Numus-pause

Det var en meget afdæmpet pressemeddelelse der bekræftede de rygter der gennem længere tid er gået om at der ikke bliver nogen Numus festival næste år.

Pressemeddelelsen lægger ikke op til hverken støtte- eller protestaktioner, og den indeholder ingen klager over utilstrækkelige tilskud fra det offentlige. Det ville også ligne Karl Aage Rasmussen dårligt. Få har som han hævdet det personlige initiativs overlegenhed over institutionerne, og det er fortsat ham der tegner Numus. Og medunderskriveren John Frandsen udtrykker på Århus unge Tonekunstneres vegne ønske om at aflysningen blot opfattes som "en tænkepause: tid til en tilbundsgående undersøgelse af mulighederne for en fastere cementering af det organisatoriske fundament, tid til en bredere debat om festivalens fremtid og om mere langsigtede løsninger."

Problemet med det organisatoriske fundament deler Numus med de øvrige ny musikaktiviteter her i landet, der er henvist til at foregå på musikforenings-basis. Den dagligstue -administration der kan klare en lokal koncertvirksomhed baseret på forhåndenværende tilbud fra solister og ensembler er selvfølgelig i det lange løb helt utilstrækkelig når det gælder en opsøgende og igangsættende virksomhed.

Debatten om festivalens fremtid lagde Dansk Musiktidsskrift op til med forrige årgangs sidste nummer, hvor Jens Brincker påviste nogle tendenser i det forløbne tiårs programmer der ikke uden videre kan fortsætte ind i det næste. Det er ikke bare en strid om Numus' profil, men en debat der angår hele den samlede præsentation af nutidig musik her i landet, som Numus er blevet en væsentlig del af.

Aflysningen i Århus kan nemlig ikke opvejes af at der samtidig er sket en glædelig opblomstring af Musikhøst i Odense og NUT-festivalen i Aalborg, eftersom hver festival vælger sit særlige repertoireområde som supplement til de andres. Og en sådan naturgroet struktur kan kun komme til fuld udfoldelse i et mildere kulturklima end det vi lever i for tiden.

En effektiv præsentation af ny musik kræver et permanent organisatorisk beredskab. Og hvis det samlede udbud skal være mere end den tilfældige sum af indbyrdes uafhængige aktiviteter er der brug for en supplerende landsdækkende virksomhed.

Vanskeligheden ligger i at organisere uden at skabe overflødigt bureaukrati og at samordne uden at fremkalde standardisering og centralisering. På den rytmiske musiks områder er der forlængst udviklet samarbejdsformer der svarer til deres forudsætninger. Den ufrivillige tænkepause kunne bruges til at finde ud af om også den ny kompositionsmusiks eksistensgrundlag kan stabiliseres på en sådan måde at dens frie udfoldelse ikke stækkes.

Mogens Andersen