ANMELDELSER

Weber og jægerbruden

Peter Weincke: Carl Maria von Weber. Komponist, dirigent, musikkritiker... Engstrøm & Sødrings musikbibliotek nr. 5. 112 sider, København 1988.

Af Jens Brincker

Selv om Carl Maria von Weber ikke hører til de aller største komponister i forrige århundrede, var hans liv så begivenhedsrigt, hans virke så afvekslende, og hans værker så betydningsfulde, at det ikke er nogen taknemmelig opgave at skildre det hele på 112 sider i A5 format. Mag.art. Peter Weincke har påtaget sig at gøre det til Engstrøm & Sødrings musikbibliotek, og han har fornuftigt og rimeligt valgt at prioritere stoffet, så det er komponisten Weber, nærmere betegnet "Jægerbrudens" komponist, der dominerer fremstillingen med en 30 sider lang redegørelse koncentreret om Max' arie i 1. akt, Agathes arie i 2. akt og "Ulvesvælgs-scenen". Forinden har man læst knap 30 sider om Webers tid, liv og dirigentkarriere. Bagefter følger 30 sider om hans øvrige musikværker og en kort coda om hans litterære produktion.

Man kan vanskeligt være uenig med Peter Weincke i denne disposition. "Jægerbruden" er nu engang det værk, som Weber huskes og kendes for, og ved at bruge en trediedel af pladsen på den, skaffer forfatteren sig mulighed for at komme med selvstændige analyser og vurderinger af hans indsats som musikdramatiker. Men det betyder naturligvis at resten af fremstillingen bliver kortfattet og undertiden så forenklet, at man vanskeligt ser forbindelsen mellem "Jægerbruden" og Webers øvrige værker - endsige de tanker, som beskæftigede ham og hans tid.

Dette gælder især spørgsmålet om det national-romantiske i Webers værker, og specielt i "Jægerbruden". I den indledende historiske ramme beskrives national-romantikken som en følge af »Det Hellige Tysk-Romerske Kejserriges sammenbrud i 1806« og »mangelen på en overordnet national samling« (s. 9). Nu lader det sig diskutere, hvor megen overordnet national samling de habsburgske kejsere repræsenterede i årene før 1806. Men der er ingen tvivl om, at den nye nationalisme betød meget for Weber i årene op mod 1820, og Peter Weincke understreger helt berettiget det chauvinistiske element i "Leyer und Schwert" sangene og kantaten "Kampf und Sieg". Men Webers forhold til national-romantikken var ikke så entydigt endda. I den uafsluttede roman-biografi "Tonkünstlers Leben" , som Peter Weincke strejfer i slutningen af sin bog, er der en lang og ret bidsk satire over det "romantisch-vaterländisches Tonspiel", der demonstrerer Webers skarpe blik for de dramatiske og ideologiske risici, genren rummede. "Jægerbruden" befinder sig lige i brændpunktet mellem Webers modstridende følelser over for det national-romantiske. Dens tekst er ofte blevet kritiseret for netop de svagheder, som Weber hud-fletter - og Peter Weincke subskriberer tilsyneladende på kritikken. Omvendt er musikken gang på gang blevet fremhævet for sin folkelige, nationale og romantiske tone.

Man kunne have ønsket sig, at Peter Weincke i sine analyser af "Jægerbruden" havde taget disse spørgsmål op, men han koncentrerer sig om de store scener - Max, Agathe og Ulvesvælget - uden at kommentere jægerkorene, drikkevisen og de andre elementer, der netop er afgørende for vurderingen af "Jægerbruden" som et stykke national-romantik. Det svækker sammenhængen i fremstillingen og får de centrale musikalske analyser til at stå isolerede fra de generelle historiske betragtninger. Og det gør billedet af Weber, som Peter Weincke tegner i sin bog, mere diffust og fragmenteret end komponisten, dirigenten og musikkritikeren C. M. v. W. er tjent med.