Poul Schierbecks magiske orkester

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 02 - side 76-76

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

SCHIERBECK. Häxa op. 48; Natten op. 41; Ouverture til "Fêtes Galantes" og Den kinesiske fløjte. Sønderjyllands symfoniorkester, dir.: Michael Schøn-wandt, sol: Susanne Lange (sopran) og Anne Øland (klaver). POINT PCD 5085


Af Jens Brincker

Poul Schierbeck forbinder de fleste danskere med ouverturen til operaen "Fêtes Galantes" og sangcyklen "Den kinesiske Høj te". De er da også med på den cd-plade, som blev indspillet sidste år til minde om Poul Schierbecks 100 års dag; men de har følgeskab af to senere værker, som sjældent høres. Nemlig orkestersangen "Häxa" op. 48 fra 1939 og den symfoniske scene "Natten" op. 41 fra 1938. Og deter ikke mindst i kraft af disse to værker, at pointindspilningen med Sønderjyllands symfoniorkester dirigeret af Michael Schønwandt er overraskende og spændende.

Poul Schierbeck var kendt som den store instrumentator i sin generation, og hans indgående kendskab til orkestret og dets muligheder skaber rent ud fantastiske virkninger i musikken til Erik Karlfeldts digt om heksene. Selve den ydre ramme for fortællingen om en heksesabbat er stramt angivet gennem den strofiske form og sopranstemmens klare, lige fraser, som solisten Susanne Lange giver en vidunderlig lysende intensitet Men besættelsen, det magisk dragende i miljøet, symbiosen af seksuel ophidselse og drift mod det overnaturlige, udtrykkes med knivskarpe klangbilleder i orkesterakkompagnementet.

Det er musik, som rækker ud over sin egen tid i denne indspilning, hvor orkester, solist og dirigent giver sig Schierbecks klangfantasier i vold med samme hæmningsløse lyst som Karlfeldts hekse lægger for dagen.

Også de øvrige tre værker på cd-pladen er gode - ikke mindst i kraft af Susanne Langes fine vokalpræstation i de fire sange fra "Den kinesiske Fløjte" og Anne Ølands klaverspil i "Natten". I Fêtes Galantes-ouverturen kan man imidlertid godt mærke, at Sønderjyllands symfoniorkester har lidt for få strygere til at realisere Poul Schierbecks endnu senromantiske klangidealer.