- efter postmodernismen?

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 03 - side 100-101

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Hvordan opfatter nordiske komponister deres placering i musikhistorisk sammenhæng? - Højst individuelt, var det svar der umiddelbart kunne udledes af debatten på Nordisk Komponistkongres i Åbo i august. Men for kunstnere der vil have deres frembringelser taget alvorligt kan den kunstneriske selvopfattelse ikke være en privatsag. Den må til enhver tid stå til diskussion. En fornuftig diskussion om musikudviklingen forudsætter imidlertid en større differentiering af de begreber der diskuteres end det fortærskede begrebspar tradition/fornyelse. Hvilke traditioner er der tale om, og hvilke former for fornyelse? Sven Erik Werner fremlagde sit svar på dette spørgsmål i form af det nedenfor gengivne skema. Det sammenfatter nutidsmusikkens eksisterende fænomener i tre hovedspor, der hver for sig ender blindt. Her over for stiller det en række endnu ikke eksisterende fænomener, der kan føre videre hvis det lykkes at bringe dem på en fællesnævner. En sådan fællesnævner søger Sven Erik Werner i det, han kalder »bricolage« med henvisning til litteraturforskeren Per Aage Brandts definition: »...bricolere, drive bricolage, som de franske siger, dvs. efterligne naturens egen måde at skabe på, ved at lade alt muligt støde sammen på alle mulige måder, hvor det end kommer fra, og hvilken historicitet det end har.« Og her følger så Sven Erik Werners skema med hans egne kommentarer til begrebsmodellen.


Af Sven Erik Werner

Det eksisterende, definerbare (cirkel)

Postmodernisme
Grundattitude: relativisme Signalement: Den store fortælling er død - OK! Alle faste værdier og ideelle forestillinger er døde, verden er uden centrum og retning - en global, selvspejlende, munter provins. Den totale forskelsløshed er indtrådt, f.eks. mellem høj- og lavkultur. Overflade uden dybdespænding. Accept af domesticeringen.

Minimalisme
Grundattitude: pragmatisme
Signalement: Den store fortælling er død - den (helt) lille fortælling leve!
Verden som evigt kredsende, foranderlige figurer, segmenter - formidlet gennem operationel askese. Accept af marginalisering og fragmentering.

Modernisme (Revival)
Grundattitude: idealisme
Signalement: Den store fortælling er død - angår det mig? Drømmen om visionens renhed og om et nyt sprog, der ikke er inficeret af hverdagens, mediernes og historiens sprog. Accept af ghettoiseringen, indre exil.

Det endnu ikke eksisterende, udefinerbare (spiral)

Stikord:

Informel musik
(Adorno)

Dekomposition
(Alban Berg)

Associativ, intuitiv musik
(Berio, Stockhausen)

Pluralisme
(Ives, Stravinskij)

»Afdriftsmusik«?
»Bricolage«

»Avantgarde: at vide,hvad der er dødt«
(Roland Barthes)

Bricolage

Skemaer har en hang til skematisme, som modsætter sig deres troskyldige hensigter. Ellers er de ejegode. Åboskemaet er nu et særligt drilagtigt eksempel på, hvordan skematisme kan drive gæk med selve den uoverlagte inspiration, der skænkede den livet. Det er svært at få den hellige ild ind i et ringbind uden at brænde fingrene.

Lidt mere præcist: skemaet opstod i en let febril og diffus debatsituation på komponistkonferencen i Åbo. Indlæggenes eroderende strømhvirvler legitimerede et resolut og bastant molebyggeri.

Det er ment, som det står: en blanding af forklaring og udflugter.

På den anden side - hvorfor prøve at spæne fra det, nu det alligevel er sat ud? Jeg vedgår gerne, at skemaet og citaterne er stillet sammen, fordi de i al deres naivitet giver et omrids af en ansvarlighedens, modstandens, afdriftens æstetik, som jeg finder uomgængelig. I hvert fald værd at forholde sig til. Skal den æstetiske dimension - kunsten - overhovedet have aktuel begrebsmæssig mening og manifest substans, må der fortsat lægges strategier - føres en diskurs, som Barthes siger - der mobiliserer mentale ressourcer, det endnu ikke er lykkedes at uskadeliggøre - domesticere, hedder det vist. Og nok er Den store Fortælling død, men vi har endnu Den største Fortælling til gode - den om den lille klode, der lod sig kvæle i sit eget lort. Den vil der ikke være nogen til at fortælle, hvis ingen fortæller det.

Over for dette dobbeltprojekt rækker hverken postmodernismens narcissistiske attituderelativisme eller minimalismens ubekymrede askese eller neomodernismens berørings-angste idealisme. Og de store gamles heroiske fagter indskriver sig snarere i fortidens store fortælling end i fremtidens, selvom jeg personligt oplever Stockhausens Lichtprojekt som et af de mest vedkommende bud på en fremtidsmusik, en bricolage, der på én gang er vibrerende til stede i nutiden og transcenderer fortiden inden for et kunstnerisk overlegent koncept, som også medtænker menneskets forpligtelse på den universelle husholdning. Uden præk, vel at mærke.

Det er klart, at netop en ansvarlighedens, modstandens, afdriftens bricolage dør af at blive sat på så robuste formler. Men det er også klart - i hvert fald for komponister - at ske-matisme hører til standardudstyret for folk, der vil grave sig fri af de daglige nedstyrtninger og finde (tilbage til) de strømførende lag.

Han forsøger at føre en diskurs, som ikke udsiges i Lovens og/eller Voldens navn: hvis instans hverken erpoetisk eller religiøs, eller videnskabelig; som på en eller anden måde er alle disse udsagns rest og supplement. Hvad skal vi kalde den diskurs? erotisk, utvivlsomt, for den har med nydelse at gøre; eller måske endda: æstetisk, hvis man forudser lidt efter lidt at lade denne gamle kategori undergå en lettere drejning, som fjerner den fra dens regressive, idealistiske grundlag og nærmer den til kroppen, til afdriften.
Roland Barthes: Af mig selv

Det kan ikke blive ved. Måske ender det bare. Måske vender det, inden det ender. Måske vender det først, når det bedre kan betale sig at lade det vende end at lade det ende. Og så er vi lige vidt. Det kan ikke blive ved.

Årgang 63/1988-1989, nr. 03