Den rige og den fattige musik

Nu igen! - man kunne næsten høre nogle af tidsånderne sukke højlydt, da Per Nørgård blev proklameret hovednavn ved dette års Numus. Ingen dansk komponist er i 1980erne blevet fejret, feteret og forkyndt i blot tilnærmelsesvis samme omfang: ved 50-års dagen i 1982, vid Siddharta-opførelserne herog hinsidan, ved Scandinavia Today, ved udgivelsen af de Hansenske og Jensenske bøger og så videre og så videre. Og for at det ikke skal være løgn, er han nu også, efter års tilløb, blevet professor i det århusianske. Sig så ikke, at en profet ikke agtes i sit hjemland.

Men for nu at vende tingene på hovedet (ellerfødderne): selvom optagetheden af Nørgård ofte har været præget mere af loyalitet end af integritet, er der gode musikalske grunde til den, som også Numus 87 i et vist omfang fik vist. Når netop Nørgård kan fascinere både professionelle og menige øren langt ud over den almindelige ny (dansk) musik-bekendtskabskreds, er det fordi han som ingen anden herhjemme formår at gribe, irritere og stimulere - men kun i undtagelsestilfælde efterlader én med et ""nå"".

Heller ikke i Århus, selv om økonomiske begrænsninger satte deres præg på Numus 87, og selv om en tre en halv times protrætkoncert i midten af et i øvrigt hårdt presset festivalforløb mere lignede en bjørne- end en vennetjeneste. Som bekendt begår Nørgård adskillige orkesterværker i disse år, men de afsindige forhold omkring Musikhusets store sal, der reverenter talt gør det billigere for Århus Symfoniorkester at lade være med at give koncerter, forhindrede muligheden for at høre nyere Nørgård-orkester-musik ved denne lejlighed. Samtidig med at Nørgårds første større kammermusikværk af nyere dato, Tintin-nabulary-kvartetten, først blev urop-ført ugen efter i Brighton. Så det var med få undtagelser ældre Nørgård-værker, der kom til at lyde i det århusianske - den både kompositorisk og udførelsesmæssigt mest bemærkelsesværdige undtagelse var Erik Kaitofts modige kamp med ""Achilles og Skildpadden"". Til gengæld fik man opridset nogle sider af Nørgård, som de sidste tiårs voldsomme fokusering på den hierarkiske musik og hvad derefter fulgte har haft det med at overskygge. Først og fremmest de tidlige værker, fra hvad komponisten selvforskyldt fik etiketteret som det nordiske sinds univers frem mod større selvstændighed og orientering udad i Metamorfoserne for strygere. Hørt med 1980ernes bagkloge øren er det musik af mestendels historisk interesse. Nørgårds idérigdom og ekspansive forhold til traditionen kolliderer med den nordiske romantiks afmålthed - Nørgård er for flyvsk og traditionen for jordbunden.

Først i Metamorfoserne er der kommet tilstrækkelig luft under vingerne til at han kan stå på egne ben og træde fri af det lukkede univers. Men herfra løfter det sig også, og fra metamorfoserne og til de helt nyskabende 60er-værker som Rejsen Ind l Den Gyldne Skærm og 2. symfoni er der ikke langt. Hvorfra der heller ikke er langt til problematiseringen af den hierarkiske musik i Siddharta og Sarvig-korværkerne. Hvorfra der heller ikke er langt til Wolflis glade viden- og lidenskab i 4. symfoni og Det Guddommelige Tivoli. Hvorfra der heller ikke er langt til den utroligt rige, spæn-dingsladede og visionære musik, Nørgård skriver i disse år.

Hvoraf det kan udledes, at man med fordel kan droppe den megen snak om Nørgård-periodisering, som fik tildelt en hovedrolle ved Numus-paneldebatten mellem Nørgård og Karl Aage Rasmussen. Selvfølgelig erder konflikter og brud i en så omfattende og facetteret produktion. Men det væsentlige er at der er lige så meget konsistens som der er modsætninger i Nørgårds værkliste. Det handler om ikke at blive stående, om konstant at overskride sit sprogs grænser, med alt det indebærer af fejlskud, skævheder og knudrede sammenstød - for det er også forudsætningen for en musik, der når den lykkes er overvældende. Men den del af Nørgårds værk finder man hyppigst i stort regi, kor- orkester- eller sceneværker, og sligt kræver flere penge end Numus bliver betænkt med. l grel modsætning til eksempelvis den engelske Brighton Festival, der samtidig med Numus præsenterede Nørgård, der jo dér ikke er nationalkoryfæ men en interessant nyhed, med BBC Singers, BBC Symphony og Frances-Marie Uitti i cello-koncerten, 4. symfoni, Frostsalme og Wie Ein Kind, 4 af hovedværkerne fra det sidste tiår. Men det var selvfølgelig også som følge af hvad der herhjemme stadig regnes for djævelens værk: privat sponsorering.

I den rigeligt diffuse og indforståede diskussion mellem Nørgård og Rasmussen-som vel vartænkt afholdt for et bredt publikum og ikke blot for de involverede Numus-komponister -lettede der mere end ét par øjenbryn, der Nørgård erklærede Darmstadt-modernismen sin interesse og solidaritet. Det er jo mildest talt ikke moderne, ellere rettere post-ditto. For vi skal jo til det, og Numus-arrangø-rerne lagde med konfrontationen af Nørgård og Rasmussen også op til det: den etiske fordring fra 1950erne og 1960erne overfor post-budskabet om værdifrihed og de store historiers død. At det ikke blev den vigtige diskussion, det kunne og burde have været, skyldtes to ting. For det første, at Nørgård som debattør er lige så impulsiv som han er som komponist, og det kræver en fastere ordfører-hånd end der her var. For det andet, at Rasmussens opgør med modernismen har det med at foregå i form af indforstået sarkasme og hurtig udlevering. Det kan passere i forbindelse med radiopræsentationer, der jo pr. definition er monologiske, men burde ikke gøre det i et Numus-forum.

Når Rasmussen kan skrive så tæt og medlevende om midt80ernes musik, som det kunne læses i DMT 6/87, er det svært at forstå hvorfordiskussionerne skal reduceres til værdifri (og -løs) smartness, blot fordi han er på Numus-hjemmebane. Ingen tvivl om, at hans modernismekritik er det mest kvalificerede forsøg i den retning, der endnu har kunnet høres og læses herhjemme - når hans nyskrivning af musikhistorien engang kommer, bør den blive pligtlæsning. Men den rasmussenske modernismekritik ville unægtelig være mere overbevisende, hvis den inddrog mere af den klingende virkelighed fra 50erne og 60erne, fremfor at fokusere så ensidigt på et opgør med teorier, manifester og programerklæringer i almindelighed, og Adorno, Stockhausen og Boulez i særdeleshed. Ikke mindst i betragtning af, at Rasmussen åbenbart har valgt fuldstændig at ignorere, at netop Adorno og Boulez selv var blandt den akademiske serialismes første og skarpeste kritikere. Historien er godt nok til for at bruges, men ikke på den måde.

Det er fortsat på lyden, at man skal bedømme musikken. Og dér står de gamle sig altså stadig temmelig godt, som det vil kunne opleves i Odense sidst i september. Mens Rasmussens Numus-hovedværk i år, hans version af Hoffmanns Eventyr, Vores Hoffmann kaldet, for mig at høre ikke gør det - en villet fusion af instrumentalteater à là Kagel, musik på Offenbachs og andres musik, alternativt, 'fattigt"" teater og kulturradikal socialkabaret om følelsernes kranke skæbne på det fri marked. Letløbende og uforpligtende, som et forsinket 60er-spex i konservatorieregi; en slags forsøg på en fjællebods-version af den dekompositions-æstetik, som også gør sig gældende i Rasmussens ""Liederkreis"". Flittigt citerende værker, hvor musikalske ordspil, indforståethed, og abstrakte konstruktioner bliver mål i sig selv, lystvandringer i konservatoriebiblioteket. Men også akademisme i langt større omfang end den eksperimenterende og åbne 1950er- og 60ermusik, Rasmussen har så meget imod.

Som Rasmussen selv var inde på i DMT 6/87, er en mere afslappet holdning til udfordringen fra 1950erne og 1960erne på vej. Jeg opfatter det som en positiv udvikling, et tegn på at engagement og intellekt er på vej tilbage i partiturmusikken; Ivar Frounberg er det foreløbig fineste eksempel herhjemme. Hvad der viderehen vil ske, efterhånden som Nørgårds eksperimenterelyst og mod på nytænkning forhåbentlig via hans nye job vil slå igennem også hos en yngre generation, bliver spændende at følge. Foreløbig kunne det blive fint, om kommende Numus-dage havde mod på at trække den linie fra de første efterkrigsårtier til i dag, som på internationalt plan er ved at blive klar. Historien går videre, både den store og de små, og som andre absolutismer er post-modernismen på vej til at blive passé. Kompleksitet og mangfoldighed er ikke modsætninger, det er gensidige forudsætninger.