Et beskedent geni. Leif Christensen (12. jan. 1988)

Af
| DMT Årgang 62 (1987-1988) nr. 04 - side 154-155

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Den danske guitarist, docent ved Det Jydske Musikkonservatorium, Leif Christensen, er omkommet ved en bilulykke i Rold Skov tirsdag d. 12. januar 1988. Han blev 37 år. Leifs livsbane blev brudt midt i en strålende national og international karriere, der allerede havde placeret ham som en af verdens toneangivende guitarister. Ved siden af sin koncertvirksomhed og en højt skattet lærergerning, nåede han at indspille en række grammofonplader på plademærket Paula, som alle erresultat af en uhyre ambitiøs forskning, der gør dem til milepæle i vort instruments historie. En historie, som Leif Christensen for altid vil være en del af. Hans aktiviteter var mange og vidt forgrenede - ingen områder i faget var ham fremmede. Både ny og gammel musik interesserede ham lige brændende, når den vel at mærke kunne honorere hans ubønhørlige kvalitetskrav. I de senere år var hovedvægten lagt på udforskningen af den klassisk-roman-tiske guitars repertoire og historie. Både som solist og med sin hustru Maria Kammerling som duopartner, foretog han succesrige tourneer med dette repertoire verden over. Pladerne med værker af de to store klassiske guitarkomponister Mauro Giuliani og Fernando Sor bærer vidnesbyrd om duoens sublime samarbejde.

Leifs første soloplade med musik af den legendariske Giulio Regondi (1822-1872), hvis værker regnedes for totalt uspillelige og lå hengemt på støvede bibliotekshylder, slog på én gang hans navn fast som en helt usædvanlig begavelse. Et tidsskrift kaldte ham ""et beskedent geni"", og det beskedne gik ikke på geniets format og omfang, men på Leifs manglende interesse i at udstille sig og ""sælge sig selv"". Han holdt nærmest demonstrativt sin egen person i baggrunden. Forham var detsagen, musikken, det drejede sig om.

I dag kan man vist roligt fastslå, at Regon-dipladen har haft stor indflydelse på den hastigt voksende interesse for det sene 19. århundredes ""glemte"" guitarkoryfæer. Men det var ikke Leifs sag at hvile på laurbærrene, og nye indspilninger fulgte i et imponerende tempo. Især når man tager i betragtning hvor megen tid andre skal bruge imellem så krævende manifestationer.

En plade med den spanske guitarist og komponist Miguel Llobets (1878-1937) værker, lukkede endnu engang op for ukendte og mangefarvede sider af en historisk personlighed, som vi troede havde fundet sin endelige plads i vores bevidsthed.

I denne forbindelse er det også et interessant perspektiv, at der skulle en dansker til at bringe en komponist som russeren Wassilii Stepanowitsch Sarenko (1814-1881) frem i vore dages lys. Selv i Sovjet var hans musik så godt som ukendt, indtil Leifs indspilning af disse fine værker udkom i 1985. Selvfølgelig spillet på en original syvstrenget russisk guitar. Pladen med Hans Werner Henze's to monumentale sonater, Royal Winther Music l og 2, af mange regnet for den bedste indspilning på markedet, befæstede hans ry som en betydelig fortolker også af vort århundredes musik. For nylig udkom en indspilning af en række af Fernando Sors mest spillede etuder. Pladen er nærmest et sprudlende katalog over højtkvalificerede stilistiske og fænomenologiske overvejelser, der i fremtiden bliver svær at komme uden om ved et virkeligt seriøst studium af disse etudernes etuder.

I ugerne inden ulykken var Leif i fuld gang med at færdiggøre en udgivelse med musik af spanieren Francisco Tarrega. Om vi får det at høre må fremtiden vise. En stor guitarist er gået bort og har efterladt et tomrum. Han vil ikke blive glemt.

Årgang 62/1987-1988, nr. 04