Femten år med fire troldmænd

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 01 - side 7-9

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

- portræt af Kontra Kvartetten


Af Steen Chr. Steensen

»Det er en strygekvartet, der har udviklet sig kolossalt. Lige fra dens start havde den dette specielle image med den ældre mester og de tre lærlinge, men i virkeligheden er der tale om en udpræget kontrapunktik, fordi de fire medlemmer af kvartetten er så specielle. Her sidder ikke fire, som har sympati for hinanden, fordi de minder om hinanden. Her sidder ure, der overhovedet ikke har noget at gøre med hinanden - tilsyneladende. De er tiltrukket af hinanden i kraft af deres forskellighed. Kontra Kvartetten danner næsten en myte. Fire ekstremer af en måde at være til på, som så har forbundet sig under den enorme kraft, som Kontra selv repræsenterer« - (Per Nørgård om den kvartet, der i år kan fejre det første lille jubilæum på 15 år. De fire så forskellige mennesker, der har fundet sammen i denne kvartet er Anton Kontra, f. 1932, Boris Samsing, f. 1943, Peter Fabricius, f.1943 og Morten Zeuthen, f.1951).

Spillet

»I en strygekvartet kan alt diskuteres«, siger Morten Zeuthen, »så snart man har et klaver med eller går et skridt videre og får en dirigent, er der mange ting, der giver sig selv. Men i en strygekvartet må man tale alt igennem lige fra klang, tempo og intonation til repertoire og i det hele taget kvartettens policy. Det er vanvittig svært at blive tilstrækkelig enige om i en kvartet, men vi har da fundet frem til en arbejdsproces, hvor opgaverne på en vis måde er fordelt. Uden at vi på noget tidspunkt har stadfæstet, at sådan skal det være.«

Kontra Kvartetten lægger vægt på, at det ikke er primarius, der skal bestemme. I indstuderingsfasen har hvert af medlemmerne sit område, som han dyrker, når en ny node står på nodestativet. En hæfter sig ved tempoet, en anden ved klangen, og alle ved, hvad hinanden vil sige. Det gør arbejdet meget nemmere. »Den sidste prøve ligner i en vis forstand den første - og omvendt«, siger Morten Zeuthen, »til syvende og sidst er det nogenlunde det samme vi sidder og siger til hinanden. Vi har hver vores smag og hvert vores gebet, men det lykkes alligevel at mødes. Og de sidste år har vi jo haft medgang. Det hjælper.«

Kvartettens primarius stiller dog strenge krav til det kunstneriske produkt. For Anton Kontra er en kvartet ikke bare at sætte sig ned fire mennesker og spille, hvad der står i noderne. »En kvartet skal fungere som ét menneske - som én tanke. Den skal være fuldstændig synkroniseret. Det gælder f.eks. hvor hurtigt et vibrato skal udføres. Det er ikke godt, hvis jeg vibrerer langsommere end min kollega på andenviolinen. Det hele skal være så præcist, som det er menneskeligt muligt, uden at det dog bliver maskinelt«.

Plads til improvisation

Men denne indstuderingsteknik, der aftaler alt ned til mindste detalje, udelukker ikke et moment af improvisation. Til en koncert kan en af musikerne måske føle sig inspireret til noget nyt i forhold til det aftalte. Ved prøverne tales der meget om tingene, men til koncerten er denne mulighed af gode grunde udelukket Her kommer improvisationen ind i billedet, og den kan hos Kontra Kvartetten komme fra alle medlemmer. En impuls til noget nyt kan komme fra alle fire musikere, men det er primarius' opgave at fange "nyheden" og lade den udvikle sig. »Til en koncert kan jeg som primarius improvisere og frasere anderledes og så være sikker på, at mine kolleger er med, så ensemblet alligevel lyder som en helhed«, siger Anton Kontra. »Det kendetegner et godt ensemble, at de kan sidde og improvisere oven på det grundlag, som man har skabt på prøverne. Det kræver tid. Et ensemble som Amadeus Kvartetten har arbejdet sammen i næsten tredive år, og når man hører den, ved man, hvordan en kvartet skal fungere. Kontra Kvartetten er nået cirka halvvejs.«

Klangen

Et af fundamenterne for en strygekvartet er klangen. Denne udefinerbare størrelse, der til gengæld kan definere ethvert ensemble. Hver strygekvartet har sin klang. De andre aspekter ved spillet kan ændre sig, ligesom musikerne kan ændre sig, men klangen er et kendingsmærke - på den kan man genkende kvartetten.

Anton Kontra lægger vægt på denne side af spillet i en strygekvartet: »Før man føler, man fungerer sammen, er det en forudsætning, at ens klangideal er nogenlunde ens. Selv om vi har været sammen i 15 år, har de grundlæggende ting omkring tonedannelse og klang ikke ændret sig. Det er det samme med f.eks. en violinist. Hvis man hører Heifetz i radioen, ved man straks, at det er Heifetz. Ingen anden har den klang.«

Men for at klangen i en strygekvartet skal være ens, er det nødvendigt, at de fire musikere stræber mod det samme ideal. For Anton Kontra gælder denne homogenitet også opfattelsen af spillemåde. Ja, han vil udvide den helt til den menneskelige karakter. »Når vi er ude på rejse, er vi sammen i døgnvis. Det kræver, vi føler os godt tilpas med hinanden. Fire mennesker, der har været sådan sammen i 15 år - det er jo værre end et ægteskab!«

Sen debut

Det kan være, at den menneskelige karakter hos de fire musikere i Kontra Kvartetten har samme grundsubstans, men enhver, der blot kender lidt til Kontra Kvartetten, vil også vide, at de fire musikere er meget forskellige: ikke blot i højde og drøjde, men også i personlig udstråling og ikke mindst i temperament. Morten Zeuthen ser ligefrem dette som en fordel: »I dag har vi det bedre, end vi nogensinde har haft det - og vi har jo altid haft det godt. Det skyldes måske, at vi er meget forskellige. Vi skal ikke konkurrere, og det er rart.« Men hvordan finder sådan fire forskellige mennesker sammen og danner en af Danmarks fineste strygekvartetter? - Ved en tilfældighed.

Den spæde start udsprang af festlighederne i Århus omkring uddelingen af Gade-priserne i 1973. Ved den lejlighed havde Morten Zeuthen fået tildelt Gade-prisen, ligesom Anton Kontra var til stede som dommer. Under festlighederne henad to-tre tiden om natten blev det til en jam-session med Anton Kontra som primarius. Det må have været sigøjnermusik eller swing. Under sådanne omstændigheder lægges store planer, og denne særlige nat opstod tanken om en kvartet da også. Men i modsætning til så mange af den slags projekter undfanget en sen nattestund, blev dette til noget. På det tidspunkt spillede alle fire musikere i Sjællands Symfoniorkester, og kvartetten blev konkret gennem en AUT-koncert i Århus, hvor kvartetten bl.a. spillede Hans Abrahamsen. Det blev til flere koncerter i musikforeninger rundt omkring, og endelig til debut i Tivolis Koncertsal, hvor programmet stod på Bartóks Fjerde Strygekvartet, Carl Nielsens F-dur Strygekvartet og en Haydn-kvartet.

Musikerne i kvartetten understreger, at den egentlige debut kom forholdsvis sent, efter de fire musikere var begyndt at spille sammen. Efter den første koncert i Århus gik kvartetten for alvor i gang med at indøve noget af standardrepertoiret, hvilket først og fremmest betød de klassiske kvartetter. Morten Zeuthen peger på, at det var nemmere at definere en klang ud fra kendt musik frem for straks at kaste sig ud i den nye musik, hvor en ny klang skal defineres hver gang. Samtidig beholdt de fire musikere deres engagementer som orkestermusikere og i kammermusikalske sammenhænge, da de ikke ville sætte alt på et bræt for den ny kvartet.

Bredde i repertoiret

Morten Zeuthen peger på et andet vigtigt aspekt ved debuten i Tivoli: »Programmet bestod af Bartok, Nielsen og Haydn. Uden egentlig at vide det, kom dette til at præge vores programpolitik: noget dansk, noget nyt og noget klassisk.« Kontra Kvartetten er meget lidt specialiserede i forhold til f.eks. Amadeus Kvartetten og Kronos Kvartetten, hvis områder ligger i hver sin ende af musikhistorien. Repertoiret for strygekvartetter er kæmpestort, hvilket giver mulighed for både specialisering og bredde. Vælger man at lægge vægt på bredden, er det en næsten uoverkommelig opgave at komme igennem standardrepertoiret. »I dag er vi måske nået igennem 40-50%«, siger Morten Zeuthen. »Selv om vi giver omkring 40 koncerter om året og dermed er på højde med ethvert fuldtids-ensemble. På den anden side var satsningen med Bartóks Fjerde Strygekvartet helt bevidst Den og Alban Bergs "Lyriske Suite" er de to spøgelser i kvartet-repertoiret. Det betyder meget for Anton at spille Bartok, og vi andre har da også efterhånden lært at værdsætte dem, selv om de jo er udsat for en del snobberi. Da vi valgte den Fjerde af Bartók, var det for at demonstrere, at vi kunne springe over, hvor gærdet var højest. For at demonstrere, at vi vil noget med denne kvartet.«

Den ny musik

Efterhånden fandt Kontra Kvartetten ud af, at den også ville spille ny dansk musik. Værker af Abrahamsen og Roders var blot den spæde start på et tæt samarbejde med en række komponister. Selv om alsidigheden altså blev et princip, er Kontra Kvartetten ikke mindst kendt som kvartetten, der uropfører danske værker. Men holdningen til den ny musik er trods alt præget af en vis kritisk sans. Ingen musik får uantastet lov til at passere gennem kvartettens hænder.

Anton Kontra sætter det skarpt op: »10-15% af de over 100 værker vi har uropført af danske og svenske komponister kommer til at overleve sig selv. Det samme gælder disse værkers komponister - kompositorisk set Vi har lige indspillet Per Nør-gårds kvartetter. At samarbejde med sådan en gubbe som Per Nørgård er både fantastisk krævende og samtidig også en oplevelse. Nørgård ved eksakt, hvad han vil. Når han skriver en kvartet, ved man, at det kan lade sig gøre at spille, selv om det ser fuldstændig uspilleligt ud. Han kender instrumenternes muligheder, og han ved, hvordan klangen skal være. Det sidder i baghovedet, ligesom det gør det hos f .eks. Hans Abrahamsen og et par stykker af de yngre. De komponister, der ved, hvad de vil, får det næsten som de vil. Men der findes komponister, som knap nok ved, hvad de skriver ned på nodepapiret. Det er rent skrivebordsarbejde, men vi føler alligevel en forpligtelse til at give det en chance. Vi gør, hvad vi kan ud af den musik, men det er ingen garanti for, at selve kompositionen kan honorere det arbejde, som vi lægger i den. Vi kan se det efter fem minutters samtale med en komponist, om denne komponist ved noget om det han siger, eller om han bare er en teoretisk uddannet person. For det er jo ikke nok. Vi lægger vægt på musikersiden af en komposition.«

Men det kan også ske i løbet af en arbejdsproces med et stykke ny musik, at musikerne pludselig får ørene op for noget, der alligevel er spændende. Morten Zeuthen appellerer til, at musikere engagerer sig i det, de spiller. Det kan selvfølgelig være, at bordet har fanget, inden man har nået at tage stilling til kompositionen. Eller at kompositionen åbner sig fra en ny side: »Man kan godt gå ind og spille noget, man ikke forstår, men ikke noget man ikke kan lide. Men man kan også opleve, at musikken i arbejdsfasen ikke giver nogen mening, men at man senere hører den på radio og siger: "det var da en god kvartet! ". Vi har spillet ny musik, fordi vi synes det er skægt. Og vi ved, at komponisterne kan mærke, når vi kan lide det, de har skrevet. Den ny musik kan også behøve nogle gode og kraftige spørgsmålstegn. Det kan være med til at bringe musikken videre.«

Professionelle amatører

En liste over pladeindspilninger inkluderer samtlige Carl Nielsen og Rued Langgaards værker for strygekvartetter. Dertil kommer indspilninger af Abrahamsen, Ruders, Erling Brene, Ole Buck, Lars Hegaard, Erik Højsgård og Steen Pade. Særligt til det udenlandske marked har Kontra Kvartetten udgivet to kvartetter af Dvorak. Inden længe kommer Nørgårds kvartetter og længere ude i fremtiden en plade med Gade og Mendelssohn. Den sidste er også indspillet, men hvad der mangler - og som har manglet i mange år, er pladen med Bartóks kvartetter. Den står højt på ønskesedlen, men vil kræve et længere arbejdsforløb uden andre forpligtelser.

Men det er ønskedrømme, så længe kvartettens medlemmer er forpligtede andre steder. Der er ikke økonomisk grundlag for at leve af kvartetspil i Danmark med mindre man bliver finansieret af staten. Selv ee fordelagtig sponsor-kontrakt med Handelsbanken løser ikke dette problem. Dee sørger dog for at dække underskud fra rejser, hvilket igen betyder større frihed til at rejse. Som tilstanden er nu, har kvartettens medlemmer en slags status af professionelle amatører. Professionelle musikere, der organiserer sig som amatører: ingen fast øvetid, egen organisering afrejser, hotelreservationer og hele det praktiske apparat, der trods alt hører med.

Derfor er et andet af ønskerne fra Kontra Kvartetten hæftet til planerne om oprettelsen af et statsensemble herhjemme. Ministeriets planer hermed ligger for tiden stille, og en status quo betyder da heller ikke, at kvartetten nedlægger sit arbejde. Tværtimod er der mange planer for fremtiden, bl.a. rejser til Japan, Tyskland og endnu en gang England, der er blevet kvartettens andet hjemland med succesrige turneer, indspilninger på BBC og gennembrud på Brighton Festivalen 1987 med Nørgårds "Tintinnabulary".

Og i øvrigt må kvartetten leve op til de forpligtende ord fra Per Nørgård om muligheden af at spille med kvarte toner på normalt stemte strenge - noget, han kun tiltror muligt for Kontra Kvartetten, når han i en programnote skriver: »Min tiltro til det gørlige er naturligvis opstået efter mit samarbejde med Kontra Kvartetten, til hvilken jeg skrev (og tilegnede) min Tintinnabulary": med dennes vanskeligheder så suverænt løste, som disse 4 musikere, vil flugten ind i mikrointervallerne (og mikro-rytmeme) være fuldt ud mulig. Tror jeg ...«.

Uropførelser af danske værker

Årstallet angiver kompositionsåret:

Birgitte Alsted: Strygekvartet i CD (1977)
Niels Viggo Bentzon: Strygekvartet nr. 14 (1988)
Jacob Fabricius: Strygekvartet nr.3 (1979)
Pelle Gudmundsen-Holmgreen: "Step by Step" (1982)
Lars Hegaard: "5 fragmenter for strygekvartet" (1979-80)
Bo Holten: "Introduktion, adagio, capriccio" (1979)
Erik Højsgaard: "Landet som icke ar" (1974)
"The Sunflower" (1977-78)
Thomas Koppel: "Nocturne fra den lange grå gade" (1983)
Anne Linnet: "Quatuor brutale" (1978)
Bent Lorentzen: "Quartetto rustico" (1978)
Gudrun Lund: String Quartet no.4 (1983)
String Quartet no.5 (1984) Niels La Cour: Strygekvartet nr.6 (1977-78)
Svend Hvidtfelt Nielsen: "Passenger" (1987, uropføres oktober 1988)
Per Nørgård: 'Tintinnabulary" (1986)
Steen Pade: Strygekvartet nr.l (1980)
"Nature Morte" (1985)
Poul Ruders: "Der rastlose Mensch" (1972)
Finn Savery: Strygekvartet nr.2 (1983)

(Listen er forsøgt komplet, men skulle der være mangler vil forfatteren af artiklen være glad for henvendelser. Udarbejdet med venlig bistand af Kontra Kvartetten, MIC og komponisterne selv).

Årgang 63/1988-1989, nr. 01