Om at klinge igennem (III)

Af
| Årgang 62 (1987-1988) nr. 03 - side 140-141

RAPPORT

Musikkonservatoriernes fælles orkesterseminar blev i år markeret ved et usædvanligt projekt. Ikke blot skulle en af tidens førende komponister lede indstuderingen af et af sine centrale værker fra 70' erne, men man havde også givet de studerende mulighed for at møde en dirigent, der er kendt for sin meget direkte omgangstone overfor et orkester.
Vi bringer her en rapport ved Jesper Beckman, samt nogle udtalelser fra de medvirkende musikere og dirigenten Aksel Wellejus, der stod for den indledende gennemspilning. Som konklusion på seminaret kan passende stå følgende udtalelse fra en af slagtøjsmusikerne: «Nu ved vi da, at næste gang Stockhausen kommer, så skal vi være bedre forberedt.»

Det blev til en begivenhed, en hel Stockhausen-festival, da musikkonservatorierne holdt fælles orkesterseminar i Odense i september: Foruden seminaret blev det til 5 kammerkoncerter og specialkurser ved medlemmer af Stockhausens mere faste kompagni: Suzanne Stephens, Kathinka Pasveer, Julian Pike og børnene Markus, Majella og Simon, samt danserne Michèle Noiret, Elisabeth Clarke og Alain Louafi. Kammerkoncerternes programmer var hovedsagelig sammensat af dele fra Licht-operaens Donnerstag, Samstag og Montag afsnit, samt et er der, som her, lejlighed for at gennemleve flere momenter, så fornemmer man, som følge af den indre konsekvens, præmisserne for denne eventyrlige musikalske verden; en uendeligt ligegyldig og umådeligt vedkommende. Det der tidligere virkede pinligt naivt, åbner op. Særlig forførende stod de små - i karakter -Harlekin-beslægtede poetiske visioner Ave og Monteva, samt den gribende opførelse af Vision. Sidstnævnte skulle dog desværre også destrueres, denne gang af en elendig elektronisk gengivelse af 'det usynlige kor' over et utilstrækkeligt PA-system.

Men Stockhausen var primært inviteret for at lede indstuderingen af sit orkesterværk Inori (se intro ved Per Erland Rasmussen i DMT nr. 1 19877 88, s. 40-54). Et dristigt konciperet projekt, som ikke løb af stablen uden problemer, men så sandelig heller ikke lod de indvolverede uberørte. Sometværkderinstrumental-teknisk ikke stiller uoverkomlige krav, men derimod lægger op til store krav i samspillet, var det et velegnet valg for et orkesterseminar. Samtidig blev det dog hurtigt klart, at det også netop var her et af hovedproblemerne viste sig, idet de musikere, der forud for seminaret havde haft mulighed for at se sine stemmer, alligevel ikke havde ofret tid på at sætte sig ordentligt ind i dem, fordi stemmerne -bortsetf rade absurde tempoangivelser-så så enkle ud. De havde ingen forudsætning for at forudse de problemer, de ville løbe ind i med de hurtige temposkift, for slet ikke at tale om den præcision, som Stockhausen ville kræve af dem. En præcision, der kunne virke fjollet germansk, men absolut viste sig påkrævet for at få tågen til at lette. Efter sigende havde Stockhausen været imod en forudgående indstudering i f.eks. orkesterskolen, for at slippe for misforståelser. Men i denne sammenhæng kunne nok en del slidsomt prøvearbejde i begyndelsen være sparet ved at løbe denne risiko, hvilket fremgik af træblæsernes sine steder overordentligt gode forberedelse. Desuden mødte en del op med en udbredt skepsis overfor ny musik og Stockhausen i særdeleshed.Men den forsvandt hurtigt. For dette omslag skal man nok ikke se bort fra den positive effekt, de eminente præstationer på kammerkoncerterne havde. Men selvfølgelig var det først og f remmest Stockhausens utrættelige indsats ""med hænder og fødder"" (jvf. Stockhausens kollega Peter Eötvös' karakteristik i et interview i DMT nr. 57 6 1984/85.), der ikke blot fik skabt ro i dette tilfældige sammenrend af studerende, hvoraf flere spillede i orkester for 1. gang, men også koncentration, præcision og - netop! - spille-glæde. For, somdervarbred enighed om, måske er Stockhausen et dumt svin, men det er skide fed musik.

l det følgende bringes nogle klip fra samtaler med de studerende. Uvilkårligt dukkede spørgsmålet om Stockhausens direkte og utilslørede talemåde op igen og igen. Her først i nogle udtalelser fra slag-tøjsmusikerne, der som de første oplevede Stockhausens ublide medfart:

- Det er hans temperament. Som han sagde forleden: Enten spiller du mere i symfoniorkester, eller også gør du det aldrig mere!

- Hans strategi var jo helt klart, at starte med at give den pisken.

- Og vi startede også med fortjent pisk.

- Der burde have været arrangeret lidt mere fra Konservatoriernes side, f.eks. kunne vi have spillet det i orkesterskolen.

- På den anden side er der rigelig udfordring i det. Og der er også masser af glæde ved at spille det, altså når man har nerver til det. Han er jo fuldstændig kompromisløs. Det skal være den lyd, sådan og sådan. At det såfaktisk ikke kan lade sig gøre, det blæser han højt og flot på. Det skal bare lyde sådan. Jeg tror virkelig han står og hører hele lortet som det burde være inde i hovedet.

Enkelte assistenter var også indkaldt for at supplere. På spørgsmålet om Stockhausen havde været for hård svarede 1. bratchisten:

- Det er jo det vi ind imellem savner, for at vi kan få lidt mere gejst ti! at spille. Jeg finder, han har været positiv at arbejde sammen med, selvom han har været jernhård. Det har givet mig utroligt meget. Jeg har aldrig i mit liv været så træt som efter den omgang. Og jeg er fand'me imponeret over de unge mennesker. Det er jo svært, fordi du slet ikke er opdraget med det. Det er en stor fejl, at vi ikke har mere af den slags inde på konservatoriet.

For messingblæserne var arrangeret specialinstruktion ved Markus Stock-hausen. 1. trompetisten udtalte bl.a.: - Markus som musiker er meget, meget positiv. Han er en fantastisk teknikker. Jeg kender ikke nogen, som kan gøre så meget med instrumentet som han kan. Hans virke på scenen når man ser ham, det viser at han, og forøvrigt også de andre, er utroligt hjemme på deres instrumenter. Efter at jeg har set det her, har jeg fået lyst til at beskæftige mig meget mere med ny musik og Stockhausen, end jeg egentlig har haft før. Jeg mødte nok op med en meget negativ holdning specielt overfor Stockhausen, men det har været utroligt sjovt. Stemmen stiller nogle utrolige udfordringer. Hverken en Mahler-symfoni eller Strauss byder på nær de samme udfordringer. Som Stockhausen sagde, for at kunne spille disse ting, så skal man faktisk være i besiddelse af den tekniske kunnen, som Markus har. Og det må vi jo nok erkende, at vi ikke har, så det bliver en satsning. Men er man heldig, så går den. Sværere er det heller ikke.

På spørgsmålet, om Stockhausen havde været specielt uforskammet, svarede dirigenten Aksel Wellejus: - Nej. Jeg kan godt se, der har været punkter, som har været svære fordern, og som han har forventet man kunne løse hurtigere. Men jeg vil ikke sige, at jeg ikke også ville være blevet irriteret i disse situationer, og tænkt: Nej altså, nu må det være der. Så svært kan det heller ikke være. En af de ting han har sagt flere gange har jo været: ""Oh, it's so simple"". Det er ikke altid han har ret, men nogle gange har man tænkt, det må vordende professionelle musikere altså kunne. Der er det så selvfølgelig igen det, at man har hørt, hvordan han kan være, så man har allerede givet dem lidt ængstelse på forhånd. Han var nok strengest på de første prøver, men der skulle han jo også prøve dem. Men når han så opdager, at her møder han pludselig nogen, der møder med åbenhed, så har man kunnet mærke, at det har varmet ham. Jeg kan huske en bemærkning til en basun som spillede meget forte, og som bestemt ikke på nogen måde var spiddende: ""Jeg skal skrive et stykke til dig en anden gang, men desværre er det dét her stykke vi spiller nu, og hér er det ikke forte!