Ny Stockhausen-biografi

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 01 - side 32-32

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Michael Kurtz: Eine Biographie. 336 s., HL DM42, Bärenreiter


Af Jakob Levinsen

Smukt timet til Karlheinz Stockhausens 60-års dag den 22. august har Michael Kurtz, årgang 1948, udsendt den første egentlige Stockhausen-biografi. Hvor Karl H. Worner i 1963 (engelsk udgave 1973), Jonathan Harvey i 1975og Robin Maconiei 1976 focuserede på kompositionsteknik og i et vist omfang på æstetik, er Kurtz' biografi en regelret kronologisk fremstilling fra fødsel til i dag. Det sidste imponerende bogstaveligt: der er billeder helt frem til prøverne på "Montag aus Licht" - hvorom mere andetsteds i dette blad, og Kurtz kan sågar referere f oreløbelige planer om "Dienstages uropførelse i Palermo i 1991.

Der ligger henved otte års arbejde bag bogen, inklusive talrige interviews med såvel hovedpersonen selv som med musikere, komponistkolleger, elever og familie. Og som præsentation af rene fakta med hensyn til Stockhausens første 60 år i denne del af universet gør rigdommen på deltaljer og hidtil ukendt stof Kurtz' bog til et Stockhausen-w&tf. I særdeleshed hvad angår de første, hidtil stort set ubehandlede leveår indtil 2. verdenskrigs afslutning; her giver Kurtz god besked om både talent, omgivelser, udvikling - og om Stockhausens tvivlrådighed med hensyn til om han skulle blive digter eller musiker. Nævnes særskildt skal også værklisten, som udover de allerede kendte, offentliggjorte værker også - mig bekendt første gang - opregner en række planlagte, men aldrig fuldendte projekter.

Men bogens anvendelighed rækker også ud over den anvendelighed, en kvalificeret biografi altid vil have, og det fordi biografi og musik netop hos Stockhausen de senere år er så tæt sammenvævet som det er tilfældet. Og en fin pointe hos Kurtz er præcis, at det ikke først er sidst i 1970'erne med "Licht"-operaerne, at Stockhausen begynder at sætte sig selv og sine omgivelser i musik og billeder - faktisk gjorde han det allerede i 1960'ernes begyndelse med "Momente", hvor K-, D- og M-momenterne ikke blot betyder Klang, Dauer (varighed) og Melodie, men nok så meget Karlheinz, Doris (Stockhausen, hans første hustru) og Mary (Bauermeister, hans kommende anden hustru). Ligesom Kurtz i flere andre sammenhænge kan give empirisk belæg for, hvor konsistent Stockhausens musiktænkning og filosofi iøvrigt vitterligt har været igennem alle årene, uanset hvor forskellige musikalske og filosofiske kilder han har ladet sig inspirere af.

Til gengæld er det også bogens dækning af dette område der gør at man, uagtet al beundring for Kurtz' arbejde, lægger bogen fra sig med en lidt frustreret fornemmelse. For et sted i al omhyggeligheden med fakta og linier frem og tilbage, er det som om selve personen tabes af syne. Når det hedder i bagsideteksten at »Stockhausen rager op i vort kulturlandskab som et monument, som en symbolfigur. Ingen anden personificerer den nutidige udvikling som han, ingen har som han været medbestemmende for den«, så kan man ikke være uenig. Det er bare præcis alt det, man savner i hovedparten af Kurtz' objektivt refererende, per-soncentrerende fremstilling: indflydelse, virkning, geniet, galskaben. Man får en masse at vide om monumentets udvikling, men lidet om hvori det monumentale efter Kurtz ' mening består. Udover at et par af de klassiske skandaleopførelser refereres nok en gang, berøres Stockhausens sønderlemmende kritik af og radikale nytænkning i forhold til de traditionelle musikinstitutioner kun sporadisk, og hans musiktænkning formuleres så godt som udelukkende ud fra de kompositionstekniske fornyelser i hvert enkelt værk. Slet ikke ud fra hans mange tusinde siders tekster, der stort set ikke nævnes. Lige så lidt som Stockhausen for alvor sættes ind i en historisk eller filosofisk sammenhæng - vi får 50'er-serialismen og 60'er-mysticismen nok engang, men ikke meget derudover, og det fantastisk spændende emne som hedder Stockhausen og/eller postmodernisme berøres slet ikke. I det hele taget er det som om Kurtz falder i en fælde, der hedder at se Stockhausen mere og mere isoleret, efterhånden som de gamle komponist-kredse går i opløsning. Og der havde det unægtelig været nok så interressant at få han belyst i forhold til anden musik af i dag.

For det er jo netop ikke fordi Stockhausen har fundet på denne eller hin tekniske fremgangsmåde, han er blevet den han er, han har fået den status han har, og hans musik er blevet den den er. Nærmest tværtimod: hvis man gider, og det har senest Neue Zeitschrift für Musik for nylig kogt en forsidehistorie op på, kan den ene Stockhausen-idé efter den anden spores tilbage til andre komponister.

Nej, fænomenet "Stockhausen" er fænomenalt i kraft af det han vil og den måde han forsøger at gøre det på. Og det er mandens særpræg, man over lange stræk skal læse dybt mellem linierne i Kurtz' fremstilling for at komme på sporet af. Kun i det afsluttende "Licht"-kapitel begynder teksten at brænde for alvor - det er så åbenlyst det projekt, der har optaget Stockhausen og indirekte også Kurtz under deres samtaler. Her får man med ét besked ikke blot om oplevelser og udvikling, men også om holdninger og visioner til både musik og musikkultur.

På godt og ondt virker det ellers mestendels som om Kurtz bevidst har reduceret sin fremstilling til det omhyggelige, udvendige referat - og henvist det større åndelige vingefang til de kommende nye bind "Texte", som forventes udsendt dette efterår. Det gælder såvel indholdsmæssigt som praktisk: bind VI af "Texte" vil indeholde to hidtil ikke offentliggjorte Kurtz-interviews med Stockhausen. Ligesom man også her, takket være pianisten og musikskribenten Herbert Henck, vil kunne læse den udførlige Stockhausen-bibliografi, Kurtz renoncerer på at bringe. Forhåbentlig også de opdaterede disko- og filmografier, han heller ikke har med.

Årgang 63/1988-1989, nr. 01