Én Gud - Én kirke - Én lovsang

Merete Wendler er organist i Tingbjerg Kirke. Endv. med i initiativgruppen til stiftelse af foreningen Forum for Rytme i Kirken.

Af Merete Wendler

Bernhard Lewkovitch taler i DMT nr. 5 1986/87 om fornyelse af kirkemusik og -sang, om begreberne folkelighed, enkelhed og kvalitet i forhold hertil og om sammenhængen mellem verdslig og kirkelig musik. Jeg vil i denne artikel komme med mit bud på, hvad kirkemusik og -sang er og kan være, idet jeg vil beskrive musikken og sangen i kirken ud fra det større kirkelige og samfundsmæssige perspektiv, jeg mener, den hører hjemme i.

Som situationen er i dag i Folkekirken, er det først og fremmest sangen, der kalder på menighedens deltagelse, og det er den, jeg i nærværende artikel især vil koncentrere mig om. Kirkesangen vil jeg se på diakront: som en station på den evangelisk-lutherske kirkesangs udviklingsvej fra de første liturgi- og salmebøger fra starten af 1500-tallet til i dag. Og jeg vil se på den synkront: bl.a. gennem kommunikationsteoretiske briller, som ét kommunikations-fænomen blandt mange i det danske samfund anno 1987. Siden mine synspunkter først og fremmest bygger på de erfaringer, jeg høster i mit daglige arbejde, vil jeg fortælle om nogle af de eksperimenter med sang og musik, vi foretager i Tingbjerg Kirke samt på denne baggrund vurdere nogle af de mange aktuelle nyudgivelser af salmer og sange til kirkeligt brug. Endelig vil jeg fremsætte mine overvejelser angående sangen og musikken i kirken, som ligger til grund for mit forsøgsarbejde: visioner om folk og kirke, samfunds- og kirkemusik som konvergerende størrelser.

Musikalsk genmæle

Opvågner alle dybe toner, til pris for menneskets forsoner! F or samle s alle tungemål i takkesangens offerskål! Îstemmer over herrens bord nu menighedens fulde kor!

Da N.F.S. Grundtvig i 1843 skrev ""I al sin glans nu stråler solen"", havde han for længst gjort sin ""mageløse opdagelse"" af ""det levende ord"", den nære forbindelse mellem sprog og virkelighed, som lå til grund for hans tanker om kristentroen som en folketro. Hans anti-au tori tære oprør begyndte med Kirkens genmæle i 1825, som først og fremmest var rettet mod de teologiske autoriteters monopol på kristendommen. Grundtvigs skrift vakte et ramaskrig på bjerget, personificeret i prof. dr. theol. H.N. Clausen, der vandt en efterfølgende injuriesag mod Grundtvig.

I 1987 gentager historien sig: Vi har atter et an ti-autoritært oprør, denne gang uden egentlig forgrundsfigur, men ledet af folk blandt især progressive teologer og engagerede kirkegængere (bl.a. Værkstedskirken og Kirkefondet i Kbh.). Modstandere er dels teologer, dels organister (med fagforeningen Dansk organist- og kantorsamfund i spidsen) og konservatorier og kirkemusikskoler. Stridens æbler kan vel koges ned til en grød af uenighed om, hvorvidt gudstjenesten i form og indhold skal være foranderlig eller uforanderlig, og om den - i en eller anden forstand - er/skal være folkelig eller ufolkelig. At striden om gudstjenesten og dens musik er meget andet end en teologisk og musikalsk strid indenfor kirkens fire mure fornægter sig ikke: Den er en s trid om tilværelsesforståelse, om guds- og menneskebillede og om kirkens og musikkens placering i samfundet. Bernhard Christensen skriver i Mit Motiv (1983) om den store modstand, jazzen mødte i Danmark i trediverne, dels fordi den kom fra en fremmedkultur, dels fordi den af mange betragtedes som et underlødigt modefænomen. Akkurat det samme gør sig nu i firserne gældende, hvor bl.a. den rytmiske musik søges indført i kirken. En udbredt mangel på enighed om, hvad kirkemusik er, og hvad begreber som folkelighed og kvalitet indenfor musik dækker, er symptomatisk for diskussionen. Men først og fremmest vanskeliggøres slagsmålet af, at der er så få menige kirkegængere til at udtale sig. Det folk, der for Grundtvig udgjorde kirken, er ikke mere ""alle tungemål"" og ""menighedens fulde kor"", men kun nogle ganske få procent af den danske befolkning. Så diskussionen om liturgi og gudstjenestemusik foregår blandt de formelle autoriteter: teologer, organister og politikere.

Salmetraditionen

Ikke siden Evangelisk-christelig P salmebog fra 1798 har vi haft en autoriseret salmebog for en bestemt kirkelig retning. De efterfølgende: P salmebog til Kirke- og Hus-andagt (1855), Salmebogfor Kirke og Hjem (1899) og senest Den Danske Salmebog (1953) afspejler mangfoldigheden indenfor salmetraditionen. Dog har i parentes bemærket Thomas Laubs ""restaurering"" af kirkesangen som bekendt afstedkommet et noget mindre mangfoldigt musikalsk materiale i Den danske koralbog af 1954, som benyttes i dag. Til sammenligning indeholder både den norske og den svenske salmebog (hhv. 1985 og -86) et meget mere varieret og opdateret melodi- og iøvrigt også tekstmateriale.

På denne baggrund er det ikke mærkeligt, at ""salme"" er et vidt begreb. Ordbog over det Danske Sprog vil vide, at begrebet

dækker et ""digt af religiøst indhold"", en ""lovsang"", en ""åndelig sang"" mm. Historien har set mere eller mindre skarpe skillelinier mellem hhv. ""salme"" og ""åndelig sang"", hvor førstnævnte har betegnet menighedssangen i gudstjenesten og sidstnævnte dagliglivets kristne sang. Men disse definitioner er utilstrækkelige til at besvare spørgsmålet om hvilke krav, tekstlige såvel som musikalske, en sang skal opfylde for at være en salme. For nemheds skyld vil jeg derfor i det følgende sætte ""salme"" lig ""sang, man kan synge i kirken"". Den givne menighed må for mig at se til enhver tid være den, der træffer afgørelse om, hvad der kan/ikke kan synges i kirken.

Salmesang vides at have været brugt helt tilbage i urkirken og op gennem oldtiden og middelalderen. Imidlertid skete der med reformationen afgørende ting for salmesangen i Danmark: Bl.a. fik vi salmer på dansk, heraf en masse nye tekster oversat fra tysk. Der indførtes også en del verdslige melodier i kirken, ofte ved kontrafaktur, altså en ""kristelig forvending"" af en verdslig tekst, som så beholdt sin verdslige melodi. Luther var således indstillet på en gudstjeneste, som meningheden tog aktivt del i, sådan som det også kommer til udtryk i de ""pædagogiske"" udgivelser Thomissøns salmebog (1569) og Jespersens Graduale (1573).

I retrospektiv fremviser salmetraditionen således til forskellig tid faktisk alle de træk, som tilhængere af gudstjenestefornyelse i dag slår på: enkelhed og forståelighed, tidssvarende og sangbare tekster og melodier. Men det, der engang har været tidssvarende og meningsfuldt, bliver ikke ved at være det. Den musikalske udviklingsproces stopper ikke, ligeså lidt som sprogets ditto gør det. Og ikke mindst den generelle samfundsudvikling i det borgerlige samfund, f.eks. urbaniseringen i forbindelse med den 2. industrielle revolution efter 1945, har sat sit præg. Vi pløjer og sår ikke mere alle sammen, og vi synger ikke mere J. A.P. Schulz i skolen, hverken hans melodier til verdslig eller kirkelig brug. Forståeligt nok har denne udvikling fået nogle mennesker til at stoppe op og prøve at holde fast ved, hvad de ser som værdifuldt. Selskabet Dansk Tidegærd samles om gregorianik og Samfundet Dansk Kirkesang om Laub og hans kirkemusikalske ideer. Det seneste skud på stammen kommer til at hedde Forum for Rytme i Kirken og stiftes i september 1987. Dets formål bliver at skabe rammer for arbejdet med at integrere ny folkelig musik, herunder rytmisk musik, i dansk kirkeliv, specielt -musik og -sang, reformeret - endnu en gang. Samtidig med at foreningen vil bevare det gode af det gamle og i høj grad også stille krav om kvalitet til det nye.

Sekulariseringen, her forstået som adskillelsen af den kristne tradition fra samfundet og dets borgere, afspejles allerede i Guldbergs salmebog fra 1778, hvis tekster forbinder tro og livet på jorden. Siden er sækulariseringen vel blevet noget nær fuldbyrdet, hvad man også kan se på salmetraditionen, der er holdt op med at tage verdslige melodier ind i kirken. F.eks. er koralsangen ensidigt kirkens, den rytmiske solist-sang ensidigt samfundets sang. Fællessangen har længe været på retræte, og kirken er en af de få institutioner, der gør et hæderligt (?) forsøg på at bevare den. Fælles indhold og udtryksformer for kirke-hhv. samfundsmusik og -sang eksisterer imidlertid så godt som ikke. Et kulturfællesskab er ophørt.

Musik som kommunikation

""I salmen ""Op al den ting"", hvor han forsigtigvis undlod at benytte orgelet, begyndte han at synge melodien i et så dybt leje, at det næsten var umuligt at høre tonen. At han ikke benyttede orgelet, havde sin gode grund deri, at han ved or dene ""og al hans magt bevise"" gjorde en melodisk volte, således at vi ved slut-ningslinien var kommet fire toner for højt op. Ifald han så var vendt tilbage til tonika, havde det hele jo nok været splintrende galt, men do g fysisk overkommeligt; nu derimod gik han videre i kvartcirkelen, og efter tre eller fire vers var vi kommet så højt, tolv-femten toner, at det var umuligt at komme videre. Så rynkede han brynene, gjorde en pause og en stor synkebevægelse, så vi så hans adamsæble glide op og ned, og togfatpåny på den aller dybeste tone, han overhovedet var i stand til at frembringe. Man begriber ikke, hvorledes han er kommet i et så akavet forhold til denne enkle melodi"" (fra Min fynske barndom af Carl Nielsen)

Hvordan kan man komme i et akavet forhold til en enkel salmemelodi? Ja, man kan være lidet musikalsk som Carl Nielsens lærer fra Nørre-Søby. Eller musikstilen kan være én fremmed, fordi man ikke er vokset op med den. Det sidste er i dag tilfældet for en meget stor del af den danske befolkning og dens forhold til salmerne i kirken. For slet ikke at tale om dens forhold til orgelmusik. Men her er det på sin plads med en musiksociologisk ekskurs for at få klaret nogle begreber. Som al musik befinder kirkemusik og -sang sig i en traditionssammenhæng (som beskrevet i foregående afsnit) og i hvad man kan kalde en kommunikativ sammenhæng: Musikken er typisk frembragt af en komponist, spilles f.eks. af en organist og høres af en menighed. Musikken er et udtryk for noget, fra ét menneske til et andet, og både afsender, formidler og modtager er påvirket af en række æstetiske, historiske og sociale faktorer. Når man giver sig til at undersøge retningen og graden af faktorernes interaktion med hinanden, kan man gøre en række iagttagelser - psykologiske, sociologiske, osv. - som tilsammen giver et billede af den pågældende musiks funktion i sammenhængen. I tilfældet med drengen Carls lærer, der er tvunget til at optræde

som degn hver søndag, har vi en situation med forvrænget eller måske nærmest ""tavs"" kommunikation. Tavs i den forstand, at den ellers så udmærkede 1500-tals-melodi ikke bliver formidlet, som komponisten eller hvem det nu er måtte have tænkt sig det. Med det resultat at menigheden optager musikken anderledes, end den er tænkt. I dette tilfælde som sagt pga. den mangelfulde formidling.

Man kan spørge sig selv, om der ikke også sker en forvrænget musik-kommunikation i kirken i dag. Ikke så meget pga. formidlingen, som fordi den potentielle menighed mangler en fælles reference-ramme, en fælles afkodningsnorm så at sige. Drengen Carl ""afkoder"" automatisk: han kender læreren som sanger, ser hans nervøsitet, vurderer hans (manglende) evne til at synge salmen, iagttager den groteske fællessangssituation, kender ""Op al den ting"" som den egentlig lyder og får formodentlig ganske bestemte associationer i forbindelse med netop den tekst og den melodi - når ellers salmen synges rigtigt. Drengen følger sin intuition, som stammer fra hans kirke- og sangvanthed.

Midt i en medietid

Musik-reception, hvordan musik opfattes, er bl.a. afhængig af den opfattende selv, nemlig af hans/hendes forventninger til musikken. Eksistensen af den kirkemusikalske tradition skaber vores forventninger til, hvad vi vil møde af musik og sang i kirken. Og traditionen holdes i hævd af kirkens musik-formidlere, organisterne og kirkesangerne. På trods af salmetraditionens mange og store guldklumper er Den Danske Salmebog ifølge sagens natur - kun 13 af dens 754 salmer er fra dette århundrede - med sit arkaiske sprog og verdensbillede utidssvarende og umiddelbart uforståelig for det store flertal. Dette gælder også musikken.

Når vi taler om kirkemusikken, altså den del som menigheden ikke kan deltage i, falder tanken på musikken i en koncertsal. Koncertsals-situationen ligner en formidling af musik løsrevet fra enhver kontekst: musikken er ikke brugs-musik, men ""kun"" beregnet til æstetisk nydelse eller mangel på samme. Provokerende kan man kalde den form for musik ""opium for folket"", idet den manifesterer sig selv uden modspil og uden folks aktive deltagelse.

Når vi taler om samfundsmusikken, altså det folk hører til hverdag, taler vi hovedsagelig om musik i medierne. Sang er blevet noget, man lytter til eller i bedste fald går til (amatørkorsang). Sagt positivt har radio og TV, pladespiller og båndoptager mm. udvidet mulighederne for musikforbrug uvurderligt meget. Sagt negativt har medierne bidraget til en øget fremmedgørelse, idet forbruget er blevet til konsumption: en form for musik-oplevelse, som oftest er udelukkende ikke-kropslig, tavs og individuel og ikke sjældent bevidstløs. Har det, at vi lever i en medietid, konsekvenser for, hvad og hvordan vi oplever i kirken? Jeg mener det afgjort. Bl.a. tror jeg, mediernes enorme indflydelse har den overordentlig vigtige konsekvens for gudstjenesten, at den ved at være hovedsagelig repræsentativ ikke kan være meningsfuld. Hvorved jeg mener, at uden en væsentlig grad af menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten vil man ikke opnå den aktive medleven hos folk, som er en forudsætning for et positivt udbytte. Når præsten repræsenterer folk overfor Gud, og sangerne og organisten synger og spiller dertil som engle i Paradis, er medietidens potentielle menighed henvist til at spille rollen som enten Tantalos, der til stadighed forgæves forsøger at få del i goderne, eller som Djævelen, der forsager kirken og alle dens gerninger!

Toner som fysisk realitet En morgen spillede jeg en cha-cha-cha på orglet i Tingbjerg for to l. klasser, vi har haft besøg af en time om ugen i et år. Børnene syntes, det påtrængende danserytme var ""fed"" og ville høre den en gang til. Adspurgt om de mente, jeg kunne bruge den i gudstjenesten om søndagen, stirrede de på mig med forbløffelse: Selvfølgelig kunne jeg det. Den var j o god!

Børnenes intuitive fornemmelse af den cubanske rytme var uden tvivl kropslig, for de begyndte at hoppe i sæderne og vippe med tæerne. Musikken rørte noget i dem - som traditionel kirkemusik og -sang iøvrigt utvivlsomt kan røre noget i garvede kirkegængere, selvom det ikke lige kommer til udtryk i hop og vip. Er det udelukkende det lydligt ikke-danske/-vesteuropæiske islæt i f.eks. latin-amerikansk musik, som gør, at vi ikke spiller og synger den i kirkerne? Traditionen kender ikke den slags musik, vil nogle sige. Nej, men det gør samfundet: medierne og både professionelle og amatør-musikere udenfor kirken.

Et eksempel på kropsfjendskhed i noget af den ældste kirkemusik er ifølge den tyske sociolog og filosof Max Weber den gre-gorianske sang, som den i dag tolkes af Solesmes-munkene i Paris, der næsten har monopol på grammofon-udførelserne af denne sang. Hvor de såkaldte mensuralister hævder en vekslen mellem lange og korte nodeværdier, går de såkaldte accentua-lister ind for en fri rytme, der dog er underlagt betoningerne i en teksts metriske opbygning. Solesmes-munkene laver en fri rytmisk udførelse, hvor de dvæler på enkelttoner og så synger videre. I modsætning til den verdslige brugsmusik - i det væsentlige dansemusik - levner den rytmisk frie sang ingen chancer for udenforståendes deltagelse. Den er ufolkelig og kropsfjendsk.

Hvadenten dette eksempel nu virkelig kan ses som begyndelsen til den vestlige musiks kropsfjendskhed eller ej - jvf. den måde vi går til klassisk koncert på - er det en kendsgerning, at forskellige kirkelige retninger gennem tiden har gjort meget ud af at understrege kroppens ""mindre"" værd i forhold til åndens. Psykologiske undersøgelser dokumenterer ellers en dybere og mere intens oplevelse af musik ved aktiv kropslig medieven. Bernhard Christensen, som er komponist og musikpædagog, organist og j azz-musiker, har i sit pædagogiske virke lagt megen vægt på impulser fra orientalsk og afrikansk musik, på musik i samspil med krop. Det samme gør Peter Bastian, som er fagottist og musikpædagog og også beskæftiger sig med både klassisk og rytmisk musik. I nedenstående citat fra Ind i musikken (1987) udtrykker Peter Bastian meget præcist glæden ved en god musikoplevelse, samtidig med at han - sikkert uden selv at vide det - giver et godt bud på én af grundene til, at den kropsnære musik har trange kår i kirken:

Hører jeg et swingende funk-band, oplever jeg tonerne inde i min egen krop, som en fysisk realitet der anslår den indre energi i en glædesfyldt dans, synkron med tonernes bevægelse. Og naturligvis kender jeg mennesker der er så fuldstændig afvisende overfor den musikgenre, at de kun oplever en bekræftelse på lødigheden af deres aversion.

En værkstedskirke i byen

Tingbjerg Kirke er 4 år gammel og ligger i et udflytterkvarter i Brønshøj i København, som arkitektonisk skabtes af Steen Eiler Rasmussen i 50'erne. Byen er i dag beboet af ca. 5.500 mennesker, hvoraf mange er enlige og mange relativt dårligt stillede socialt set. De oprindelige forventninger om at skabe en bebyggelse, der kunne være rammen om fællesskab for byens folk, er ikke blevet indfriet. Tingbjerg er snarere en by med mange isolerede mennesker og en by uden traditioner. Den er også en by med mange fordomme overfor kirken. I kirken foregår et stadigt forsøgsarbejde med gudstjenesten og kirkens øvrige aktiviteter. Begge dele planlægges og overvåges af menighedsrådet, som således i modsætning til de fleste andre steder virkelig ""blander sig i"", hvad præster og organist måtte finde på. F.eks. er det ikke mig alene, der planlægger sæsonens koncerter og øvrige musikalske aktiviteter, men kollektivt af menighedsrådsmedlernmer og ansatte. I højmessen arbejder vi med en forsøgsliturgi godkendt af Københavns biskop. Den går meget kort sagt ud på større forståelighed og enkelhed i gudstjenesten, dvs. nutidigt sprog og færre af de led, som menigheden ikke deltager aktivt i, samt en sammenkobling af daglige erfaringer med det evangeliske budskab. Hvad det musikalske angår, vil jeg nævne to ting: Tingbjerg Kirkes Sangbog og husorkesteret. Tingbjerg Kirkes Sangbog er en samling salmer og sange, der benyttes sideløbende med Salmebogen ved højmesser og andre gudstjenester. Indholdet er hentet mange steder fra: der er rytmiske sange, folkeviser, højskolesange mm. Melodierne er en blanding af kendt og ukendt, traditionelt og rytmisk. Husorkesteret spiller/synger ved en højmesse og en anden gudstjeneste om måneden og består til enhver tid af de medlemmer af menigheden, der pågældende dag på denne måde har lyst til at være med til at gøre gudstjenesten festlig. Man medbringer sit instrument - uanset færdigheder! - og/eller ""bare"" sin gode vilje, og så øver vi på dagens musik og sang inden gudstjenesten.

Værkstedskirkepræget begrænser sig altså ikke til indføringen af en enkelt ny salme i gudstjenesten fra tid til anden. Det betyder et konsekvent arbejde med fornyelse i alle kirkens aktiviteter, naturligvis indrettet efter de lokale muligheder og forhold. Musikalsk set betyder det bl.a. et forsøg på at inddrage både klassisk, folke- og rytmisk musik og på at realisere menighedens musikalske ressourcer og glæde ved musik. Ved månedlige eftermiddagsmøder er der lejlighed til at introducere, lytte til, synge og snakke om musik, og det har vist sig, synes jeg, at viljen til at få ""udvidet horisonten"" bestemt ikke mangler hos menigheden. Såvel kirkeorglet og dets musik, f.eks. orgelkoraler, som folkeviser og Trille er blevet gjort til genstand for diskussion. Den samme stilistiske spredning forsøges holdt ved de årlige 7-8 ""koncerter"", der i min tid har været alt fra kammermusik over folkedans til rytmisk børnekorsang.

Alt i alt har forsøgene med ny kirkemusik, især -sang, affødt positiv respons. Som altid har praksis vis t sig at afgøre en sangs sangbarhed og slidstyrke snarere end teoretiske kvalitetskrav. Mht. den praktiske udførelse af musik og sang ved gudstjenesterne er det klart, at resultatet fra tid til anden ikke matcher med den polerede medielyd eller et professionelt musikerkrav om perfektionisme. Men processen, arbejdet med at frembringe musik og sang sammen, er udbytterig og sjov; for nogle desuden en slags terapi. For mig er det en stor udfordring at skulle fungere i triplerollen som musiker, pædagog og socialarbejder og en udtalt nødvendighed at få lov at være konsulent snarere end despot mht valg af musik og sang i kirken.

Nye salmer

Der er siden starten af 70'erne udgivet tre salmebogstillæg (1976, -78 og -81), Løgumklostersangbogen (1974) og Salmer og Kirkeviser (1984) samt adskillige enkeltpersoners bud udi salmegenren. Senest har litterære personligheder som Jørgen Gustava Brandt (1986) og Sten Kaalø (1987) skrevet nye salmer. Den første samling til musik af komponisten og dirigenten Ole Schmidt og den anden til traditionelle salmemelodier samt en enkelt julemelodi. Desuden har pastor Erik Carlé i samarbejde med jazzmusikeren mm. Torben Kjær frembragt en samling salmetekster til rytmiske melodier (1986). For udførligere omtale og anmeldelser af ovennævnte kan jeg henvise til Københavns Stiftsårbog 1985 og Kirkefondets Studie-mapper.

Set i en større sammenhæng må de mange nyudgivelser tages som udtryk for et stort behov for fornyelse rundt omkring. Spørgsmålet er, om nyudgivelserne nu også er udtryk for et nyt syn på kirken? Hertil hører overvejelser om den sammenhæng, de nye salmer er tænkt i og den musik, de er skrevet til. Jeg vil her koncentrere mig om Giv dagen dit lys (Jørgen Gustava Brandt/Öle Schmidt), Vers og melodier til kirkeåret (Erik Carlé/ Torben Kjær) og Spurven (Sten Kaalø). Det teologiske indhold i salmeteksterne kan andre end jeg bedre vurdere. Hvad angår det sproglige indhold er alle teksterne så godt som friet af arkaiske udtryk, men ikke nødvendigvis mere mundrette af den grund. Knudret digterisk (?) sprog - ""Å mur af konfessionens konvention/ i paragraf og høj religion!"" - og indforstået bibelsk tale - ""Er Messias/ som Elias/ kun en typeny tyran?"" - præger især Giv dagen dit lys og Vers og melodier til kirkeåret.

Musikalsk har vi her tre helt forskellige bud: nye melodier på traditionens grund (Ole Schmidt), nye rytmiske melodier (Torben Kjær) og kendte salme-melodier. Den pædagogiske fordel ved sidstnævnte er klar, men man kan så spørge efter logikken i at have nye tekster på gamle melodier ved tanken om de forskellige associationer, forskellig musik vil fremkalde. Sprog og musik udgør i sådanne tilfælde næppe en enhed i hovedet på ret mange mennesker.

Nye melodier - traditionalis tiske som rytmiske - har den ulempe, at de fra starten er ukendte og skal læres. Og den fordel at de skærper opmærksomheden omkring salmen. Ole Schmidts melodier er efter eget udsagn ikke alle egnet til fællessang. 18 af de 25 salmer er iøvrigt blevet udgivet på plade, optaget ved præsentations-koncerten i Trinitatis Kirke i København. Den traditionelle koncert-situation som lancering af salmer, der for nogles vedkommende skal kunne fungere som fællessang, er for mig udtryk for, at vi her har en videreførelse af den stive salmesang og i hvert fald ikke noget nyt syn på kirken. Hvilket heller ikke har været hensigten, ved jeg. Anderledes forholder det sig ikke med Torben Kjærs rytmiske melodier til Erik Caries tekster. De er ganske vist utraditionelle i en kirkelig sammenhæng. De skulle på forhånd være afprøvet så forskellige steder som Vridsløselille Fængsel, Roskilde domkirke og Danmarks Radio. I Torben Kjærs musik finder jeg det rytmiske aspekt overbetonet, når man tænker på den fællessangs-sammenhæng, de er skrevet til. Skidt med de avancerede harmoniseringer - de er primært den spülendes problem. Værre er det med meget springende og modulerende melodilinjer kombineret med lifts og synkoper. Et citat fra forordet svarer på spørgsmålet om et eventuelt nyt kirkesyn: ""Bogen er ikke ment som et opgør med den traditionelle kirketone og salmeform."" Mine egne melodier er hovedsagelig blevet til af mangel på bedre.Deres fortjenester eller mangel pasamme ufortalt, kan de her tjene som eksempel på nogle af de krav, jeg synes, man må stille til en fællessang: Kristi Himmelfartssalmen, ""Du satte dig selv i de nederstes sted"", er latin-amerikansk inspireret og synkoperet. Det rytmiske lidt vanskelige ""opvejes"" af en yderst enkel melodi-struktur. Dåbssalmen, ""Først fandt livets under sted"", er også ""rytmisk"" (det er en jazz-vals), men som det ses kun i akkompagnementet. (Som det f.eks. også er tilfældet med Lasse Lunderskovs kendte melodi til Kingos ""Nu rinder solen op"".) De lige nodeværdier ""opvejes"" af melodiens noget krævende ambitus (l oktav -f l kvart). Udover disse mere eller mindre tekniske ting er overvejelser om sammenhængen tekstmelodi selvfølgelig yderst vigtige, men det vil føre for vidt i denne sammenhæng at explicitere de mange detaljer i denne problemstilling.

Én Gud, én kirke, én lovsang?

Omskrivningen af det franske ordsprog (én Gud, én konge, én lov) har tjent som titel på denne artikel, fordi jeg mener, den udmærket afspejler den aktuelle problemstilling omkring folk og kirke, samfunds- og kirkemusik. Traditionen siger: Ja, vi har én Gud, den treenige Gud; én kirke, Den danske Folkekirke; og én lovsang, den i Den Danske Salmebog. Oppositionen, hvortil undertegnede som det fremgår regner sig, siger: Nej, vi har ikke én Gud og én kirke, og vi burde heller ikke have kun én lovsang. Dansk kirkeliv, inden- og udenfor Folkekirken, udgøres af et væld af kirkelige retninger med hver sin teologi og hver sit guds -og menneskebillede. Og samfundet, som kirken ideelt set skulle være en integreret del af, er ikke ét, men mange. Et bredt kulturfællesskab eksisterer ikke. Derimod er de kulturelle referencerammer bestemt af alder, køn, social og økonomisk status. Derfor kan lovsangen ikke være uniform og begrænset af snævre rammer som den nuværende salmebogs. Salmetraditionen har afgjort sin ret og store værdi. Men Salmebogens verbale og musikalske udtryk er blevet utidssvarende. Ligesådan er kirkemusiker-uddannelseme blevet utidssvarende, for de bygger kun på traditionen indenfor kirkemusik og kun på den traditionelle organistrolle som elite-musiker. Organisterne er dygtige, men dygtigheder ingen grund til autokrati, til en ""vi alene vide""-holdning.

Musik som kommunikation er efter min mening et nøgleord for kirkemusik-begrebet. For at muliggøre kommunikation, og ikke kun envejs men to- eller flervejs, er vi nødt til at tænke pædagogisk. En god pædagog ville aldrig drømme om at undervise i et stof på den samme måde overfor forskellige grupper mennesker. Ligesom en god taler eller skribent aldrig ville bruge det samme sprog overfor forskellige grupper mennesker. Istedetfor den repræsentative gudstjeneste er vi nødt til at opbygge en identificerbar gudstjeneste, en gudstjeneste og en dertil hørende musik, der er forståelig, dvs. falder indenfor de tilstedeværendes forskellige referencerammer. Og som er aktiverende dvs. kan danne modpol til mediernes passiviserende virkning.

Toner som fysisk realitet er en oplevelse jeg ville ønske måtte forundes alle - også i kirken. De hele mennesker, som forhåbentlig i stigende tal vil befolke kirkerne, er ikke hele uden et udtryk, også musikalsk, der er kropsligt appellerende såvel som mentalt. Vi mangler liturgiske rammer for og mod til verbal, musikalsk og kropslig improvisation i kirken. Hertil skal vi bl.a. bruge et væld af forskellige instrumenter og ikke kun orglet. Den kirkemusik og -sang, jeg ønsker mig, optræder i smuk samklang med en gudstjeneste, der formår at koble daglige erfaringer sammen med det kristne budskab for de deltagende. Før dette kan blive en realitet, må den borgerlige offentligheds skarpe skel mellem folk og kirke fjernes og de tilsvarende skel mellem verdslig og kirkelig musik ophæves. I kirkepolitisk sprog betyder dette bl.a.: større frihed for det enkelte menighedsråd til at skabe muligheder for hensyntagen til lokale forhold! Det er hvad jeg forstår ved folkelighed i en positiv forstand.

Kvalitet er en dyd, men enkelhed er ingen skam. Udtryks -mæssig, herunder musikalsk, uniformitet er for de få og avler kulturpaveri, mens derimod pluralisme tilgodeser de mange. Et musikalsk hierarki må basseres på kvalitet, ikke på genre. Med andreord: De højst forskellig artede musikalske erfaringsgrundlag, vi bringer med os ind i kirken hver især, kan kun tilgodeses ved en mangfoldighed af musikalske stilarter. Jeg tror på den enkeltes musikalske fantasi og kreativitet og på, at denne skal fremmes gennem musik, der for den enkelte forbinder sig med glæde. Hver fugl sit næb!

Litteratur:

Bastian, Peter: Ind i musikken. Gyldendal/Publimus, Århus 1987.

Christensen, Bernhard: Mit motiv. Gyldendal, Kbh. 1983.

DMT nr. 6 1985/86: Bernhard Christensen portræt.

DMT nr. 5 1986/87: Bernhard Lewkovitchportræt.

Gyldendals musikhistorie, bd. 1. Gyldendal, Kbh. 1982.

Jensen, Th. Borup/Bugge, K.E.: Salmen som lovsang og litteratur, bd. 1. Gyldendal, Kbh. 1972.

Kaden, Christian: Musiksoziologie. Heinrichshofen's Verlag, Wilhelmshaven 1985.

Modspil nr. 35 april-juni 1987: Sangen har vinger.

Mortensen, Karen Marie: Folkets genmæle (i bogen af samme navn). Samlerens Forlag, Kbh. 1983.

Stengrund. Kirken i en sækulariseret tid. Niels Steensens Forlag og DMS-forlag, Hellerup 1985.

Sørensen, Søren: Kirkens liturgi. Wilhelm Hansen, Kbh. 1969.

FORUM FOR RYTME I KIRKEN

Den 12. september sammensattes på Silkeborg Højskole udkastet til vedtægter for den tværkirkelige forening, Forum for Rytme i Kirken (FFRK). I formålsparagraffen hedder det, at FFRK vil ""skabe rammer for arbejdet med at integrere folkelig musik -herunder rytmisk musik - i dansk kirkeliv"".

Initiativtagere til FFRK har været højskolelærere, præster, organister, lægfolk mm., som synes, det er på tide, der bliver skabt grobund foren rytmisk kirkemusik og -sang inspireret af folkemusik, jazz- og beatpræget musik.

Kontaktpersoner til FFRK er organist Willy Egmose, Skjern, tlf. 07 35 22 07 og organist Merete Wendler, Tingbjerg, tlf. 01 56 51 81.