Japansk musik på Lerchenborg slot

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 01 - side 13-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rapport fra Lerchenborg Musikdage 1988


Af Anders Beyer Christensen

Kulturudveksling er nøgleordet i de musikalske aktiviteter, som har fundet sted på Lerchenborg slot i de senere år. Sidste sommer opførte det japanske ensemble Sound Space Ark danske kompositioner - i år drejede det sig specielt om japanske komponisters værker, opført af især The Elsinore Players. Dette kultursamarbejde har medført, at vi herhjemme har fået et mere nuanceret indtryk af, hvordan ny musik-miljøet ser ud derovre på den anden side af kloden. Den historiske bevidsthed omkring japansk musik og kultur, som i Danmark hovedsagelig har været centreret omkring Toru Takemitsu og hans musik, er gennem workshops, seminarer og rundbordssamtaler blevet perspektiveret til et mere sammenhængende billede af det lands kulturhistorie, der siden 2. Verdenskrig i stigende grad har indoptaget vestlig kulturgods.

Japanerne selv synes også at sætte pris på Lerchenborg-initiativet. Et konkret resultat af sidste års begivenheder er, at Niels Rosing-Schow, Poul Ruders og Pelle Gudmundsen-Holmgreen fik værker opført ved sidste Tama International Music Festival i Tokyo. Og at den japanske radio NHK bestilte værker til førsteopførelse i Danmark hos komponisterne Yorit-sune Matsudaira og J oji Yuasa, de to japanske hovednavne ved dette års Lerchenborg Musikdage.

Matsudraira

Japansk musik var i 20'erne påvirket af strømninger fra to lande: Tyskland og Frankrig. Yoritsune Matsudaira (f. 1907) bekendte tidligt sin kærlighed til Ravel's, Debussy's og Poulenc's musik. Og i ungdomsårene så han det nærmest som et kald at bekæmpe det, han i et seminar på Lerchenborg kaldte "den tyske romantisme i Japan". Det førte til dannelsen af den japanske sektion af ISCM, hvis erklærede mål ligefrem skulle være at skabe distance til tysk musikkultur. At der ligger alvor bag Matsudaira's ord afspejles i det faktum, at så at sige alle hans værker har franske titler. At han ikke kan et ord tysk eller engelsk, men taler glimrende fransk. Og det afspejles selvfølgelig i musikken. I hans ungdomsværker mærkes en glødende interesse for impressionistisk udtryksmåde. Som vi faktisk fik lov til at opleve ved en koncert, hvor den 80-årige komponist selv spillede "Souvenirs d'Enfance" for klaver fra 1928-30. Et stykke der gav et indtryk af den tids intime forbindelse til fransk musik. Mellem dette værk og stykket "Petite pièce" (dans le style d'ensemble extrait de Gagaku) fra 1988, som blev uropført på Lerchenborg, er der 60 års erfaringer til forskel. Matsudaira beskriver selv sin stiludvikling som en bevægelse fra impressionisme over neoklas-sisk stil til seriel skrivemåde - kraftigt inspireret af strukturerne i den gamle japanske hof-musik Gagaku. Problemet er herefter med komponistens egne ord »hvordan man meningsfuldt kan koble den japanske musiktradition med vestlig modernisme«. Det akustiske belæg for denne problemstilling er nedfældet i ovennævnte "Petite pièce" med undertitlen "udført i Gagaku-stil". Det sidste især repræsenteret ved klarinettens karakteristiske glissando. Som sættes i et spændingsforhold til de øvrige instrumenter: slagtøj, marimba og klaver i en stramt komponeret sats med et begrænset materialeforråd. En statisk musik med pludselige udbrud, en musik der i overensstemmelse med den gamle Gagaku-form giver afkald på enhver fornemmelse af lineær progression (på Lerchenbog satte Matsudaira i ord og musik i det hele taget spørgsmålstegn ved focuseringen på tiden som noget vigtigt). Helt nyt forekom dette ægteskabsforsøg mellem asiatisk og vestlig tankegang ikke. Kompositionsmaden ligger i umiddelbar forlængelse af Matsudaira's værk "HA" fra 1987, som det fremragende ensemble Sound Space Ark opførte ved sidste års Lerchenborg Musikdage.

Japansk kunsthåndværk

Pianisten fra Sound Space Ark, Aki Takahashi, var geninviteret i år for at opføre klaverværker af Matsudaira, Yuasa og vores egen Per Nørgård. Og det var en god disposition. Hun opførte sidstnævntes "Akilles og Skildpadden" fra 1983 med en fastholdelse af det dramatisk-artistiske, vel at mærke uden at det lange, opspændte energifelt tabte i intensitet En kraftpræstation som i høj grad kunne måle sig med opførelser af Yvar Mikashoff (inklusive hans pladeindspilning), der uropførte værket på Lerchenborg i 1983.- Og hun kastede sig med en samurai's foragt for katastrofen ud i Matsudairas stort anlagte 'Thème et Variations d'après Etenraku" fra 1951/84. Stykkets uensartethed, hvor afsnit med udvidet kromatik står ved siden af swingende jazz-afsnit, der står ved siden af ragtimepastiche, som igen ligger op ad afsnit med hel- og pentatone skalaer osv, står i skærende kontrast til udtrykskarakteren i "Petite Pièce". Som harmonerer med den gamle komponists pragmatiske selverkendelse: »nogle gange har jeg lyst til at komponere meget konstruktivt - andre gange gider jeg ikke.« - Og endelig spillede Aki Takahashi Yuasa's klaverstykke "Cosmos Haptic II". Stykket er et studie i resonansvirkninger. Med udnyttelse af midterpedalen til fastholdelse af akkorder og lynhurtig akkordattack over for lange udholdte akkorder, giver værket mindelser til Berio's studie i sequenzaen for klaver. Her viste Takahashi sin evne til at styre en klangbehandling, der kræver en lige profilering af to ekstremer: små, hurtige tonekaskader over for de udholdte akkorder. Aki Takahashi har fungeret som japansk musikambassadør i to år. Hun repræsenterer gedigent japansk håndværk kombineret med en vilje til at sætte sig i udtrykkets tjeneste. Kontrakten må gerne forlænges.

Yuasa

Problemet med en syntese af to kulturer er slet ikke nærværende i samme grad for den 59-årige Joji Yuasa (f. 1926), som det er for hans henved 20 år ældre landsmand Matsudaira. Selvom han også i en vis grad er knyttet til Gagaku-traditionen og asiatisk æstetik, søgte han meget tidligt udfordringerne i de vestlige udtryksformer. I 1981 tiltrak et tilbud om at blive professor i komposition ved University of California så meget, at Yuasa forlod Japan og bosatte sig i USA. I en samtale jeg havde med komponisten, fortalte han, at allerede i 1953 startede han med at eksperimentere med elektronisk musik - samme år som han oprettede et studie. Senere blev det også til værker komponeret på IRCAM i Paris. Dette arbejde sammenholdt med et omfattende job som komponist til en række japanske film, havde en afgørende betydning for de følgende værker: »Det var vigtigt for mig at skrive filmmusik i Japan, hvor jeg så det som en udfordring at bevare en avangardistisk attitude til stoffet. Min interesse for filmmusik hænger også sammen med de muligheder jeg ser i at kombinere musik med et andet medium«. Her antydes en tanke om forholdet mellem musik og sprog, som Yuasa berørte ved et seminar. Her pointerede han sin musiks relationer til semiotikken: »Jeg mener der er muligheder i de semiologiske erfaringer, som imidlertid ikke er tilstrækkeligt udviklede. I min musik kan man tale om en slags "sound gesture", en musiktopologi der er knyttet til onomatopoietiske forbindelser mellem musik og sprog«. Hos Yuasa er der tale om et forsøg på at skabe en "metakommunikation", som ligefrem skulle kunne »forklare forbindelserne mellem mennesket og universet«. Dette eksempelvis ved at give afkald på den fysiske tidsfornemmelse til fordel for en musikkens "mental breathing" og en spirituel "beatless Time". Yuasa's tanker om ontologi og semiotik, som de kom til udtryk ved seminaret på Lerchenborg, understregede en tankemæssig side af komponisten, som er om ikke uudviklet så yderst dunkel.

Workshop

Med til den traditionelle lerchenborgske workshop havde Yuasa taget værket "Mutterings" for sopran, fløjte, klarinet, violin, cello, guitar, slagtøj og klaver. Værket er skrevet til The Elsinore Players, som modtog de sidste dele af kompositionen ved workshoppens begyndelse. Hatten af for ensemblet og dets leder, Karl Aage Rasmussen. To gange. Dels fordi de under selve workshoppen delagtiggjorde publikum i arbejdsprocessen, dels fordi ensemblet fra fredag til koncerten søndag aften formåede at løfte stykket til en fremragende opførelse. Der er iøvrigt grund til at fremhæve dette ensembles fortrinligheder. Det lavede glimrende opførser af Yuasa's "Territory" (1974, for marimba, fløjte, klarinet, slagtøj ogkontrabas),Rasmussen's"Movements on a Moving Line" (1987-88), Matsudaira's "Katsura" (1959, for sang fløjte, cembalo, harpe, guitar og slagtøj) og tidligere omtalte "Petite pièce", Nørgårds "Seadrift" (1978) og som nævnt Yuasa's "Mutterings".

I sidstnævte værk spiller sopranen en vigtig rolle.Teksten til stykkets fem afsnit er hentet fra psykoanalytikeren R.D. Laing's bog "Do You Love Me?". Yuasa føler sig tiltrukket af det skizzofrene udtryk i denne bog (og "NUTS", en anden bog af samme forfatter). I musikken realiseret via tekstens to ekstremer: total robotagtig kontrol over for det kaotisk ubestemmelige. Værket fascinerede ved en nøje sammenføjning af musik og tekst. En svær tekst, som Bodil Gumæs fik meget ud af på trods af den korte indstuderingstid.

Tam ping-pong

I tilknytning til workshoppen var gæsterne Matsudaira og Yuasa samlet til en rundbordssamtale med Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen. Svend Aaquist Johansen fungerede som ordstyrer. Man havde her indtrykket af en mangel på overordnet styring. Det ping-pong-spil omkring de fire forskellige komponisters forhold til traditionen, som ordstyreren lagde op til, blev aldrig til noget I virkeligheden er betingelserne jo også umulige: for åbent tæppe, med simultantolkning, sidde og føre en intim samtale om så personlige spørgsmål - og med et publikum, der har en lille forventning om showmansship fra dansk side. Som blev indfriet. Og som med ét viste, hvor stor mentalitetsforskel der er mellem de to landes sindelag. Med vanlig japansk høflighed smilede gæsterne venligt af danskernes indforståede humor.

Hvad musikdagene i denne sammenhæng mangler - med al respekt for det store enmandsarbejde som hele arrangementet er - er en professionel seminarleder, som i forevejen har diskuteret med komponisterne om, hvad seminarer og rundbordssamtaler skal dreje sig om. Som sikrer sig, at komponisternes oplæg og "selvportrætter" ikke bliver uforståelige, og som sikrer en fornemmelse af linie i forløbet. En oplagt indfaldsvinkel kunne set fra en sådan overordnet planlægning have været en nøjere diskussion af de implicerede komponisters forhold til tidsbegrebet i musikken. Værkerne råbte jo på en sådan diskussion!.

Talenter

De unge lovende komponister og musikere har traditionen tro et sikkert hjemsted på Lerchenborg. Et af højdepunkterne i år var Casuale-Kvar-telten bestående af Bertil Andersson, Håkan Rudner, Erik Karlberg og Kim Bak Dinitzen. Blandt vrimlen af cellotalenter i Danmark indtager Dinitzen en vigtig plads. Ligesom han tydeligvis gør det i kvartetten. I år som "styrmand" gennem værker af Martin Åkerwall, Toru Takemitsu og Anders Nordentoft. Helt naturligt i sidstnævntes værk "Katedral" for solo cello. Her havde Dinitzen desværre fundet den version frem, som han selv uropførte i 1986 på Lerchenborg. Dengang var stykket en del af kollektivkompositionen "identity Fainting" af Fundal, Rosing-Schow, Sørensen, Hvidtfelt Nielsen og Nordentoft. Den langt bedre reviderede version af "Katedral", som kunne høres i en fornem præstation af Morten Zeuthen ved dette års Numos-festival, kan varmt anbefales Dinitzen at sætte sig ind i.

Afkompositioner virkede Niels Marthinsens to uropførelser befriende. "Sept poésies des saisons japanaise" (1988) for sang, fløjte, violin, cello og klaver og "Airborne" (1988) for fløjte, violin, cello og klaver er ikke helstøbte værker. Men hans fandenivoldske vilje til at sætte alt på ét bræt (især i sidste værk) forekommer tiltalende. Og de "syv sange" med tekst fra de såkaldte Haiku-digte eller årstidsdigte, der er tilegnet den herboende japanske sopran Ikuyo Sato, afslørede en komponist som bliver spændende at følge.

Forhåbenlig bliver der også plads til de unge talenter ved næste års Lenchenborg Musikdage, selvom udvekslingstanken forlades. Til den tid hedder temaet nemlig musik og dramatik.

Årgang 63/1988-1989, nr. 01