Chrenikov og Sovjets stille komponister

For ca. 1 år siden var der kongres i Sovjetkomponisternes Forening. Det foregik som sædvanlig stille og fredeligt og ikke som hos teater- og fllmsfolk og forfatterne. Formanden siden 1948 Tichon Chrennikov aflagde den sædvanlige beretning og roste de sædvanlige kolleger. De øvrige deltagere fulgte trop, kun Rodion Sjtsjedrin slog sig lidt i tøjret og kom med nogle skarpe angreb på kulturministeriet, bl.a. nævnte han en embedsmand med verdensrekord i ubesvarede breve. Det kunne ikke genere Chrennikov. Han beholdt sin formandspost. Men ikke alle er tilfredse med denne tingenes tilstand. I Izvestija ( 1/3-87) er komponisten V. Dasjkevitsj gået til angreb i en artikel med overskriften ""Alt er så stille, åh, så stille"". Som filmskomponist interesserer han sig for musikkens brug i massemedierne og han begynder med at konstatere, at de professionelle komponister slet ikke kan hamle op med amatørerne. Desværre medfører det, at den dårlige smag breder sig i form af en banal og aggressiv musik. ""Hvis vi ikke skifter kurs og sætter en lødig musik, demokratisk, intelligent og moderne i sin kunstneriske holdning, op imod den, kan vi miste enhver indflydelse på sagernes udvikling.""

Dasjkevitsj fortsætter med et hårdt angreb på foreningens økonomiske praksis. Komponisterne sælger deres værker til en særlig komission under kulturministeriet, men ingen er ansvarlig for værkernes videre skæbne. Mellem 80 og 90% af de indkøbte værker bliver aldrig opført. Det er især skadeligt for de unge komponister, som ikke får lejlighed til at få deres værker afprøvet over for et publikum. Til gengæld har foreningen undertrykt opførelse af værker af verdenskendte navne som Denisov, Schnitke og Gubajdulina, fordi man stemplede deres musik som formalistisk. Hvis Schnitke overhovedet får en statspræmie, så er det udelukkende på film-industriens anbefaling . I tids skriftet ""So vetskaj a muzyka"" er man først i den seneste tid begyndt at omtale Schnitkes værker, mens det ofte er helt talentløse værker, der roses til skyerne.

Komponisterne taber i konkurrencen med amatørerne, fordi foreningen, som råder over enorme økonomiske ressourcer gennem Muzfond (Sovjets Koda), ikke ofrer en kopek på studiet af den moderne lyd (synthesizer, elektronisk apparatur), mens amatørensembler i hver en afkrog anskaffer sig dyrt apparatur fra udlandet. Vi taber, siger Dasjkevitsj, fordi for ungdommen er den moderne musik først og fremmest den moderne lyd. I Sovjet er komponister og musikforskere organiseret i samme forening. Der har derfor udviklet sig en slags selvbetjeningssys-tem, hvor komponisterne skriver musik, mens forskerne roser den. I dette skema er der bare ikke plads til tilhørerne. Samtidigt skyller der en lavine af amatørmusik gennem landets koncertsale. Det er derfor intet under at komponistforeningen dag for dag taber autoritet og indflydelse. Den forvandles til en organisation, der billedlig talt lever af arbejdsfri indtægter, måske ikke juridisk men faktisk. For pengene til Muzfond afregnes fra alle koncerter, seriøse som populære, og de sidste er i knusende overtal.

""Både professionelle og amatører hos os råder over store talenter, og vi komponister må give afkald på vores snobbede holdning overfor amatørerne. De kan lære noget hos os og vi kan lære noget hos dem - det har Okudzjava og Vysotskij givet beviser på. Lad mig slutte der, hvor jeg begyndte, - musikken deles ikke op i de professionelles og amatørernes. Der er kun een musik."" Således slutter Dasjkevitsj sine - som han selv kalder det - polemiske bemærkninger om sin fagforening. 29/11-1987 bragte Moscow News en artikel med overskriften ""En sammenslutning af komponister eller af musikfolk?"" Her fortsætter komponisten V. Dasjkevitsj sin kritik af de bureaukratiske tilstande i Sovjetkomponistforeningen (SK). Da han kun i en enkelt bemærkning nævner den hovedansvarlige for udviklingen i SK i de sidste 40 år Tichon Chrennikov, kan et lille historisk tilbageblik være gavnligt.

I 1948 udsendte SK for SUKP en erklæring med adresse til førende sovjetiske komponister som M'askovskij, Prokofjev, Sjostakovitsj og Chatsjaturjan. Den kritiserede i skarpe vendinger, at de lå på maven for Vestens formalistiske musik (sådan betegnede man den gang avantgardismen). Kritikken blev senere på et møde i SK med komponisterne fremsat i endnu skarpere form af A. Zjdanov, sekretær i Leningrad-afdelingen for SUKP og almindeligvis betragtet som Stalins ""kronprins"". Dernæst afholdtes en stiftende kongres for Sovjetkomponistforeningen, hvor Tichon Chrennikov blev valgt som generalsekretær. I en rapport over de sovjetiske komponisters virke siden revolutionen gik han hårdt til angreb på vestlige komponister som Cazella, Milhaud, Alban Berg, Schönberg og Stravinskij. Deres musik blev karakteriseret som formalistisk, borgerlig musik. På den baggrund blev Sjostakovitsj' to operaer omtalt på følgende måde: ""Den groveste fysiologiske naturalisme og en sygelig ekspressionistisk overdrivelse giver sig især til kende i Sjostakovitsj to operaer ""Næsen"" og ""Katerina Izmaj-lova"". De vidner om, hvor opmærksomt og sympatiserende han har studeret de afskyeligste former for den nyeste borgerligt dekadente opera."" (Stenografisk referat af indlæg på den 1. kongres i SK. Moskva 1948). Om Leningradsymfonien siger Chrennikov: ""Sjostakovitsj 7. symfoni har vist, at hans musikalske tænkning er mere effektiv til at udtrykke fascismens ildevarslende billede og en verden af subjektive overvejelser end til at legemliggøre positive heroiske billeder af vor samtid.""(s. 40). Til denne sønderlemmende kritik kunne Sjostakovitsj under de rådende forhold kun svare: ""Jeg sagde dengang (på SK-mødet - E.S.), at hvor tungt det end er for mig at høre på fordømmelsen fra SK's side, så ved jeg, at partiet har ret, at partiet ønsker mig det bedste og at jeg bør søge og finde konkrete skabende midler, som kan bringe mig frem til en sovjetisk, realistisk og folkelig kunst.""(s. 343) (Udviklingen skulle dog vise, at Sjostakovitsj trofast fulgte sine egne indre skabende impulser.)

Efter Stalins død i 1953 blev SK nødt til at rehabilitere de kritiserede komponister i 1958. De skandaløse forhold fortsætter dog ganske vist under andre former - den dag idag i Sovjetkomponistforeningen, som stadig har Tichon Chrennikov som generalsekretær. Fornylig afholdtes således et plenarmøde i ledelsen for SK i byen Kemerovo i Sibirien. Så langt var Chrennikov flygtet bort for at undgå offentlighedens altfornærgåendeøjne.""Sovetskajamuzyka""bragteisitnovem-bernummer Chrennikovs åbningstale. Her kendte hykleriet ingen grænser: ""Men retfærdigvis bør det nævnes, at i de vanskelige år, hvor de Leninske principper for lov og ret under socialismen blev brudt, prøvede SK på alle måder at beskytte sine medlemmer og forstod at holde dem fri af uberettigede repressalier og medvirkede til at opretholde deres høje autoritet og gode navn"". Efter denne svada får vi så at vide, at det faktisk var på hr. Chrennikovs initiativ, at de fordømte komponister var blevet rehabiliteret i 1958. Nu benævner han dem i svulstige vendinger som ""... fyrtårne, der lyser vej på sejlruterne i vor tids humanistiske kunst.""

Men så megen magt har Chrennikov stadig, at selv SK's skar-peste kritiker V. Dasjkevitsj er meget forsigtig med at nævne hans navn. Hans forslag til peres trojka går ud på, at SK skal optage førende udøvende kunstnere i sine rækker for at modvirke den sørgelige kendsgerning, at sovjetmusikken interesserer folk stadig mindre og mindre, at underholdningsmusikkens niveau er deprimerende, og at musikkritikken er under al kritik. Musikken bliver jo kun hørt, når den bliver spillet. Og der sidder SK's ledelse med alle kort på hånden. Den bestemmer, om musikken skal forblive nogle kruseduller på et stykke papir eller om den skal komme til at lyde fra en tribune, i radio eller TV. Mere end halvdelen af de værker, som kulturministeriet køber af SK bliver aldrig opført, men tæller kun med i statistikken. Faktisk undertrykker bureaukratiet på denne måde den skabende kunst. SK-erklæringen af 1958 har ikke indskrænket dets magt. 11968 erklærede vicekulturminister V. Kucharskij sig som kategorisk modstander af den nye bølge i sovjetmusikken (navne som Denisov, Schnittke og Gubajdulina). Han udtalte: ""De statslige kulturorganer vil afvise avantgardens hårdnakkede forsøg på at bryde igennem til de brede koncert-tribuner."" På samme uforblommede måde karakteriserede han Vysotskijs sange med ordene ""forvirret nonsens"". Idag er der ingen russer der ikke kender og elsker Vysotskijs sange. Og de ovenfor nævnte 3 komponister er idag blandt de få sovjetkomponister, som er anerkendt uden for USSR's grænser.

""Hvad er SK så idag?"" spørger Dasjkevitsj. ""Efter min mening en til det yderste gennemorganiseret bureaukratisk maskine. Medlemmernes gennemsnitsalder er 60 år. Den administrative struktur er vokset markant. Dens næsten 500 personer gør krav på retten til at repræsentere sovjetisk musik med deres værker og begrænser dermed stærkt de øvrige medlemmers chance for at få deres værker opført."" Dasjkevitsj anfører eksempler på, hvorledes mange talenter er gået til grunde i denne drivhusatmosfære. Det første skridt til en gennemgribende perestrojka af SK bør efter hans mening være indkaldelse af en konference med ligelig deltagelse af repræsentanter fra SK, de bedste udøvende kunstnere, visesangere, rockmusikere, instruktører og lydteknikere.

Et svar på Dasjkevitsj ' artikel er kommet i Moscow News nr. 6 under overskriften ""Om traditionerne for den frie tanke i musikken"" underskrevet: Peter Belyj, komponist. Hans interesse er den symfoniske kunst, og det giver naturligvis en anden indfaldsvinkel.

I ""Sovetskaja muzyka"" juni 1987 har han skrevet en stor artikel med overskriften: Hvornår begynder den ny epoke? Her går han til felts imod den skrækkelige ensidighed, der behersker de sovjetiske koncertorganisationer, som ustandselig kører frem med de samme gamle travere fra symfonilitteraturen og derfor vænner publikum af med at interessere sig for en lang række spændende værker fra det klassiske og moderne repertoire. Højdepunktet er for ham Haydns symfonier, som han anser for dem, der har den største dragende virkning på publikum. I vort århundrede fremhæver han Sjostakovitsj for den komponist, der kommer nærmest hans Haydnideal. Men Sjostakovitsj kæmpede i sin kunst imod de menneskefjendske kræfter, som har hærget i det 20. årh. Hvornår kommer den epoke, hvor vi bliver åndeligt selvforsynende, spørger han?

Kritikken af Dasjkeviisj.
For det første afviser Belyj forslaget om, at komponister og udøvende musikere skulle sluttes sammen i een forening. Det er simpelthen to vidt forskellige erhverv. Derimod støtter han der forslag, som er fremsat af førende sovjetiske solister om at danne en forening af udøvende musikere. Mærkelig nok er det ikke sket endnu. Videre skriver Belyj: Som en frygtelig usandhed lyder Dasjkevitsj udtalelse, at sovjetmusikken efter 1948 ikke hævede sig til de højder, den havde nået tidligere, at ""forfølgelsen lammede skaberkraften."" Belyj mener tværtimod at traditionerne for fri musikalsk tænkning ikke blev afbrudt. Her fremhæver han værker af Chatsjaturjan, Prokofjev og Sjostakovitsj fra tiden efter 1948, men glemmer, måske på grund af sin ungdom, Prokofjevs skrækkelige vuggesang til ære for Stalin i oratoriet ""På vagt for freden"" fra 1949 og Sjostakovitsj ""Sangen om skovene"", som indgik i kampagnen for et af Stalins prestigeprojekter.

Han mener ikke, at Dasjkevitsj har ret til at kritisere Chrennikov for, at han ikke i sine taler i 1948 gik imod Stalin. Men Belyj siger lige ud: ""Jeg antager, at Chrennikov ikke sagde hvad han mente dengang. Det forskønner naturligvis ikke hans biografi.""

Han tvivler på, at Dasjkevitsj ' påstand om, at folk er hørt op med at interessere sig for symfonimusik, er rigtig. Henvisningen til den store tilstrømning på førsteopførelser af Schnittkes symfonier siger dog ikke så meget, fordi der ikke mindst på grund af Chrennikovs forsøg på at sætte ham i skyggen, har været megen blæst omkring hans person. Belyj forsvarer også enkelte af Chrennikovs værker fra de senere år: 2. violinkoncert og 3. klaverkoncert. Tilsidst siger han dog lige ud: ""Men det er svært ikke at være enig med Dasjkevitsj i hovedsagen. SK's arbejde trænger til en grundig perestrojka. Demokratiseringen af foreningen er livsnødvendig. Man kan ikke længere tolerere formalismen i de tilbagevendende mødeforanstaltninger (pienummer, provins-sekretariatsmøder), ""sekretærmusikkens"" åg, isolationen og fortielsen af dem, der ikke er i kridthuset."" Og Belyj remser navnene op på en lang række komponister, unge som gamle, hvis værker ganske ufortjent ikke opføres. ""Ja, her har komponistforeningen noget at angre !"" (pokaj anie = anger, titlen på en berømt gruzinsk film om stalinismen), slutter han.