Tiefland - I Dovregubbens grube - Som det stiger frem

Aktion på Høvikodden Kunstsenter d. 28.3.1987 under NORD-LYD-festivalen med Henning Christiansen, Bjørn Nørgaard og Ernst Kretzer (sound-work). Musik af Henning Christiansen.

Af Michael Max

Aktionen foregik på to etager.

I et kælderrum, hvor aktionsrummet var fraskilt ved hjælp af et ståltrådsgitter. Publikum befandt sig udenfor aktionsrummet.
I aktionsrummet var der forskellige genstande: En skrivepult, hvor Henning Christiansen sad, en stald med halm, hvor 5 får
stod. Forskelligt materiale: Opstablede gipssække, ler, træpløkke, glasplader, spejl, spand med vand, en stor bunke
sten. Desuden hammer, skovl, kost, pensel.

Til højre i rummet sad Ernst Kretzer ved to borde med kassettebåndoptagere, forstærkere og mixpult

Fårestalden, Bjørns byggeplads og Hennings bord var med mikrofoner koblet til forstærker, således at lyde, som forekom
under opførelsen, kunne indgå i musikken.

Udenfor afspærringen befandt to projektorer sig, som uafbrudt kastede billeder op på aktionsrummets vægge.

Desuden var der spotlights med rødt og blåt lys.

På 1. etage var en installation opbygget. På et flygel var forskellige genstande anbragt: 2 glasskåle, skeer, en fisk, et brød, poser med mel og salt, vand, øl, en vandpistol, en rose, en sten, en træplanke.

Ved siderne af flyglet, stod to stiger, som var behængt med blåt og grønt klæde. Udover det var der TV-monitorer, hvor en direkte overførelse fra kælderen kunne ses og TEEFLAND-aktionen i Rom, nov. 86, blev vist.

Over højtalere overførtes lyd og musik fra kælderen.

Aktionen varede 4 timer. Den var delt i 4 tidsdele: 3 x 50 minutter i kælderen, h ver del fulgt af 3 x l0 minutter på 1. etage. Den sidste del varede 60 minutter.

Bjørn Nørgaard begyndte med at fordele den store bunke sten i midten af rummet. Der opstod langsomt flere og flere bunker, som så til stadighed blev båret frem og tilbage. Lidt efter lidt tog han lerpakker fra stablen og lagde eller kastede dem på gulvet langs med gitterhegnet. Således opstod der også dér bunker med ler, som delvis deformeredes og æltedes ind i hinanden.

Henning steg ud af farestalden og satte sig ved skrivelpulten. Han begyndte langsomt, uden afbrydelse, at skrive store bogstaver på et antal hvide papstykker. Papstykkerne kastede han efterhånden på gulvet, derefter blev de opstillet langs med fårestalden. I det videre forløb blev de bemalet med farve og igen lagt væk.

Fårene stod og gumlede halm i stalden og så på aktionen. Nu og da gav de lyd fra sig. Mens Bjørn og Henning arbejdede hørtes en dyb meget intensiv tone. Stadigt dukkede andre toner frem. Af og til lyde, som igen forsvandt. Der opstod en bærende, sig vridende, men uafbrudt videretræn-gende grundlinie. Den var grobunden, hvorfra stadig nye former udviklede sig, motorlarm, menneskestemmer, dyrelyde. Det fascinerende ved Hennings musik var for mig, den måde hvorpå reale lydoptagelser til stadighed blev tilbageført i en klanggrundlinie der ændrede sig og igen dukkede op med nye former. Reallydoptagelser, klange frembragt på instrumenter, klang direkte fra aktionen, skabte for mig forskellige planer, rum så at sige, som stadigt bevægede sig, en egen tidsdimension udvikledes, for igen at gå sammen i et rum uden udstrækning, i hvilket tidløsheden var.

Aktionsrummet forvandlede sig langsomt til en byggeplads. Høje virkede nu og da som landskab. Vand sprøjtede, flød ud over gulvet. Gipsstøv fordelte sig i luften. Bjørn arbejdede synligt kropsligt hårdt. Sveden løb ned ad hans nøgne overkrop.

Billeder blev projiceret på væggene: Bylandskaber, landlandskaber, skulpturlandskaber, bog-billedlandskaber, familielandskaber. Der opstod hele tiden mere. Høje af ler, skærver, gips, som udvidet, ombygget, udhulet, udfyldt, udvidet... blev. Nye former opstod, som bjerge, bunker, billeder, klang, forsvandt igen for påny at overgå til nye former. Intet var statisk, alt var i bevægelse, befandt sig i stadig forandring.

Henning talte ord- og stavelsespoesi, som blev forstærket i en ekkoudklang.

Bogstaver, stavelser, lyde, lydstavelsesformer.

Efter nogen tid vævedes alt ind i hinanden, fortættede sig. Jeg har et billede for øje af en stor, rolig henflydende flod, ved sensommer, hvor billeder hele tiden spejles. Spænding ud af bevægelse, tid og tidløs hed.

Ro og yderste afslapning. Alt blev ""nu"" i det de i rummet projicerede billeder, som tegn på det forgangne, samlede sig, ikke som smertelig erindring, men som erfaring og erkendelse, for påny at indgå i en vedvarende opdagelsens - og formens proces. Erindringer - ikke som stationer på en linie der bliver længere og længere, men som punkter i en kugle, som udvider sig i alle retninger.

Aktionsrummet blev for mig en energikilde, som optog energi, omformede den og igen udstrålede den.

På den l. etage gik Bjørn og Henning til flyglet og tog hver gang, hverisær, en genstand fra flyglet, som de steg op på stigerner med. Ubevægelige, viste de publikum genstandene i nogle minutter - derpå kastede de dem på gulvet - steg ned ad stigerne og stillede sig ved flyglet. Der slog de med skeerne imod de 2 glasskåle, nogle sekunder, arytmisk, og gik igen ned i kælderrummet.

I det næste forløb blev der igen bygget, omformet, formet.

Det hele tog til, eskalerede, lertårne blev ødelagt, glasplader og spejle splintret, sirup hældt ud over ruinerne. Henning lagde
bogstaverne sammen: BEUYS - GREG - PIT. Bjørn lagde sig på et bjerg af ler, glasstumper, sirup. Henning sad ubevægeligt
ved sit bord.

Slagene mod glasskålene, for mig en nøgle, at holde inde, ophøre, ind- og udånding, kort før beslutningen falder om at gå
videre, ikke at stoppe.

Bevægelse, produktion, ødelæggelse, forme og omforme, ikke blindt og sanseløst, tværtimodi en tilstand af højeste bevidsthed.

Slaget mod skålen som et dybt "Ja".

Til slut hørtes kun, endnu, musik. Billeder dukkede stadig frem på væggen.

Fårene lå roligt i deres stald og var begyndt at fordøje.