Strøtanker om ny musik og folkelighed

Af
| Årgang 62 (1987-1988) nr. 02 - side 94-95

BRED MUSIK II


Af John Frandsen

Vi lever i en enestående historisk situation, hvor alle tiders musik og alle kulturers musik trives side om side og er tilgængelig for os. Hvorfor overhovedet komponere mere?

At komponere er idag en mere vægtløs tilstand end nogensinde. Vi komponister udgør en samfundsgruppe, som - omend måske bedre stillet materielt end tidligere - er udstødt af det sociale liv. Sådan nogen som os eksisterer simpelthen ikke!

Skabende kunstnere er som regel meget stilbevidste og udfolder store bestræbelser på at tydeliggøre og definere deres individuelle skrivemåde. Hvilket er glimrende, så længe det ikke fuldstændigt udelukker overvejelser om kunstens funktion.

Komponister og andre professionelle musikudøvere nærer meget ambivalente følelser overfor ""publikum"" - denne anonyme menneskehob, som på den ene side er livsgrundlaget og selve meningen med vores arbejde, og som vi på den anden side frygter og hader; undertiden ligefrem foragter...

At ""lefle for publikum"" er noget af det værste en seriøst arbejdende kunstner kan blive beskyldt for. Dårlig smag, billige løsninger, entydighed, kommercialisme - alt er indeholdt i denne anklage. Er det udtryk for et sundt ideal om autencitet i kunsten, eller er det blot berøringsangst?

Mange komponisters tvetydige holdning til ""folkelighed"" og til det at skrive musik for amatører udspringer af en fejlagtig forestilling om arten af de begrænsninger, dette medfører. Amatørmusik behøver ikke være mere endimensional end anden musik. Men den bør være mindre vanskelig at udføre, og det er en fordel om den på ét eller andet plan har umiddelbar appel - en åben dør, hvorigennem man kan gå på opdagelse ind i musikken.

Amatørerne er (i vid udstrækning) de professionelles publikum. At arbejde sammen med amatører rummer således en mulighed for at komme i berø ring med mennesker, der ellers overvejende har en forbrugermæssig holdning til musiklivet. At samarbejde med professionelle kan være utroligt inspirerende, udfordrende og udviklende for éns tekniske kunne og æstetiske opfattelse. At samarbejde med amatører kan bevidstgøre én om musikkens rækkevidde og ideernes gennemslagskraft.

""Hvorfor skal moderne musik lyde så forfærdeligt grimt?!"" Dette spørgsmål, som jeg ofte er blevet stillet, udtrykker én af de mest sejglivede myterom ny kompositionsmusik - en myte, som især trives godt blandt den klassiske musiks publikum. Når disse mennesker kommer tættere i berøring med musikken (det være sig som amatørmusikere, korsangere, eller ved foredrag, i sammenhæng med film, dans eller teater - hvad ved jeg!) er det min erfaring, at der undertiden sker et erkendelsesskred. Disse oplevelser er for mig det vigtigste argument for at arbejde med amatørmusik. Der er større glæde i himlen over én synder, der omvender sig ...

Det er en udbredt misforståelse, at al musik skal være tilgængelig for alle. Den ""uforståelige, moderne musik"" lægges for had, fordi den ikke kommer sit publikum i møde, eller blot fordi den stiller krav til lytteren. Publikum kræver letfattelighed! Kravet er absurd.

Overfør det f .eks. til et fænomen som elektriciteten. Vi benytter os dagligt af den, uden at forstå de fysiske lovmæssigheder bag den. Men hvis ikke visionære fysikere på et tidspunkt havde fremsat de vanskeligt tilgængelige (og højst ufolkelige) teorier, som førte til dens opdagelse, havde vi stadig levet i den mørke middelalder. Man må slås for retten til at bryde grænser, retten til at eksperimentere, retten til at skrive vanskeligt tilgængelig musik.

""Hvorfor skriver I aldrig noget, vi kan synge med på?"" En berettiget indvending. Vi har uden videre overladt det til popmusikerne at tilfredsstille behovet for nye sange. Stemmen er det mest demokratiske musikinstrument der findes - alle er i besiddelse af én - og der er noget forstemmende ved at den bruges så lidt! Og ved at den folkelige sang er blevet ganske løsrevet fra samtidens kompositionsmusik. Som Luther sagde til forsvar for sin pragmatiske holdning til brugen
af verdslig musik i den reformerte liturgi: ""Hvorfor skal Djævelen have alle de gode melodier?""

Kom ud af drivhuset!
Det er mere givende for en komponist at indgå i et aktivt samarbejde med musikudøvere (amatører såvel som professionelle) og med publikum, end at sidde hele livet i sin hvide kittel derhjemme i musiklaboratoriet.

Den vestlige verdens kultur er historien om adskillelsen af sjæl og krop. l det 20. århundredes fremskridtsorienterede tidsalder er det blevet til en kamp mellem intellekt og krop, mellem hoved og ben. l vores tradition er ""sanselighed"" ikke så fint som ""askese"". Hvorfor er vi så bange for at skrive ""musik til benene""? Eller med andre ord: Er det overhovedet væsentligt, om musik har kropslig appel?

Jeg savner er friskhed - ikke blot i selve den nye musik, men også i det miljø der omgiver den. Spontanitet, udadvendthed, varme. Ikke at al musik nødvendigvis skal udtrykke sådanne følelser. Men de er i øjeblikket stærkt undertrykt af det spekulative og det introverte.
Dette erfor mig at se den væsentligste årsag til de mange myter om ny musik. Langt væsentligere end ""fraværet af melodi"", ""tonalitetens sammenbrud"", ""rytmisk kompleksitet"", eller hvilke andre parametre vi fikserer på, når vi søger tekniske forklaringer på den ny musiks manglende gennembrudskraft.

""Skrivebordsarbejde"" vrænger mange mennesker ad moderne musik. Og sandt er det, at matematiske formler og grundstrukturer spiller en fremtrædende rolle i konstruktionen af megen ny musik. Det er imidlertid ikke i sig selv problematisk. Kun når disse principper bliver brugt til at legitimere musikken, er der fare på færde.

""Man må acceptere kompleksiteten"" lød et af Darmstadt-skolens slagord. Men er selve det at hellige sig en kompleks skrivemåde nødvendigvis ensbetydende med, at man accepterer kompleksiteten? Erdet ikke snarere en forsimpling af tilværelsen - et forsøg på at leve op til den gamle forestilling, at det enkelte kunstværk skal kunne rumme hele tilværelsens mangfoldighed? En forestilling om én sandhed.

Man må acceptere tilværelsens kompleksitet.