ANMELDELSER

Antony Beaumont: Busoni. The Composer.

(Faber and Faber. London 1985.)

Af Kirsten Skougaard.

En ny bog om Ferruccio Busoni er ikke just nogen hverdagsbegivenhed. Det var derfor med en vis forventning, jeg kastede mig over den engelske dirigent Antony Beaumonts bog, der udkom i 1985. Bogen er resultatet af 15 års studier, og Beaumont forsøger her gennem en gennemgang af værkerne at tegne et billede af komponisten Busoni. Herved adskiller bogen sig klart fra den øvrige Busoni-litteratur, der for størstedelens vedkommende næsten udelukkende beskæftigersig med den biografiske side uden at komme ind på en nærmere beskrivelse af værkerne.

Beaumonts ide med bogen har i første omgang været at give et supplement til Edward Dents biografi fra 1933, hvori Dent udtrykkeligt påpeger, at han ikke indenfor de rammer, han har sat sig, ville kunne skrive tilstrækkelig udførligt om Busonis værker. Denne gennemgang kommer nu hos Beaumont, der dog også afstikker visse grænser, idet han vælger kun at beskæftige sig med de værker, der er skrevet efter 1890. Dette kan han dog gøre med god samvittighed, da Busoni selv med hård hånd forkastede sine tidligste ungdomsværker.

Beaumont starter derfor sin gennemgang af værkerne med ""Konzertstück"" op 31 a, som Busoni i 1890 vandt Rubinsteinprisen for komponister med. Han deltog også i konkur-rencenforpianister, men her blev han kun nr. to, formentlig fordi Rubinstein havde besluttet, at en russer skulle vinde mindst en af førstepriserne. Dette er et velvalgt udgangspunkt, da ""Konzertstück"" op 31 a var det tidligste værk, Busoni ville kendes ved i sine seneste år. Værket stod da også på programmet ved den række ork-esterkoncerter i januar 1921, der ude-lukkende var helliget Busonis musik, og hvor Busoni selv optrådte, enten som dirigent eller klaversolist. Busoni var meget litterært interesseret og var ejer af en omfattende bogsamling. Af hans breve (som Beaumont har udgivet et udvalg af) fremgår det, at denne litterære interesse faktisk havde stor betydning for komponisten Busoni. Beaumont inddrager dette aspekt i sin værkgennemgang, idet han også ser på værkerne udfra en litterær og filosofisk synsvinkel. Han indrømmer selv, at denne fremgangsmåde nødvendigvis må blive yderst subjektiv, og jeg erda hellerikke altid enig i hans betragtninger. Alligevel må man indrømme, at inddragelsen af de litterære og filosofiske aspekter giver et mere helstøbt billede af komponisten Busoni.

Beaumont indleder sin bog med at tegne et portræt af komponisten og æstetikeren Busoni gennem en kort levnedsbeskrivelse, samt ved at drage parallellerfra Busoni til Rilke og Nietzsche og ved at se på forholdet til Schönberg. Et andet vigtigt aspekt

ved Busoni er hans indflydelse på eftertidens komponister, og her betoner Beaumont kraftigt hans betydning for avantgarden, blandt andet gennem citater af Xenakis. Til gengæld går Beaumont meget let hen over den neoklassicisme som Busoni, omend ufrivilligt, var med til at præge gennem sin ide om ""Junge Klassizität"".

Beaumont afslutter dette indledningskapitel med en gennemgang af de dominerende træk i Busonis musik og kompositionsteknik, l denne forbindelse imødegår han Dents tese om, at Busoni konsekvent komponerede sine mindre værker som forberedelserog forstudiertil de store og mere monumentale værker. Beaumont mener, at dette kun er tilfældet med ""Doktor Faust"", men lader så i modsætning til Dent hele perioden fra 1907, hvor ""Entwurf einer neuen Ästhetik der Tonkunst"" udkom, og frem til Busonis død i 1924 fremstå som en forberedelse og endelig konception af ""Doktor Faust"". Dette udelukker dog ikke, at Busoni i den pågældende periode skrev værker, der helt klart står for sig selv, og som ingen forbindelse har til ""Doktor Faust"".

Beaumont underbygger sin teori ved at koncentrere hele slutningen af bogen om ""Doktor Faust"". Dette gør han ved først at gennemgå de værker, som han mener har betydning for ""Doktor Faust"" og derpå forklare deres relation til operaen. Denne relation viser sig både i stilistisk sammenhæng, samt derved at Busoni ofte direkte citerer visse af sine forberedende værker til operaen i ""Doktor Faust"". Beaumont nævner, at der er tale om ialt 23 udgivne forberedende værker til ""Doktor Faust"", samt et enkelt uudgivet, men han bringer ingen samlet liste, hvilket ikke letter overskueligheden. Hvad angør selve værkgennemgangen skal man nok holde sig Beaumonts hensigtserklæring i forordet for øje. Her understreger han, at bogens formål er at give en introduktion til Busonis modne værker, og der bliver således snarere tale om en beskrivelse af værkerne end om en regulær analyse. Set udfra denne synsvinkel opfylder Beaumont til fulde sit mål. Analyserne er udformet som parafraser, hvor Beaumont trin for trin gennemgår musikkens forløb uden særlig tit at forsøge at komme med overordnede formale og harmoniske betragtninger. Et stort antal nodeeksempler gør det relativt let at følge Beaumonts gennemgang, men hvis man vælger at sidde med hele det diskuterede værk foran sig, kommer man ofte til kort, da han konsekvent undgår at angive takttal, så man tit kun er i stand til at følge de iagttagelser, der i forvejen er illustreret ved eksempler. Ser man på analyserne er der dog en ting, der godt kan undre mig. Beaumont drager meget hyppigt paralleller til værker af andre komponister, men han gør det på en lidt besynderlig måde. Flere steder påstår Beaumont, at et bestemt tema hos Busoni minderom eller lignerettema hos en anden komponist, f .eks. Wagner, Rachmaninov, Beethoven eller Mozart for blot at nævne nogle. Nogle af disse eksempler dokumenteres ved hjælp af nodeeksempler, men ikke alle. Særlig grel finder jeg en udokumenteret parallel mellem en harmonisk sekvens i Busonis 4. Sonatina og slutkoralen i Benjamin Brittens ""War Requiem"". Dette må dog siges at være et mindre problem, da Beaumonts analyser ellers indeholder mange fine betragtninger. Bogen skæmmes desværre af nogle ydre mangler. Flere af kildehenvisningerne er forkerte, især er der ofte problemer med dateringen af de breve, der citeres. Nogle gange mangler den nøjagtige kildeangivelse helt; et særligt alvorligt eksempel herpå findes i gennemgangen af ""Berceuse elégiaque"", som er skrevet, da Busonis mor døde i 1909. Her omtaler Beaumont et arrangement af dette værk for 9 instrumenter, som længe har været tilskrevet Schönberg. Beaumont mener gennem et brev fra Hans Heinz Stuckenschmidt til Schönberg endeligt at kunne påvise, at arrangementet er lavet af Schönbergs assistent Erwin Stein. Da Beaumont imidlertid ikke citerer fra det pågældende brev og kun omtaler det uden præcis henvisning som ""et brev fra 1923"", modtager man denne oplysning med en vis skepsis. Beaumonts bog er dog som helhed bestemt læseværdig, især fordi den tilføjer det gængse Busoni-billede mange nye aspekter. Mange af disse beror på subjektive bedømmelser, og når man fra tid til anden må gribe forfatteren i manglende eller fejlagtige kildeangivelser eller i deciderede fejl, svækkes ens tillid til hans påstande, men ser man bort fra dette, er bogen en fin indføring i en alt for ofte forbigået komponists musik.

Dan Fog: N. W. Gade - Katalog. En fortegnelse over Niels W. Gades trykte kompositioner. (Dan Fog, København, 1986).

Af Bo Foltmann

Dan Fog er efterhånden blevet en institution i dansk musikliv, hans viden om især det 19. århundredes danske musik er legendarisk. Det er ganske simpelt ham man henvender sig til, når der er et spørgsmål om dansk musik, man ikke kan få besvaret andre steder. Flere gange har følgende svar lydt ved informationsskranken på Det kgl. Bibliotek: ""Det kan vi desværre ikke svare på, men prøv at spø rge Dan Fog"", og hvis man gør det, går man sjældent forgæves. Foruden at drive sit forlag har Dan Fog i løbet af de sidste godt 25 år skrevet en imponerende række musikbibliografiske værker over dansk og norsk musik; værkfortegnelser over Berggreen, Grieg, Heise, Finn Høffding, Kuhlau og Carl Nielsen for ikke at tale om hans opus magnum nemlig tobindsværket ""Musikhandel og nodetryk i Danmark efter 1750"", altsammen helt uvurderlige arbejdsredskaber for den der beskæftiger sig med dansk musikhistorie. Og nu er det så blevet Gades tur. De seneste års stadigt stigende interesse for Gade synes at have tilskønnet Dan Fog til offentliggørelsen af dette katalog, der faktisk ble v til f or 20 år siden, men som indtil nu kun har været tilgængeligt i nogle få stencilerede eksemplarer. Kataloget er ikke nogen fuldstændig værkfortegnelse, idet det kun medtager de trykte kompositioner. Det må da også, som nævnt i forordet, betragtes som et foreløbigt arbejde, der senere vil blive afløst af en definitiv Gade-bibliografi, som vil kunne forventes i forbindelse med den samlede udgave af Gades værker, der i disse år søges planlagt af Dansk Selskab for Musikforskning. Naturligvis havde det været rart om kataloget også havde medtaget de utrykte værker, men lige netop i tilfældet Gade er savnet ikke så stort, al den stund at langt den største del af Gades produktion foreligger på tryk. Dog skal der her nævnes to væsentlige undtagelser, som hører med, hvis man vil danne sig et billede afbogens formål er at give en introduktion til Busonis modne værker, og der bliver således snarere tale om en beskrivelse af værkerne end om en regulær analyse. Set udfra denne synsvinkel opfylder Beaumont til fulde sit mål. Analyserne er udformet som parafraser, hvor Beaumont trin for trin gennemgår musikkens forløb uden særlig tit at forsøge at komme med overordnede formale og harmoniske betragtninger. Et stort antal nodeeksempler gør det relativt let at følge Beaumonts gennemgang, men hvis man vælger at sidde med hele det diskuterede værk foran sig, kommer man ofte til kort, da han konsekvent undgår at angive takttal, så man tit kun er i stand til at følge de iagttagelser, der i forvejen er illustreret ved eksempler. Ser man på analyserne er der dog en ting, der godt kan undre mig. Beaumont drager meget hyppigt paralleller til værker af andre komponister, men han gør det på en lidt besynderlig måde. Flere steder påstår Beaumont, at et bestemt tema hos Busoni minderom eller lignerettema hos en anden komponist, f .eks. Wagner, Rachmaninov, Beethoven eller Mozart for blot at nævne nogle. Nogle af disse eksempler dokumenteres ved hjælp af nodeeksempler, men ikke alle. Særlig grel finder jeg en udokumenteret parallel mellem en harmonisk sekvens i Busonis 4. Sonatina og slutkoralen i Benjamin Brittens ""War Requiem"". Dette må dog siges at være et mindre problem, da Beaumonts analyser ellers indeholder mange fine betragtninger. Bogen skæmmes desværre af nogle ydre mangler. Flere af kildehenvisningerne er forkerte, især er der ofte problemer med dateringen af de breve, der citeres. Nogle gange mangler den nøjagtige kildeangivelse helt; et særligt alvorligt eksempel herpå findes i gennemgangen af ""Berceuse elégiaque"", som er skrevet, da Busonis mor døde i 1909. Her omtaler Beaumont et arrangement af dette værk for 9 instrumenter, som længe har været tilskrevet Schönberg. Beaumont mener gennem et brev fra Hans Heinz Stuckenschmidt til Schönberg endeligt at kunne påvise, at arrangementet er lavet af Schönbergs assistent Erwin Stein. Da Beaumont imidlertid ikke citerer fra det pågældende brev og kun omtaler det uden præcis henvisning som ""et brev fra 1923"", modtager man denne oplysning med en vis skepsis. Beaumonts bog er dog som helhed bestemt læseværdig, især fordi den tilføjer det gængse Busoni-billede mange nye aspekter. Mange af disse beror på subjektive bedømmelser, og når man fra tid til anden må gribe forfatteren i manglende eller fejlagtige kildeangivelser eller i deciderede fejl, svækkes ens tillid til hans påstande, men ser man bort fra dette, er bogen en fin indføring i en alt for ofte forbigået komponists musik.

Dan Fog: N. W. Gade - Katalog. En fortegnelse over Niels W. Gades trykte kompositioner. (Dan Fog, København, 1986).

Af Bo Foltmann

Dan Fog er efterhånden blevet en institution i dansk musikliv, hans viden om især det 19. århundredes danske musik er legendarisk. Det er ganske simpelt ham man henvender sig til, når der er et spørgsmål om dansk musik, man ikke kan få besvaret andre steder. Flere gange har følgende svar lydt ved informationsskranken på Det kgl. Bibliotek: ""Det kan vi desværre ikke svare på, men prøv at spø rge Dan Fog"", og hvis man gør det, går man sjældent forgæves. Foruden at drive sit forlag har Dan Fog i løbet af de sidste godt 25 år skrevet en imponerende række musikbibliografiske værker over dansk og norsk musik; værkfortegnelser over Berggreen, Grieg, Heise, Finn Høffding, Kuhlau og Carl Nielsen for ikke at tale om hans opus magnum nemlig tobindsværket ""Musikhandel og nodetryk i Danmark efter 1750"", altsammen helt uvurderlige arbejdsredskaber for den der beskæftiger sig med dansk musikhistorie. Og nu er det så blevet Gades tur. De seneste års stadigt stigende interesse for Gade synes at have tilskønnet Dan Fog til offentliggørelsen af dette katalog, der faktisk ble v til f or 20 år siden, men som indtil nu kun har været tilgængeligt i nogle få stencilerede eksemplarer. Kataloget er ikke nogen fuldstændig værkfortegnelse, idet det kun medtager de trykte kompositioner. Det må da også, som nævnt i forordet, betragtes som et foreløbigt arbejde, der senere vil blive afløst af en definitiv Gade-bibliografi, som vil kunne forventes i forbindelse med den samlede udgave af Gades værker, der i disse år søges planlagt af Dansk Selskab for Musikforskning. Naturligvis havde det været rart om kataloget også havde medtaget de utrykte værker, men lige netop i tilfældet Gade er savnet ikke så stort, al den stund at langt den største del af Gades produktion foreligger på tryk. Dog skal der her nævnes to væsentlige undtagelser, som hører med, hvis man vil danne sig et billede af Gades samlede produktion. Det drejer sig om den lange række utrykte ungdomsværker skrevet i perioden 1834-40, inden gennembrudsværket Ossian-ouverturen. For det andet efterlod Gade sig flere operaudkast, skønt han jo ikke gjorde sig særlig bemærket som dramatisk komponist. Mest interessant af disse er nok et fragment fra jan./feb. 1847 med titlen ""Siegfried og Brunhilde"", altså udkast til en Nibelungopera. En gennembladning af Dan Fogs Gade-Katalog giver et glimrende indtryk af den internationale popularitet, som Gade nød i forrige århundrede. Så godt som alle værker blev straks efter kompositionens afslutning udgiver på de førende tyske musikforlag og ofte samtidig i engelsk paralleludgave. Populariteten understreges af et væld af bearbejdelser for alle mulige besætninger, og som et kuriosum kan nævnes, at ingen ringere end Ferruccio Busoni i 1889 lavede en bearbejdelse forto klaverer af Gades Novelletter op. 29. (Jeg skriver udtrykkeligt ""bearbejdelse"" idet Dan Fog anvender en yderst subtil distinktion mellem begreberne ""arrangement"" og ""bearbejdelse"": Et arrangement er foretaget af komponisten selv mens en bearbejdelse er udført af en anden person). Kataloget er i lighed med Dan Fogs tidligere bibliografier trykt direkte efter hans eget maskinskrevne forlæg, l betragtning af hvor mange forskelligartede oplysninger der medtages om hvert enkelt værk, er det forbilledligt klart disponeret, og ved en behændig anvendelse af en delvis tospaltet opsætning er det oven i købet lykkedes at få hele kataloget til at fremstå tosproget (dansk/ tysk). Det egentlige katalog suppleres, Dan Fogs vane tro, af udmærkede oversigter og indexer. Kataloget er dog langt fra fejlfrit eller komplet. Således må angivelserne for kompositionstidspunkt og ur-opførelsesdato i flere tilfælde tages med et gran salt. Hvad kompositonstidspunktet angår, så anføres i mange tilfælde kun det år, hvor kompositionen er afsluttet, selvom den udmærket kan være påbegyndt et eller flere år før. F.eks. anføres 8. symfoni som komponeret i 1871, men Gade skriver selv på sidste side af partiturrenskriften ""Componeret Vinteren 1869-70. Instrumenteret Sommeren 1870 (Færdig Instrumenteret October 1871) ..."" Lignende forhold gør sig gældende for 1., 4. og 6. symfonis vedkommende. M.h.t. uropførelsesdatoer er der blandt symfonierne angivet to ukorrekte datoer: 4. symfoni blev ikke uropført 16/1 1851 i Leipzig, men 16/11 1850 i Musikforeningen i København, og 7. symfoni blev ikke uropført 9/3 1865 i København, men 2/3 1865 i Leipzig. Fejl af denne art er dog ganske forståelige, når man betænker hvilken enorm informationsmængde der er ophobet i dette knap 100 sider store katalog. Mere ejendommeligt forekommer det, at oplysningerne om udgaver og oplag af de enkelte værker lejlighedsvis er noget ufuldstændige. Som eksempel kan det nævnes, at det fotografiske optryk af partituret til 1. symfoni, der udkom i 1967 (på Dan Fogs eget forlag!) glimrer ved sit fravær, og et opslag i Det kgl. Biblioteks kataloger godtgør, at klaversuiten ""Børnenes Jul"" op. 36 i det mindste findes i tre udgaver udover dem, der er anført i Fogs katalog. Endelig skal der, hvis man skal være meget pedantisk, gøres opmærksom på, at angivelserne af de enkelte værkers takt- og toneart sker med en inkonsekvens, som det ikke har været anmelderen muligt at gennemskue.

De her nævnte ankepunkter er dog kun skønhedspletter på det ganske imponerende stykke grundforskning, der offentliggøres med dette katalog, som er et helt uomgængeligt redskab for enhver, der ønsker at beskæftige sig nærmere med Gade.

Niels W. Gade: The Complete Symphonies.

Stockholm Sinfonietta. Neeme Järvi, conductor.

BIS Records.

Af Bo Foltmann

""Svenskerne vandt Gade-løbet"" -sådan lød overskriften i Berlingske Tidende, da Jens Brincker omtalte den ny komplette indspilning af Gades symfonier med dirigenten Neeme Järvi i spidsen for Stockholm Sinfonietta. Svenskerne var dermed kommet i mål før danskerne (Dansk Musik Antologi), som har et tilsvarende projekt på bedding med Collegium Musicum og Michael Schönwandt. Umiddelbart virker det ganske paradoksalt, at der ligefrem skulle opstå konkurrence om at komme først med denne indspilning. Det meste af vort århundrede har det jo her til lands været god tone at rynke på næsen af Gade bortset fra enkelte ""hits"" blandt hans ungdoms- og tidlige mandomsværker som f .eks. Ossian-ouverturen, 1. symfoni og Elverskud, mens størstedelen af hans senere produktion ofte er blevet betegnet med ord som rutinepræget, glat og anæmisk. Inden for den sidste halve snes år er der dog sket en stigning i interessen for Gades musik, hvilket har resulteret i en efterhånden ganske anselig række grammofonplader med kammermusikværker og orkester- og korværker som f.eks. violin-koncerten, Holbergiana-suiten, Elverskud og Kaianus. Men de 8 symfonier har indtil nu været sjældne gæster i grammofonpladekatalogerne for ikke at tale om de danske koncertsale. En oversigt over de hidtil indspillede symfonier vil tjene til at illustrere dette forhold: Af danske optagelser foreligger der til dato den henved 20 år gamle men stadig anbefalelsesværdige indspilning af 1. symfoni med Det kongelige Kapel og Johan Hye-Kundsen (Fona 108 685) samt den noget yngre, men teknisk set dårligere, indspilning af 8. symfoni med Radiosymfoniorkestret og John Frandsen (EMI/DMA 046/063-39372), sidstnævnte indspilning skæmmes desværre af en række overspringelser (ialt erder klippet 100 takter ud!). Hertil kommer en svensk indspilning af 4. symfoni med Malmö KFUM-Symfoniorkester under ledelse af Bengt Nilsson (Öresund MKS-LP-821), men dette orkesters spillestandard yder dog langt fra Gade retfærdighed. Endelig dukkede der for nogle år siden en italiensk plade op på det danske marked med 3. og 5. symfoni, angiveligt indspillet med New Naples Symphony Orchestra. Det viste sig dog hurtigt, at der faktisk var tale om piratoptagelser af danske radioproduktioner og pladen forsvandt hurtigt fra de danske pladeforretninger. Facit: Frem til foråret 1987 fandtes der én god indspilning af én Gadesymfoni, nemlig den første. Dette hul i grammofonplademarkedet sammenholdt med de seneste års stigende interesse for Gade har øjensynligt inspireret det svenske pladeselskab BIS til en samlet produktion af de 8 symfonier, - et initiativ som i disse kultureksporttider må opfattes særdeles smigrende fordansk musikliv. Når det kommer til stykket er der dog en række alvorlige minusser ved disse optagelser, som i mine øjne gør denne indspilning særdeles betænkelig. BIS har valgt at indspille symfonierne med Stockholm Sinfonietta, som er et første klasses kammerorkester, -ingen tvivl om det, men med et strygerkorps på 25 m/k (8, 6, 4, 4, 2) er orkestret ganske simpelt for lille til at skabe den brede mættede strygerklang, som er en forudsætning for en god udførelse af disse værker. Selv ikke den gunstigste mikrofonopstilling kan opveje denne mangel på strygere og resultatet er en forceret til tider ligefrem grim strygerklang. Særlig grelt er problemet m.h.t. balancen mellem strygere og blæsere i ydersatserne, hvor tematisk væsentlige afsnit ofte druknes i messingakkompagnement. Værst går det ud over de to første og de to sidste symfonier, mens f.eks. 4. symfoni, der er skrevet for traditionel wien-erklassisk besætning, fungerer rimelig godt i balancemæssig henseende. Den sparsomme strygerbesætning bevirker også, at de langsomme satser undertiden får et utilsigtet næsten kammermusikalsk præg, som f.eks. i slutningen af Andanten af 7. symfoni, hvor Gade anvender firdelte bratscher - sikke et held at Stockholm Sinfonietta lige netop har fire bratscher!, og hvis mine ører ikke bedrager mig, så spilles et afsnit for delte celli i 1. symfonis Andantino således, at overstemmen udføres af en solocello, hvilket unægteligt ændrer klangbilledet. Er valget af orkester til denne indspilning problematisk, så forekommer valget af dirigenten Neeme Järvi ikke mindre problematisk. Denne utroligt f littige dirigent har med disse 4 CDere føjet Gade til den række af nordiske komponister, hvis symfoniske produktion han i løbet af forbløffende kort tid har indspillet på plade, alene for BIS er det foreløbigt blevet til over 30 plader! Men et er kvantitet et andet er kvalitet. Jeg skal ikke her komme med nogen generel bedømmelse af Järvis pladeproduktion, det har jeg ikke hørt nok af hans plader til, men det indtryk man sidder tilbage med, efter at have hørt de 8 Gadesymfonier er alt andet end flatterende. Samtlige 8 symfonier gennemspilles efter en helt stereotyp recept: Effektivt, f lot, men ikke særligt klangskønt orkesterspil i hårdtpumpede tempi. Enhver lejlighed til letkøbte effekter udnyttes, som f.eks. når tempoet får en tand ekstra i kodaerne og paukisten får lov til at gå helt grassat på slutakkorderne. En mere differentieret tolkning af de enkelte symfonier savnes totalt. Det er som om Järvi fuldkommen har overset, at disse 8 symfonier blev til over en periode på omkring 30 år, igennem hvilken Gade gennemgik en markant stilistisk udvikling. Der er langt fra 1. symfonis stort anlagte national-romantiske gestus over 4. symfonis klassiske afklarethed til de to sidste symfonier, som i flere henseender kan lede tankerne hen på Brahms og Dvorak, men denne udvikling hører man ikke meget til hos Järvi. Har han ikke haft tid nok til at sætte sig ind i partiturerne før han gik i pladestudiet?

Det skal dog siges til Järvis ros, at han i det mindste spiller alle noderne; alle repetitionstegn overholdes, der er ikke foretaget nogen overspringelser ejheller er der ændret i den originale instrumentation. Det er mere end man kan sige om de indspilninger (radiooptagelser), der i de seneste år er produceret i Danmark. Som nævnt er en samlet dansk produktion af Gadesymfonierne undervejs med Collegium Musicum og Michael Schönwandt. Der er al mulig grund til at tro, at Schönwandt har mere fornemmelse for Gades stil end Järvi har det, men, som det turde være fremgået af ovenstående, Gades symfonier og et kammerorkester er en dårlig kombination. Såvidt jeg er informeret mangier symfoni nr. 3,5, 7 og 8 stadig at blive optaget. Man må derfor håbe, at det vil blive økonomisk muligt at optage i det mindste de to sidste symfonier med et stort strygerkorps.