NUMUS 1988 - festuge for den ny musik

Af
| DMT Årgang 62 (1987-1988) nr. 05 - side 200-203

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

György Ligeti var hovedperson ved NUMUS' 10 års jubilæumsfestival, hvor det lokale look atter kom på mode.


Af Jens Brincker

Skal man tro de gamle ord ""Godt begyndt er halvt fuldendt"" og ""Når enden er god, er alting godt"", så blev NUMUS-festen 1988 en bragende succes.

Det begyndte så godt som muligt. GROUPE VOCALE de FRANCE opførte alle György Ligeüs a capella korværker. Fra de to ungarske sange ""Mahagány"" og ""Papainé"" fra årene før 1956, over det 16-stemmige ""Lux Aeterna"" fra requiet (1966), til de ungarske kor-etuder og hovedværket ""Drei Phantasien nach Hölderlin"" fra 1980'erne. En flyvende start med et ekspert-ensemble der behersker alle aspekter af moderne korsang til fuldkommenhed, og et program der allerede den første aften trak den røde tråd, som for mig skulle blive hovedsagen ved NUMUS-festen 1988. Nemlig præsentationen af Ligeti.

Og det sluttede med et brag af en koncert fire dage senere, da Kontra Kvartetten satte Per Nørgårds studier i mikropolyfoni og i rytmiske forgreninger i strygekvartetterne nr. 4 og 5 som ramme om tætte og intense opførelser af Steen Pades ""Nature Morte"" og Erik Højsgaards ""The Sunflower"", og en opførelse af Bartóks fjerde kvartet, der fik et udaset NUMUS-publikum frem i stolene. Jeg har hørt Bartóks fjerde spillet smukkere og mere melodisk profileret på de førende grammofonindspilninger; men aldrig så djævlebændt præcist, så skarpt nuanceret i det dynamiske forløb, så medrivende i det rytmiske. Og jeg mindes ikke at et dansk publikum har hilst ny musik med så frenetiske klapsalver som dem, der fulgte Kontra-kvartettens Bartók-opførelse.

""Godt begyndt..."" og ...alting godt"" er gamle ord, som bygger på en psykologisk sandhed. Det første indtryk og det sidste er
uforholdsmæssigt vigtigt. Men en NUMUS-fest er mere end psykologi. Den er musik, programlægning, udførelser, og i år også jubilæum. 10 års jubilæum for en festival som blev fejret med 26 arrangementer mellem første og sidste koncert. Og 26 arrangementer fra onsdag til søndag betyder, at publikum må vælge sig vej gennem programmet. Ingen kan meningsfuldt rumme det hele, man må gerere sig som gæst ved det store ta-selv-bord. Spejde efter livretterne og håbe på tilberedningen.

Ta-selv-borde er populære. Århus' restauranter har mange af dem, og de er ikke alle overflødighedshorn. Nogle er billige tilbud hvor et par af retterne har vandret ud og ind mellem køkken og buffet mange gange, mens andre er serveres før tilberedningen er helt færdig. Også på dette punkt lignede NUMUS-festen spisehusene. Gamle travere blev trukket frem og markedsført som ""nostalgi"". Tilsyneladende uden fornemmelse for at tiden er gået og at vi alle - også de opførende -er blevet ældre og for gamle til skolekomedier. Når Teddy Teirup gentager tidligere års Rued Langgaard-romantisme efterladende sædvanlige tvivl om, hvilke noder der er Langgaard og hvilke der er Teirup eller tilfælde... Når Einar Nielsen gi'r den hele armen i Kagels ""Présentation"" for to. Så føler jeg i hvert fald at smilet stivner og nostalgien bliver barnagtig. Og når man erstatter et programpunkt, som må udgå som følge af sygdom, med en uropførelse af Steen Pades ""Innerlich"" udført af fire musikere, som umisforståeligt ikke er rede til at spille den endnu, så breder panikken sig fra planlæggerne og ud i koncertsalen.

Andre eksempler på nittere kunne nævnes, men lad disse være nok. Det var nemlig ikke karakteristisk for NUMUS 88, at opførelseskvaliteten var ringe, men at den svingede. Lars Waage og Erik Kaitoft lavede en glimrende, stram og ætsende, opførelse af fire sange fra Kagels ""Rrrrr..."" på samme koncert som Einar Nielsens herostratiske ""Présentation"". De fire uheldige musikere, som entrede manegen for tidligt, blev opvejet af en flot opførelse, som Det jyske Musikkonservatoriums ensemble for ny musik dirigeret af Karl Aage Rasmussen gav Pelle Gudmundsen-Holmgreens ""Repriser"" fra 1965. Meget af det, der blev spillet ved NUMUS-festen i år, blev spillet godt, og noget af det endda blændende godt. Når kritikken tager ordet, er det ikke det enkelte værks opførelseskvalitet, men princippet om ta-selv-bordet, der skal diskuteres.

Model: Festuge

Ta-selv-bordet er nemlig forbundet med en festival-koncept, som NUMUS i hvert fald de senere år har været på vej væk fra: Festuge-konceptet der også har sit danske paradigme i Jylland: I Århus' festuge med hundreder af arrangementer omfattende alverdens genrer og repræsenterende et bredt og populært kultur-begreb, som man ikke skal se bort fra. Denne model har ikke været NUMUS' ideal i de sidste år, hvor festivalen er blevet ledet fra København og har gennemgået en udvikling mod det elitære. I programvalg, i opførelseskvalitet, i koncentrationen om Musikhusets noble sale.

Hvis der kan udledes en tendens af NUMUS-programmet 1988, så er det tendensen bort fra det elitære og fin-kulturelle
mod det brede, afvekslende og forhåbentligt ""folkelige"". Det blev understreget af happenings som Carl Bergstrøm-Nielsens ""Sammenføjninger"", der sendte publikum ud i Århus' gader med støjende båndoptagere i konfrontation med politiet og skatteyderne. Det blev markeret af den kugle, som var opstillet foran Musikhuset, hvor man kunne gå ind og høre Jørgen Mortensens ""Kuglemusik"". Og det kom frem som et krav fra en række underskrivere på et manifest, der opfordrede festivalens deltagere til at overveje og diskutere den sociale side af ny musik og kampen for sociale og samfundsmæssige ændringer i anledning af 1. maj-dagen

Derom kan man have sine private og politiske meninger, men spørgsmålet: Festuge eller elite-festival kan ikke reduceres til smag og behag. For NUMUS-festernes vedkommende er det et spørgsmål om stil, målgruppe og i sidste instans eksistens. Elitefestivalen er først og fremmest attraktiv for et tilrejsende publikum, der er i Århus for at høre musik, gerne vil høre alt hvad der opføres, og nødigt vil skuffes i forventningerne dl det spillede. Vi vil gerne have en dansk udgave af kammermusikdagene i Witten, et den ny musiks Lockenhaus, og vi vil gerne have det i Århus. Århus er nemlig en dejlig by, fyldt med energiske og idérige mennesker som sagtens kan arrangere en lille lækker luksusfestival med nogle udenlandske ensembler og et spændende, men ikke for omfattende program. De må da også godt spille selv - byorkestret og nogle af de gode. Men ikke overdrive!

Jeg elsker den slags festivaler, men jeg ville ikke bryde mig om at have dem til at foregå i København. Der sker for mange ting i København jeg har for travlt med at passe andre gøremål, det bliver for stressed. Og jeg ville ikke drømme om at arrangere den slags for tilrejsende århusianere eller fynboer. Derfor kan jeg godt forstå, at Karl Aage Ras mussen og kompagni ikke gider arrangere luksus-festivaler for københavnere. Med den meget stilfærdige økonomiske bevågenhed, som de centrale - og altså københavnske - institutioner og fonds viser NUMUS, må det være det lokale musikliv, som danner basis for NUMUS. Man kan sympatisere med det eller ej, men publikumsrnæssigt og økonomisk er der intet, som tyder på at NUMUS vil kunne overleve uden en solid forankring i det århusianske miljø. Og så er ta-selv-bordet den eneste fremkommelige udvej for en festival, der skal tiltrække mange tilhørere, skal demonstrere at ny musik rummer en mængde afvekslende udbud som taler til mere enden smag, og skal repræsentere en udfordring for nye generationer af Århus-musikere og musikstuderende. Med mindre der sker et økonomisk mirakel, tror jeg at festugekonceptet, som det blev introduceret ved årets NUMUS-festival er kommet for at blive. NUMUS bliver af nødvendighed en rnere århusiansk begivenhed end en dansk eller international, og spørgsmålet bliver derfor, hvordan NUMUS kan gennemføre dette hamskifte uden at blive uinteressant i en geografisk og musikalsk bredere sammenhæng? Hvem bliver tabere i denne udvikling.

Druknede danskere

Taberne bliver efter al sandsynlighed de danske komponister, som har vænnet sig til at have et attraktivt forum i NUMUS-festerne. De blev det i hvert fald ved denne fest. De danske nyheder, uropførelserne, druknede i mængden af indtryk og prægede NUMUS i mindre grad end tidligere. Det skyldtes også ydre omstændigheder: De allerede omtalte uheld i forbindelse med sygdom og hastige programændringer. Men det betød i hvert fald for mit vedkommende, at det var ganske få danske nyheder, som fæstnede sig i erindringen: Stærkest blandt dem opførelsen af Bent Sørensens ""Les Tuchins"" onsdag aften.

Allerede ved sin klangkombination af to basuner, to el-guitarer og to celloer frapperer Bent Sørensens værk fra 1987, og den umiddelbare interesse forstærkes af den overlegne måde, hvorpå komponisten styrer sine klangelementer og skaber et dramatisk forløb som uddyber og nuancerer billedet af 1300-tallets elendige, Les Tuchins. Bent Sørensen forener klanglig originalitet med udtryksmæssig målrettethed i dette værk, og opførelsen dirigeret af Svend Aaquist Johansen var fascinerende god, selv om dynamikken til sidst blev så kraftig, at det kneb for de to celloer at gøre sig gældende sammen med basuner og el-guitarer.

Også Svend Nielsens strygekvartet, som Stengaard-kvartetten uropførte, gjorde et stærkt indtryk på mig, men mere i kraft af konceptionen end af udførelsen. Svend Nielsens kvartet er et tæt, konfliktfyldt værk med stærke linjer og spændinger. Når jeg tager forbehold over for udførelsen, var det fordi den klangligt og dynamisk virkede ensformig, næsten grå, og det hænger igen sammen med, at man fra torsdag aften til fredag aften hørte Hans Stengaard som koncertmester i Aarhus symfoniorkester ved en koncert med en uropførelse af Wayne Siegel, Ligetis cellokoncert og - ikke mindst - Janaceks sinfonietta, derpå som 1. violinist i Weberns kvintet-bearbejdelse af Schönbergs Kammersymfoni og i Ligetis Kammerkoncert, samt som koncertmester i Elsinore Players' opførelse af Hans Abrahamsens ""Winternacht"". Alt sammen før han var primarius i Svend Nielsens uropførelse.

Trods dyb respekt for Hans Stengaards musikeregenskaber, arbejdskapacitet og idealisme vil jeg alligevel hævde, at den slags arbejdsbetingelser er urimelige. Ingen musiker i verden kan yde det optimale efter først at have trukket Aarhus Symfoniorkesters violiner gennem Janaceks Sinfonietta og derpå selv have spillet Schönbergs Kammersymfoni og Ligetis Kammerkoncert. Og ingen festival, heller ikke det nye NUMUS, bør programsætte en uropførelse af en strygekvartet under forhold, der forhindrer musikerne i at yde det optimale.

Det giver nemlig et skævt billede af de århusianske musikeres virkelige kvalitet. Når NUMUS-festivalen kan hente den engelske mester-organist Kevin Bowyer til Århus for at spille Kaikhosru Sorabijs megalomaniske to-timers orgelsymfoni, når den kan hente tre medlemmer af London-ensemblet Capricorn over for at spille Ligetis horntrio, det svenske Heliosensemble for at spille to Ligeti-kvintetter eller Erling Bløndal-Bengtsson som solist i Ligetis cellokoncert - så er det plat urimeligt samtidig at drive rovdrift på lokale kapaciterer som Hans Stengaard. Det kan kun forklares som udslag af pengemangel og misforstået idealisme.

Disse to danske værker var ikke de eneste danske nyheder, som jeg fik med i mit NUMUS-udvalg. Uropførelsen af Wayne Siegels ""Devil's Golf Course"" for orkester, synthesizers og slagtøj, der indledte Aarhus symfoniorkesters koncert torsdag, var også interessant - måske mest fordi værket demonstrerede sikker teknisk beherskelse af overgangene mellem orkester- og synthesizer-lyd. Der var mange fint gennemtænkte og overlegent realiserede detaljer i Wayne Siegels partitur, men selve musikken sagde mig ikke så meget. Og det gjorde uropførelsen af Mogens Winkel Holms ""Zwei Stimmen"" for lutspillende sanger og hans ""Piping Down"" for solofløjte heller ikke. Det sidstnævnte værk havde sine kvaliteter i Søren Barfoeds udførelse, men det førstnævntes udsættelse af en regning, som Bach sendte sine foresatte for at få et udeblevet honorar, virkede lattervækkende. Alligevel blev det påhørt i dyb, alvorstung tavshed, mens Erik Kaitofts opførelsen af Kagels dybt tragiske, religionskritiske ""Recitativ-Arie"" blev modtaget med latterkaskader og højlydt jubel af et publikum, hvor hvem Kagel åbenbart vanemæssigt hører til vittighedsafdelingen - uanset hvor stor umage musikerne gør sig for at gennemhulle de lokale fordomme.

Portræt af Ligeti
Man kan beklage, at de danske nyheder druknede i mængden under årets NUMUS-fest. Men ret beset tror jeg ikke, at man skal begræde det. NUMUS som en manifestation af de sidste års frembringelser inden for kredsen af relevante danske komponister kan gå hen og blive både roseklub og ghetto. På langt sigt vil det være til musiklivets fordel, at denne oplagte mulighed for uropførelser ikke står slet så stærkt i bevidstheden. Vigtigere er det, at NUMUS i det nye koncept har bevaret muligheden for at inspirere og demonstrere fornyelse. Det blev markeret af hele to linjer i festivalens program: Koncerterne og diskussionerne hvor musik og teknologi stod på programmet - og præsentationerne af Ligetis musik. Jeg valgte den sidstnævnte linje, og det var en oplevelse.

En væsentlig årsag hertil var, at NUMUS-festen havde ødslet med opførelseskvaliteten på Ligeti. Det blev klart allerede ved åbningskoncerten med GROUPE VOCALE de FRANCE, men det gik igennem alle programmerne med Ligetis værker: Erling Bløndal-Bengtssons opførelse af hans cellokoncert med Aarhus symfoniorkester dirigeret af Diego Masson var imponerende god, tæt i klangen og klar i strukturen. Frode Stengaards og Erik Kaitofts opførelse af de tre stykker for to klaverer var fremragende - levende, spændstig og profileret - ligesom Frode Stengaards af de tre stykker for cembalo var det. NUMUS-orkestrets opførelse af Kammerkoncerten under ledelse af Karl Aage Rasmussen var også god, og endnu bedre var den opførelse af ""Nouvelles Aventures"" som Vibeke Rolskov, Ulla Wang og Lars Berthelsen præsterede sammen med et instrumental-ensemble dirigeret af Einar Nielsen. Læg dertil at den svenske Helios-kvintet spillede Ligetis Bagateller og hans ti stykker for blæserkvintet, og at medlemmer af Capricorn-ensemblet opførte hans horntrio: Så er det evident, at NUMUS ved Ligeti-opførelserne havde den internationale opførelsess tandard, som er forudsætningen for at præsentere en af nutidens betydeligste, men også mestkrævende komponister.

Lige så afgørende som udførelsen var imidlertid sammensætningen af det Ligeti-program, som Karl Aage Rasmussen kunne præsentere. Kronologisk omfattede det hele hans skabende periode: Fråden folkloristiske, Bartok-inspirerede stil i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 50'erne, hvor Ligeti endnu skrev på den socialistiske realismes æstetiske præmisser. Over Darmstadt-periodens eksperimenter hvor elektronmusikkens muligheder og serialismens strukturelle landvindinger var en åbenbaring for Ligeti, uden at han af den grund mistede sin identitet og forskrev sig til teknikker, han måtte opfatte som væsensfremmede for sig selv. Og til 1970'ernes anfægtelser der har ført ham frem til den nuværende ""nostalgiske"" krise og til mesterværker som Holderlin-fantasierne for kor og horntrioen. Alle perioder var med, fuldgyldigt repræsenterede, og det gav mulighed for at erkende udviklingslinjerne og de æstetiske fællesnævnere i Ligetis musik.

For mig blev kombinationen af korværkeme og ""Nouvelles Aventures"" næsten det stærkeste indtryk. Her hvor Ligeti kombinerer tekster og toner blev det lysende klart, hvordan han arbejder på at skabe en ny kommunikation af brokker fra de eksisterende sprog. Han nedbryder sprogets symboler til det niveau, hvor de mister symbolkarakteren og bliver til signaler, til umiddelbare udtryk for følelser. ""Nouvelles Aventures"" er et kompendium i umiddelbarhed, et følelsessprog der endnu er individuelt som babysprog og uforståeligt, men er i færd med at almengøres til etnyt symbolsprog, begrebsbærende og kastreret for umiddelbarhed. Overgangen fra det umiddelbare til det formidlede, fra det originale til det konventionelle, er Ligetis arbejdsområde i ""Nouvelles Aventures"", og erfaringerne fra denne overgang udnytter han i de sene korværker, analytisk i de ungarske kor-etuder, syntesedannende i Holderlin-fantasierne, hvor han nedbryder teksten og ledet af sine synæstetiske oplevelser skaber nye udtryk for digtenes inderste væsen. Det er karakteristisk for Ligetis arbejde med Hölderlins tekster, at han ikke føler sig bundet af indholdet, men bearbejder de associationer, som teksten vækker. Og det karakteriserer Ligetis mesterlige kompositionsteknik, at han kan samle sine associationer til et udtryk, der på et nyt kommunikations-niveau gendigter Hölderlins digte i et klangligt medium.

Den kompositionstekniske baggrund for denne bedrift demonstrerede NUMUS-festen gennem udvalget af instrumentalværker. Her var tyngdepunktet 1960'ernes erfaringer med klangforskydninger i cellokoncertens første sats; med bevægelsessystemer der bliver til strukturer og danner former i de tre stykker for to klaverer; med intervalprocesser der bliver til melodi i de ti s tykker for blæserkvintet. I disse værker tilegner Ligeti sig en helt personlig teknik, som sætter ham i stand til at føje isolerede elementer sammen til originale strukturer, der får symbolkraft. Her kommer den frygtelige negativitet i hans kunstneriske geni, den destruktive kraft til fuld udfoldelse. Der lades ikke sten på sten tilbage af den historiske tradition, som han henter sin inspiration fra. Men destruktionen er forudsætning for en ny skabelse, for en konstruktiv proces, der netop er proces mere end konstruktion.

Det blev - vist utilsigtet - demonstreret gennem NUMUS-festivalens trang til at sammenholde Ligetis musik med 60'emes minimalisme, med Reich og Riley. De tre har konstruktionen tilfælles, trangen til at distancere sig fra stoffet og gemme sig bag systemer. Men hvor minimalisterne - som regel - betragter konstruktionen som mål i sig selv, er den for Ligeti uvægerlig udgangspunkt. Når stoffets konventionelle udtryk er fuldstændigt nedbrudt og elementerne beherskes totalt gennem konstruktion sætter Ligeti den skabende proces igang og præger stoffet med et nyt, personligt udtryk. Tydeligst kom det for mig frem i Frode Stengaards opførelse af de tre stykker for cembalo - et forbløffende værk hvor to ""ungarske"" satser (Passacaglia ungharese og Hungarian Rock) fra 1978 omkranser satsen Continuum fra 1968. Her blev det overbevisende klart, hvordan nedbrydningen af de konventionelle floskler i continuum-satsen fra 68 rummer de første tilløb til den syntese, som præger satserne fra 1978, hvordan dettidskontinuum, som Ligeti skaber i den tidlige sats, ligger til grund for nye og fantastiske rytmiske forløb i ""Hungarian Rock"".

Ligeti-koncerterne blev det element i NUMUS-festen 1988, der overbeviste om at NUMUS kan forene en ny, løsere og mere lokal, festival-koncept med et kvalitetsniveau, som bekræfter og udbygger festivalens position i dansk musikliv. Kan det lade sig gøre at fastholde denne side af NUMUS, vil der ikke være tvivl om festivalens eksistensberettigelse og betydning det næste ti-år.

Årgang 62/1987-1988, nr. 05