Min relation til de kunstneriske udtryksmedier

Når venner og bekendte, kolleger eller min nærmeste familie taler om inspiration bliver jeg for det meste forstemt - eller i bedste fald skeptisk. Hvis jeg går ind i en stald for at muge ud under køerne eller lægger mig på maven ved bredden af en dam for at studere åkander er virkningen - eller om man vil - erindringsbilledernes 'substans' mer eller mindre identisk. I ens baghovede er der en durende fornemmelse af noget i og for sig ligegyldigt er hændt. Hvis dette stof kan udlægges som inspiration må man ihverttilfælde bestræbe sig på en radikal omvurdering af dette begreb. Afromantisere dette -om man vil!

Jeg husker en tildragelse i en af de både, der sorterer under havnerundfarten i København. Vi lå stille i kanalen ved Christianshavns torv og i et diset gråvejr så tårnet på Frelsers Kirke ud som en gråmeleret, bullen pegefinger. Pludselig brød solen igennem og skinnede med knivskarpt lys på den forgyldte metalkugle, der er placeret øverst oppe i tårnets top. Virkningen var overvældende omtrent som hvis man under et brusebad pludselig krænger badehætten af. Under normale forudsætninger ville mange nok mene at sådan et solglimt kunne give inspiration til et eller andet. Desværre nul! Da jeg steg i land fra havnebåden måtte jeg mismodig konstatere at jeg ligeså godt kunne gå hen på det nærmeste værtshus og konsumere én af de sædvanlige grønne! Solglimt eller gyldent øl ville blive hip som hap hvis snakken drejede sig om inspiration. Begge elementer måtte afskrives som direkte befordrende for det diskutable begreb at skabe. -

Når jeg går igang med et musikværk, litterært produkt eller billede kan noget af dette sammenlignes med en glasplade som man nærmer sig med hænderne. Når én af ens negle rammer glasset opstår der noget man kan betegne som en sprød accent. Man knækker ligesom en skorpe af evigheden! Hvis det drejer sig om et musikværk 'begynder' man ikke men man bryder ind i et forløb etableret længe inden man 'tilfældigvis' sætter sig på klaverstolen. Omvendt når man rejser sig fra arbejdet fortsætter 'naturligvis' musikken videre ud i det tomme rum. Man kan også sige at en musikalsk komposition kan sammenlignes med en skive brød som man skærer fra 'moderbrødet'. Musikværket er i sin inderste natur uendeligt men så skærer man det til og fæstner et afsnit på nodepapiret. Man lader musikken stivne - om man så må sige. -

Den teknik man anvender når et musikværk, litterært produkt eller billede skal realiseres kan betegnes som succesive reprisefænomener. Stravinskij taler dels om reprisens (gentagelsens) betydning og dels om en stadig opøvelse i begrænsningens kunst. Begge synspunkter synes meget væsentlige. Hvis man nøjere ville undersøge mine ca. 525 musikværker, 3000 billeder og et større antal litterære produkter samt tonsvis af avisartikler ville forskellige fællesformler aftegne sig. Disse urkim er nok det, der kan betegnes som min arbejdsindsats' hieroglyf.

Jeg har lagt mærke til når jeg skriveren folioside - danser ord og bogstaver op og ned mindende om noder af forskellig varighed. Forskellen på min musikalske og billedmæssige udtryksform er nok kun den, at min musikalske teknik - dvs. hele spørgsmålet om formelsættet - er betydeligt mere opøvet i det musikalske overdrev end i det billedmæssige, subsidiært litterære. Her træder naturligvis erfaringer ind som en dominerende faktor.

En stor del af mine tegninger er automattegninger og hvert især skabt på få sekunder. Blyanten bevæger sig her lidt på samme måde som nodeblyanten, dvs. op og ned for at kunne udfylde et tomrum. Når jeg skal kreere et større billede bliver processen trægere. Men i denne ansporing ligger der en opmuntrende udfordring. En udfordring som jeg ikke kender fra mit musikalske område. Her er teknikken en selvfølgelig ting, hvis opgave det er at administrere den endeløse demonstration af gentagelser - eller det bevægelige formelsæt, der bliver en naturnødvendig integration i et produktivt arbejde.

Jeg føler det tit som alle mine værker - uanset medie -sidder inde i kroppen på mig, under huden eller ovenpå huden. Hvis man ville 'se' alle disse produkter måtte man bruge en damptromle og flade mig ud i et størrelsesforhold som fra København til Newcastle.

Jeg kunne også betegne min virksomhed som en form for hudsygdom. Det er ligesom det klør hele tiden - i bogstavelig forstand! Min specielle form for kritisk sigtning består i at skrive et nyt værk. Det evt. kvalitetskriterie har jeg altid overladt til omverdenen for hvilke præmisser skulle jeg selv gå ud fra, når selve skabelsesprocessen er af ' subintellektuel ' natur, dvs. at den på forhånd afskriver den mere objektive vurderingsmåde.

Mit billed- og litteraturområde kunne man måske kalde musikaliserede medier. Det er min musikalske associationsteknik jeg har søgt overført på de to andre områder med en enkelt afstikker til filmmediet. Happening-formen anser jeg selv for at være en variant af billedområdet. Men også den må ses i lyset af en overordnet musikalsk administration.