Fra foregangsland til skræmmebillede

Af
| Årgang 62 (1987-1988) nr. 03 - side 144-147

CIAM KONFERENCE - Det officielle danske indlæg på CIAM's - Koda-organisationernes -verdenskonference i København i september 1987


Af Sven Erik Werner

""Tag Beethoven med på ferie"" lyder et af tidens fristende reklametilbud. Sådan: musikhistoriens største rebel som standardudstyr for solariebrune strandløver med hang til bodybuilding og næse for bikinier. Kultur som statusgivende afslapning, konsum på linje med kyllingelår, kondisko og karrierevand.

Kulturudbuddet - ikke mindst musikudbuddet - vokser eksplosivt. Den multinationale musikindustri er blevet et af tidens tunge økonomiske kraftfelter med en ekspansionstrang og -evne, der ikke hæmmes af landegrænser eller sprogbarrierer. Som al anden masseproduktion tilstræber den standardisering, konformitet og monopolisering for at minimere produktionsomkostningerne og maximere investeringsafkastet. Musikforbruget følger med. At det aldrig har været større, er en banal sandhed, som daglig må justeres. Ethvert spørgsmål om dette faktiske musikforbrug afspejler et reelt eller kunstigt skabt musikbehov - eller måske helt andre behov - kan fejes af bordet med henvisning til statistikken, der jo altid taler sit tydelige sprog.

Vi må følge med udviklingen. Og det er der stadig mange, der foretrækker at gøre ved at stille spørgsmål til den. Hvem skader den? Gavner den nogen? Udviklingen ville ganske vist helst udvikle sig ukontrolleret, og dens bagmænd og fortalere betragter derfor den slags spørgsmål som upassende og bagstræberiske. Så meget mere nødvendigt er det at stille dem.

Umiddelbart skulle man tro, at det voldsomt stigende musikforbrug måtte glæde ophavsmændene, komponisterne og deres evt tekstforfattere. Ligesom en stigning i bogsalget vel må være til gavn for forfatterne, ikke? Det kommer naturligvis an på, hvad det er for en slags bøger, der efterspørges. Romanforfattere og udgivere af små, tynde digtsamlinger har svært ved at føle andet end abstrakt glæde over et voksende salg af håndbøger om skattefiduser, hestepleje og slankekure. Og denne skrøbelige glæde på andres vegne bliver let til sort sorg på egne, når forlaget føler sig forståeligt fristet til at opgive digte og romaner til fordel for de sikre slagnumre.

Musikforbruget er lige så lidt som alle andre forbrug s tyret alene af forbrugerne eller bare af hensyn til forbrugerne, der i dagens samfund har svært nok ved at styre sig selv. I pluralistiske samfund uden andre fælles værdinormer end det formelle demokrati og markedsøkonomien har gamle holdepunkter og pejlemærker mistet deres betydning. Tidligere indiskutable og selvfølgelige sammenhænge opløses i deres bestanddele. Denne fragmentering er for længst blevet et livsvilkår i den vestlige kultur, og den er ikke eentydigt af det onde. Som ethvert andet kulturfænomen kan den håndteres til stor nytte eller til ubodelig skade - som en kniv, der jo både er et hensigtsmæssigt redskab og et potentielt mordvåben.

Direkte livstruende - fysisk og mentalt - bliver fragmenteringen, hvor den ikke problematiseres og perspektiveres, dvs. hvor den bliver autonom og de enkelte fragmenter ikke længere (kan) samtænkes og relateres indbyrdes i nye mønstre. Det er her, de umulige baglåssituationer opstår, der bærer den latente katastrofe i sig. Den enes drøm bliver den andens mareridt.

Fragmenteringen viser måske tydeligst sin dobbeltnatur - sit Janus hoved - på medieområdet, hvor den har velsignet os med både den globale massekultur og med verdenshistoriens største ensomhed. Informationsoverfloden, det daglige bombardement
af billeder og lyd fra alle vinkler og verdenshjørner var måske engang et velment tilbud til alle om bedre og hurtigere orientering om de andre, men det blev hurtigt til en uafviselig tvang for den enkelte, der efterhånden kun føler sig bekræftet i desperat afmagt og fastlåst i udsigtsløs isolation.

I en sådan situation er det nærliggende at søge fodfæste i nostalgien. Vi har alle lært at strukturere, at søge den størst mulige orden bag yderverdenens kaotiske flimmer af indtryk og oplevelser, og finder vi den ikke - eller værre: findes den slet ikke, så trues selve vor personlige integritet- det ydre kaos bliver også et indre kaos. Den enkleste udvej af dette utålelige dilemma er at besværge kaos ved at nægte at se det i øjnene, søge bekræftelse på at verden endnu ikke er helt af lave og at den gamle orden stadig gælder. Her byder den kommercielle kulturindustri sig skamløst til - på musiksiden med en syndflod af præmodernistiske klassikere og maskinfabrikeret pop. Begge musikformer tilfredsstiller behovet for den nostalgiske tro på de konventionelle værdinormers fortsatte gyldighed - ""evig-gyldighed"" kaldes det undertiden stadig - og begge stiller i deres totale forudsigelighed beskedne krav til lytternes koncentration -ja, modsætter sig den snarere. ""Tag Beethoven med på ferie"".

Overfor nye udfordringer, radikale ændringer i livsvilkår og verdensbillede har mennesker altid reageret ved enten at stikke hovedet i busken eller ved at lade som ingenting - eller ved at prøve at udvikle nye redskaber til bearbejdelse af den ændrede situation. Den sidste metode har historisk vist sig at være de andre langt overlegen, når det drejede sig om at sikre eller bare sandsynliggøre en fremtid.

Fragmenteringen er vor tids store udfordring, og vi slipper ikke af med den ved at lade som ingenting eller gemme os i nostalgiens huler - tværtimod. Fragmenteringen må ses lige i øjnene, hvis den ikke skal udvikle sig til mareridtet om Troldmandens Lærling i global skala. Den kan og skal ikke bekæmpes - det ville være latterligt tidsspilde - men overskrides ved at bearbejdes som det, den også er: et tilbud om befrielse fra forældede normer og fordomme, et uendeligt felt af muligheder for hvert eneste menneske for omsider at realisere sine fortrængte drømme og forhåbninger.

Dette alment eksistentielle projekt er - i fragmenteringens navn - fortsat henvist til kunstens domæne. Det vil derfor også fortsat være den nyskabende kunsts væsentligste opgave - og eneste eksistensberettigelse - at overskride fragmenteringen ved at skabe overrumplende, vedkommende tolkninger af de fælles vilkår, den indebærer. Illusionsnumre måske - men i så fald nødvendige illusionsnumre, så længe fragmenteringens mest terroristiske sider florerer.

Og hermed er ogsåen del af svaret givetpådetnærliggende, men komplicerede spørgsmål, hvorfor dette projekt ikke værdsættes højere i samfund, der officielt bekender sig til demokrati og holdningspluralisme.

Det, der gør spørgsmålet kompliceret, er en række dels indbyggede, dels selvskabte modsigelser i den måde, vi har indrettet og forvalter vore samfund på. Et par hovedlinjer må nødvendigvis skitseres, hvis en argumentation for rimelige ændringer skal have nogensomhelst vægt. Først og fremmest må det konstateres, at demokratiet ikke alene har måttet acceptere, men også alliere sig med markedsøkonomien, der efterhånden har udviklet sig til at være fragmenteringens mest dæmoniske fremtrædelsesform - bl.a. fordi den i demokratiet har kunnet unddrage sig egentlig politisk kontrol. Demokratiet bliver på de betingelser en ren formalitet. Og det formelle demokrati og markedsøkonomien trives fint sammen -på markedsøkonomiens betingelser.

""Hvorfor taler I ikke om andet end økonomi?"", spørger vælgerne med rette deres politikere, der burde svare, at det er fordi de ikke alene har måttet lade det markedsøkonomiske system overleve ethvert paradigmeskift, men også givet det lov at udfylde tomrummet efter de hedengangne værdisystemer. Som en anden gøgeunge har markedsøkonomien både på nation alt og globalt plan gjort sig til eneste sammenbindende, fælles forpligtende faktor. Et tragikomisk paradoks: den autonome fragmentering i rollen som holistisk verdensfortolkning og stedfortrædende religion - midlet som mål i sig selv og kun for sig selv.

Spøgelser? Desværre ikke. I hvert fald ikke, når det gælder samfundsområder og -grupper, der ikke kan mobilisere en slagkraftig pression for deres økonomiske ønsker. Og det måtte vel netop være her, det reelle demokrati skulle manifestere sig.

Det ville være naivt at røre revolutionstrommerne, og mindre kan også gøre det. Et fornuftsægteskab mellem markedsøkonomi og reelt demokrati ville kunne blive en helt anderledes levende og dynamisk samfundsramme end den økonomifix-erede dagligdag, de fleste af os må døje med. Det ville først og fremmest betyde, at markedsøkonomien blev bragt under demokratisk kontrol, dvs. reduceret til sin naturlige rolle som instrument for den folkevalgte og folkestyrede politiske magt. Og denne ville med stor selvfølgelighed kunne gribe ind med effektive justeringer overfor markedsøkonomiens mest barbariske tilbøjeligheder.

Retfærdigvis må det understreges, at de nord- og mellemeuropæiske demokratier er nået et langt stykke ad denne vej - først og fremmest indenfor områder, hvor det folkelige opinion-spres har vist sig stærkere end markedskræfterne. At det så i sidste ende også har været til gavn for markedskræfterne, ændrer ikke den kendsgerning, at disse samfund har kunnet opbyggeen såfintmasketinfras druktur og tilbyder deres borgere et så kvalificeret politisk bevidsthedsniveau, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel indenfor langt de fleste kategorier af varer og tjenesteydelser vil kunne holdes i rimelig balance.

Om man så vil betragte dette som udtryk for det reelle demokratis styrke eller som eksempler på markedsmekanismernes tilpasningsevne - eller som resultater af fomuftsægteskaber mellem de to parter, er et spørgsmål om politisk holdning. Under alle omstændigheder er der tale om fænomener, der hører fortiden til. Den aktuelle politiske kamp er kulturpolitisk - en daglig og stadig mere forbitret kamp om bevidsthederne. Og på dette vitale område - ikke mindst for kunstpolitikkens vedkommende - går det eentydigt den gale vej. Her fungerer de prøvede løsningsmodeller ikke - eller værre: de fungerer måske netop efter den politiske hensigt, og det er i så fald den, der må argumenteres imod.

Men hvad er den gale vej - og hvad er den rigtige? Det kommer naturligvis an på, hvilket kulturliv - i dette tilfælde: musikliv -et samfund ønsker sig. Det eneste helt uacceptable er den selvopgivelsens vej, som vi i Danmark har set mange nedslående tegn på i den offentlige forvaltning i de senere år - den fører direkte i den ene grøft.

En lige så sikker vej i den anden grøft ville være den form for smagsdiktatur, som visse puritanske regimer af både socialistisk og fascistisk observans har forsøgt sig med i historiens løb. Den har næppe nogen seriøs fremtid for sig, så lad os koncentrere os om de problemer, den anden - den danske selvopgivelsens - vej skaber.

Den er vanskelig at kortlægge og derfor også at argumentere præcist imod, for den har ikke alene forbrødret sig med den kommercielle musikindustri, men - tilsyneladende - også med frisindet og det store flertal af forbrugere. Og de færreste lægger sig frivilligt ud med frisindet og det store forbrugerflertal. Er det måske ikke positivt, at musikforbruget stiger - og er det ikke i sin orden, at en velsmurt industri døgnet rundt kan levere ""det, folk vil have""? Og er det ikke helt rimeligt, at de store penge tjenes på de mest efterspurgte varer?

Altsammen velkendte argumenter for en (ny)liberalistisk markedsøkonomi - og modargumenterne er mindst lige så velkendte: markedet er alt andet end frit, det er tværtimod standardiseret påkanten af det helt monopoliserede. Folk får aldeles ikke, hvad de vil have - de får, hvad de kan få og nødes til at tro, at det de får, er det, der kan fås og dermed det, de vil have. Ad sine egne plumrede kanaler fører den ukontrolerede markedsøkonomi med andre ord også til et smagsdiktatur, der ikke giver det socialistiske eller fascistiske noget efter - ja, på en måde er værre, fordi det ikke har nogen anden målsætning end den hurige gevinst og derfor øger det mentale tomrum, fragmenteringen. Det har vist sig naivt og nytteløst at polemisere mod denne udvikling med vrissen, kulturradikal moraliseren. Enhver tendens til øget fordummelse må selvfølgelig beklages, men at bekæmpe den såkaldte nyliberalisme med den ligeså eensidige kulturradikalisme vil være som at uddrive Satan med Belsebub. Så er det nok mere frugtbart - og underholdende - at tage nyliberalismen på ordet og spørge, om den nu også lever op til sine egne frihedsidealer - frihed for Loke såvel som for Thor, som det hedder i en vis type festtaler i Grundtvigs fædreland. Med en enkelt undtagelse har alle politiske partier i Danmark denne frihed på programmet, ligesom de er varme fortalere for aktiv mindretalsbeskyttelse - dog især overfor grupper, der påkalder sig højrøstet vælgermæssig interesse. Når detdrejer sig om kulturpolitik, ligger det væsentligt tungere med evnen og viljen til at virkeliggøre idealerne. Og på de musikpolitiske område har man tilsyneladende helt opgivet at profilere sig. Det er en uudryddelig del af dansk selvforståelse, at vi lever i et foregangsland, og det er vel også rigtigt i mange henseender. Hvad musik- og mediepolitik angår, er Danmark imidlertid godt på vej til at udvikle sig til et skræmmebillede, væsentligst på grund af eftergivenhed overfor kommercielle interesser og populistiske strømninger.

Nogle få eksempler:

- 15 år efter vedtagelsen af ""verdens første musiklov"" anvendes fortsat 90 % af de disponible resourcer på det nostalgiske repertoire - præmodernistiske klassikere og præ-fabrikeret pop. Og med klækkelig statsstøtte til koblinger mellem musikindustri og undervisningssektor har man sikret, at også kommende generationers smag går mere i retning af muzak end musik - hvad enten den så kaldes klassisk eller rytmisk,

- på 10 år er andelen af original, ny skrevet musik i Danmarks statsdrevne radio og TV faldet fra ca. 16 til 12 % af sendetiden

- og så er det ""skjulte"" musikforbrug i andre end de rene musikprogrammer endda ikke medregnet; det er helt overvejende traditionelt og ville få procentdelen til at falde yderligere,

- dansk TV har principielt indstillet al egenproduktion af musikprogrammer,

- landets 7 offentligt financierede symfoniorkestre præsterer ca. 100 koncertnumre hver pr. sæson. Heraf er gennemsnitlig 10 numre skrevet efter 1945 og 4-5 af danske komponister. Tendensen er iøvrigt vigende,

- den statsstøttede pladeproduktion af mere eksperimenterende musik indenfor alle genrer udgør knap l % af den samlede produktion - men da støtten ikke rækker til markedsføring og distribution, og da man iøvrigt frygter "konkurrenceforvridning", produceres disse plader direkte til arkivering.

Alt det er galt nok som eksempler på, hvad passivitet overfor musik- og medieindustriens selvforstærkende inerti fører til. Det er der ikke meget nyt i, og situationen i Danmark adskiller sig næppe markant fra andre lande - heller ikke hvad angår den daglige erfaring, at der kan være umådeligt langt fra politiske løfter til politiske handlinger.

Værre bliver det, når vi ser på de politiske handlinger, der faktisk er begået - på trods af alle løfter og hensigtserklæringer. Så er passivitet og holdningsløshed måske alligevel at foretrække. Igen en håndfuld eksempler:

- Indførelsen af den danske tvangslicensordning på kabel-TV-området påkaldte sig med rette international opmærksomhed. Den fortsatte medieudvikling vil naturligvis fordre løbende revisioner af den danske rettighedslovgivning, og ingen kan være i tvivl om, at tvangslicensordningen kun varen prøveballon - en forsmag på, hvad autorerne fremtidigt kan vente sig fra lovgivningens side,

- en sy s tematisk udhuling af det primære ophavsretsbegreb finder sted gennem indgåelse af aftaler med pres s ions stærke formidlergrupper, hvis arbejdsvilkår i forvejen er dækket af overenskomster - typisk fuldtidsbeskæftigede, offentligt ansatte musikere, journalister, fotografer m.fl.

- af ikke helt ransagelige grunde underminerer lovgivningsmagten konsekvent indgåede, velfungerende koncessionsaftaler på rettighedsområdet ved etablering af tværgående organisationer med meget bred repræsentation af perifære rettighedshavere - og uden at kompetencefordelingen på forhånd aftales eller blot meddeles,

- etablering af en lang række lokale radio-og T V-stationer samt senest også en offfentligt drevet, landsdækkende TV-2-kanal finder sted uden forudgående afklaring af deres financieringsgrundlag og forpligtelser overfor rettighedsorganisationerne,

- en drastisk ændring af skattelovgivningen i foråret 1987 - igen uden forudgående forhandling - har forringet rettighedshavernes vilkår, først og fremmest ved at fratage dem muligheden for at anvende deres samlede årlige rettighedsindtægt til investering i nødvendigt teknisk udstyr, instrumenter etc.

Mønstret er klan nok: på det overordnede kulturpolitiske - om man vil: ideologiske - plan forholder lovgivningsmagten sig defensivt, for ikke at gentage: passivt selvlovgivende. På det konkrete organisatoriske plan udfolder man sig tilsyneladende mere målrettet offensivt, men kun ved at f astlægge rammer, som man derpå generøst overlader de implicerede parter at fylde ud - så meningsfuldt den slags nu kan gøres, når alle ikke alene skal have ret til at ytre sig, men også helst skal have ret.

Det tager sig altsammen såre demokratisk ud på overfladen. Men der er j o netop kun tale om formelt, ikke om reelt demokrati, så længe lovgivningsmagten ikke markerer sig holdningsmæssigt, dvs. lever op til sine egne idealer og mårsætninger. Det er f.eks. alt andet end reelt demokratisk, at den fotograf, der står bag et af kameraerne under en TV-produktion af en ny opera, skal kunne gøre rettigheder gældende på lige fod med operaens primære ophavsmænd, komponisten og hans tekstforfatter. Og det er mindst lige så karikeret forvrængning af demokratiets idé, at en universitetsprofessor kan skabe sig en lukrativ karriere på en symfonisk produktion, der ikke har kunnet holde komponisten selv i live. Det let gennemskuelige trick bag disse misforhold er naturligvis, at man foregøgler sig selv og andre, at rammer i sig selv er neutrale, værdifri og derfor demokratiske.

Resultatet er blevet et dansk musikliv, gennemblødt af forudsigelighed, et musikliv for fastholdere, mediepampere og kræmmere. Et mellemhandlernes paradis, hvor enhver er sin egen lykkes smed i et heterofonisk flimrende lydlandskab af tapetagtig ensformighed uden anden sammenhæng end redundansens - et nivelleringens og fragmenteringens landskab, hvis febrile foretagsomhed ikke er liv, men enerverende trængsel om de bedste soppesteder i glemselens lindt strømmende muzak-flod.

Konsekvensen er ikke svær at få øje på: de, der kunne udvikle og forny musiklivet, de, der har markerede holdninger, personligt mod og originale idéer, tvinges til enten at gi ve op og springe på vognen eller til at finde sig et andet job. At denne konsekvens sandsynligvis er helt utilsigtet, gør den kun mere forstemmende og pinlig. Hvad er der blevet af de nyliberale og gammelde-mokratiske dyder - den kunstneriske frihed, tolerancen og den aktive mindretalsbeskyttelse? Er det kun festtalefloskler, når kultur- og mediepampere taler om og for, at den nyskabende kunst skal holde samfundet mentalt i live, og at det er et demokratisk samfunds adelsmærke at kunne inspirere sine kunstnere til at skabe modbilleder til de officielle billeder -mediebillederne? Det kan sagtens lade sig gøre - det skal bare ske på arbejdsvilkår, som selv det laveste lavuønsområde ikke ville acceptere. Den kunstneriske frihed er blevet friheden til at vælge imellem at gå på akkord eller gå i hundene.

Der vil altid være nogle få råstærke kunstnere, der vil kunne overleve på selv de mest makabre betingelser - et musikkens jet set med medietække og sans for markedsværdierne. Om de også er de kunstnerisk mest værdifulde, er mere end tvivlsomt. Det er derimod hævet over enhver tvivl, at det brede rekrutter-ingsgrundlag forsvinder, og dermed vil det vækstlag visne, der kunne give næring i det mindste til håbet om en anden fremtidsmusik end konformitetens. Enkelte stædige kameler vil trodse proletariseringen, fordi de ikke kan lade være, men de vil skulle kæmpe en stadigt mere opslidende kamp for både fysisk og kunstnerisk overlevelse.

Og det i et samfund, der officielt vedkender sig behovet for mennesker, der har fantasi og talent til at overskride fragmenteringen - samle det, som samfundet adskiller. Et samfund, der på andre - måske endda mindre vitale - områder satser betydelige resourcer på opbygning af forskermiljøer til udvikling af nye metoder og redskaber til bearbejdelse af et stadigt mere komplekst verdensbillede. Et samfund, der netop som følge af de traditionelle værdiers s ammenbriid indenfor videnskab og religion, oplever en levende og voksende interesse for ordentlig kunst og gedigne kunstneriske problemstillinger.

Vi taler ikke om at opfylde tilfældige krav fra en håndfuld forkælede fanatikere, der vil bombe det traditionelle kultur- og medieliv tilbage til nulpunktet, men om det store flertal af seriøst arbejdende kunstnere indenfor alle genrer, folk med vilje og evne til personligt udtryk - om det så drejer sig om en satirisk vise, et saftigt rocknummer eller en skæv strygekvartet.

Og vi taler ikke om almisser eller øget offentlig støtte. Faktisk er det danske musikliv en rigtig god forretning. Det holder mange mennesker beskæftiget, og staten tager godt for sig af omsætningen i form af afgifter i næsten alle led. Der er resourcer nok, om ellers den politiske vilje var til stede. Kunstnerorganisationerne har i årevis stillet forslag, der kunne rette op på det misforhold, at folk gladelig betaler formuer for indspilnings-, kopierings- og afspilningsudstyr, men betragter det, de kan modtage gennem udstyret, som lige så selvfølgeligt og derfor gratis som den luft, de indånder.

Vi taler altså om noget så elementært som anstændige leve- og arbejdsvilkår for en gruppe mennesker, hvis indsats samfundet
ikke kan eller - efter eget udsagn - ikke vil undvære. Og vi taler om at realisere dette rimelige krav for egne midler, overført -eller rettere: tilbageført - ved politiske beslutninger, der ikke kræver andet af politikerne end at lade handling følge på ord.

Det har været fristende for mig at spare kongressens - og min egen-tid vedblot atreferereetpar personlige oplevelser fremfor at skrive dette lange og overvejende abstrakte indlæg. Disse oplevelser er nemlig ikke alene mere underholdende, de belyser måske også kongrestemaet bedre end et ordrigt manifest: For 15 år siden fik jeg en kammeropera antaget og opført på Det kgl. Teater - ""den danske nationalscene"". Det blev i mange henseender mit første møde med branchens barske realiteter. Mest uforglemmeligt var dog nok det øjeblik, da jeg ved en tilfældighed opdagede, at den kvindelige hovedpersons kjole havde kostet lidt over det dobbelte af det beløb, jeg fik i honorar. Det tilføjes parantetisk- og måske også lidt nøjeregnende - atjeg udover at have skrevet musikken også havde oversat og bearbejdet teksten, en enakter af Fernando Arrabal.

Men det skulle blive værre et par år senere, da jeg - forsigtigt -forhørte mig om mulighederne for genudsendelse af en rimeligt vellykket TV-opera. Jeg fik da det noget uventede svar, at en genudsendelse var udelukket, ikke af saglige grunde, men sim-pelthed fordi rettighedshavernes honorarkrav efterhånden havde gjort en genudsendelse dyrere end den oprindelige produktion. På min dybt forundrede forespørgsel svarede TV-ledelsen tålmodigt belærende - som om det var den mest indlysende ting i verden - at det jo slet ikke var komponistens eller forfatterens rettigheder, men alle de øvrige - instruktørs, sangeres, scenografs, fotografers, tegneres, skrædderes, scriptgirls og skiltemaleres - rettighedskrav, der belastede budgettet og derfor umuliggjorde projektet.

Disse og lignende inspirerende oplevelser var stærkt medvirkende til, atjeg i 1974 tog imod tilbuddet om en borgerlig stilling med fast løn efter at have været free lance komponist i et par år. Jeg ønskede ikke at ende som et bittert offer for min egen ud-trykstrang, men ville kunne vælge mine kompositoriske opgaver uafhængigt af et produktionsapparat, som måtte opleves som principielt musikfjendtligt og mere konj unkturbestemt end en vejrhane. Og så havde jeg vist også ambitionerom at kunne påvirke systemet indefra ...

Når jeg til denne lejlighed alligevel valgte både det lange debatindlæg og den korte genfortælling, så har det to grunde: For det første er mine erfaringer totalt forældede. Situationen idag er drastisk forværret - der produceres f.eks. ikke længere nye operaer i dansk TV, og Det kgl. Teater er blevet en af nostalgiens næsten uindtagelige bastioner. For det andet ville jeg jo være nødt til at tage stilling til, om den konsekvens jeg har draget af mine erfaringer har været rigtig eller forkert, et tab eller en gevinst for dansk musikliv - og den morbide fornøjelse af den vurdering vil jeg ikke fratage andre.

Rent bortset fra at det ville have rykket den centrale og væsentlige problematik ud af opmærksomhedens focus: at vi i Danmark har et talentspild af et omfang, som en nation af vor størrelse og derfor naturligt begrænsede resourcemængde ikke kan tillade sig uden varige skader. At vi så endnu kan glæde os over et kulturliv, der er langt rigere, end politikerne giver det lov at være, er en trøsterig bekræftelse på den menneskeåndens ukuelighed, der trods alt gør det muligt at tro på en fremtid.