Danske nyheder

Efterårets koncerter bringer en række markante danske uropførelser -: Den 16. november oropfører den engelske Arditti Kvartet Bent Sørensens 3. strygekvartet "Angel's Music" veden koncert i Radiohuset. En uge senere, 24. november, spilles Svend Hvidtfelt Nielsens dobbeltkoncert for guitar og cello "Lovesong" første gang af Sjællands symfoniorkester. Og ved festkoncerten den 5. december i anledning af komponistforeningens 75 års jubilæum uropføres Poul Ruders slagtøj skoncert "Monodrama". Vi introducerer de tre værker.

ANGEL'S MUSIC

Arditti Kvartetten uropfører Bent Sørensens 3. strygekvartet 16. november

Af Jens Brincker

Gennem de sidste fem år har Bent Sørensen (født 1958) placeret sig som den mest begavede og succesfulde dyrker af strygekvartetten i den unge generation. Hans første forsøg i genren, strygekvartetten "Alman" fra 1983-84, vakte opsigt herhjemme i kraft af den kompositoriske konsekvens og tonesprogets gennemtænkte og personlige præg. Arditti kvartetten fattede interesse for værket og tog det på repertoiret, og Den danske Kvartet bestilte et nyt værk hos Bent Sørensen, hans 2. strygekvartet der fik navnet "Adieu". Det stod på programmet, dengang Den danske Kvartet debuterede i London, og det øgede interessen for den unge danske kvartetkomponist i engelsk musikliv.

Bent Sørensens tredie kvartet (1987-88) er også et bestillingsværk, denne gang til Arditti kvartetten som værket er tilegnet.Titlen "Angel's Music" refererer til komponistens inspiration fra en af den tidlige italienske renaissances mest berømte malere, Fra Angelico. Hans billeder af engle har ifølge komponisten tjent som stemningsmæssig baggrund for kompositionen. Men det betyder ikke, at Bent Sørensen har givet afkald på den kompositoriske konsekvens og disciplin, der prægede hans to første kvartetter. Tværtimod virker det som om klarheden i stofbehandlingen og den gennemstrukturerede stil har givet ham frihed til at inddrage udtryksmuligheder, der nok anes men ikke udfoldes i hans tidligere kvartetter.

Denne frugtbare tendens hos Bent Sørensen viste sig allerede i værket "Les Tuchins" for to tromboner, to elektriske guitarer og to celli (1986), som blev uropført i Stockholm af Sveriges Rikskonserter sidste år og bl.a. blev opført på Gaudeamus-festivalen i Amsterdam 1987 og på NUMUS-festen i Århus 1988. Her var det iøjnefaldende, hvordan et abstrakt-gennem-struktureret forløb, der i sig selv byggede på en passage fra slutningen af strygekvartetten "Alman", dannede baggrund for en næsten dramatisk skildring af hjemløse bønder og vagabonderende fattige fra 1300-tallets Sydfrankrig - Les tuchins - som de er skildret i Barbara Tuchmann's roman "A Distant Mirror".

Den samme tendens er ligesom inspirationen fra middelalderen til stede i kvartetten "Angel's Music", men nu udfoldet i et formforløb, der forener klassisk symmetri med dynamisk fremdrift

Kvartetten består af tre satser, hvoraf første og tredie bringer anelser om og efterklange af den afgørende midtersats. I denne langsomme elegi udvinder Bent Sørensen citatagtige associationer til middelaldermusik og stemninger fra operateatret af det stof, som han eksponerer i den indledende sats' mere kaotiske og associationsfri mylder af triller og glissandi. Og i tredie sats lader han såvel materiale som udtryk klinge ud i et koral-agtigt ekko. Man skal derfor ikke blive forbløffet over at finde kromatiske klangskyer med kompliceret poly foni og mikrointervaller forenet med uforfærdede dur-mol klange i Bent Sørensens nyeste kvartet.

Foreningen er imidlertid ikke vilkårlig. Gennem alle kvartettens udtrykslag løber som en rød tråd en kompliceret tidsstruktur, der binder det storformale forløb og de rytmiske detaljer sammen til en helhed. "Angel's Music" er ikke et broget kalejdoskop af modstridende stilimpulser, men et helstøbt og enhedspræget værk, hvor en grundlæggende konstruktiv tanke gennemløber hele det udtryksmæssige spektrum. Et værk der synes at rumme både modernismens trang til at lukke sig om egne kompositoriske præmisser og postmodernismens åbenhed over for ydre associationer.

LOVESONG

Koncert for guitar og cello af Svend Hvidtfelt Nielsen uropføres 24. november

Af Anders Beyer Christensen

Svend Hvidtfelt Nielsen (f. 1958) hører til den unge komponistgeneration. Første gang han fattede interesse for partiturmu-sikken var i forbindelse med et kursus i fritonal satslære, som Bertel Krarup i 1980 afholdt på Musikvidenskabeligt Institut i København . Med et el-orgel og en bunke rockkompositioner som musikalsk bagage, åbnede mødet med den nye kompositionsmusik for et helt nyt medium som fascinerede. I 1982 begyndte Svend Hvidtfelt Nielsen således at studere komposition på konservatoriet, sideløbende med musik- og filosofi-studier på universitetet. Endvidere tog han Kirkemusikalsk Diplomeksamen som privatist i 1985.

Komponistens interesse for det sanselige udtryk, har ikke uventet - ud over påvirkningen fra rockmusikken - medført en inspiration fra Per Nørgårds musik. Endvidere fra Vagn Holmboe, som høres allerede i det første værk fra Hvidtfelt Nielsens hånd, "Passacaglia per Organo" (1981-83), der er en slags samlevari-ation med Carl Nielsens "Er du modfalden" som obligat basstemme. Allerede i dette værk ligger kimen til et musikalsk udtryk, som skal blive prægnant i senere værker det pågående, "brutale" tonesprog.

Selvom Hvidtfelt Nielsen ikke har komponeret i så mange år, kan man allerede nu se, at musikken tenderer mod det kropsligt pointerede. Det være sig i form af det brutale confuoco eller det romantisk emotionelle espressivo. Det gælder også de mere serielt strukturerede værker som f.eks. orgel værket "Ecpyrosis"

(1985/86), hvis titel helt programmusikalsk antyder at noget går op i ild, forteænder. Fuoco er der i høj grad også i orkesterpræludiet "Sisorypce", der har mere end bogstaverne til fælles med ovennævnte orgelværk. Her er tale om en udtryksetiket, som kan påklistres en række værker, l flæng: 2. strygekvartet "Passenger" fra 1987 (uropføres ved DUT-koncert den 16.10 af Kontrakvartetten), vibrafonstykket 'Those Splinters of Ice" (1986), som er en omarbejdet version af Hvidtfelt Nielsens bidrag til kollektivværket "Identity Fainting" (skrevet sammen med Bent Sørensen, Anders Nordentoft, Niels Rosing-Schow og Karsten Fundal). - "Filmmusik" (især sidste sats) fra 1987 til filmen "De saliges ø", der er udformet som 5 strygerorkester-miniaturer, og med en Ave Maria melodi som gennemgående ledetråd. Denne filmmusik udtrykker dog, sammen med 1. sats af "Passenger", udpræget også den romantisk emotionelle side af Hvidtfelt Nielsen. Guitarstykkerne falder også uden for karakteristikken; "Dreamland" (1987) er stille musik, som dog ikke rokker ved en udviklingstendens pegende så at sigt fremad.

»Det hænger måske sammen med, at jeg er dyrker og forbruger af rockmusik samtidig med at jeg holder meget af ny musik. Det jeg lytter til nu er Gnags' nye lp, som jeg henter megen energi i. Og når jeg tænker på et publikum, så er det et rockpublikum. Selvfølgelig et mere eller mindre avant garde rockpublikum. For mig at se, kunne det være utroligt hip for disse rockfolk at gå til ny musik koncerter«.

En udtalelse af Hvidtfelt Nielsen, der siger noget om hans holdning til lytteren. FOT år tilbage var tanker om begreberne udtryk og konstruktion i centrum; komponisten talte dengang om vigtigheden af musikkens appel til et publikum, samtidig med ønsket om at ville skrive kompleks musik. Er denne problemstilling stadig aktuel ?.

»Jeg har givet køb på konstruktionen nogle gange. Især i dobbeltkoncerten, som i høj grad er komponeret intuitivt. Jeg holder meget af at komponere "konstruktivt" - holder meget af den underliggende logik, om den så kun er for mig selv. Og så er jeg glad, hvis det kan resultere i et spontant udtryk«.

Dobbeltkoncert

Uden at være skælmsk, kan man med en vis ret kalde dobbeltkoncerten "Lovesong" for svendestykket, som tillige markerer afslutningen på Hvidtfelt Nielsens kompositionsstudier hos Ib Nørholm ved konservatoriet i København.

Komponisten har ikke gjort det let for sig selv ved at skrive for besætningen guitar, cello og orkester. At vælge en så utraditionel besætning indebærer helt åbenlyse problemer; f.eks. må det være svært at instrumentere uden at drukne guitaren i omgivende orkesterlyd.

»Jeg forsøger at løse det problem ved at instrumentere meget svagt omkring den.- Det har været et frygteligt stykke at skrive. Jeg har været meget nervøs og er nervøs, fordi der på grund af deadline skal hagle noder ned. Det hænger også sammen med værkets struktur, som er komponeret meget intuitivt, dvs. sådan som }tg forestiller mig en musik for guitar og cello skal lyde. På den måde skriver værket så at sige ikke sig selv på samme måde som et serielt værk undertiden kan gøre det. Det har resulteret i en meget melodiøs guitarsats, uden at det bliver flamenco - det kan jeg ikke fordrage«.

Formen

Af partituret fremgår det, at komponisten har valgt et firesatset forløb med en slags centrum midt i 3. sats (1.+ 2. sats = 7 min., 3. sats = 7 min., 4. sats = 7 min.). Komponisten har med udstrakt brug af rondoform-princippet løst nogle af problemerne omkring guitarens manglende gennemslagskraft over for orkestret. Med denne fremgangsmåde kan episoderne udnyttes til en profilering af solisterne, og de mere energiladede udbrud overlades til orkesterrittornellerne.

En iøjnefaldende kompositionsteknik i dette værk, er arbejdet med ioners og mønstres hastigheder - en interesse der fomdgribes i blå. 'Those spinters of Ice" og "Ecpyrosis" - altså mange forskellige moduler og melodier, som er lagdelt i forskellige tempi.

l. sats '.The song" indledes med svage bækkenlyde, guitaren sætter prøvende ind med noget, der bliver til et tema, som skal vise sig at indtage en vigtig rolle gennem store dele af værket (se nodeeksempel 1).

[nodeeksempel]

Dette tema kaster "skygger" i orkestret, dvs. afgiver tematisk materiale til forskellige instrumentgrupper og til forskellige melodiforløb, som så at sige er melodiskygger i forskellige tempi i forhold til hovedgestalten, guitartemaet. En kompositionsteknik der giver mindelser til minimalmusikken, som også forskyder forløb i forhold til hinanden - men også til den gamle musiks isorytmiske princip om at sammenstilleet bestemt mønster med en melodisk linie (color »« talea).

Disse skygger får gradvist et selvstændigt liv, gør sig mere og mere bemærket En strygertuttiakkord får konsekvenser for det tonale univers, der er præget af en A - cismol modalitet, og satsen ender i bitonalitet. I det gennemgåede materialelandskab, skal det vise sig, at et fløjtetema (t. 42 og 67) kommer til at spille en væsentlig rolle i 3. satsens temastruktur (se nodeeks. 2).

[nodeeksempel]

2. sats "First rondo" er udformet som en scherzo-agtig rondo. Den indledes af en orkesterritornel, der præsenterer en melodisk figur, som springer fra instrumentgruppe til instrumentgruppe. Dette brudte satsarbejde efterfølges af en cello/guitar-episode, hvor celloen med høje, kraftige toner og glissandi, antager en fremadrettet, næsten anmasende holdning over for guitarens vigende, konfliktsky udtryk, som materialemæssigt er en gentagelse af guitarmelodien fra l. sats (jfr. nodeeks. 1). Her i 2. sats akkompagneres den i ritornellerne af en figureret orkesterversion afsig selv.- Orkesterritornel igen takt 29, som gennemspiller melodien 2 gange. Herefter celloepisode i et vildt glissandoridt, der bremses af en orkestertuttiakkord (ffff L 68), og guitaren kan takt 69 overtage episodespillet (igen med melodien fra første sats). Satsen afsluttes med orkesterritornellen (t. 98). Skematisk således:

[SKEMA]

Lidt af dit og lidt af dat

i 3. sats,"Second Rondo", afløses celloens glissandi og rå udbrud af mere cello-idiomatisk spil. Igen er rondoform-princippet anvendt. Ritornellen, der begynder i tom torns (ciffer A), har sin oprindelse i l. satsens fløjtepassage (t. 42). Denne melodi spilles som ritornel (såvidt det er muligt med tre tom torns - se nodeeksempel 3 og jfr. med eksempel 2).

[nodeeksempel]

Satsen er kendetegnet ved det sanselige, spontane udtryk med små sammenflettede motiver og temaer - som forskellige musikalske perler på en snor. Et musiklandskab, hvor skæv vals grænser op til Mahlerpastiche, til bebob-fraser og jazz-klarinet, der igen grænser op til balkanpastiche osv.

Første del af 3. sats veksler mellem tom torns og cello, en art kamp, hvor tom torns ofte er ledsaget af messing, cello af strygere. Gradvist får celloen overtaget, spiller en kadence og giver spillerum til guitarens første episode (t 66), som brat afbrydes af en bredt instrumenteret orkesterritornel (t 74), og skaber samtidig plads til celloen. Derefter guitar/cello-episode, som munder ud i 3. sats' højdepunkt (t. 114), hvor de to solister sammen spiller en slags balkanmusik (se nodeeksempel 4).

[nodeeksempel]

Efter en vild orkesterreprise, bliver det til en sidste guitarepisode ved ciffer L. Satsen slutter med orkesterritomel og et tuttiorkester, der spiller sammen i en slags big band musik for symfoniorkester.

Hvor celloen dominerer 3. sats i enhver henseende, virker 4. sats,"The End", som en eftertænksom reaktion på det, som er gået forud. I ekstremt højt leje, meget svagt og med brug af materiale fra især l .sats, vender celloen med komponistens egne ord ryggen til sit eget væsen.

Satsen tager sin begyndelse med en variation af guitartemaet fra l. sats. Hvor l. satsens temastruktur var modal, bliver 4. sats tonalt flertydig (H-dur, G-dur, Es-dur). Ved ciffer A kommer så en cellosang til syne (højt leje), som afrundes via en udkomponeret fermat (t. 38 ff.). Herefter igen guitar med en variation af åbningstemaet, her akkompagneret af et strygerklangtæppe (ppp). Ved ciffer E bygges op til 2. frase af cellosangen, som begynder ved F. Celloen suger så at sige orkesíret op i sig og lader det dø. Der gives plads til endnu en guitarvariation og en lang abgesang, hvor guitar og cello forenes og lader det meget sangbare materiale opløse. Ved K rekapitolerer de materiale fra 2. sats' åbning, som nu fremstår helt afspændt Efter at orkestret har gjort opmærksom op sin eksistens (tutti ffff), klinger værket ud med de to solister.

Svend Hvidtfelt Nielsen Værkliste

Passacaglia per Organo, 1981 rev. 1983.
Herre forbarm dig, mix. kor, tekst J.P. Jacobsen, 1982.
Lad våren komme, mix. kor, tekst J.P. Jacobsen, 1982.
Det Hænde Nok Herefter, for 8 slagtøjsspillere, 1982 rev. 1983.
Uden vej, strygekvartet nr. l, 1983.
Schilderleben, for blaeserkvintet, 1983.
6 koraler, over Laub-melodier, 1983.
Et barn er født, for mix. kor, el-orgel, 2 pno. og 2 perc., 1984.
Ecpyrosis per Organo, 1984 rev. 1985.
Strimler, mix. kor, tekst Inge Nielsen, 1985.
Sisorypce, Præludium for symfoniorkester, 1985/86.
Psalme CXXX, for orgel, alt-stemme og basklarinet, 1986.
Skinfærd, for alt-stemme og klarinet, tekst Inge Nielsen, 1986.
Those Splinters of Ice, for vibrafon, 1986.
Ave Maria, musik til filmen De saliges ø, for strygerorkester, 1987.
Passenger, strygekvartet nr. 2, 1987.
Dengang...,suite for guitar, 1983-87.
Like Dreams, for guitar, 1987.
Koncert for guitar, cello og orkester, 1987-88.
Dreamland, for guitar og altfløjte, 1988.
Det dybe, for klarinet, baryton og orgel. Til Davids salme 130. 1988.