Odense symfoniorkester i Spanien

Af
| DMT Årgang 62 (1987-1988) nr. 02 - side 77-79

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I maj var Odense symfoniorkester på en 14 dages turné rundt i Spanien. Birgit Tengberg-Hansen var med som tolk - så, lyttede og snakkede. Hun bringer her en øjenvidneskildring fra turen.


Af Birgit Tengberg-Hansen

"Enhorabuena maestro" (tillykke) eller "es una maravilla" (det er vidunderligt) var ikke sjældne, spontane udbrud fra begejstrede tilhørere, når de opsøgte dirigenten Tamas Vetö efter en af de ti koncerter, som Odense Symfoniorkester gav på sin Spaniens-turne i slutningen af maj måned. Fjorten dage på farten, fra det nordlige grønne Asturien til det nedre, roligste hjørne af Baskerlandet, videre sydpå til Valencia og Murcia for at ende på den kastilianske højslette i Madrid og Valladolid. Orkestret rejste med to programmer, nemlig Mendelssohn's violinkoncert, Mozarts Odense-symfoni og Aladdin-suiten af Carl Nielsen hhv. Beethovens Leonora ouverture, Mozarts Sinfonia Concertante for 4 blæsere og Carl Nielsens fjerde symfoni Det uudslukkelige.

Der kunne være både trængsel og forventninger uden for dirigent- og solistværelserne, når spaniere i så godt som alle aldersgrupper tog opstilling for at give udtryk for deres glæde og overraskelse over aftenens musikalske oplevelser. At faciliteterne bag scenen ofte så ud til at have kendt bedre dage og maling og interiør var blevet slidt og gråligt med årene, at dirigentværelset i Murcia var et redskabsrum under den store sportshal, og at orkestret måtte tage til takke med at klæde om i samme sportshals bruserum, eller at dirigentværelsets eneste udstyr var en taburet, et spejl, en flaske mineralvand og en 100-watts pære i loftet - alt det betød intet, når spanierne gav sig til at lukke op for sluserne og takke overstrømmende for musikken, eller måske fik en autograf skrevet ind i programmet.

SPANIERNE VAR NEMLIG OVERRASKEDE over, at der kunne komme et orkester fra det kolde Danmark - hvilket nogle forresten slet ikke fattede i starten, de forvekslede Odense med Odessa eller sågar med deres egen by Orense - og spille så varmt og passioneret. "Det orkester er meget bedre, end vi havde forventet, ja det er meget bedre end vores eget Nationalorkester", mente en begejstret anmelder i Gijon. Her gik spanierne og troede, at der ville komme en flok vikinger - og så kom de til at opleve noget helt andet. Carl Nielsens 4. symfoni, med sine lyriske passager, fynske landskaber og hønsegårde, med sine paukedialoger - alt sammen ikke mere eksotisk, end at spanierne fangede et budskab i musikken. De var fastholdte, de levede musikken og tog den til sig. Og de tog orkestret med. Her var ekstranumrene iøvrigt ikke uden en vis betydning: hvis der var en enkelt umedgørlig tilhører tilbage, måtte vedkommende overgive sig. Orkestret sluttede af med Champagne-galoppen med diverse effekter for øje og øre. Det endte altid med, at publikum klappede med i takt -hvilket man næsten aldrig gør i spanske koncertsale - og stemningen tangerede det løsslupne. Afstanden mellem publikum og orkester blev betragteligt reduceret. Det var hver gang som til en Nytårskoncert - og en af anmelderne i Nordspanien skrev, at det var første gang, der var blevet grinet i den koncertsal.

RAMMERNE FOR KONCERTERNE skiftede fra den ene yderlighed til den anden og var så forskellige somnatog dag: fra sportshallen i Murcia til det splinterny koncertpalads i Valencia. De musikforeninger, som arrangerede de fleste af koncerterne, havde oftest hjemme i ældre, udtjente teaterbygninger, hvor de forholdsvis få koncerter måtte alternere med biografforestillinger. Men der var stemning i teatrene, overalt den samme atmosfære og lugt af gammel storhed i salen med det røde, slidte plyds, balkoner, loger og den obligatoriske kæmpestore lysekrone i midten. Rummene bag scenen havde duft af teaterliv i gangne tider - spindelvævene nåede til nød at blive fjernet, inden Odense-orkestret holdt sit indtog. De rum stod naturligvis ubenyttede hen i teatrets daglige tilværelse som biograf. Men når der så kom et symfoniorkester på 80 mand -tilmed fra Danmark - var det også ensbetydende med liv og røre i teatret. Et glimt af storhed igen. Der var meget at forberede. Biograflærredet skulle tages ned eller dækkes til, og scenen skulle bygges større. Der skulle sættes lydkasser op, hvor orkestermedlemmerne skulle komme til at sidde som sild i en tønde. Der var pludselig lyd og levende mennesker i én sprogforvirring, kedeldragtklædte håndværkere, der hamrede og regerede og råbte med cigaretten i mundvigen lige under ""rygning forbudt"" skiltet. Fra orkestrets egen lastbil blev der båret kostbare instrumenter som celli og kontrabasser, pauker, klokkespil, celeste etc. samt diverse stole og stativer ind af regissører og lastbilchauffører, i bedste fald hjulpet af de spaniere, der måtte være mødt op. Det hele foregik i en lydkulisse af spansk og dansk råben og snakken, hammerslag og musik, i et hjørne af scenen stod hver gang den samme violinist og spillede, Svendsens Romance, aldeles upåvirket af virvaret, og fra foyer'en hørtes en tuba: fast lydinventar til opstillingen og forberedelserne. Der kunne være kaos på scenen indtil de sidste øjeblikke inden orkesterprøvens start. En gang måtte f.eks. arbejdet indstilles og prøven foregå i en lydkasse, hvis ene side kun var halvt monteret og iøvrigt s å ud, som om den når som hels t kunne falde sammen og få ram på de første femten violiner.

De spanske scenefolk var undertiden forundrede over, at der skulle så mange instrumenter til at lave en koncert. En af dem i Pamplona, en ældre, kraftig, skægstubbet mand med baskerhue, blev helt oplivet, da han så de to sæt pauker. Han forestillede sig al den larm de kunne lave, og følte sig helt på hjemmebane. De mindede ham nemlig om de trommer, der bruges til den årlige San Fermin-fest, hvor folk fester i dagevis og tyrene er løse i Pamplonas gader. ""Der er bare den forskel"", sagde han efter et øjebliks tænkepause, ""at dem, der slår på trommer til San Fermin, gør det, når det passer dem. Men dem her i orkestret gør det vel kun, når de skal!"" Der var ikke mangel på velvilje til at forsøge at finde de ting frem, som orkestret skulle bruge. F.eks. podier til blæserrækkerne - hvis ikke scenen i sig selv var så skrå, at de var ganske overflødige - eller til dirigenten. Det lykkedes altid at få gravet et sådant op fra et fjernt kælderrum og få det støvet lidt af. Det havde sjældent den ønskede størrelse, s å det kunne nok være en livsfarlig affære for en dirigent med glatte sko eller store bevægelser. Støttepind bag på podiet varen heltog aldeles ukendt anordning. ""Det er heller ikke nødvendigt"", bemærkede samme scenemand i Pamplona, da han fik forelagt problemet. ""Der sker ikke noget. Medmindre der er nogen, der skubber ham, falder han ikke!"" Det var logik, der kunne lukke munden på den mest bekymrede sjæl.

Velviljen var måske en kende mindre, når det gjaldt om at finde en cembalos-temmer. En sådan skulle bruges til Mozarts Odense-symfoni. De hænger ikke på træerne, i alt fald ikke i Spanien. Castellón var et af de steder, hvor orkestret - og publikum - måtte klare sig uden, og cembalisten holde lav profil under koncerten. ""En cembalostemmer? Det er umuligt"", fastslog formanden for den lokale musikforening. ""Det kan vi ikke nå. Han bor langt ude på landet. Og for resten kan han heller ikke stemme cembalo ...""

Imidlertid var der helt andre muligheder for problemløsning til stede, da dirigenten en aften havde glemt at tage sine sorte sokker med til koncerten. For de kunne bringes ud i taxa fra hotellet. De nåede frem - men først til efter Leonora-ouverturen. Det var tidsnok; ingen i koncertsalen lagde formodentlig mærke til de gule. Problemet var straks lidt alvorligere, da han næste aften var kommet til at tage to højresko med. For i to højresko er man trods alt mere klemt end i et par gule sokker. Rygtet vil vide, at tubaen assisterede med mindst én sko - venstre - og hvad fodtøj han selv bar under koncerten, melder denne historie ikke noget om.

I ASTURIEN spillede orkestret til en festival, arrangeret af universitetet i Oviedo. Der var såvel spanske som udenlandske orkestrer og ensembler på programmet, f.eks. I Musici, The King's Consort, Jean Pierre Dupuy med musik af John Cage. Altså gammel og ny musik. Odense-orkestret skulle i festivalregi spille i Avilés, Oviedo og Gijón, en lille trekant med ca. 25 km mellem hver by. Desværre lod PR-arbejdet omkring selve koncerterne meget tilbage at ønske. I Gijón blev Odenseorkestrets koncert annonceret med festivalens plakat, hængt op uden for teatret med en håndskreven notits: ""hoy"" (idag). Ikke en lyd om hvad eller hvornår... Men takket være en oversigt, der var udsendt til visse folk inden festivalens start, fandt publikum frem til koncerten - dog uden at fylde hele teatret. Men galt gik det i Avilés. Der mødte kun 7 (syv) betalende tilhørere op. Koncerten var egentlig planlagt til kl. 20.30 i Teatro Almirante, og da man havde planlagt festivalen og trykt de flotte programmer, fandt man opså på at spørge i teatret, om tidspunktet passede - og det gjorde det tilfældigvis ikke, for ejeren havde tænkt sig, at teatret skulle fungere som biograf netop den aften ... Derfor var der ikke andet at gøre, end at flytte koncerten til kl. 12.30 -et tidspunkt hvor man med sikkerhed vidste, at enhver spanier med respekt for sig selv var på udflugt eller ved stranden på en solrig søndag. Den mangelfulde annoncering øgede heller ikke tilhørerskaren. Men alligevel følte arrangørerne sig lidt pinligt berørte på orkestrets vegne, så de gik hen i kirken ikke langt derfra for at forsøge at låne lidt publikum, som en slags plaster på såret. Der kunne måske komme en præst eller blot en messedreng ud af den ulejlighed. Men anstrengelserne var resultatløse: i kirken var der også koncert - og heller ingen tilhørere!

VALENCIA blev turne'ens højdepunkt. Luksus til overflod, både med henblik på faciliteter, publikum og orkestrets egen præstation. Koncerten med Odense Symfoniorkester var et led i en række åbningskoncerter i ""Palau de la Musica i Congressos"", som blev indviet 25. april i år. Et veritabelt palads af et koncerthus, et monument i hvidtog glas, der lå som en oase midt i et stort, endnu ubevokset område i Valencias udkant. Der var allehånde moderne faciliteter bag scenen, stik imod de forhold, som orkestret havde måttet nøjes med de andre steder. En meget smuk og rummelig koncertsal -med genlyd, salens notoriske problem. Og et fantastisk publikum, varmt og opmærksomt, formodentlig pga. den musiktradition man netop har i den del af Spanien. ""Banda Municipal"" (et slags harmoniorkester) er en institution i enhver landsby. Derfor har folk her en anden musikkultur, hvilket afspejlede sig i den kontakt, som orkstret fik med publikum. Orkestret var helt på mærkerne og leverede den mest fejende, intense Nielsensymfoni på hele turen. Anmeldelsen var ovenud rosende og sluttede med et ""vuelvan pronto"" (kom snart igen!). Det er ikke så tilfældigt, at et af de første koncerthuse overhovedet i Spanien netop bliver opført på disse kanter - og ikke i hovedstaden, som man ellers skulle tro.

MADRID har nemlig ikke rigtigt noget koncerthus. Alle koncerter foregår i et teater, ""Teatro Real"", som i så mange andre spanske byer, dog med den forskel, at Teatro Real ikke fungerer som biograf eller teater, men udelukkende som koncertsal. Koncerter og ikke opera. Bygningen, som er fra 1800-tallet, ligger i hjertet af Madrid. Den har konservatorium på øverste etage og er hjemsted for Madrids to store orkestre, Nationalorkestret ""Orquesta Nacionál"" og Radioorkestret ""Orquesta Sinfónica y Coro de Radiotelevision Espanola"". Hvis man vil se opera, må man tage til Barcelona, eller vente. Enten på, at der lejlighedsvist kommer gæsteoptræden til et af de andre teatre i Madrid, eller til 1992, hvor Madrid får sit faste operahus - i det samme Teatro Real, som skal ombygges. 1992 er iøvrigt 500-året for Columbus' opdagelse af Amerika, et stort år i Spanien, hvortil forberedelserne længe har været i fuld gang. Når man til næste "" år lukker Teatro Real for ombygningen, skal koncerter fremtidigt afholdes i det koncerthus, der nu er under bygning og forventes at stå færdigt om ca. l år. Og siden skal der dukke koncerthuse op i hele Spanien: Santander, Las Palmas, Cuenca, Santiago, Sevilla etc - så godt som alle de ca. l O steder, hvor der findes et landsdelsorkester. Spanien er også musikmæssigt ved at vågne op efter de 40 mørke år under Franco, hvor uddannelses- og karrieremuligheder for musikere, sangere, dirigenter etc. var så ringe, at de måtte søge til udlandet. Og så var det kun dem, der havde økonomiske muligheder for det. Og kun de færreste vendte tilbage til Spanien, hvilket har konsekvenser den dag i dag. Det kniber nemlig for de spanske orkestre at få pladserne fyldt op, fordi der mangler kvalificerede musikere. Især strygere. Resultatet er, at man må kon-traktere musikere fra udlandet, især fra østlandene. De ansættes for nogle år, og så håber man måske, at der til den tid vil findes dygtige spanske musikere. For forholdene er blevet bedre, undervisningen mere kvalificeret og der er nu legater til udenlandsstudier. Mange musikere, der dengang søgte ud af Spanien, vender nu næsen hjemad igen.

SOM I SÅ MANGE ANDRE LANDE er økonomien de t ømme punkt i spansk musikliv. Mange koncerter afholdes på privat basis, dvs. med tilskud fra store banker og virksomheder. Dette var tilfældet i foråret, hvor en række internationale orkestre var på turne i Spanien, bl.a. Saint Martin in the Fields, Los Angeles Philharmonie Orchestra, Stockholms Filharmoniske Orkester, med dirigenter som Abbado og Celibidache. Alle i samme privat sponsorerede koncertcyklus. Men de 10 koncerter, som Odense Symfoniorkester gav, blev finansieret af lokale musikforeninger eller arrangører, med støtte fra kommunen. Det var ikke så lidt af en udfordring at skulle hamle op med de store navne, og orkestret fungerede som en fin ambassadør for Danmark. Af de ca. 8000 spaniere, der hørte koncerterne, var der utvivlsomt mange, der bl.a. gennem Nielsens musik fik ændret deres opfattelse om dansk musik og mentalitet.

Årgang 62/1987-1988, nr. 02