Når billederne tager magten

Af
| DMT Årgang 63 (1988-1989) nr. 03 - side 96-97

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Philip Glass' opera "Einstein on the each" i Achini Freyers ny tyske version


Af Jakob Levinsen

Før talte de om rumskibe og supermarkeder, Mr. Bojangles og David Cassidy. Nu taler de om kunsten, teatret og sproget, Ludwig Wittgenstein, Max Ernst og Antonin Artaud.

Jo, "Einstein on the Beach" er flyttet fra Amerika til Europa i mere end en forstand. Sidst i oktober fik Philip Glass' og Robert Wilsons opera i Stuttgart sin første europæiske opførelse siden den i midten turnerede i Europa med sensationel succes, og dengang slog både komponistnavnet Glass og genren minimalmusik definitivt fast, langt udover de begrænsede kultkredse der hidtil havde dyrket ham og den. Samt førte til, at Glass fik sine første bestillinger fra etablerede operahuse - Gandhi-operaen "Satyagraha" fra den Nederlandske opera i Rotterdam, "Echnaton" om faraonernes Ægypten fra Staatstheater Stuttgart. Tilsammen et hovedværk, om ikke hovedværket i ny amerikansk opera - hvilket af historiske årsager jo stort set er lig med amerikansk opera overhovedet.

Og lige siden idéen om en egentlig operatrilogi begyndte at Lage form, gjorde idéen om en samlet opførelse af de tre operaer det også. Det er det projekt som Achim Freyers nye version af "Einstein" skal lede op til - både "Satyagraha" og "Echnaton" har, i Freyers iscenesættelser, tidligere været opført i Stuttgart. "Satyagraha" får repremiere den 20. januar 1989,"Echnaton" tilnæste efterår - og hele trilogien forventes søsat samlet i begyndelsen af 1990.

Når netop "Einstein", trods den enorme opsigt både originalopsætningen og det efterfølgende pladesæt medførte, har været så langt den mindst opførte af de tre operaer - faktisk har den indtil nu overhovedet kun oplevet en enkelt genoplivning, på Brooklyn Academy of Music i 1984 - hænger det sammen med, at det også er den af de tre, som adskiller sig mest radikalt fra traditionelle opera-udtryksformer. Musikken er skrevet dels til Glass' eget ensemble, bestående af træblæsere, elektriske tangentinstrumenter og kvindestemmer, dels til et til lejligheden sammenbragt kor af ikke-professionelle sangere, mens tekst, scenegang - ordet "handling" ville være misvisende i denne forbindelse - aktion og dans i originalversionen var uløseligt forbundet med Robert Wilsons egen gruppe af skuespillere og særlige dramatiske udtryksmåde, stort anlagte tableauer af på samme tid enkle og symbolladede billeder med, helt parallelt med Glass' musik, vedholdende gentagelser af bittesmå bevægelser.

At uddrive et spøgelse

Det er altså det problem, Stuttgartoperaen og Achim Freyer har skullet tackle: et kæmpestort, over fire timer langt og yderst særpræget musikteaterværk, som på den ene side er snævert knyttet til nogle ganske bestemte udøvende - og på den anden side skal kunne indgå i operahusets løbende repertoire i hvert fald det næste godt halvandet år.

Og den musikalske udfordring har man vist sig i stand til at løse formidabelt godt. Så vidt vides er det første gang, et Glass-storværk skrevet til hans eget ensemble spilles af andre, her unge lokale sangere og instrumentalister fra Neue Vocalsolisten S tutt-gart og Junges Philharmonisches Orchester Stuttgart. Deter lykkedes Glass' faste medarbejder, tangentspilleren og dirigenten Michael Riesman, at få Stuttgart-musikeme til at spille og synge selv de mest halsbrækkende hurtige og foranderlige repetitions-mønstre, så afstanden til niveauet hos de garvede amerikanske Glass-spillere er, undskyld udtrykket, minimal - kun for den virtuose soloviolinstemmes vedkommende savnes der for alvor amerikansk ekspertise.

Hvad scenegangen angår, har Achim Freyer slet og ret valgt at uddrive Robert Wilsons spøgelse ved at omgå det, og i stedet skabe sin helt egen billedside til Glass' musik. At operaens officielle program stadigvæk omtaler "Einstein" som en opera af Philip Glass og Robert Wilson, skal man således ikke lade sig narre af. Væk er de oprindelige akt-titler, væk er de talte bevidsthedsstrøms-monologer af Christopher Knowles, Samuel M. Johnson og Lucinda Childs, væk er Wilsons i lige høj grad konkrete og grænseløse drømmebilleder af Einsteins århundrede: Toget, billedet på såvel den gamle mekaniske teknik som på Einsteins berømte tog-sammenligning, Retssalen, hvor statens ritualer opløser sig i show, Rumskibet, billedet på den fremtid som Einsteins tanker er med til at skabe, og som i sig rummer både undergangs- og befrielsesperspektiver - og væk er også den violinspillende Einstein-figur selv.

I stedet forde håndgribelige billeder med mange fortolkningsmuligheder har Achim Freyer omskabt "Einstein" til et abstrakt bevægelsesteater, hvor udtrykskraften ikke så meget ligger i ord og symbolladede tableauer, som i lys, enkeltfigurer og bevægelse. Og hvor de ord, der dog er med - og det er langt færre end hos Wilson - er tunge og komprimerede filosofiske udsagn om sproget og kunsten, løsrevne dybsindigheder som ikke bliver mere håndterlige af at blive gentaget igen og igen - tværtimod: efterhånden som Wittgensteins, Artaud, Ernsts med fleres ord repeteres, synes meningen at forsvinde, og ordenes lyd al blive det man lytter til.

Det sære, det smukke og det skræmmende

Men Achim Freyers fantasi er ikke mindre end det af Wilsons, man i hvert fald kan opleve i den oprindelige tekstcollage og det righoldige billedmateriale, der ledsager "Einstein"-pladesættet, samt dokumentarfilmen om Brooklyn Academy-opsætningen, når altså engang en eller anden lokal T V-kanal tager sig sammen til at udsende den - Freyers fantasi er bare meget anderledes. Og hans idérigdom blændende, ligesåvel som hans og lysmesteren Kurt-Rüdiger Wogatzkes jongleren med hele det moderne teaters avancerede lys- og bevægelsesteknik er aldeles suveræn. Operaens åbningsscene, som i let forandret udgave også slutter den, er uforglemmelig: to håndfulde sære menneskegestalter i overformat, som taget lige ud af "Alice i Eventyrland", placeret omkring et kæmpestort bord. Hvor de hver for sig gør deres egne små ting: en dirigerer i luften, en anden forsøger at jonglere med bolde, en tredie kaster tal og bogstaver på bordet, en fjerde prøver at slå kolbøtter i slow-motion. Et bevægelsesmønster uden nogen synlig sammenhæng - og samtidig et mønster af ubønhørlig indre logik, sært, smukt og skræmmende.

Som også det mellemliggende, små fire timer lange forløb er det. Nogle gange med en eller flere af rammefigurerne som medspillere, andre gange uden. I alle tilfælde med et opbud af lys- og rum virkninger som kun kan kaldes overvældende. Størst indtryk gør afgjort Freyers arbejde med usynlige skuespillere - sortklædte aktører, som hver bærer en lyskilde, hvorved der, i kraft af en nærmest ufatteligt præcis koordinering af skuespillerne i forhold til hinanden, konstant skabes og opløses fængslende billedmøn-stre, i skiftevis rasende hurtige ekstremt langsomme tempi - en kæde af et dusin hvide spots, der pludselig begynder at bevæge sig lynsnart i flere planer, er et billede der bliver siddende længe i bevidstheden. Det samme gør rumfornemmelsen i forestillingen - skuespillere og dansere bevæger sig på en række lodrette planer, mens lyset skaber frapperende tredimensionelle virkninger.

Og ligeså collagepræget Freyers tekstvalg er, ligeså collagepræget er hans billedside. De usynlige skuespilleres lysmønstre og de synlige skuespilleres besynderlige figurer afveksler eller sættes sammen med hvide dansere og geometriske kulisser, som en eller flere af danserne jonglerer med eller i, fra et lille cirkel-hjul til den kæmpestore, stadigt skiftende lysfirkant, som ved hjælp af optiske bedrag synes at kunne fylde hele scenerummet i alle tre dimensioner.

Dans med og uden musik

Billedmæssigt er Achim Freyers version af "Einstein on the Beach" således et mesterstykke af idérigdom og tidssvarende teaterhåndværk. Ingen tvivl om det. Men det spørgsmål, som melder sig med stigende styrke som de fire timer skrider frem, er om det overhovedet er operaen "Einstein on the Beach" man ser, eller det er genialt danseteater til Philip Glass' operamusik. Og man forstår godt, at Glass i den TV-film der er produceret om "Echnaton"-uropførelsen (svensk TV har selvfølgelig sendt den for længe siden...) understreger Freyers egenrådighed i forhold til komponist og musik. For så for billedernes vedkommende abstrakt æstetisk og forordenes vedkommende fortænkt filosofisk Freyers version af "Einstein" er blevet, er det svært længere at blot ane en forbindelse til Glass-operatrilogiens overordnede idé: idealiserede portrætter af tre mennesker, hvis tanker har haft afgørende betydning for udviklingen af den menneskelige bevidsthed, portrætter som samtidig er billeder på de tre mænds tid og på vores. Endsige at associere titlen til nogetsomhelst i Freyers billedunivers. Tilsyneladende er der ikke meget i Freyers iscenesættelse, som ikke lige så godt kunne fungere som billedside af så megen anden musik i langsom udvikling. Mens omvendt deter slående, hvordan Freyer ti t og ofte helt ignorerer entydige karakterskift i musikken, og blot lader sine lys- og bevæ-gelsesfigurer køre videre - ligeså vel som musikkens overordnede, entydige og af Glass selv fremhævede energiopbygning til et ekstatisk højdepunkt i den næstsidste scene slet ikke kommer til sin ret i denne sammenhæng - lys- og dansemønstrene bevæger sig højst lidt hurtigere.

Al respekt for Stuttgartoperaens initiativ til at opføre de tre Glass-operaer samlet. Al forståelse også for at Achim Freyer er kommet til at stå for iscenesættelsen - hans opsætninger af "Echnaton" og "Satyagraha" blev i tysk presse i sin tid lovprist af selv de mest indædte modstandere af minimalmusik i almindelighed og Philip Glass i særdeleshed. Men det virker som om blandingen af frihed og byrde i "Einstein", mangelen på handling og forløb i traditionel forstand overfor den tunge arv at løfte efter Robert Wilson, har været for vanskelig for ham at håndtere, og derfor er resulteret i en collage af filosofisk tungsind og abstrakt , æstetiserende danseteater som mere modarbejder end underbygger, såvel musikken til "Einstein" som den indre sammenhæng i hele operatrilogien.

En opera om det 20. århundredes bevidsthed i al dens og tidens mangfoldighed og omskiftelighed synes reduceret til en danseforestilling om og for Kunsten med stort K og Teatret med stort T - og at det, som Freyer hævder i sin programnote, skulle være Historien om kunstens historie i vort århundrede, indtil videre får stå for hans helt egen regning.

Årgang 63/1988-1989, nr. 03