Pejling festivalen

- en tekst skrevet til Pejling-festivalen - en festival for ny nordisk musik i 80'erne - der fandt sted i kunstnersammenslutningen FYLKINGENS nye lokaler i Stockholm i september '87.

Af Jesper Beckman

Stillet overfor de seneste års nordiske Kunst-musik, alene fanget i en kontemplativ leg, springer jeg op og falder ned på denne musiks hvad, hvor og hvornår. Er denne musik blot en stinkende køter - gavnlig for vort sinds fittness - kan en pejling i det nordiske sinds univers ikke fremkalde andet hos mig end smil og hovedrysten.

Interessant bliver en konfrontation med musik, og tillige en musik for mig, såvidt den kaster lys over, hvad der er erfaret mig æstetisk. Da bliver også interessant, hvorledes denne musik placerer sig i forhold til tidligere, eller anden musik, hvorledes erfaring belyst af denne musik placerer sig i forhold til erfaring belyst af anden musik.

Men hvem siger, at musik skal være genstand for æstetisk interesse? Er det et krav idag, at musik skal belyse erfaring? Forventes fortsat, at musik bidrager hertil? Behøver vi længere at få erfaring belyst? Er endnu ikke-oplyst erfaring til? Er situationen ikke klar, og vi, publikum, tilfreds, blot en musik holder hånden under og adspreder i et øjeblik? Er den seriøse, alvorlige musik ikke en pinlig misforståelse? Udgør den æstetiske erkendelses maskine virkelig grundlaget for al mulig erkendelse? Liv er ikke uudslukkeligt, så hvorfor musik? Mor dig, nyd, mens tid er! Om liv, alt liv, går ud lidt før eller senere, er et, såvidt det er sjov, så længe det står på. Kun en individuelt erhvervet almen fælles erfaring gør en musik interessant overhovedet. Gider vi ikke med denne musik, er det den, der ikke siger os noget, ikke svarer til os, ikke lader sig konfrontere med os, publikum. Og dens eneste chance er at forblive indenfor sit engang institutionaliserede domæne, subsidieret af det offentlige.

Tonalitet som natur måtte ud, dvs. tonalitet som musik måtte glemmes, for at en musik kunne rumme tonalitet. Musik er ikke foreskrevet regler, heller ikke tonalitetens, men vil en musik rumme tonalitet, må den tage højde for dens regler. Ornament som musik måtte ud, for at en musik kunne rumme ornamenter. Melodi som musik måtte ud, for at en musik kunne rumme melodier. Anekdoten som musik måtte ud, for at en musik kunne rumme anekdoter. Etc ...

Vækker en musik associationer, er det ikke associationernes art eller rigdom, der er mål for en musiks skønhed. Associationer befordrer musikalsk oplevelse eller aflivelse alt efter art og rigdom. Formidler en musik et budskab, er det ikke budskabets art eller kraft, der er mål for en musiks skønhed. Et budskab befordrer en musikalsk oplevelse eller aflivelse alt efter art og kraft. Noget musik er vanskeligere tilgængelig end anden, den er derfor ikke også dårligere. Noget musik er dårligere end anden, den er derfor ikke også lettere tilgængelig. God musik kan være underholdende. Den kan også ikke være det. Underholdende musik kan være god, den kan også ikke være det. Musik bliver ikke større kunst fordi den også underholder. En bil bliver ikke mere bil, fordi den også kan sejle. En gaffel bliver ikke mere gaffel, blot fordi den også kan skære. Den kan være mere praktisk i visse situationer, f.eks. hvis kun en hånd er ledig; ligesom skøn og underholdende musik kan være nyttig i situationer, f.eks. hvis kun én hjernehalvdel står til rådighed. Nytte hverken borger for eller hæver den kunstneriske kvalitet.

Det behagelige, som musik, måtte ud, for at en musik kunne rumme det behagelige. Det behagelige angår alene en musik, forsåvidt det ikke strider imod denne. Det behagelige strider imod en musik, straks det behagelige, musikkens nytte for begærets tilfredsstillelse, bestemmer denne. Den enkleste måde at sikre sig imod dette er ved helt at undgå det behagelige. Behager en musik ikke, så er det i det mindste ikke det behagelige, der forleder én til at dømme en musik skøn.

Det ubehagelige, som musik, måtte ud, for at en musik kunne rumme det ubehagelige. Det ubehagelige angår alene en musik, forsåvidt det ikke strider imod denne. Det ubehagelige strider imod en musik, straks det ubehagelige, musikkens hindring af begærets tilfredsstillelse, bestemmer en musik. Den enkleste måde at sikre sig imod dette er ved helt at undgå det ubehagelige. Vækker en musik ikke ubehag, så er det i det mindste ikke det ubehagelige, der forleder én til at dømme en musik skøn.

Det behagelige og det ubehagelige angår alene den musikalske oplevelse, forsåvidt det som et magisk ord kan åbne for den musikalske oplevelse. Som en dåseåbner eller et trykluftsbor, der skaber plads for den musikalske dynamit. En musik, der må rumme det behagelige eller det ubehagelige, en pirring af begæret, for at de musikalske detonatorer kan sprænge sindet i stumper og stykker, er for det barbariske. Vi er alle barbarer for Vorherre. En musik, der rummer det behagelige eller ubehagelige formidlet af den musikalske dynamik, er for alvor musik. Løgnen udstilles i det manierede.

Er den nordiske musik i 80'erne nordisk, så er den ikke musik. Men det, at den nordiske musik i 80'erne står relativ lysende og klar, er, at den også kan rumme f.eks. noget nordisk. Billeder flimrer i mange af de seneste års nordiske værker. Billeder som forsøg på syntese, enhed, med andre ord ""tonalitet"". Siden tonalitet som legitimerende instans, siden alle legitimerende instanser blev suspenderet, lurer længslen efter en sikker instans uden for én selv, et arkimedisk punkt, der skulle transcendere den enkelte musik. I den nordiske og måske navnlig den danske musik i 60'erne, da Dylan i The Times Are A-C hanging sang om de sidste, hvis tid ville komme, skete nogle omvæltninger, som kunne forlede én til at tro, at et nyt begreb om musik var under opsejling. Det var der vitterlig, men dets begyndelse ligger tidligere. Hverken Schoenbergs tolvtoneteknik, Boulez serialisme eller Nørgårds algoritmer er transcendentale legitimerende instanser, men formidlingsinstanser, der gør det muligt at tilbagevise en rekurs på en ydre instans - deri består ""modernismens"" ideologiske misbrug. Senere blev betegnelsen postmodernisme lidt misvisende hæftet på denne måske navnlig danske situation. Misvisende, fordi ordet betegnede et opgør med det moderne projekt, hvor det faktisk drejede sig om et opgør med ""modernismens"" forvanskning af det moderne projekt, samt en bekræftelse og udbygning - sådan som den nordiske musik i 80'erne fremstiller det - af den strukturforvandling, det moderne projekt undergik i og med den tidlige darmstadt-modernisme. Den mentale afstand og den relative isolation fra begivenhedernes centrum kan vi åbenbart takke for denne, den nordiske musiks lidt heldigere navigation gennem feticheringens fælder. På den anden side er mangfoldighed, respekt for mangfoldighed og omgang med mangfoldighed - tingets praksis -jo ikke ny i Norden. Som helhed synes den nordiske musik idag således måske mere konventionel. Men det er løgn. Den finske musik er ligeså post-modernistisk som f.eks. den danske. Og den danske musik er ligesåmodernistisksom f.eks. den finske. Alene deres respektive problematikker er forskellige. Ingen konventioner legitimerer den nordiske musik i 80'erne. Om en komponist finder momenter af relevans for sin problematik i renaissancens polyfoni, eller i 60'ernes mikro-polyfoni, i metamorphose teknikker, funktionstonalitet... det gør ingen forskel i princippet. Ej heller om traditionens nestor hedder Rachmaninov eller Boulez. I denne sammenhæng garanterer den ene tradition ikke mere lødighed end den anden. Hvis, er situationen først for alvor tragisk.

Er den nordiske Kunst-musik i 80'erne altså post-moderne, så alene for at distancere den fra den institutionaliseret moderne. Ornament, melodi, tonalitet, anekdote m.m. rummer ikke knæfald for konventioner. Ånder vi, som publikum, igen lettet op ved det fortrolige billede, forbigående sløret ved en krusning på overfladen, bedrager vi os selv. Musik er for alvor blevet musik, det rokker postmodernismen ikke ved.