Koncertlivet i København

Trine Smith's Koncertlivet i København er udarbejdet som specialeopgave i hovedfaget musikteori/musikhistorie på DKDM. Bogen blev publiceret i foråret og kan købespå DKDM, tlf. 01 12 42 74 (Helle Reimann)for kr. 210,-

Af Trine Smith

Mit udgangspunkt for at skrive opgaven om koncertlivet i København var et ønske om at undersøge, hvordan Det kgl. danske Musikkonservatorium's (DKDM) repertoire forholdt sig til det repertoire, der blev opført på offentlige koncerter på disse 2 områder: Dansk musik og musik af levende komponister.

For at have et sammenligningsgrundlag undersøgte jeg repertoiret på 3 forskellige tidspunkter: 1850-51, 1929 og sæsonen 1980-81. Jeg undersøgte de offentlige koncerter i den indre by bag voldene, på Broerne (Vester-, Nørre- og Østerbro) og på Frederiksberg. Koncerterne i dette område annonceres og anmeldes i hovedstadsaviserne og har herigennem mulighed for at være kendt af beboerne. Hvem der havde mulighed for at være publikum har jeg også undersøgt.

Jeg har tilegnet Borgerskabets Kvinder bogen, fordi de i mange, mange år har været ringeagtede og latterliggjorte publikums-optrænere både på hjemme - og udebane. Jeg har belyst deres stilling i koncert - og musiklivet gennem beskrivelse af kvindernes forhold på DKDM.

Som det fremgår af bogens indledning tilstræber jeg ikke at påvise sammenhænge mellem de 3 faktorer - repertoire, publikum og kvinderne - ved konklusioner, der får denne del af verden til at fremstå som en sammenhængende logisk størrelse. Der er plads til mange konklus ioner, de afhænger heltog holdent af, hvilke spørgsmål, man stiller. Emperien i bogen stilles frit til læserens afbenyttelse - mod kildeangivelse. Bogen er i 2 bind: Bind l er tekst, bind 2 er komponistoversigter. Hver komponist har sit skema, hvor jeg bl.a. har anført hvilke typer musik af pågældende, der har været opført på de 3 forskellige tidspunkter.

På baggrund af oplysningerne i bogen vil jeg i det følgende på DMT's opfordring analysere DUT's publikums-situation.

I 1850 boede der 122.274 mennesker i det indre København inden for voldene. På Vesterbro 2.377, på Nørrebro 3.426, på Østerbro 1.477 og på Amagerbro 141 - ialt ca. 130.000 mennesker.

Koncertstederne lå inde i byen, hvor langt de fleste mennesker boede. Arbejdstiden var lang, 72 timer om ugen, og lønforholdene var således, at en faglært svends dagløn stort set svarede til, hvad l koncertbillet kostede. Boligforholdene var elendige, mange mennesker sultede og var syge. H.C. Andersens eventyr om ""Den lille pige med svovlstikkerne"" er ikke grebet ud af den blå luft Så selvom der boede mange mennesker inde i byen dengang, var der ikke mange, der havde mulighed for at deltage i det offentlige koncertliv: De havde nok at gøre med at overleve.

I 1930 boede der 76.920 mennesker inden for den gamle voldlinie. På Vesterbro 78.931, på Nørrebro 140.963, på Østerbro 79.059 og på Amagerbro 24.199; i området mellem Søerne og voldlinien boede der 40.993 - ialt ca. 440.000 mennesker. De mest brugte koncertsale lå i den indre by og tæt på den, ved Vesterbrosiden.

Arbejdstiden var kommet ned på 8 timer om dagen og en del af de organiserede arbejdere havde fået ret til at holde 6 dages årlig ferie med løn. Lønforholdene var iøvrigt således, at en billet til en ""almindelig"" koncert kostede det samme som en faglært arbejder tjente ved 2 - 3 timers arbejde. Men der var også gratiskoncerter og koncerter til 55 øre, hvilket var mindre end en ufaglært kvindes timeløn. Det var således teoretisk muligt for mange af de ca. 440.000 mennesker at deltage i det offentlige koncertliv. Alligevel spilledes der ofte for halvtomme sale.

I 1981 boede der 25.926 mennesker inden for voldlinien. På Vesterbro 37.227, på Nørrebro 76.162, på Østerbro 56.076, på Amagerbro og Islands Brygge 16.770 og i voldkvartererne 20.926 - ialt ca. 233.000 mennesker.

Arbejdstiden er p.t. 39 timer om ugen, vi har ret til 5 ugers ferie med løn. Koncertbilletterne koster mindre end l timeløn. Der er mange gratiskoncerter. De mest brugte koncertsale ligger stadig i den indre by og på Vesterbro tæt ved byen. Der er dog sket en spredning: F.eks. ligger Radiohusets Koncertsal på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg.

Som reaktion på de halvtomme koncertsale i 1929 styrkede man musiklivet - thi uden et godt musikliv intet koncertliv, som Finn Høffding skrev. Man intensiverede arbejdet i Dansk Musikpædagogisk Forening, oprettede musikskoler og underviste amatører påDKDM. Man lavede ordninger så skolebørn kunne komme til koncert og høre den ""levende"" musik i modsætning til den ""mekaniske"" musik, der kværnede i radioen. I vore dage er der musikundervisning af voksne i aftenskolerne under fritidsloven, og børn bliver undervist i musik efter skoletid. I skoletiden er musikundervisningen nemlig så godt som barberet væk.

Musik - og koncertlivet har overlevet truslen fra radio, grammofon m.m. (seivom der stadig mangler ny kompositionsmusik, der kan spilles af amatører og begyndere). Det københavnske koncertpublikum har mere tid, flere penge, bedre musikundervisningstilbud o.s.v. end nogensinde før. Hvorfor kommer der så ikke mange flere mennesker til f.eks. DUT's koncerter???

En af grundene er ganske enkel: Der annonceres ikke fyldestgørende. Foreningens medlemmer modtager en oversigt over sæsonens koncerter. Men hvad med andre interesserede? De henvises til dagbladenes gratisrubrikker, hvor der ikke er præcise programangivelser, kun komponisternes navne. Og til halvårlige plakater på bibliotekerne. Jeg synes ikke man udnytter mulighederne for gratis omtale - f.eks. i form af pressemeddelelser til hovedstadsaviserne og distriktsbladene i det område, koncerterne afholdes. Koncerterne anmeldes som regel i nogle af de landsdækkende aviser, men så er det ligesom bare for sent.

En anden grund kan være, at koncerterne meget ofte afholdes i koncertsale, der ligger i områder af København, hvor der ikke bor mennesker. Den indre by er blevet tømt for beboere i løbet af de sidste 130 år, og indbyggertallet går også ned på Broerne og på Frederiksberg. Men koncertsalene ligger stort set, hvor de altid har ligget. Med det resultat, at alle skal foretage en mindre rejse for at komme dertil.

Der er mange mennesker i den indre by på hverdage i forretningernes og kontorernes åbningstider. Ca. 204.000 mennesker pendler hver eneste dag frem og tilbage mellem omegnen med den friske luft og København (Kilde: Folke- og boligtællingen 1981. Pendling). Jeg tror, det ville være en god idé at udnævne nogle af disse mange mennesker til koncertpublikum ved at lægge koncerter på de tidspunkter, hvor de er på vej til og fra arbejde. Copenhagen Summer Festival afholder med stor succes koncerter kl. 16.30 i den indre by. Morgenkoncerter havde man bl.a. i Tivoli sommeren 1851, hvor der onsdag morgener tidligt (kl. 7.30) var kammerkoncerter. Det var også muligt at få morgenmad: ""I Bazarboutiken Nr. 8 erholdes ny malket Melk og Wienerbrød fra kl. 7 Morgen"".

1 vore dage bor der flere mennesker på Broerne end der bor i den indre by. Hvad med at afholde koncerter derude? F.eks. i medborgerhusene. Frederiksberg Have og de andre parker har et stort sommersøndagspublikum, som man kunne musicere for. I Kongens Have holder mange mennesker frokostpause i de varme og solrige sommerdage...

Man kan også spørge organisterne i de forskellige områder, om der er publikum til koncerter - de plejer at vide det.

En tredje grund kan være den måde, koncerterne foregår på: En

2 timers lang række nye værker i én køre! Man skal ikke være bange for at afholde kortere koncerter, f.eks. af 1/2 - l times varighed, at gentage programmer eller dele af programmer, at opføre det samme værk flere gange på samme koncert, at afholde åbne prøver eller værksteder, at inddrage andre genrer, andre tiders og steders musik o.s.v.

Jeg tror, at DUT med den reklame, man i øjeblikket laver for koncerterne, med de steder, man i øjeblikket afholder dem, og med den måde koncerterne i øjeblikket afholdes på, har fået fat i den relativ lille del af det store koncertpublikum, som har lyst til at deltage i ritualerne i den musikalske sekt, der hedder DUT. Og DUT er ikke den eneste musikalske sekt - der er mange. Cirka een for hver musikgenre. De forskellige sekter skulle prøve at smække døre og vinduer op for hinandens musik -afholde koncerter med ""blandet"" program. For det første for at publikum kunne få mere nuancerede musikoplevelser, opdage uventede sammenhænge m.m., for det andet for at komponister og musikkere kunne lære hinanden atkende og lære af hinanden, og for det tredje for at uddrive den fims af indforståethed, der i øjeblikket forpester luften i koncertsalende og forjager alle -undtagen de stærkest troende.