Anmeldelser

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 01 - side 33-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

ARS NOVA PÅ CD

1. Pierre de la Rue: "Requiem' og Giaches de Wert: 5 motetter.

2. Musik af Thomas Tallis (korværker og satser for cembalo, spillet af Lars Ulrik Mortensen). Vokalgruppen Ars Nova, dirigeret af Bo Holten. Kontrapunkt/Steeple chase Production. Producer: Palle Mikkelborg.

Optaget henholdsvis 1985/86 og 1987.

Af Mogens Helmer Petersen

Lad det være sagt med det samme: disse udgivelser er opsigtsvækkende på flere måder. Dels er det stadig relativt nyt, at et dansk kor overhovedet udkommer på CD, dels får vi bekræftet, at Års Nova-koret har international standard, og at der med disse optagelser ligefrem er mulighed for et internationalt gennembrud. Begrebet "kultureksport" får med disse udgivelser et nyt og positivt indhold, fordi der er kvalitetsmæssig dækning for såvel valget af (sjældent hørte) værker som i udførelsen.

Det med kultureksporten vender jeg tilbage til. Med hensyn til repertoiret er det jo en kendt sag, at Års Nova og dirigenten Bo Holten har specialiseret sig i den ældre og den nyeste musik. Klart nok, fordi koret består af kun 14 veltrimmede sangere, og derfor måske bedre kan betegnes som en "vokal-gruppe" end som et "kor" i mere traditionel forstand. At Bo Holten iøvrigt selv opfatter det således, fremgår af udgivelsernes titeltekst og noter, jfr. ovenfor.

Det giver optimale arbejdsbetingelser, når man netop vil arbejde med renaissancetidens messer, motetter og madrigaler eller med vor egen tids kammerkor-repertoire, hvorimod f.eks. romantikken med sit mere brede kor-ideal stort set må lades ude af betragtning.

De nævnte begrænsninger af repertoiret stiller imidlertid store krav til sangmaterialet: ekstremt dybe basser, slanke overstemmer (når man nu foretrækker kvindelige sopraner fremfor drengestemmer), intonationssikre, falsetterende mands-alter ("counter-tenors") og, for hele sangerstabens vedkommende: kravet om stilbevidsthed, udtryksbevidsthed, knivskarp intonation og en hårfin balance mellem den individuelle stemmeklang og den koriske helhed - et problem, der bliver jo mere følsomt, jo mindre gruppen er.

Det er ikke nogen let opgave for korlederen og produceren at få alle disse komponenter bragt sammen i optagelsen til et kunstnerisk og "medierigtigt" resultat Kompromis'er er givetvis uundgåelige, og når der senere i denne anmeldelse anføres nogle kritiske bemærkninger, sker det i fuld forståelse for, at der må være en vis margin i valget af den "rigtige" løsning på problemerne.

Først og fremmest må man dog sige, at det umiddelbare indtryk ved et gennembør af disse to "discs" er ganske frydefuldt. Der synges gennemgående med en (efter danske forhold) usædvanlig renhed og smuk klang. Der er via et grundigt indstuderingsarbejde og stor opførelsesrutine oparbejdet et glimrende teknisk overskud til at tackle selv de vanskeligste passager. Alle fraser gennemføres musikalsk/tekstligt indlevet og følges til dørs i perfekt ro og balance. Intet sted krummer men tæer over en klanglig eller intonationsmæssig "afstikker"; det er kort sagt musiceren på et højt professionelt plan, hvor man kan læne sig tilbage og koncentrere sig om værkerne.

Og her oplever man små mirakler, uanset hvor megen eller hvor lidt "historisk" baggrund, man som tilhører måtte være i besiddelse af. Netop i kraft af udførelsens høje kvalitet bliver et mesterværk som Pierre de la Rue's "Requiem" (fra omkring 1500) helt aktuelt og nærværende som en sublim reflektion over døden og dets overvindelse som et menneskeligt og kristent grundtema.

Det er utroligt, at man kan opnå en sådan indsigt i menneskesindet på en afstand af 4-500 år!. Tilsvarende gælder det de fem motetter (på samme disc) af de Wert (død 1595), Monteverdis læremester i Mantua. Fra en beskeden plads på en højreside i min musikhistorie er de Wert via denne indspilning rykket frem i min bevidsthed som en af musikkens stor-mestre. Der er tale om en storstilet udtrykskunst, især fordi de Wert har den fornødne dristighed til at forlene den samtidige madrigalgenres enorme udtryksregister og tekniske krav med en kirkelig grundholdning, der holder tingene på plads. Som bekendt nåede selveste Palestrina ikke at overvinde dette dilemma Han gjorde ydmygt afbigt for sine"madrigalistiske" værker. Hos de Wert fremstår komponenterne sammenknyttede til udsagn af stor kunstnerisk gennemslagskraft, lige aktuelle for en nutidig lytter, som de må have været det dengang. Man tænke blot på den kromatisk formede indledning til Adesto dolori meo eller den stramt fastholdte dramatiske spænding i "Vox in Rama" med de næsten bitonale effekter omkring "Rama-skriget". Også Tallis-optagelseme afslører en komponist med en overlegen teknisk formåen og et storladent udîryksrepertoire. De indføjede cembalo-satser (glimrende udført af Lars Ulrik Mortensen) bidrager meget illustrativt til at fremhæve Tallis' særlige engelske baggrund: cantus firmus bearbejdelser, vari-ationsteknik og tværstandsforbindelser som et fint krydderi i det harmoniske satsbillede, - det er altsammen gammelkendte stilkendetegn i den engelske 1500-tals musik.

Dertil kommer den særlige religionspolitiske problemstilling, der var aktuel for komponister som f.eks. Tallis og Byrd: at forsøge at fastholde en (delvis illegal) katolsk grundholdning i en tid, hvor det elizabethanske England er i færd med at popularisere og vulgarisere det religiøse budskab (herunder også musikken) ud fra protestantiske idealer. Tallis' musik er i sig selv en stilfærdig protest mod denne tendens. Den vil fastholde mysticismen med sin komplicerede kontrapunktik, patetiske grundholdning og tætte og ofte mørke "sound". (I de to sæt "Jeremias Klagesange" undværes sopranerne!). "Jerusalem, Jerusalem, omvend dig til din Gud" lyder teksten til sidst i klagesangene. For Tallis var det bitter og aktuel alvor - og det kan høres!

Såvidt værkerne og deres baggrund. Hvordan er "partiturerne" så realiseret på de foreliggende optagelser ?

Det må først understreges, at ordet "partitur" må skrives i anførselstegn, al den stund satserne jo i deres originale form foreligger i stemmebøger og er noteret uden taktstreger. Men det er iøvrigt et et ganske stort "opførelsespraktisk" problem-katalog, korlederen og produceren må forholde sig til: der er f.eks. spørgsmåletom det dynamiske udtryk og tempovalgene (forlæggene fortæller intet herom), "pitch" (fastlæggelse af "kammertonen"), forholdet til tekstlægning, til den historisk "korrekte" originalbesætning, til idealet, hvad angår stemmekvalitet (nasalt non-vibrato?), valg af rum (stor eller lille rumklang ?), valg af gennemgående "sound" m.v. Skal yderligere hver sanger have en optagermikrofon stukket op i næsen, eller kan man nøjes med et enkelt slereosæt plus evt. støttemikrofoner til solistiske passager etc. etc. Der er rigeligt at tage stilling til og selvfølgelig også mere, end der er plads til at vurdere i herværende anmeldelse. Derfor nøjes i det følgende med nogle enkelte, forhåbentlig væsentlige punkter:

Bo Holtens problem med Års Nova-ensemblet er naturligvis, at det er et "hverken/eller". Det er hverken et rigtigt kor eller et solistisk ensemble. Men i optagelsen vil han sammen med lydteknikerne og produceren Palle Mikkelborg gerne opnå et "både/og". Og det giver problemer, da man samtidig af medietekniske årsager må fastholde en relativt snæver "sound-ramme". En CD som de to foreliggende har et forløb på 55-60 minutters uafbrudt musik. Her er tale om ren vokalmusik (a cappella) -bortset fra de nævnte cembaloindslag. Lydbilledet skal holdes i ro hele forløbet igennem. "Springer" det, distraheres tilhøreren. Det svarer til, at man pludseligt flyttes til et andet lokale. Såvidt jeg kan høre, har man som udgangspunkt valgt en "sound", der tenderer mere i retning af et "kor" end af "ensemble", og det lyder til at begynde med overbevisende flot (at så få kan lyde af så meget!), men resultatet bliver i længden en anelse ensformigt, fordi den lidt "tykmavede" klangkarakteristik virker hæmmende på udtryksdetaljerne (linjeforløb og tekstforståelighed) især i understemmerne.

Særlig mærkbart er dette forhold naturligvis i de mere mørkt og tæt "instrumenterede" satser hos de la Rue og Tallis, mens koret lyser kendeligt op i de Wert-motetteme og i den ligeledes lysere anlagte Sicut cervus -psalme i "Requiem". (Hvorledes har denne Ps. iøvrigt fået sin placering her ? Mig bekendt findes den ikke i requiem-liturgien!).

I forlængelse af sound-problematikken kan det anføres, at Tallis-musikken er optaget i Skt Pauls Kirke i København, og at akustikken der nok bidrager til at forstærke den mørke og noget uigennemsigtige klang i understemmerne. På optagelserne fra Glyptoteket (hvor koret måske også er mere på hjemmebane!), virker balancen noget bedre, især, som nævnt, i de Wert-satserne.

På disse præmisser blir det i særlig grad overstemmerne, der blir de egentlige udtryksbærere, og her kommer Bo Holten uundgåeligt ud for et problem, når han besætter alt-stemmen med en blanding af et par (iøvrigt glimrende mands-alter og nogle mere blødt klingende kvinde-alter. De skal homogeniseres klangligt indbyrdes og derefter med de ikke helt vibratoløse sopraner.

Det lykkes ikke altid lige godt (Amen, amen dicó), men netop forskellen på mands- og kvinde-altklangen kan andre steder udnyttes ganske effektfuldt (gentagelsen af luceat -passagen i requiets introitus).

Man må naturligvis tage til efterretning, at Bo Holten af mange årsager ikke bruger drengesopraner, men sopranklangen kan lejlighedsvis domineres af en lidt for moden, romantisk vibratopræget stemme (Sicut cervus , tredie vers). Måske havde man ikke bemærket det i den grad som noget stilfremmed, hvis man ikke i verset umiddelbart forinden havde lyttet til en smuk, korisk udført duet (baryton og falsetterende alter), hvor netop den vibratoløse alt-klang har fæstnet sig i lytterbevidstheden som et måske mere overbevisende klangideal.

Det kunne dog ikke finde mig ind at anmelde Bo Holten til renaissance-politiet af den grund!. Hans sopraner kan også synge rimeligt slankt og helt ned til det sarteste piano-espressivo ("O nata lux" af Tallis), så man gerne tilgiver dem deres køn og at de ikke synger nasalt og non-vibrato!.

Et særligt optageteknisk problem opstår ved de lejlighedsvise solistiske passager. F.eks. i Tallis-satsen "Videte miraculum", hvor soloafsnittene virker en anelse for mikrofonstyrede. De synges så at sige et andet sted i rummet end det efterfølgende tutti (hvor man også hører solisten, men nu pludselig 3-4 meter længere tilbage i lydbilledet). Iøvrigt skal det tilføjes, at barytonsoloen ved Haec speciosum i samme sats er en af de smukkest udførte, jeg mindes at have oplevet Sikken en sanger!. Et hørligt bevis på det glimrende sangermateriale, Bo Holten har til rådighed.

Apropos det solistiske, så er en enkelt motetsats af de Wert ("Egressus Jesus") udført rent solistisk (med falsetterende altstemme), og det er karakteristisk nok en af de optagelser, der fremstår bedst på trods af, at satsen spænder vidt fra sopran i top til dybeste bastone. Det kan næsten forekomme at være en smule unfair at fremhæve denne optagelse som særlig god, fordi den fremstår klarere og mere gennemsigtig og rig på udtryksdetaljer - også i understemmerne. Men det fortæller samtidig noget om betingelserne, når man iøvrigt gerne vil fastholde det "koriske" ideal. Man kan her passende sammenligne med nogle af de anmeldelser engelske og tyske ensembler, der har specialiseret sig i renais-sancemusik. Granden til, at man her typisk har bekendt sig til det "solistiske" ideal er sikkert, at udgangspunktet for disse grupper har været madrigal-litteraturen, hvor det mere skarpt profilerede udtryk, frase for frase, er det altafgørende, og hvor stemmernes individuelle klangkarakteristik i al deres forskellighed ligefrem kan være en fordel.

At høre sådanne solist-ensembler på pladeoptagelser med kirkemusik, virker derfor som "snyd", hvor de foreliggende optagelser med Ars Nova-gruppen forekommer at være mere "ærlige".

Men når det så er sagt, så kunne man godt ønske sig en gennemgående kraftigere profilering af udtryksnuancerne i Bo Holtens fortolkninger. Jeg tror, at flere afsatserne havde vundet betydeligt i oplevelsesintensitet også udover det blot smukke og velklingende, dersom Bo Holten og hans sangere havde følt sig stærkere udfordret af tekstindholdet og den musikalske retorik til en dristigere og skarpere markering af frasernes forskellighed.

Det kan naturligvis være en temperamentssag, men der kan også ligge en forklaring i, at discens spillelængde i sig selv fremmer behovet for kontraster midt i al denne kor-velklang.

Men velklang er der så sandelig på disse optagelser. Både Palle Mikkelborg og Bo Holten har store ører, og det resulterer i passager, der fremstår så betagende smukt, at jeg ikke mindes at havde hørt noget tilsvarende (f.eks. Quam olim Abrahæ -afsnittet i requiets offertorium-sats). Vokalgruppe, kor - eller hvad man nu så ellers vil kalde det, - så er der her inspirerende og lærerige lytteroplevelser på alle niveauer. Ikke mindst for vore korledere, der ikke blot møder et "anderledes", men unægtelig tillokkende repertoire, men som også her får lejlighed til at få et indblik i nye indfaldsvinkler til realiseringen af værkerne.

Man kunne i flugt hermed ønske sig, at Bo Holten og/eller Palle Mikkelborg, eventuelt i dette blads spalter, kunne oplyse om nogle af de problemer, der har været i forbindelse med disse optagelser, og hvordan man har forsøgt at løse dem. Det er faktisk ærgerligt, at sådanne erfaringer kun skal cirkulere som "inside information"!.

Rent teknisk er sammenklipning m.v. lykkedes fint (bortset fra et grimt "hop" på 1/8 tone opefter i Sicut cervus -satsen), og noter og layout fungerer også rimeligt godt, når man tager i betragtning, at man på "gammeldags" pladeudgivelser har betydeligt mere plads at boltre sig på. En enkelt ombytning af en Tallis-sats ("O lux" og "Salvátor mundi") skal blot nævnes for god ordens skyld.

At det hele foregår på engelsk skal naturligvis forstås derhen, at man med disse udgivelser - og med rette - satser på det internationale marked. Sidste år fik vi en betænkning (nr. 1106) om kultureksport. Vi kan måske endda komme så vidt, at vi som andre lande (Østrig, Italien m.fl.) kan tjene penge på kulturen. Det kræver imidlertid bare, at man netop betænker kulturen herhjemme, så den kan bemærkes, også internationalt Års Nova-udgivelserne viser, at vi har et potentiale i vores stab af dygtige sangere og musikere. Men samtidig læser man så i dagspressen i skrivende stund, at man af sparehensyn nu lukker kultureksportkontoret i udenrigsministeriet!. Man tager sig til hovedet og græmmes: det er ikke altid lige let at være dansker!.

Årgang 63/1988-1989, nr. 01