Yedr. Jakob Levinsens rapport i DMT nr. 2 1987/88 Den rige og den fattige musik

Af
| Årgang 62 (1987-1988) nr. 03 - side 129-130

Jakob Levinsens NUMUS rapport former sig for sidste halvdels vedkommende som en kommentar til diskussionen mellem Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård under festivalen. Levinsen benytter sig af lejligheden til at fyre nogle bredsider af mod Rasmussen, som jeg synes fortjener et par kommentarer. Så vidt jeg mindes (det kan efterprøves ved at lytte til en båndoptagelse af diskussionen) brugte Rasmussen ikke samtalen til at gøre op med modernismen og Darmstadt. Emnet blev bragt på bane, da Nørgård fortalte, hvorfor han i sin tid havde trukket ""Fragment VI"" tilbage. Det skete i forbindelse med Nørgårds opgør med ""Darmstadt"", som Rasmussen i den sammenhæng forsvarede. På mig har ""den rasmussenske modernismekritik"" altid virket særdeles overbevisende, netop fordi Rasmussen aldrig har forsømt at inddrage den klingende virkelighed fra 50'erne og 60'erne. Dette kan dokumenteres ved at kaste et blik i NUMUS festivalernes programbøger. Stik imod hvad der hævdes andetsteds i artiklen har festivalen hverken i Rasmussens eller Abrahamsens og min tid været bleg for at spille værker fra de første efterkrigstidsårtier. Hvad enten man bryder sig om sarkasme eller ej, er det efter min mening indiskut-abelt, at Rasmussens ytringer - såvel mundtlige som skriftlige - befinder sig på et højt intellektuelt niveau. Men i følge Levinsen har de altså i NUMUS 87 sammenhæng været udtryk for ""værdifri (og -løs) smartness."" Senere i artiklen, efter at Levinsen har kritiseret Rasmussens ""Hoffman"" og ""Liederkreis"", hedder det om udviklingen i den seneste musik, at ""engagement og intellekt er på vej tilbage i partiturmusikken"". Det underforstås tydeligt, at sådanne værdifulde egenskaber ikke findes i de to omtalte værker, som tværtimod er ""letløbende og uforpligtende (Hoffman) og præget af ""abstrakte konstruktioner, der er mål i sig selv, og af lystvandringer i konservatoriebibliote-ket"" (Liederkreis). Til slut konstateres, at værkerne er udtryk for akademisme i langt større omfang, end den eksperimenterende og åbne 50'er og 60'er musik. Levinsen kan tydeligvis ikke lide Rasmussens musik, det er han i sin gode ret til. Men hvorfor begrundes denne antipati ikke med musikalske synspunkter, der tager deres udgangspunkt i værkerne selv? Hvorfor skal den tværtimod garneres med urigtige påstande om NUMUS festivalernes programmer, med Rasmussens ""smartness"", med en halvkvædet vise om mangel på engagement og intellekt iklædt akademisme; altsammen lanceret under overskriften ""den rige og den fattige musik""? Svaret synes enkelt nok. Rasmus sen har de seneste 15 år mere end nogen anden forfægtet det synspunkt, at den modernistiske tro på, at historien udvikler sig fremad, ikke har absolut gyldighed. I takt med at dette synspunkt har vundet anerkendelse, er bredden i dansk ny musik vokset og debatten af-ideologiseret. Noget kunne tyde på, at Levinsen har svært ved at leve med denne form for ""åbenhed"", siden dommen nu skal afsiges over Rasmussen og den absolutistiske postmodernisme han impliceres at stå for. (Det turde i øvrigt være en selvmodsigelse, at postmodernismen kan være absolutistisk.) For man tager vel næppe helt fejl, hvis man identificerer Rasmussens musik med den fattige og den åbne og eksperimenterende 50'er og 60'er modemisme med den rige. Levinsens ærinde synes således klart: efter 10-15 års ansvarsløse, uforpligtende, uengagerede, uintellektuelle lystvandringer i konservatoriebiblio-teket skal dansk musik nu bankes tilbage på rette vej. Sandhedsvidnet hedder karakteristisk nok Ivar Frounberg og ikke eksempelvis Hans Abrahamsen. Jeg har intet imod, at Frounberg og andre interesserer sig for teknologien fra IRCAM, men jeg nægter at anerkende, at det i sig selv skulle resultere i en rigere musik end den, hvis materiale hentes fra en lidt fjernere fortid.

Jeg håber nemlig ikke, Levinsen tror, at materialevalg alene afgør en musiks intellektuelle niveau. I 20-30 år efter 2. verdenskrig stod Alban Bergs musik i skyggen af Weberns, fordi den tilsyneladende var mindre radikal i materialevalget I dag ved vi, at Bergs musik er mindst lige så gennemstruktureret som Weberns og samtidig i sig bærer en historie, som gør den meget rigere i sine referencer end Weberns.

Jeg oplevede det som et tegn på åbenhed, da musikken i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne i sit materialevalg blev udogmatisk. Komponisterne befriede sig den gang for kravet om, at musikken skulle være præget af en bestemt gestik og et bestemt høj-kromatisk materiale. Den udvikling har ført til, at hver enkelt komponist må finde sit eget svar på det komplicerede stilistiske spørgsmål historien stiller os. For musikken bliver uinteressant, både hvis den ignorerer det krav om radikalitet, der ligger i modernismen, og hvis den overser det faktum, at den store musikhistorie er brudt sammen. Hvis man ikke kan anerkende det, må man søge tilflugt i en ideologisering, som på lidt længere sigt kan gøre vores musikliv meget skade.

Dublik til Steen Pade: Det er altid smigrende at bliver overvurderet. Men let modvillig må jeg indrøm-me, at jeg hverken tiltror mig selv evner til eller ambitioner om «på lidt længere sigt at gøre vores musikliv meget skade». Umiddelbart finder jeg det mere problematisk, at Pade bevidst eller ubevidst ignorerer eller over ser flertallet af pointer i min Numus-rapport. Derfor de følgende klarificeringer.

Da Steen Pade har læst min Numus-rap-port burde han også vide, hvor stor respekt jeg har for Karl Aage Rasmussen som musiktænker, uanset eller snarere netop fordi jeg er fundamentalt uenig med ham, og igen og igen føler mig frugtbart provokeret af hans synspunkter og argumenter. At je g oplever hans musik som akademisk og sanseligt fattig er naturligvis ingen nedgøring af substansen i hans teoridannelser, men derimod udtrykfor en skuffende oplevelse af, at han f or mig - og ikke få andre - at høre ikke selv leverer overbevisende musikalsk belæg f or dem - Adornos musik er som bekendt heller ikke f or morsom. Og den «fattige» musik er såmænd udledt af Rasmussens egne overvejelser i forbindelse med «Hoffmann». Og når - som je g også én gang har skrevet - den på papiret så spændende diskussion i År hus mellem Rasmussen og Per Nørgård kom til at virke som to indforståede enetaler uden megen reel diskussion, var det ikke mindst i kraft af manglende ordstyringfra f.eks. Numus-ledelsens side. Når jeg efterlyser klingende realiteter i forbindelse med Rasmussens modernismekritik, er det naturligvis i hans mundtlige argumentation og ikke i hans forbilledlige virksomhed som koncertarrangør. Og jeg vil anbefale Steen Pade at lytte til sin båndoptagelse af Nørgård Rasmussen-diskussionen én gang ti L Så vil han nemlig også høre en dansk komponist af ellers bemærkelsesværdigt venligt og ukunstlet gemyt, der i y der s t bramfri vendinger opfordrer Rasmussen til ikke at udtale sig om Darmstadt, når han ikke har større kendskab dertil end det lader til at være tilfældet. Jeg vil også anbefale Pade at genlæse den sætning i min N umus-r apport, der begynder nederst s. 114 og ender øverst s. 115. Derfor den senere anvendte vending «absolutistisk». For hvor findes der musikalsk belæg for den «dogmatik», som nu Pade også refererer til? I hvert fald ikke i ret megen musik af en Boulez eller en Stock-hausen, og da slet ikke i den de skriver i dag - og at de over hovedet finde s endnu, og at deres 1980er-musik er radikalt forskellig, omend naturligvis betinget af deres 195Oer-erfåringer, er noget der påfaldende ofte overses i modernisme! postmodernisme-debatterne. At netop Ivar Frounberg er valgt som det fineste eksempel på nye tendendser -efter Per Nørgård, hvad Pade så ganske fortier - skyldes dels naturligvis hans kvaliteter og velgørende internationale orientering (at han har udsyn til IRC AM er indlysende ikke det af gør ende, Morton Feldman er jo lige så vigtig en inspirationskilde) - dels at samme Frounber g ved Numus 87 var sat på scenen som oplægsholder. Engageret af Numus-le-delsen med Steen Pade i spidsen. Eksemplet kunne, omend det havde været mindre prægnant i denne sammenhæng, lige så vel have været Hans Abrahamsen, Poul Ruders eller for den sagsskyld Steen P ode. F or min hovedpointe er netop ikke, som Pade i sine velmente bestræbelser på at f or svare Rasmussen insinuer er, at reetablere en (af Padepostuleret) teknologisk udviklingstro fra for 30 år siden. Men derimod en stor glæde ved at den frihedstrang og vilje til uafhængighed af traditioner, som f or den der har øren at høre og øjne at læse med er de n afgørende nyskabelse i 19 50er-musikken, og som vel egentlig er en hovedårsag til at «den store musikhistorie» er brudt sammen, faktisk trives i bedste velgående. O g folk der formulerer sig selvstændigt, uden at bekende sig til ismer af hverken den ene eller anden art, er nu en gang de mest spændende og berigende at lytte til.

Hermed et venligt og såvidt muligt u-ideologisk farvel fra

Jakob Levinsen.