En dans på roser

En ny opera af Arne Mellnäs med denne titel uropføres januar 1988 i København af Musikdramatisk Teater. Niels Pihl fra teatret skriver lidt om stykket - men fortaber sig hurtigt i meditationer over musikdramaets mening, mismod og mangelsygdomme.

Af Niels Pihl

Kære DMT,

I beder mig fortælle lidt om komponisten Arne Mellnäs' og forfatteren Oddur Björnssons nye opera "En dans på roser".

Det praktiske først: operaen er ny og dog ikke helt ny. 1984 står der på titelbladet, som også fortæller at det er et "bestillings-værk til Söngskolinn, Reykjavik", gennem NOMUS. Bestilt, skrevet og leveret - men ikke opført, før komponisten henvendte sig til os og bad os tage os af det, da han efterhånden gerne ville se sit stykke.

Jeg kender ikke de problemer de har haft på Island. De har sikkert været helt reelle. Jeg er mere optaget af de problemer som den arme opera har - en slags "dans på roser", ja tak. Fra slet ikke at blive spillet avancerer den nu til at blive spillet af et ensemble af den slags som man (kunstens, pengenes og politikkens folk) regner for tilstrækkeligt til at præsentere nye operaer. Uden at man sætter det i sammenhæng med at de fleste nye operaer kun opføres én gang.

Nu er jeg polemisk, så lad mig præcisere: Sålænge Det Kongelige Teater endnu ikke har fundet en ny opera der er harmløs nok til dets publikum, og så længe Den Jyske Opera, trods alle gode hensigter, må nedprioritere de nye ting til fordel for salgbare operetter og imageskabende prestigeproduktioner -sålænge er det hos '§ 17' - teatre, de nye operaer skal overleve.

Paragraffen er hverken fra bistands- eller straffeloven - men det skal man vide for at tro det. En fornemmelse afkriminalisering breder sig let blandt os, når vi smugler dekorationsdele, dimser, klædningsstykker og know how ud af de etablerede teatres bagdør, og når vi mødes på lyssky tidspunkter for at holde prøve (jeg tør dårligt nok skrive 'prøver'). Og så har jeg slet ikke talt om de problemer der kan opstå overfor a-kasser og bistandskontorer - og gør det heller ikke!

Vi lever i drømmen om den professionelle, polerede forestilling, mens vi overlever på 'spuleglæde' - dette magiske ord som så fint antyder mangende professionalisme, eller sågar en slags intellektuel defekt hos dem der bevarer den over længere tid...

Nå - der ligger i og for sig ikke noget problem i, at § 17's folk kan blive lidt mopsede og trætte af de mange kompromis'er de lever med (det sker mest, når man skal skrive artikler om det). Der kommer altid nye folk til, som oplever glæden ved at have f.eks. 100.000 kr. til en produktion istedet for 100 kr.. § 17 (undskyld - jeg glemte at der findes mennesker der ikke har mit nære forhold til teaterloven: »Opera- og balletvirksomhed udenfor den Jyske Opera - beløb til fordeling kr. 1.564.100 sidste år«). Og lad mig også huske at nævne, at "En dans på roser" i forhold til så mange andre lignende projekter er relativt velbetænkt.

Nej: problemeter, at 'relativt velbetænkt' kun er et andet ord for at disse initiativer præsentere nye operaer under så mangelfulde vilkår, at operaerne dør af det.

Jeg skal ikke her læse dødsmesse over "En dans på roser". Vi ved, at publikum til den slags ting accepterer at være på smalkost, hvad materielt udstyr og de helt finslebne nuancer i opførelsen angår - og vi har tænkt os at erstatte disse ting med andre kvaliteter, som mere velfunderede operaer måske savner. Men vi spørger os selv om en præsentation - af denne som af så mange andre nye operaer - under disse forhold har slagkraft til at sikre værket gennemslagskraft og foranledige de efterfølgende produktioner som skal få en opera til at leve og blive en blivende ting?

Jeg ser ingen grund til at tale om kunstnerisk krise i det aktuelle musikteater. Multimedie-forestillinger med billedet eller scenisk aktion som udgangspunkt an vender of te ganske avanceret og eksperimenterende musik, og resultaterne kan sagtens ses som en aktuel parallel til den traditionelle operagenre - som jo i sit udspring ligesåmeget var en billedkunst som en musikgenre.

Men jeg savner liv og fremdrift i en genre som jeg tror på: det teater som sker sammen med, gennem, og i kraft af musik: 'drama per musica', teater skabt af en komponist.

Og hvis den genre idag alt for ofte er en sag uden gennemslagskraft - en sag for en lille menighed, en parentes - så OK, det er ikke kun de grimme bagmænds skyld. Det har også noget at gøre med den måde, som den 'gamle' og den 'nye' musikdramatik bruger hinanden på, eller rettere ikke bruger hinanden på.

Der var ting at hente, hvis de nye operaer i højere grad kunne bestemme sig for at stjæle med arme og ben af de erfaringer og de kundskaber, som traditionen har indhentet - hvor flade og udlevede de end til tider kan forekomme. Og omvendt - man tør jo næsten ikke tænke tanken... men hvis nu den traditionelle opera fandt på at se sig selv som en kunstart under udvikling, et spejl af uden?

Tilbage til virkeligheden, til "En dans på roser". - Det er en artig opera, der har respekt for de praktiske forhold: kun tre sangere, 12 musikere, én dekoration. Dog: ingen pause - det er slemt for publikum. Og en lidt upraktisk varighed, ca. 80 minutter, der nok skal volde den vanskeligheder i teatrenes prokrustesseng.

Handlingen, tilsyneladende naturalistisk, har ingen angst for klichéer: tæppet går op for en ung komponist der prikker sine indfald (ret sølle) ud på klaveret, mens han drømmer om sin debutkoncert - så entré for hans stressede kone, belæsset med indkøbsposer. Og det forventede ægteskabelige opgør finder ganske rigtigt sted.

Så, det overbud saom skaber den ydre handling: den tanke lanceres, at alt kunne blive godt hvis de slog konens mor ihjel. (Hun drikker som en svamp, danser tango og blander sig i skænderierne fra kulissen). Der går ganske vidst tredive år med at overveje tanken. Men den bliver bragt til udførelse i et udsøgt småborgerligt ritualmord. Men svigermødre er ikke lette at få ud af systemet, heller ikke denne. Skønt ganske død fortsætter hun med at medvirke, inspireret af Freud eller måske Noël Coward, og driver stykket frem mod den - måske, måske ikke - overraskende slutning, der, som det hedder, »ikke skal røbes her«.

Jeg refererer handlingsgangen så udførligt, fordi den er det styrende element i stykket. Musikken forholder sig loyalt tydeliggørende til tekst og aktion. Først og fremmest bringer den formelt set stram orden i historien: scene 4-7 er ritualmordet (med en serie guddommelige forberedelser). Det flankeres på hver side af tre scener som alle er variationer (musikalsk og især dramatisk) over én situation: manden komponerer, konen kommer hjem.

Med denne disposition er den ydre klichékarakter stramt understreget, og musikken kan tage fat om sin anden opgave: at tegne figurerne, uddybe personerne og give den flertydighed, lys og skygge. Det finder jeg uhyre velhåndteret: spændet mellem farceagtig ydre form og reel indre emotion er til stadighed tilstede og gør rollerne, navnlig hustruens, til spændingsfelter der åbner historien.

Det er gamledyderi operahåndværket vi taler om -bæredygtig grundidé, struktur, komposition, nuanceret person tegning gennem musikken. Jeg har antydet at jeg finder dem centrale, og vigtige at bevare også i mere søgende musikdramaliske eksperimenter. Nu handler det om at gøre dem synlige og hørbare. På Borups Højskole, Frederiksholms Kanal, mellem 28. januar og 5. februar 1989. Med Åsa Bäverstam, Jørgen Ole Børch, Kirsten Andensen, Flemming Vistisen, Espen-Hansen og mange andre.

Med venlig hilsen - for Musikdramatisk Teater - Niels Pihl