentale motiver til de enkelte stemmegrupper. Men i øvrigt er min holdning først og fremmest, at vi har brug for originalkompositioner for kor.

Endnu et område med perspektiver for korsangen skal omtales her. Den nære sammenhæng mellem musik (sang) og bevægelse, som er omtalt i begyndelsen af denne artikel, er ved at blive genopdaget og kan få en renæssance inden for amatørkorsangen herhjemme. Inspirationen til at arbejde med kor/bevægelse kommer bl.a. fra Sverige, hvor undervisning i kor/bevægelse indgår som et led i korpædagoguddannelsen. Undervisningen bygger på østrigeren Jaques-Dalcrozes principper, således som han udviklede dem i perioden fra slutningen af 1800-tallet til omkring midten af dette århundrede. Som et tegn på interessen herhjemme kan det nævnes, at en gruppe på sidste års NORDKLANG arbejdede med kor/ bevægelse, ledet af den danske kordirigent Søren K. Hansen i samarbejde med den svenske korpædagog Cecilia Frostensson.

Traditionel korsang baseret på den danske sang og på den vesteuropæiske kunstmusik - bestræbelser på at fremme ny dansk kormusik - en udvikling af kormusik inspireret af afro-amerikanske stilarter - eksperimenterende former med bl.a. improvisation og korsang i forbindelse med bevægelse. Sådan tegner en del af den danske amatørkorbevægelse sig fremover, samtidig med at dygtiggørelsen af korlederne resulterer i en dygtiggørelse af korsangerne. Stilpluralisme, ja. Stilpluralisme med rod i den enkeltes ønske om aktiv udfoldelse.

Noter

1) Bertil Sundin Børns musikalske udvikling. Forlaget Børn & unge, København 1980, s. 79.

2) Samme, s. 80.

3) Jens Johansen Kor-rock imod resignation, Modspil nr. 20, 1983, s. 20.