Efter ballet

DUT's koncerter i Gl. Dok bød på en velkommen konfrontation mellem dansk og udenlandsk musik

Af Jens Brincker

»En virkelig veltilrettelagt koncertserie i København. En serie koncerter der formidler en speciel, ny musikkultur... DUT skal stå for noget særligt i det københavnske musikliv. Noget særligt med hensyn til programmer, med hensyn til den unge æstetik, og med hensyn til miljø.«

Det var programerklæringen før DUT's første koncertserie i dette efterår. Den blev fremsat af Steen Pade - bestyrelsesmedlem i DUT og sammen med Hans Abrahamsen tilrettelægger af de fem koncerter i Gammel Dok - i DUT's gamle blad, Dansk Musiktidsskrift. Det må være tilstrækkeligt autoritativt til at kunne stå for en nærmere prøvelse nu, hvor ballet er forbi.

Først de ydre rammer. Valget af GI. Dok var en kritik af konservatoriet: »Konservatoriets sal er for trist, kedelig og støvet til koncerter med ny musik. Vi har i GI. Dok fundet et miljø hvor publikum kan sidde ned i pausen, snakke og få en kop kaffe, i stedet for at hænge på en trappeafsats.«

Netop miljøet og de sociale muligheder spillede stor rolle. Musikhuset Aarhus har lært også DUT's bestyrelse at koncertgængere har krav på at have det lidt rart, når de går til koncert. Og så længe GI. Dok fungerede efter hensigten, var valget godt. Dvs. ved første og sidste koncert, hvor restauranten var åben og publikum kunne sidde hyggeligt i pausen. Men ved de tre midterste af DUT's fem koncerter var restauranten demonstrativt lukket. Omsætningen var ikke stor nok til at GI. Dok ønskede at holde åbent for udskænkning. Og resultatet blev at publikum hang i forhallen og drak håndbajere - til restaurationspris. Dermed faldt det efter min mening væsentligste argument for at bruge GI. Dok væk. Muligheden for at skabe en 'Musikhus-stemning' var, når det kom til stykket, ikke til stede i GI. Dok, og jeg er overbevist om, at det var en væsentlig grund til faldet i tilhørerantal efter de to første og meget velbesøgte koncerter.

Men det betyder ikke tilbage til konservatoriet. Idéen om at give koncerterne et miljø, der er inspirerende og passer til den ny musik, er stadig god. GI. Dok er bare ikke stedet, hvor den skal realiseres.

En biting! kan man høre asketen fnyse. Men jeg tror, asketen tager fejl. Hvis DUT og i bredere forstand ny musik skal være et konkurrencedygtigt tilbud til et publikum, der ikke savner muligheder for at høre musik, er det vigtigt, at selve dette: at gå til DUT-koncert bliver gjort attraktivt. Det drejer sig ikke alene om at høre ny musik, men også om at møde nogle dejlige mennesker i inspirerende omgivelser.

Et lille mindretal af tilhørere kommer alene for musikkens skyld og kun på grund af den. Et stort flertal kommer ikke - og det er også musikkens skyld. En »ved-ikke« gruppe kan hverves som lyttere til ny musik, hvis koncerterne finder sted under ydre former, som er tillidvækkende og inspirerende for en åben, fordomsfri og nysgerrig holdning til programmerne. Denne gruppe er vigtig for DUT og for ny musik i bred almindelighed. Derfor er det vigtigt at koncerterne kommer ud af de sterile miljøer i konservatoriet og i Radiohusets koncert. Eller at disse miljøer laves om, så de ikke skræmmer folk langt væk.

Derfor bør DUT fortsætte med at lede efter de rigtige rammer.

Indholdet fortjener det. De fem koncerter, som man fik at høre i oktober, kunne have gjort et hvilket som helst dansk musikhus ære. Udførelsen var lagt i hænderne på nogle af de bedste musikere: fremtrædende medlemmer af de københavnske orkestre dirigeret af Svend Aaquist Johansen og Kaare Hansen ved første og sidste koncert, ensembler som Kontra Kvartetten, Esbjerg Ensemblet og Casualekvartetten ved de tre midterste koncerter. Det betød en opførelseskval-itet, som i sig selv varen attraktion, og som overgik den standard, man ofte præsenteres for ved festivaler for ny musik. Der var kælet for hvert enkelt program, man havde fornemmelsen af at lytte til musikere, som gik ind for hvert eneste værk, og som satte en ære i at præsentere det med autoritet og dygtighed.

Udblik og indblik

Med en enkelt undtagelse var programmerne musikernes indsats værd. De var typisk bygget op med kontrast mellem danske og udenlandske værker: S teen Pade og Bent Sørensen over for Unsuk Chin og lannis Xenakis ved første koncert; Pelle Gudmundsen-Holmgreen over for Kaija Saariaho og Sofia Gubajdulina ved nr. to; Svend Hvidtfelt Nielsen og Karl Aage Rasmussen over for Peter Paul Nash ved tredie koncert; og Per Nørgård og Niels Rosing-Schow over for Tristan Murail og Giacinto Scelsi ved den sidste. Denne programlægning gav både udblik og indblik. Udblik til nogle af de centrale tendenser som findes i musiklivet uden for Danmark. Indblik i nogle væsentlige danske komponisters reaktion på dels de lokale traditioner, dels udfordringerne fra det fremmede.

Det var spændende at konstatere, hvordan de danske komponister når det drejer sig om stilbevidsthed og æstetiske holdninger fuldt ud er på internationalt niveau, og nogle gange mere endda. Ikke alene et mesterligt værk som Per Nørgårds »L'enfant et l'aube« arbejder pointeret med modstillingen af modernisme og postmodernisme, men også unge komponister som Bent Sørensen og Niels Rosing-Schow synes at have gjort sig deres stilistiske ståsted lysende klart, så de er i stand til at spille på en dialektik mellem gammelt og nyt, mellem post- og neo-. Der er ingen tvivl om, at det danske ny-musik miljø er befordrende for en æstetisk debat, som provokerer unge komponister til at efterprøve påstande og afprøve positioner. Man fornemmer en pragmatisk holdning til stil, der går imod ideologiske skoledannelser og kunstneriske credo'er, og som et langt stykke hen ad vejen virker fremkommelig.og frugtbar.

Samtidig gav de udenlandske værker dog også fornemmelsen af, at danskerne gennemgående prioriterer det æstetiske - undertiden: det etiske - højere end det håndværksmæssige for nu ikke at sige: det virtuose. Det er der ikke noget overraskende i. Virtuositet har aldrig stået i høj kurs herhjemme, men derfor kan man jo godt savne den. Og jeg må indrømme, at jeg godt kunne unde danske komponister den suveræne klangbehandling, man fik præsenteret i ensemble-kompositionerne af Sofia Gubajdulina og lannis Xenakis eller i stykkerne for tre celli eller violin og cello af Unsuk Chin og Giacinto Scelsi. For slet ikke at tale om den beherskelse af kombinationen elektronik og instrumenter, som Tristan Murail og Kaija Saariaho demonstrerede.

Det har selvfølgelig noget at gøre med smag og behag. Jeg er måske ikke en udtalt asketisk natur; men jeg vil ikke være med til at reducere det helt til en privatsag. Det hænger nemlig også sammen med den stejle stigning i udførelses-kvalitet, som har præget koncerter med ny musik herhjemme den sidste halve snes år. Eksemplet fra banebrydende ensembler som Kontra Kvartetten har ansporet danske musikere til at spille ny musik på samme høje professionelle niveau som man spiller klassikerne. Og når ny musik virkelig spilles godt, kan den lyde frapperende dejligt. Hvis den er skrevet til det. Det var flertallet af de udenlandske værker på DUT-kon-certerne, og det gjorde konfrontationen mellem dansk og udenlandsk spændende.

Undtagelsen, den koncert hvor det ikke fungerede for mig, var opførelserne af Steve Reichs "New York Counterpoint" og Morton Feidmans "Piano, violin, viola, cello" som fandt sted ved den fjerde DUT-koncert. Det skal ikke være en bebrejdelsen imod musikerne. Jørgen Jensen spillede Reichs stykke swingende og varmt, og jeg er imponeret over den ildhu, medlemmerne af Casuale-kvartetten gik til Feidmans værk med. Men programmet manglede den indre spænding, den afveksling og det liv, som udmærkede de andre koncerter. Det blev rent ud didaktisk: l O minutters Reich-ouver-ture og fem kvartter Feldman, der på den ene side var for langt til at fungere i koncertsalen, på den anden side for kort til at skabe den transcendentale stemning, minimal-mu-sikken undertiden kan afstedkomme. Her savnede jeg den vilje til kontrast, den udfoldelse af fantasi og provokation, som prægede de andre koncerter.

Men det kunne ikke ødelægge glæden over de fem DUT-koncerter i Gl. Dok. Selv om salen akustisk er for lille til de største opbud af lyd, og selv om omgivelserne ikke levede op til løfterne, var de en velkommen og tiltrængt fornyelse af DUT's koncertvirksomhed og det københavnske ny-musik miljø.

»En virkelig veltilrettelagt koncertserie«. DUT står igen for »noget særligt i det københavnske musikliv.«