Vedr. Jesper Beckmans artikel i DMT nr. 3 1987/88 Pejling

Af
| DMT Årgang 62 (1987-1988) nr. 04 - side 153-154

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Ung Nordisk Musik 2021
  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Så har man set det med! Jesper Beckmans tekst til ""Pejling-festivalen"" rummer en gang sproglig og filosofisk misk-mask, man håbede, vi forlænge siden var vokset fra.

Jeg forsøgte med flere gennemlæsninger. Det måtte da være muligt at uddrage bare eet meningsfuldt udsagn af to siders tætskreven tekst. Men nej ! Artiklen synes fuld af underforståede forudsætninger og konklusioner, som virker temmelig uforståelige og uargumenterede. Ind imellem får vi serveret de særeste sproglige konstruktioner, hør bare bl.a.: ""Om liv, alt liv, går ud før eller senere, er et, såvidtdetersjov, s å længe det står på"", eller ""Underholdende musik kan være god, den kan også ikke være det"". Jesper Beckman taler selvfølgelig om ""de respektive problematikker"", ""forvanskningen af det moderne projekt"", ""ingen konventioner legitimerer"", ""komponisten finder momenter af relevans for sin problematik"" etc. Alle disse talemåder, der bruges som en karikatur på intellektuel tale, når den er ""sortest"". Jeg anser ikke mig selv for at være helt uvant med filosofiske tekster. I sin tid tog jeg endda universitetsgrad i faget filosofi (ikke bare den almindelige filosofikum). Selv om mange timer i mit liv er gået med praktisk arbejde ved klaveret, har min intellektuelle nysgerrighed fortsat krævet sin tilfredsstillelse, ikke mindst ved æstetiske og musik-filosofiske studier og overvejelser. Det er da lykkedes mig at læse lidt (og også forstå lidt) af de ""tunge"", tyske filosoffer som bl.a. Hegel, Marx og Husserl. Men her var jeg overbevist om, at sætningerne (i det mindste hver for sig) gav mening.

Hos Beckman kan jeg hverken finde mening i de enkelte sætninger eller i den store sammenhæng. Hvad med følgende eksempel: ""Er den nordiske musik i 80'erne nordisk, så er den ikke musik"". Tænk bare på den helt parallelle konstruktion: ""Er det italienske sprog italiensk, så er det ikke sprog"" eller ""Er den stegte juleand stegt, så er den ikke juleand"". Man kunne fortsætte med mange morsomme absurditeter, som mest af alt hører hjemme hos forfattere som Ionesco eller Beckett.

Helt volapyk bliver det, når man læser Beckmans fortsættelse: ""Men det, at den nordiske musik i 80'eme står relativ lysende og klar, er, at den også kan rumme f.eks. noget nordisk"". Der er ingen tvivl om, at vi mangler nogle præciserende definitioner af begreberne, men jeg er bange for, at det ikke vil være tilstrækkeligt til at få ""mening i galskaben"".

Endnu engang må man sande, at ""det, som er udtrykt uklart, er tænkt uklart"". Det er bare ærgerligt at fylde hele to sider i DMT med fortænkt vås, for slet ikke at tale om den tid, læseren bruger på at indse, at der faktisk ikke var noget, der ""gik hen over hovedet"", for der var nemlig SLET INGEN TING AT FORSTÅ. ""Kejserens nye klæder"" endnu en gang.

Svar til Poul Rosenbaum. Jeg beklager, at det ikke er lykkedes for dig, trods flere gennemlæsninger, aï fatte meningen i min tekst ""Pejling"". Desuden, at du har misforstået meningen med teksten, når du påstår, at der er ""SLET INGEN TÏNG AT FORSTÅ"". At hævde, at jeg med nævnte tekst skulle have til hensigt at spilde mine læseres tid, finder jeg ualmindelig frækt, navnlig i betragtning af, at jeg i samme nummer af DMT har fået publiceret to interviews, hvori jeg formidler henholdsvis en musikers og en komponists synspunkter. Jeg indrømmer, at teksten er kompleks, emnet er komplekst. O g jeg skal ikke afvise, at emnet måske kunne have været udtrykt mere klart for dig, men den formulering, der her er blevet offentliggjort, var den, jeg selv fandt mest tydelig indenfor de rammer, der var mig givet. At emnet fra min side er uklart tænkt, er jeg ikke enig i.

At formuleringer som ""de respektive problematikker"", ""forvanskningen af det moderne projekt"", etc., skulle være sort tale, må jeg naturligvis afvise. At de er sort tale for dig, tager jeg dog til efterretning. For mig er de ikke talemåder, men udtryk for noget konkret. Det er muligt nogle opfatter nævnte formuleringer som talemåder, og følgelig bruger dem, ""som en karikatur på intellektuel tale, når den en 'sortest' "", men her skal de tage s f or pålydende.

Som eksempel på en sætning, det ikke er lykkedes dig at finde mening i, citerer du følgende: ""Er den nordiske musik i 80'erne nordisk, så er den ikke musik"". For at belyse meningsløsheden i sætningen substituerer du for ""den nordiske musik i 80'erne"", ""nordisk"", ""musik"" henholdsvis ""det italienske sprog"", ""italiensk"", ""sprog"" og ""den stegte juleand"", ""stegt"", ""juleand"". Det giver, som ventet, naturligvis nogle ganske morsomme absurde formuleringer. Du begår dog en fejl i dine parallelle konstruktioner, idet du glemmer, at ""ikke"" står i kursiv. Det er naturligvis ikke gjort f or sjov, det har sin mening, nemlig at understrege, at ordet ""musik"" her bruges i to forskellige betydninger: for det første i den almindelige betydning, som ordet har i dagligsproget, for det andet i en mere specifik betydning, som betegnelse for hvad jeg opfatter som et relativt nyt begreb om musik, en musik, der - som jeg skriver -for alvor er blevet musik. Lidt firkantet er artiklens 3 hovedpunkter: 1) En pejling af den unge nordiske musik i 80'erne giver kun mening, hvis musikken besidder en eksistentiel relevans; 2) Musikken må lade sig konfrontere med et publikum; 3) En postmodernisme, der er mere end et opgør med ""modernismen', nemlig tillige et opgør med modernismen, må forholde sig til det dynamiske formbegreb.

Men endnu engang, jeg beklager teksten har voldt dig problemer.

Jesper Beckman

Åbent brev til musikanrneider ved Politiken Jan Jacoby.

Brevet har været tilsendt Politiken, men er blevet afvist af læserbrevsredaktør Torben Odbjerg med den begrundelse at Politiken ikke bringer kommentarer til anmeldelser, fordi det er en smagssag.

Kære Jan Jacoby.

Man behøver såmænd ikke at være nogen stor musik-kender, kun en ganske almindelig ny-musik-elsker, for at være helt klar over, at det har sine store vanskeligheder at være seriøs komponist i dagens Danmark. Og at ihvertfald nogle af disse vanskeligheder er selvforskyldte, behøver man heller ikke at være ekspert for at begribe.

Vanskeligheder, som bl.a. skyldes, at miljøet er så lille, at det kan være svært uden jalousi at skaffe plads osse til de store og frodige talenter. Dertil kommer så osse en undertiden lidt besynderlig flagellantisk holdning hos komponisterne selv, der - sådan føles det - lissom forbyder dem at folde sig alt for indbydende ud for et større publikum. Som almindelig lytter får man let den grimme mistanke, at man - altså komponisterne -mest skriver musik for hinanden. Men, men, men... der skrives jo osse om musikken, og det ikke blot i de stadig mere fortænkte for ikke at sige forskruede programnoter, som enhver sagesløs koncertgænger absolut skal belemres med - som om musikken ikke bare kunne, men da osse helst skulle, tale for sig selv. (Der må jo være en grund til, at komponisten ikke har skrevet en bog istedetfor).

Men så er der jo osse sådan nogen som dig. Anmelderne, hvis fornemste opgave det vel må være at formidle kendskab til den musik, som den enkelte interesserede ikke selv har haft lejlighed til at høre - og formidle forståelse for den musik, som er hørt. Kort sagt At forsøge at formulere i ord og med faglig indsigt det, som den almindelige lytter måske kun intuitivt har sanset, som en følelsesmæssig oplevelse, om man vil.

Derfor er anmelderens rolle så ansvarsfuld, og derfor er det så forfærdelig deprimerende at opleve, når dette ansvar fuldstændig forflygtiges. Når faglig viden, erfaring og alt hvad et gennem år opøvet, fint mærkende, øre kan opfange fuldstændig negligeres - og anmelderen kun hører det han vil høre, fordi det er det, han altid før har hørt, eller værre endnu, fordi han åbenbart ikke kan høre forskel. Lad mig nævne to nogenlunde dugfriske eksempler, som endegyldigt har fået mit bæger til at flyder over (det har stået fuldt til randen i nogen tid!). Din anmeldelse i Politiken af Poul Ruders Nightshade opført af ensemblet Capricorn under ledelse af Oliver Knussen i Radiohusets koncertsal mandag den 23. november og Karl Aage Rasmussens Movements on a Moving Line med Radiosymfoniorkesteret osse under ledelse af Oliver Knussen samme koncertsal torsdag den 26. november.

Her var i begge tilfælde tale om væsentlige accentforskydninger - ja, egentlige nybrud i forhold til tidligere værker. Hos Poul Ruders i form af en ligefremhed i udtrykket, en alvor og følelsesdybde så aldeles blottet for ironi og distance. Der blev fortalt en historie. Tonen var personlig og stærk. Der er helt klart tale om en betydelig udvikling, en personlig og kunstnerisk modning hos komponisten, der sætter sig dybe spor i værket, og som det er umuligt ikke at høre for fordomsfri, åbne sanser. Alligevel får du det til, at der bare er tale om: ""Flot og besnærende håndværk. Fræk underholdning"". Altså ikke helt fint nok. Men siden hvornår er det blevet en skam at mestre sit håndværk? Der findes da vist ikke andre kunstarter end musikken, hvor det bliver anset for et handicap næsten. Du giver ikke ""Nightshade"" nogen dårlig anmeldelse, men en forkert bedømmelse. Og set fra et forbrugersynspunkt er det vel næsten værre. Det er nemlig ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Til gengæld er det helt tydeligt, at Karl Aage Rasmussen ikke blot bliver fejlbedømt, men tillige uforskammet behandlet. En klar nedvurdering af et særdeles hørbart, og set fra et lytter-synspunktdejlig livligt, smukt klingende og indimellem helt lyrisk, stykke musik. Et gennemkomponeret herligt sanseligt stykke. Et klart nybrud hos denne (rigtignok) tiltider for debatterende og noget fortænkte komponist. Karl Aage Rasmussens ""Movements"" var en stor og fornøjelig overraskelse. Enhver, der har øren at høre med, kan høre, at her er noget nyt på færde, noget følelsesmæssigt frugtbart, fyldt med gyldne løfter hos denne særdeles begavede komponist. Det får du så til, at musikken som sædvanlig hos Karl Aage Rasmussen er noget for fortænkt og hertil i det aktuelle tilfælde usammenhængende, ligegyldig og ""forbandet irriterende at høre på"". Og det kan du ganske simpelt ikke være bekendt. Ikke overfor komponisterne og slet ikke over for lytterne/læserne. Og det er fuldstændig ligemeget, om det så osse blot skyldes almindelig sløv rutine. Det må du gøre noget ved. Ellers mister lytterne/læserne fuldstændig tilliden til, hvad du skriver, og til at du vil den ny musik det vel; og det er skam meget vigtigt, at du vil det! For som sagt, den har såmænd vanskeligheder nok i forvejen. Osse uden anmelder modvind!

Med venlig hilsen Doris Ottesen.

For flere kommentarer se Poul Ruders 'Tremad mod nutiden"" s. 156.

Årgang 62/1987-1988, nr. 04